Land i sigte!

I de gode gamle piratfilm er det altid et højdepunkt, når der bliver råbt "land i sigte". Det betyder, at de søfarendes afsavn og utryghed på havet er slut. De kan nyde en ny sikkerhed. De bekymringer, de hidtil har haft om mangel på ferskvand og andre fornødenheder, kan de lægge til side.

På samme måde er det med nationer. Befolkninger, der har levet i utryghed under besættelse eller dominans under en fremmed magt, ånder lettet op, når der er udsigt til national selvbestemmelse. De ydmygelser, som den nationale underkuelse bærer med sig, kan man lægge bag sig. Man har udsigt til en ny værdighed og nye muligheder.

Det gælder uanset om man taler Danmark i 1945, Østtimor i 1999 eller Sydsudan i 2011. I det sidste eksempel viste det sig faktisk, at Omar al-Bashir var mere demokratisk indstillet end adskillige andre ledere. For eksempel Georgien, der fortsat undertrykker Abkhasien og Sydossetien. Eller Israel, der fortsat nægter at anerkende palæstinensernes nationale rettigheder.

Palæstinas stræben efter anerkendelse har naturligvis opbakning fra størstedelen af verden og dens befolkninger, men vejen til national værdighed blokeres fortsat. Men USA kan ikke nedlægge veto mod medlemskab af Unesco. Da Palæstina blev medlem af Unesco, var det meget få lande, der stemte imod. Her er den korte liste:
Australien
Canada
Tjekkiet
Tyskland
Israel
Litauen
Holland
Palau
Panama
Samoa
Solomonøerne
Sverige
USA
Vanuatu

Der er tre grupper af lande, der stemmer imod:

USA og Israel er de konsekvente modstandere af at anerkende, at palæstinenserne har noget, der minder om rettigheder.

Tyskland, Australien, Canada, Holland, Litauen, Tjekkiet og Sverige er lande, hvor højrefløjen har regeringsmagten. De ønsker at lægge sig op ad USA. Årsagerne hertil har med diplomati og handel at gøre.

Palau, Panama, Samoa, Solomonøerne og Vanuatu stemmer konsekvent sammen med USA. Flere af dem er under amerikansk militær dominans, og enkelte af dem repræsenteres i FN af en amerikansk advokat med kontor i New York.

Det er i øvrigt morsomt at bemærke, at mange af de stærkeste fortalere for Kosovos selvstændighed er de selvsamme, som er de stærkeste modstandere af Palæstinas selvstændighed. Principper om nationale rettigheder fylder altså meget lidt i sager som disse. I stedet er det indflydelsessfærer, markeder og globale strategier, der tæller. Og så er der i øvrigt langt flere lande, der anerkender Palæstina, end der er lande, der anerkender Kosovo.

Palæstinenserne har muligvis land i sigte, men de amerikanske krigsskibe forhindrer, at de kan sejle i havn.

Krigsforbryder? - Ikke længere!

Så skete det. En af Mellemøstens mest berygtede krigsforbrydere blev modtaget i England. Besøget er kun kommet i stand, efter den britiske lovgivning blev ændret, så en lang række udenlandske krigsforbrydere ikke kan arresteres og retsforfølges i Storbritannien.

Jeg taler om Tzipi Livni. Hun har i dag besøgt William Hague, der er britisk udenrigsminister. Livni selv er ikke minister længere, så hendes visitkort indeholder ordet "forhenværende" foran titlen som premierminister. Men hun er også "forhenværende" krigsforbryder.

For få uger siden har Storbritanniens regering nemlig vedtaget at fjerne en bestemmelse i lovgivningen, der hidtil har gjort det muligt at retsforfølge israelske krigsforbrydere.

Jeg har tidligere omtalt sagen mod Livni, da det kom frem, at en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på hende. Allerede dengan udtalte den daværende britiske regering noget, der kun kunne tolkes sådan, at de for enhver pris ville forhindre, at israelske politikere skulle stilles til ansvar for deres handlinger over for en britisk domstol.

Nu kan Livni - Gazas bøddel - altså frit rejse ind og ud af det Forenede Kongerige. På FN's hjemmeside ligger der et katalog over de krigsforbrydelser, hun er ansvarlig for. Men nu kan det ikke længere bruges som retsligt bevismateriale i Storbritannien.

Palæstinensiske græsrødder støtter protester i Israel

Spørgsmålet om Palæstinas FN-status fylder en del i medierne for tiden. Det er sådan set naturligt nok. Det, jeg synes er blevet overset, er de store sociale protester i Israel.

To gange har over 300.000 demonstreret i Tel Aviv. Omkring 200.000 har været på gaden i Be’er Sheva – omtrent det samme antal, som der er indbyggere i byen.
Demonstranternes krav har taget udgangspunkt i den store mangel på boliger, der er til at betale. Men bevægelsen har udviklet sig til en mere generel kamp for social retfærdighed

Til demonstrationerne har folk båret skilte, hvor der står ”vi kræver boliger”, ”regeringen er imod folket, folket er imod regeringen”, ”al magt til folket”, ”folket kræver social retfærdighed”, ”gå af” og ”Egypten er her”. Meningsmålinger har vist, at demonstranterne bliver støttet af ni ud af ti i befolkningen.

Hidtil har der været forbløffende få palæstinensiske organisationer, enkeltpersoner, intellektuelle og politikere, der har bakket op om de israelske råb om social retfærdighed. Men måske er det ved at ændre sig.

En forsamling af 20 palæstinensiske og israelske organisationer, der mødtes i Hebron i september, har udtrykt deres opbakning til de sociale protester i Israel og det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. De opfordrer til fælles kamp imod besættelse, fattigdom, racisme og bosættelser.

Blandt organisationerne er Israels Kommunistparti, de palæstinensiske venstrefløjspartier DFLP og PPP, de palæstinensiske læreres fagforening og sammenslutningen af palæstinensiske landmænd. Dertil kommer en række ungdomsorganisationer og folkelige bevægelser.

Deres erklæring kan læses her på engelsk, men jeg synes lige, at et udpluk af den skulle oversættes til dansk. Here goes:

“Protestbevægelserne i den arabiske verden har vakt begejstring i hele verden hos de, der søger frihed, og mange har taget modellen med folkelig kamp til sig. Disse protestbevægelser har haft en dyb indvirkning på forskellige grupper i Israel, både hos jøder og palæstinensere, og har bidraget til bevægelsen for social retfærdighed i Israel.

Vi - palæstinænsiske og israelske sociale og politiske kræfter, repræsentanter for kvindeorganisationer og unge mennesker fra begge sider af den Grønne Linie - fremhæver behovet for fælles kamp med mål om at befri regionens folk fra kolonialisme og hegemoni, navnlig zionismen, standse besættelsen og Israels militære aggression samt støtte det palæstinensiske folks retfærdige kamp for dets ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med det internationale samfunds beslutninger.

Vi ser frem til befrielsen af hele regionens folk fra diktatur, tyranni og alle former for national, social og økonomisk undertrykkelse.

Vi advarer imod de velkendte forsøg fra besættelses-regeringen på at undslippe sin krise og protesternes pres ved frygt og at pege på en udefrakommende trussel: enten ved at præsentere den palæstinensiske appel til FN som en “fare”, eller ved militær aktion som vi har set det i de seneste dage i lyset af den hårde optrapning af blodsudgydelserne imod palæstinenserne i Gaza.

En folkelig, fælles kamp er et af de centrale principper i kampen imod besættelsen, bosættelserne, racismen, kolonialismen, imod den ekskluderende politik, svækkelsen, fattiggørelsen og den racistiske adskillelse i Israel.”

Murdochs forbindelser i Mellemøsten

Mens skandalerne ruller, fortsætter Murdoch-imperiet med at øjne nye muligheder for vækst. Øjnene er rettet i retning af Mellemøsten. Newscorp bliver underkastet undersøgelser i Storbritannien og USA, men planerne for at lancere murdochs første arabisk-sprogede TV-station fortsætter. Barnet hedder Sky News Arabia.

Regionens mediemarked er interessant af flere årsager. Der er mange mennesker og et stort marked. Murdochs nye kanal vil anslået nå ud til 50 millioner seere i Mellemøsten. Og det er et marked i vækst. Alene den kendsgerning, at antallet af internetbrugere i den arabiske verden er vokset med over tusind procent de senere år, siger noget om mulighederne for medievirksomhed.

Samtidig er der et andet og mere politisk aspekt ved sagen. Murdoch er kendt som en trofast tilhænger af Israels kolonisering af arabisk land. I en tale til Anti-defamation League den 13. oktober 2010 sagde han: "Mit eget perspektiv er enkelt: vi lever i en verden, hvor der er en vedvarende krig mod jøderne."

Det er unødvendigt at sige, at Murdoch gentog den racistiske myte, der sidestiller jøder i almindelighed med staten Israel og dens koloniseringspolitik.

I en tale fra 2009, mindre end tre måneder efter Israels massakre på over 1400 af Gazas indbyggere (en massakre, der forholsmæssigt var at sammenligne med Srebrenica), sagde Murdoch med henvisning til Israels krig: "Den frie verden begår en frygtelig fejltagelse, hvis vi bedrager os selv til at tro, at det ikke også er vores kamp. I sidste ende kæmper Israels folk imod den samme fjende som os: koldblodige mordere, der afviser fred ... der afviser frihed."

Så vidt Murdochs egne holdninger til verdens gang i Mellemøsten. Men det er værd at lægge mærke til, at hans forretningsforbindelser tæller Saudi Arabiens rigeste mand, Prins Walid bin Talal bin Abdelaziz al-Saud, en af Kong Abdallahs nevøer. Prins Walid er ifølge Forbes god for 19,6 milliarder dollars, vilket gør ham til verdens 26. rigeste person. Han er desuden (med syv procent af aktierne) den næststørste aktionær i News Corporation.

Da BBC for nylig interviewede prinsen på hans yacht, erklærede han, at han var en "god ven" af Rupert og James Murdoch.

Så kan de sagesløse seere i Mellemøsten bare vente på, at Murdochs arabiske flagskib bliver sat i søen. Saudiske penge, Murdochsk kynisme og neokonservative holdninger... det kan kun blive interessant.

Israel: tre måneders fængsel til cykel-aktivist

Mens Israels generaler forbereder sig på at bombe Iran og massakrere Gaza, har landets retssystem afset tid til at idømme en ung fredsaktivist tre måneders fængsel for at deltage i en cykel-demonstration.

Aktivisten sagde ved domfældelsen, at "det vi gjorde - cyklede på gaden - er den mest basale form for ytringsfrihed. Hvis vi skal straffes for det, er jeg glad for at komme i fængsel."

Dommer Yitzhak Yitzhak idømte den venstreorienterede aktivist Jonathan Pollak tre måneders fængsel. Begrundelse: han deltog i januar 2008 i en cyklende demonstration imod belejringen af Gaza.Pollak var den eneste deltager i demonstrationen, der blev anholdt.

Jonathan Pollak er en af stifterne bag den venstreorienterede gruppe "Anarchists Against the Wall", der hver uge går sammen med palæstinensiske demonstranter for at protestere imod Israels mur på den besatte Vestbred.

Demonstrationen, hvor Jonathan Pollak blev anholdt, fandt sted den 31. januar 2008 i Tel Aviv. Under demonstrationen, der var en protest imod belejringen af Gaza og samlede 30 cyklende deltagere, blev Pollak anholdt af civilklædte betjente. Politiet genkendte Pollak fra tidligere og mente, at han var leder af demonstrationen, der foregik aldeles fredeligt. Demonstrationen fortsatte efterfølgende uden yderligere overgreb fra politiets side eller uro fra demonstranternes side.

Ved domfældelsen sagde Pollak: "Jeg vil gå i fængsel med hævet hoved. Jeg mener, at det er retssystemet, der bør sænke øjnene over for de lidelser, der påføres Gazas indbyggere."

Fadlallah er død

En af de mestbetydningsfulde skikkelser i den shiamuslimske verden er død. Sayyed Mohammad Hussein Fadlallah. Han døde søndag på et hospital i Beirut. Der lader til at herske tvivl om, hvor gammel, han egentlig blev. Det libanesiske dagblad Daily Star oplyser, at han blev 74 år, men ifølge Al Jazeera blev Fadlallah 75 år.

Han er flere gange blevet beskrevet som "Hizbollahs åndelige leder". Imidlertid har han aldrig haft en rolle i organisationen. Det, der imidlertid ligger fast, er, at Fadlallah var modstander af store dele af den amerikanske politik i Mellemøsten, modstander af Israel, samt nærede sympati for det islamiske regime i Iran.

Sidstnævnte sympati var dog ikke så ukritisk, som mange (både Fadlallahs venner og modstandere) forsøger at gøre den til. For eksempel sagde han ifølge bogen The Shia Revival, at ingen religiøs leder indenfor shiaislam har monopol på sandheden. Han pegede specifikt på, at Khomeini ikke har monopol på sandheden. Han pegede desuden eksplicit på, at wilayah el-faqih (velayat e-faqih på persisk) som koncept ikke passer til Libanon, uden dog at sige, at det ikke bør gælde i Iran. Han benægtede desuden, at nogle af profeterne, herunder Muhammed (plus imamer som Ali og Hussein).

Denne dobbelthed var temmelig karakteristisk for Fadlallah. Han var ikke fundamentalist af Khomeini-typen (flere ledende shia-teologer fra Qom har sagt, at det er uforenligt med islam at udgive Fadlallahs skrifter, og da en repræsentant for den irakiske shia-leder Al-Sistani var i Libanon i 2008, nægtede han at mødes med Fadlallah), men samtidig var han heller ikke Vestens gode ven af Hariri-typen. På den måde inkarnerede han Libanons dobbelthed og kompleksistet.

Sultestrejker og hykleri

Som protestform går sultestrejken helt tilbage til Indien i perioden 750-400 fvt. Det er efter sigende beskrevet i Valmikis skrifter (Ramayanas anden bog), som stammer fra den periode. Figuren Bharata fastede som et forsøg på at overtale Rama til at komme tilbage og herske over kongeriget.

Sultestrejken kendes også fra Irland i den førkrisne tid. Det var kendt under navnet Troscadh. De mest kendte irske sultestrejker er imidlertid nok dem fra 1981, som blandt andet kostede Bobby Sands livet. Han var valgt til parlamentet, men Margaret Thatcher lod ham dø af politiske årsager.

En sultestrejke, der for nylig fik megen opmærksomhed i vestlige medier, var den, som Orlando Zapato Tamayo, gennemførte og døde af. Det blev fordømt af EU-parlamentet, som brugte anledningen til at kræve, at der sker et "systemskifte" i Cuba.

Det er naturligvis tragisk, at Orlando Zapato Tamayo (der altså ikke var "systemkritiker", men almindelig kriminel voldsmand) er død. Men tragedien bliver ikke mindre af, at EU-parlamentet (mis)bruger dette dødsfald til at føre sig frem som menneskerettighedsforkæmpere. Sandheden er nemlig, at EU-parlamentet ikke har det fjerneste imod, at folk dør eller lider skade, når de er fængslet i lande, der enten er medlemmer af eller meget tæt på EU. Lande som for eksempel Frankrig (der er medlem af EU) og Israel (der er medlem af EU i alt andet end navn)

Sidste år begik 115 fanger i franske fængsler selvmord. Det er ikke blevet kritiseret af EU-parlamentet. EU-parlamentet har ikke krævet systemskifte i Frankrig.

Siden 1967 har Israel tilbageholdt eller fængslet en femtedel af den palæstinansiske befolkning i kortere eller længere tid. Det har ikke fået EU-parlamentet til at kræve systemskifte i Israel. Man kan kun drømme om, hvilke fordømmelser, der havde rejst sig i hele den vestlige verden, hvis for eksempel Cuba aller Venezuela opførte sig bare halvt så groft som Israel.

Israel har fortsat omkring 9000 palæstinensere i sine fangehuller. Det er ganske vist i strid med international lov. Men det har ikke fået EU-parlamentet til at træde til med resolutioner og fordømmelse. Blandt fangerne er 47 medlemmer af det palæstinensiske parlament. Så kan man spørge sig selv om, hvordan man vil forhandle med en myndighed, hvis medlemmer sidder ulovligt fængslet i besættelsesmagtens fangehuller.

Nå, men nu har EU-parlamentet chancen for at fordømme Israel og kræve systemskifte: de palæstinensiske fanger i de israelske fængsler har indledt en sultestrejke. Der bliver nok rig lejlighed for at finde overgreb på de sultestrejkende. Vi venter bare på resolutionerne fra Bruxelles for at modbevise alle tanker om, at menneskerettigheder kun er vigtige for EU-lederne, når det er politisk bekvemt.

1000 dage i fængsel

Vi har nu rundet de første 1000 dage. Gaza blev forvandlet fra "blot" at være besat område, underlagt de israelske generalers nåde, til at blive "verdens største fængsel". Ordene er ikke mine - de kommer fra FN's humanitære chef, John Holmes.

I de tusind dage, der er gået, er der 500 patienter, der er døde på grund af, at Israel (med hjælp fra Vestens gode diktator-ven Hosni Mubarak i Egypten) har lukket grænsen og forhindret, at disse mennsker kunne overleve. Det er én hver anden dag.

Gaza plejede at være den del af de palæstinensiske områder, der var bedst stillet økonomisk. Nu lever 80 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen. De lever i et område med spildevand og stank. En åben kloak. Et område, hvor infrastrukturen er nedbrudt og boligerne er sønderbombede (Israel nægter systematisk at lade byggematerialer komme ind i Gaza). Et fængsel med 1,5 millioner fanger, der er spærret inde uden at have begået anden forbrydelse, end at flertallet i 2006 stemte på et parti, som Vesten og Israel ikke bryder sig om.

Sikke et jubilæum.

17 tips til dårlig Mellemøst-reportage

Når man rapporterer fra Mellemøsten er der en hel række ting, man skal huske, hvis man vil bibeholde samme lave niveau, som findes i størstedelen af de fleste vestlige mediers dækning, samt i næsten al dækning i de vigtigste danske medier. Jeg ved, at mange af reglerne bliver fulgt slavisk, men de skulle jo nødig gå i glemmebogen. Derfor genopfrisker jeg dem lige her.

1. Glem fortid og historie. Alt, der ligger længere tilbage end 14 dage har aldrig fundet sted.
2. Det er altid, demokrati, når USA siger det. Glem aldrig det.
3. Der har aldrig fundet demokratiske valg sted i Palæstina. Hvis nogen siger, at Hamas vandt demokratisk, så ignorér dem.
4. Fokusér altid på religion. Alle ved, at folk i Mellemøsten er vilde med religion, og det kan forklare alting.
5. Husk altid, at spørgsmål om hovedbeklædning er meget vigtigere for kvinder end spørgsmål om stemmeret, lønninger, boliger, sundhedsfaciliteter, uddannelse, sociale sikkerhedsnet og andre ubetydelige ting.
6. Hvis en gruppe fattige mennesker kun er bevæbnet med rifler og hjemmelavede bomber, og de står over for en stat med atomvåben og F-16 fly, og dem med riflerne er palæstinensere, så er det to ligeværdige parter, der står over for hinanden.
7. Oprids to ekstremer og antyd, at løsningen nok ligger et sted midt imellem.
8. Rapportér fra en embedded post med en vestlig militærstyrke, og brug det til at forklare, hvordan det virkelig er i en krigszone.
9. Find på nye ord, der slutter på -stan. Beklager, men "Hamasstan", "Jihadistan" og "Vietraqistan" er allerede taget.
   
10. Husk at gøre god brug af klichéer.
11. Husk at en magthaver altid har de bedste hensigter, hvis han kommer fra et vestligt land - eller fra Israel.
12. Husk, at stening af kvinder er mere barbarisk, når det foregår i Iran end når det foregår i UAE.
13. Husk at rapportere fra et hotel, gerne i et naboland til det, du dækker.
    
14. Husk at skrive af fra de internationale aviser og præsentere det som dit eget.
15. Hvis der er konflikt i et land, så er det en religiøs konflikt, for eksempel shia/sunni. Sociale, økonomiske og politiske konflikter findes ikke i Mellemøsten.
16. Husk at antyde, hvor farligt det hele er - dermed øger du din egen status. Hvis nogen siger, at Mellemøsten er et behageligt sted, hvor man generelt oplever større venlighed end i Europa, så ignorér dem.
17. Lad være med at læse bøger.

Jeg har sikkert glemt nogle. Men hvis man efterlever disse 17, bør man være på sikker grund til at levere forudsigelig, ensidig og uvæsentlig journalistik fra Mellemøsten.

Arrestordren på Livni: England bøjer sig

For nylig røg nyheden (endnu en gang breaket af verdens førende nyhedsstation Al Jazeera) verden rundt: en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på Israels tidligere udenrigsminister, Gazas bøddel Tzipi Livni.

Til at begynde med reagerede de engelske myndigheder ved at nægte, at sådan en arrestordre fandtes. Det er åbenbart en vane for engelske myndigheder at opfinde ting der ikke findes (som masseødelæggelsesvåben i Irak, der kan ramme Europa i løbet af Tony Blairs berømte 45 minutter) og benægte eksistensen af ting, der rent faktisk har fundet sted (som for eksempel tyrkernes folkemord på armenierne i 1915).

Nå, men historien om Livni begyndte at rulle. Hun havde aflyst et arrangement hos en jødisk organisation i England.

Arrestordren blev senere trukket tilbage, men efter udstedelsen begyndte den israelske regering stærkt at kritisere den britiske regering. Jerusalem Post supplerede med på lederplads at erklære, at ”vi er alle Tzipi Livni”.

Men hvad skete der egentlig med Livnis besøg? Der er nogle dunkle detaljer i denne sag.

Livnis folk siger, at hun for flere uger siden aflyste besøget på grund af rod i kalenderen. De israelske medier siger, at Livni aflyste besøget til England i sidste øjeblik. Begge udsagn kan ikke være sande.

Livni ville gerne mødes med den britiske premierminister Gordon Brown. Nogle har spekuleret i, at hendes ønske om netop dette møde var, at hun dermed ville være på officielt statsbesøg, og at hun derfor ville nyde diplomatisk immunitet – og dermed være beskyttet imod arrestordren. I en tilsvarende sag med Israels forsvarsminister Ehud Barak – som der også er blevet udstedt en engelsk arrestordre på – trådte den diplomatiske immunitet i kraft, fordi det var et officielt statsbesøg, og derfor kunne Barak ikke arresteres, på trods af, at han er eftersøgt for krigsforbrydelser.

Da Gordon Brown meddelte, at han ikke ønskede at mødes med Livni, blev turen til England dermed til en privat rejse. Ingen diplomatisk immunitet.

Det interessante ved denne sag er, at Storbritannien tilsyneladende er i fuld gang med at bøje af over for det israelske pres. England lader ganske åbenlyst Israel blande sig i den juridiske og politiske proces i England.

Den britiske regering har – i stedet for at forsvare, at landet udsteder arrestordrer på krigsforbrydere – udtalt, at den ønsker at være ”en strategisk partner med Israel” og at den britiske regering derfor ”holder grundigt øje med denne sags følger”. Det kan kun opfattes som et knæfald for krigsforbrydere, så længe de kommer fra Israel i stedet for for eksempel Serbien.

Israel og Syrien nok engang

Den israelske premierminister Binyamin Netanyahu sagde for nylig under et besøg i Paris, at han ønsker at forhandle med Syrien "uden betingelser". Det skriver Jerusalem Post ihvertfald. Kilden til denne oplysning skulle være en rådgiver for Syriens præsident Bashar al-Assad.

Der er for tiden en masse spekulationer om fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien. Den franske præsident Sarkozy kører sig selv i stilling som fredsmægler. I det hele taget er det tydeligt, at Frankrig forsøger at knytte tættere bånd til Syrien for derigennem at opnå en stærkere position i Mellemøsten. Den position, de mistede, da de ydmygende måtte trække sig ud af Syrien efter at have bombarderet Damaskus i 1946, forsøger de nu at vinde tilbage. Derudover står Tyrkiet på spring. Men nok om det.

Man tænker måske ikke på det i Vesten, men det syriske regimes anti-israelske holdning er faktisk en af de vigtigste kilder til popularitet. Hvis Assad slutter fred med Israel vil det være den mest upopulære beslutning, han nogensinde har taget. Det vil være politisk farligt og en destabiliserende faktor internt i Syrien. Derfor har Assad også ladet forstå, at forudsætningen for forhandlinger er, at Israel opgiver besættelsen af Golan-højderne.

Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på treogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.

Israel er overhovedet ikke til sinds at opgive Golan. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden. At dette tyveri af vand er forbudt ifølge international lov bekymrer ikke de israelske generaler - og hvorfor skulle det også det? De er aldrig blevet truet med sanktioner eller ivasion, som Syrien er blevet det.

Jyllands-Posten, Srebrenica og Israel

Jyllands-Posten er - så vidt jeg ved, jeg har ikke undersøgt det grundigt - den danske avis, der har flest korrespondenter ude i verden. Det gør, at de har mulighed for at lave en rigtig nyhedsdækning fra omverdenen i stedet for blot at copy-paste telegrammer fra Reuters og AP (selvsagt ikke Al Jazeera, Maan News og andre, der leverer historier om Vestens og Israels overgreb i Mellemøsten). Det gør, at det er værd at følge med i JP, uanset hvad man mener om avisens redaktionelle linje.

Onsdag havde JP et interview med den israelske udenrigsminister Liberman. Det behøver JP selvsagt ikke nogen korrespondenter for at lave, men det var godt gået alligevel, at de havde fået interviewet i stand. Det var en oplagt lejlighed til at stille en række spørgsmål til denne mand.

Liberman bor selv i en illegal bosættelse, der strider imod international lov. Det ville være oplagt at spørge ind til dette forhold. Det sker bare aldrig. Det eneste, der står, er et citat fra Liberman, hvor han siger:
"Jeg har sagt, at jeg er parat til at forlade mit eget hjem i en bosættelse, hvis jeg virkelig troede på en altomfattende løsning."

JP spørger slet ikke ind til, om det ikke netop er Libermans personlige og systematiske krænkelse af internationale lov og palæstinensernes nationale rettigheder (herunder retten til infrastruktur, retten til rent drikkevand osv., der blokerer for denne "altomfattende løsning".

Liberman slipper også for at forholde sig til Goldstone-rapporten. Han slipper faktisk af sted med - uden modspørgsmål eller efterfølgende kommentarer fra journalisten at sige, at "rapporten bebrejder et demokratisk land for at beskytte sig selv mod terror."

Libermans udsagn er så indlysende forkert, at selv en folkeskoleelev burde dumpe for at skrive en artikel, der ikke går Liberman på klingen på dette spørgsmål. Rapporten handler ikke en tøddel om, hvorvidt Israel er et land, hvor regeringen bliver valgt gennem en demokratisk afstemning. Rapporten handler om, at Israel har slået 1400 palæstinensere ihjel under offensiven i Gaza. Størstedelen af dem var kvinder og børn. Til sammenligning døde der 13 israelere, herunder tre civile.

JP beskriver selv massakren i Gaza som en "aktion". Og de beskriver Goldstone-rapporten som "omstridt", selv om det er klart for alle, at det kun er Israel, USA og enkelte andre lande, der er imod rapporten. Men ingen af rapportens modstandere har peget på, hvor der er fejl og mangler. Årsagen er klar: de ved, at rapporten er sand, men de bryder sig ikke om konklusionen. Det er ikke behageligt, at Vestens bedste ven i Mellemøsten er en krigsforbryder-stat.

Prøv en gang at forestille jer, hvad der var sket, hvis JP havde skrevet, at massakren i Srebrenica var en "aktion", og at FN's undersøgelse af den var "omstridt", fordi Serbien gik imod.

Faktisk er sammenligningen med Srebrenica ikke helt ved siden af. Israel siger, at deres tab (tre civile) retfærdiggjorde, at de slog 1400 palæstinensere ihjel. Det svarer til, at de for hver civil israeler slog 466 palæstinensere ihjel. Hvis vi tager det for Israel mest gunstige tal og tæller deres faldne soldater med, så slog de "kun" 107,7 palæstinensere ihjel for hver israeler.

Til sammenligning døde der 151 serbiske civile, da den serbiske VRS under ledelse af bøddelen Ratko Mladic massakrerede 8000 bonsiakiske mænd, kvinder og børn i Srebrenica. Det vil sige, at for hver død serber, døde der 53 bosniakere. Den "serbiske faktor" er altså omkring det halve af den "israelske faktor". Alligevel kan jeg ikke forestille mig, at JP - eller nogen anden dansk avis - kunne finde på at omtale folkemordet i Srebrenica som en "aktion". Hvis de gjorde, ville de - korrekt - blive fordømt. Men når det er palæstinensere, der bliver massakreret, gælder der åbenbart andre regler.

Abbas undsagt af sit eget parti

Mahmoud Abbas - eller Abu Mazen, som han hedder blandt palæstinenserne - er kendt som manden, der kunne skrive et 500-siders værk om Palæstina uden på noget tidspunkt at nævne ordet "besættelse". Han er kendt som manden, der stod ved siden af Bush og ikke mælede et eneste ord i protest, da George W. Bush proklamerede, at ingen af de hundredtusindvis af palæstinensere, der blev etnisk udrenset i 1948 (og disses efterkommere) nogensinde kan vende tilbage. Abu Mazen protesterede ikke, da George Bush erklærede, at araberne i Israel ikke skal have fulde borgerrettigheder.

Sådan er der så meget. Mahmoud Abbas er jo "moderat", hedder det. Det eneste "moderate" er ifølge de vestlige medier tilsyneladende at klappehælene sammen og acceptere besættelsesmagten.

For nylig gjorde han det igen - viste hvor "moderat" og medgørlig, han er, Vestens mand i Palæstina. Han afviste kravet om, at en forudsætning for forhandlinger med Israel er, at udvidelsen af de ulovlige besætter-kolinier i Jerusalem standser. Han afviste med andre ord at kræve, at Israel standser sin etniske udrensning af arabere fra Østjerusalem.

Man skal ikke være professor for at regne ud, at sådan en politik ikke er populær blandt palæstinenserne. Det er måske derfor, at Abbas nu er blevet sat på plads af sit eget parti. Partiets ledelse modsagde ham åbent og krævede, at de ulovlige bosættelser ophører med at blive udvidet, før man vil forhandle.

Nu har Abbas trukket i land. Igennem sin talsmand oplyser han, at det skam heller ikke var rigtig alvorligt ment, at han ville opgive alle krav. Så "moderat" er han trods alt heller ikke. I hvert fald ikke, hvis det kan koste ham sin post...

UNESCO-valget

Så blev valget om, hvem der skal stå i spidsen for UNESCO, afgjort. Det blev Irina Bokova, der er tidligere udenrigsminister i Bulgarien. Hun vandt over den anden kandidat, Egyptens kulturminister Farouk Hosni.

Farouk Hosni havde før valget bekendtgjort, at han ville træde tilbage som minister, hvis han ikke blev valgt. Man må også formode, at han ville træde tilbage, hvis han var blevet valgt. Hvorom alting er, så er han nu vendt på en tallerken og har nu erklæret, at han ikke ser nogen grund til at træde tilbage alligevel.

Farouk Hosni havde håbet på at blive den første araber i spidsen for UNESCO. Hans kandidatur blev støttet at Kuwait, Sudan, Libyen og naturligvis Egypten. Desuden blev han bakket op af den Arabiske Liga, den Afrikanske Union og den saudisk baserede Islamiske KonferenceOrganisation.

Israel (og i mindre grad USA) gik åbent imod Farouk Hosni efter han under en debat i det egyptiske parlament sagde noget om at brænde israelske bøger af. Så nu mener Farouk Hosni, at han er offer for en konspiration, fordi jøderne ikke ønsker en muslim eller araber i spidsen for UNESCO. Det er den kendte, officielle historie. Men det interessante i denne sammenhæng er, at Israel efterfølgende blødte op på deres modstand imod Hosni. Dette er formodentlig et led i de israelske diplomatiske manøvrer for at sikre Egyptens samarbejde omkring belejringen af Gaza.

Farouk Hosni har i øvrigt som kulturminister i Egypten sørget for, at "Da Vinci Mysteriet" er blevet forbudt. Årsagen er, at den angiveligt er fjendtligt indstillet over for religion.

Våbenkapløb i Golfen

De Forenede Arabiske Emirater (دولة الإمارات العربية المتحدة eller bare UAE) er nu verdens tredjestørste våbenimportør. Kun Kina og Indien overgår den stenrige samling af fyrstedømmer i Golfen. Her skal det naturligvis tilføjes, at lande som USA, Frankrig, Israel og Rusland selv producerer deres enorme arsenaler, så de behøver ikke at importere.

Hvis vi ser på, hvor stor en del af den samlede våbenimport til Mellemøsten, som UAE tegner sig for, er vi oppe på hele 34 procent - altså en tredjedel af denne urolige regions våbenimport. Det oplyser Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) i en ny rapport (læs sammenfatningen her). UAE's våbenimport svarer til seks procent af verdens samlede våbenimport.

Rapporten fastslår også, at det fortsat er USA, der er den største eksportør af - nej ikke demokrati - våben på verdensplan. USA tegnede sig i perioden 2004-2008 for 31 procent af verdens våbeneksport. 38 procent af de våben, der blev eksporteret til Mellemøsten, kom fra USA. De gik naturligvis ikke alle sammen til UAE. Også andre af regiondens notoriske diktaturstater og krigsforbryder-stater importerede masser af våben fra USA og andre lande. Først og fremmest er der tale om Israel (4 procent af verdens samlede våbenimport) og Egypten (3 procent af verdens samlede våbenimport).

I denne periode købte UAE blandt andet 80 F-16 kampfly af USA og 50 Mirage-kampfly af Frankrig. I samme periode importerede Israel 102 F-16 kampfly fra USA.

Nogle gange blive man forbløffet over hykleriet i international politik. For eksempel de store diplomatiske angreb på regimet i Iran. Det er et på alle måder modbydeligt regime. Men det var ikke Iran, der i januar massakrerede 1400 forsvarsløse palæstinensere, hvoraf en tredjedel var børn. Det var Israel. Iran har et frastødende retssystem med hårde straffe og dødsstraf for utroskab, homoseksualitet og andre ting. Men det har UAE også. Enkelte emirater i UAE benytter sig endda af stening som henrettelsesmetode. Her overhaler de regimet i Iran i modbydeligheder. Alligevel er der tilsyneladende intet problem i, at dette regime bevæbner sig til tænderne. Der er jo trods alt tale om et diktatur, som er gode venner med Vesten.

Rachel Corrie

Det er snart seks år siden, at Rachel Corrie døde. Hun blev myrdet den 16. marts 2003. Gerningsmændene er stadig på fri fod. De er aldrig blevet stillet for en domstol. Rachel Corrie blev 23 år.

Jeg har aldrig mødt Rachel Corrie. Jeg har heller aldrig - tror jeg da - mødt gerningsmændene. Det var soldater i det israelske militær. De slog den 23-årige amerikanske kvinde ihjel ved hjælp af en armeret Caterpillar D9 bulldozer. Først begravede de hende levende. Derefter kørde de over hende. Måske bare for at være sikre på at hun vitterligt døde. Israel kaldte det et hændeligt uheld. De tilføjede i øvrigt, at hun selv var ude om at hun blev dræbt, fordi hun befandt sig i en kampzone.

Den "kampzone", som Rachel Corrie befandt sig i, var et palæstinensisk boligkvarter. Det var et boligkvarter, som den israelske besættelsesmagt havde besluttet at udslette for at gøre plads til jødiske bosættere. Rachel Corrie var til stede for at protestere imod kolonimagtens systematiske og kriminelle voldsudøvelse imod det koloniserede folk.

Et af de sidste breve, som Rachel Corrie sendte hjem (27. februar 2003), sluttede sådan her:
"Jeg vil blot skrive til min mor og fortælle, at jeg er vidne til dette kroniske, lumske folkemord, og jeg er virkelig bange og stiller sprørsmål ved min grundlæggende tro på det gode i den menneskelige natur. Dette må høre op. Jeg mener, at det er en god ide for os alle at lægge alt andet til side og vi vores liv til at få det til at stoppe. Jeg mener ikke længere, at det er en ekstremistisk ting at gøre."

Rachel Corrie har i dag en slags status af martyr blandt NGO'er, fredsaktivister og andre. Hun tog fra USA til Gaza for at hjælpe et af de mest underkuede folk i verden imod en fornedrelse og besættelse, som hendes eget lands regering bakkede op om, og til stadighed støtter. Men på trods af hendes personlige mod og status som fredsbevægelsens superstar (en status der aldrig svinder ved stjernens egen død, bare tænk på kunstens verden og folk som Van Gogh, Natasja eller James Dean), så var hendes gerning ikke speciel. Hun blev dræbt af det israelske militær. Hun indgår dermed i de brigader af tusindvis, der har måttet lade livet for den israelske krigsmaskines hænder.

Men hun var selvfølgelig amerikaner. Det er nok det, der var forskellen. Hun var ikke mørk i huden, hun var ikke muslim, men tværtimod en vesterlænding med lys hud. Uanset hvilken rolle, racismen spiller i hendes fremhævelse frem for blot et enkelt af de 400 børn, som Israel for nyligt massakrerede i Gaza, så fortjener hendes minde at blive hædret.

Men nok snak fra min side. Se selv en video med Rachel Corrie her.

Abdullah Sleim blev nummer 1452

I dag, onsdag, var der en begravelse. Som det er sædvane i arabiske lande, blev afdøde begravet samme dag, som han døde. Begravelsesoptoget sørgede over, at Abdullah Sleim var død. Abdullah Sleim blev 17 år. Hvis en 17-årig dansk eller svensk dreng døde i en ulykke, ville vi tale om en tragedie. Hvis han døde på grund af andre menneskers overlagte voldshandling, ville vi tale om et mord.

Men Abdullah Sleim er hverken danker eller svensker. Han er ikke engang europæer. Han er palæstinenser. Og værre ednnu: han er fra Gaza. Årsagen til hans død vare ikke en ulykke. Det var et veltilrettelagt angreb, som et bombefly udførte den 14. januar. Flyet var fra Israel. Flyet var i gang med at massakrere palæstinensere. Et af ofrene blev altså Abdullah Sleim.

Han er dermed blevet offer nummer 1.452, der omkom for de israelske generalers hænder under den tre uger lange offensiv i Gaza i januar.

Nato myrdede <800 afghanere sidste år

Jeg hørte, at den danske oberst Lars Møller kaldte de udenlandske tropper i Afghanistan for "frihedskæmpere". Lars Møller er helt sikkert en af de dygtigste officerer i det danske forsvar. At han har nogle forskruede holdninger er en anden sag.

Hvad er det lige for en slags frihedskamp, som invaderer et andet land og dræber tusindvis af landets indbyggere? Jo, okay, jeg kan godt følge, at Sovjetunionens nedkæmpelse af Nazityskland eller Viietnams invasion af Cambodja og fjernelse af den vestligt støttede Pol Pot var en slags krige, der kan retfærdiggøres.

Men når New York Times skriver, at Nato og den afghanske regering sidste år slog 828 civile afghanere ihjel, hvordan retfærdiggør man så lige det? Med at Taleban var undertrykkende og modbydelige? Så kunne man lige så godt invadere Usbekistan, Colombia, Egypten, Saudi Arabien, El Salvador, Israel eller Etiopien. Det gør man selvsagt ikke. Alle disse regimer er allierede med USA. Og så tæller det der med menneskerettigheder vist ikke helt så meget.

Hvem er det, der er hovedansvarlig for de drab på civile afghanere, som Nato begår? De bliver ifølge artiklen i New York Times hovedsageligt begået af Navy Seals og paramilitære enheder under CIA, der tæppebomber områder i Afghanistan. Disse enheder opererer uden om de almindelige kommandostrukturer, så de kan ikke holdes ansvarlige.

Og ny kommer der 17.000 flere soldater. Skal vi gætte på, at 2009 ikke bliver mindre blodigt? Jeg tør næsten ikke andet.

Mediekrig

Splittelsen mellem palæstinenserne når hele tiden nye dybder. Nu beskylder Fateh sine rivaler i Hamas for at chikanere Fateh-folk i Gaza. New York Times dækker det i en artikel, hvor de beretter om, at en 27-årig mand med tilknytning til Fateh er blevet skudt af Hamas-folk.

Det er egentlig spøjst, at Fateh råber så meget op om de overgreb, deres folk bliver udsat for i Gaza. Fateh er legatlt i Gaza. Hamas er forbud på Vestbredden. De palæstinensiske politistyrker under Mahmoud Abbas arresterer folkevalgte Hamas-folk og udleverer dem til de israelske torturbødler.

Det er ikke kun Hamas-folk, der bliver forfulgt på Vestbredden. Stort set samtidig med, at Israel indledte sin seneste aggression mod Gaza sørgede Mahmoud Abbas' folk for at arrestere seks ledende medlemmer af venstrefløjspartiet PFLP. Abbas' styrker har tidligere udleveret PFLP-folk til det israelske militær.

En tilsvarende mængde af repression og anslag mod forsamlingsfriheden (blandt andet i form af Fatehs forsøg på at forbyde demonstrationer imod Israel på Vestbredden), som Mahmoud Abbas og Alam Fayyad (den såkaldte "premierminister" efter kuppet) har indført på Vestbredden findes ganske enkelt ikke i Gaza. Det er en moralsk fordømmelse af Fateh, at der under deres regimente er mindst lige så meget repression som der er under fundamentalisterne.

Nu bliver jeg sikkert beskyldt for at sympatisere med Hamas. Det burde egentlig være overflødigt at sige, at det gør jeg ikke. Hamas er en israelsk opfindelse. Det er en organisation, som er blevet opdyrket for at smadre den palæstinensiske venstrefløj. Det er kort sagt en organisation, der er designet til at lede palæstinenserne i en blindgyde af religiøs mystik i stedet for rationel frihedskamp og alliance med almindelige israelere imod den nationale undertrykkelse.

Men jeg skriver alligevel dette, fordi det tilsyneladende er nødvendigt at tage afstand fra Hamas, hver gang man nævner noget med Mellemøsten. Hvem har egentlig opdyrket sådan et klima? Skal man også til at tage afstand fra NPD hver gang man omtaler Tysk politik? Tage afstand fra Margaret Thatchers samarbejde med Pinochet hver ang man omtaler de engelske konservative? Tage afstand fra forfølgelsen af det russiske mindretal, hver gang man omtaler Estland? Det er absurd og burde være unødvendigt. Men det er det tilsyneladende ikke.

Hvordan vinkler man en massakre?

Puha... Hvordan skal den lige skæres? Israel har massakreret mindst 271 palæstinensere i Gaza. Og det skal naturligvis tilføjes, at det kun er i skrivende stund. Tallet vil utvivlsomt stige til langt mere uhyggelige højder. Dertil kommer det vanvittige antal af lemlæstede og sårede. Mange af dem vil dø, mange af dem vil leve resten af livet - måske indtil det næste israelske angreb - uden arme eller med svære skader på organer. De heldige er de overlevende, som blot har mistet deres hjem, familiemedlemmer, venner og kære.

Hvordan vinkler man en massakre? Ordet katastrofe faldt mig i tankerne, men det indikerer på en måde, at det er noget naturligt, noget der ikke er menneskeskabt. Katastrofer er noget, der er opstået uafhængigt af menneskelig vilje. Den pågående massakre på Gazas mænd, kvinder, døtre og sønner, er ikke bare skabt med vilje - den er planlagt, veltilrettelagt og koldt overlagt. Ordrene bliver givet af folk med lange uddannelser, der ved hvad de foretager sig. De har planlagt operationen for at skabe størst mulig ødelæggelse, sorg og elendighed med deres ildkraft.

Ildkraften bliver leveret af USA. F-16 fly og Apache-helikoptere. USA's regering har endda den uhørte frækhed at hævde, at det er palæstinensernes egen skyld, at de bliver massakreret. Men det er på den anden side forudsigeligt fra den kant.

Israel har angrebet den palæstinensiske regeringsbygning, TV-stationen Al Aqsa, moskeen ved siden af al-Shifa hospitalet, boligkvarteret al-Shoja'aya, et medicinsk lager i forbindelse med et hospital, og mange andre steder. Forskellige grupper, herunder Ezzedeen al-Qassam brigaderne, har ind imellem affyret enkelte af de primitive Qassam-raketter imod mål i Israel. Hjemmelavede raketter imod Mellemøstens stærkeste militære magt. Hjemmegjorte raketter imod det mest sofistikerede militære isenkram, Verden endnu har set. Hvis nogen mente, at det var en kamp, der tilnærmelsesvist er lige, må de være både blinde og døve. Men som Biblen siger, så er ingen så blind, som den der ikke ønsker at se.

Nå. Tilbage til mit egentlige ærinde. Hvordan vinkler man denne massakre? Jeg kunne fortælle om de store protester, der er overalt i den arabiske verden. Og resten af verden i øvrigt. I går var der demonsration i Amman. På den besatte Vestbred er der oprør. Massedemonstrationer. Unge kæmper imod det israelske militær, kun bevæbnet med sten og molotov-coktails.

Hvad med vinklen? Forbrydelse mod menneskeheden? Hvis det var sket på Balkan, var det helt sikkert sådan, Vesten havde betegnet denne massakre. Hvis Serbien havde angrebet Pristina i Kosovo og massakreret hundredvis af albanere, så havde det - med rette - fået denne etiket på sig. Men nu er det jo Israel, og verdens ledere opfordrer fromt til "våbenhvile". Handling skal man se i vejviseren efter. Det kaldes diplomati. Det er vist noget med, at Israel får hårde ord med på vejen, men ellers frit lejde. Det er sådan en indforstået aftale mellem lederne af de europæiske magter og de israelske bødler.