Israel og Syrien nok engang

Den israelske premierminister Binyamin Netanyahu sagde for nylig under et besøg i Paris, at han ønsker at forhandle med Syrien "uden betingelser". Det skriver Jerusalem Post ihvertfald. Kilden til denne oplysning skulle være en rådgiver for Syriens præsident Bashar al-Assad.

Der er for tiden en masse spekulationer om fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien. Den franske præsident Sarkozy kører sig selv i stilling som fredsmægler. I det hele taget er det tydeligt, at Frankrig forsøger at knytte tættere bånd til Syrien for derigennem at opnå en stærkere position i Mellemøsten. Den position, de mistede, da de ydmygende måtte trække sig ud af Syrien efter at have bombarderet Damaskus i 1946, forsøger de nu at vinde tilbage. Derudover står Tyrkiet på spring. Men nok om det.

Man tænker måske ikke på det i Vesten, men det syriske regimes anti-israelske holdning er faktisk en af de vigtigste kilder til popularitet. Hvis Assad slutter fred med Israel vil det være den mest upopulære beslutning, han nogensinde har taget. Det vil være politisk farligt og en destabiliserende faktor internt i Syrien. Derfor har Assad også ladet forstå, at forudsætningen for forhandlinger er, at Israel opgiver besættelsen af Golan-højderne.

Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på treogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.

Israel er overhovedet ikke til sinds at opgive Golan. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden. At dette tyveri af vand er forbudt ifølge international lov bekymrer ikke de israelske generaler - og hvorfor skulle det også det? De er aldrig blevet truet med sanktioner eller ivasion, som Syrien er blevet det.

Israelske angreb på ytringsfriheden

Jeg tænker ofte på Polonius' ord i Hamlet, når jeg beskæftiger mig med forholdene i Mellemøsten: "Selv om det er galskab er der dog metode i den." På trods af det tilsyneladende vanvid og de menneskelige fornedrelser, er der dog en metode i barbariet.

En af de metoder, der systematisk forfølges af den israelske besættelsesmagt i de palæstinensiske områder, er gentagne overgreb på nært sagt samtlige menneskerettigheder. Retten til liv håndhæves - mildt sagt - ganske tilbageholdende. Retten til et liv i sikkerhed, retten til et hjemland og andre basale rettigheder har det ikke bedre. Og så er der ytringsfriheden, som gerne i Vesten fremhæves som den vigtigste menneskerettighed.

Onsdag invaderede de israelske besættelsestropper igen Nablus, den største by på den nordlige Vestbred. Her gik de i aktion imod adskillige medier i det, der formentlig er den største israelske aktion imod palæstinensiske medier siden Al Aqsa intifadaen i 2000.

Issa Abu al Ez, direktør for tv-stationen Afaq i Nablus, siger, at de israelske tropper overfaldt en af stationens reportere, der var på arbejde, og at de derefter konfiskerede sendeudstyr og computere.

De israelske soldater fremviste desuden et dokument på hebræisk og arabisk, der kundgjorde, at tv-stationen nu er lukket.

Sådan søger besættelsesmagten altså at håndhæve sit greb om de besatte områder. Lukning af kritiske medier og overfald på journalister.

Det er absolut ikke første gang, at Israel angriber pressen i de besatte områder. Der er metode i vanviddet, for nok engang at henvise til Shakespeare.

I 2002 skød og dræbte israelsk militær en italiensk fotograf. Ved samme lejlighed skød de også lige en egyptisk kameramand i en bil, der tydeligt var mærket "TV". Egypteren overlevede dog, da projektilet blev standset af den skudsikre vest, han bar. Det Internationale Presseinstitut sagde dengang, at de israelske angreb på journalister var en del af en "bevidst strategi fra den israelske hærs side" for at kontrollere reportage om konflikten og besættelsen. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder udgav dengang en rapport om Israels overlagte angreb på pressen. Det er iskold læsning.

I 2003 skød og dræbte Israel den britiske kameramand James Miller. Han var i gang med at lave en dokumentar fra flygtningelejren Rafah i Gazastriben. De israelske soldater skød ham på nært hold, selv om han vinkede med et hvidt flag og tydeligt tilkendegjorde, at han var journalist.

I juli 2007 skød israelsk militær en journalist fra tv-stationen Al Aqsa. Han blev ramt tre gange, men overlevede. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder fandt gennem sin undersøgelse frem til, at angrebet på journalisten var "overlagt".

Mere endnu fra det Internationale Presseinstitut: I juli 2006 skød Israel en række palæstinensiske journalister. Samtidig (under den israelske offensiv i Gaza) forhindrede de udenlandske journalister i at få adgang til Gaza. Ibrahim Al-Atlah, en kameramand fra Palestine TV, blev skudt i brystet af israelske soldater, og blev derefter lam fra brystet og nedefter. I august samme år affyrede Israel et misil på en bil fra Reuters, der tydeligt var mærket "TV". Årsagen var angiveligt, at bilen så "mistænkelig" ud. Ja, for den kriminelle er sandheden altid "mistænkelig".

I juli i år arresterede Israel Ata Farahat, en journalist fra de besatte Golanhøjder, der arbejder for det syriske dagblad Al-Watan. Arrestationen er blevet fordømt af organisationen Journalister uden grænser.

Der er mange flere eksempler. Alle gruopvækkende, afskyelige og helt igennem modbydelige overgreb på ytringsfriheden og de enkelte journalisters ret til at færdes frit uden at blive arresteret, skudt eller direkte likvideret. Denne besættelsesmagt, som udfører disse overgreb systematisk, fremhæves ofte af de vestlige ledere som demokratiets fyrtårn i Mellemøsten. Måske hænger det sammen med, at mange af de kritiske røster, der rapporterer om Israels forbrydelser, ikke lever særligt længe. Og derfor hører vi alt for lidt om, hvad der foregår.