Maserati i Syrien

"Du nægter at tro, hvor stærk efterspørgslen er efter Maserati og lignende biler her." Ordene kommer fra bilforhandler Theodor Zaour, marketing manager for Al Khouli Motors, den officielle importør af Maserati i Syrien. Han kan berette, at folk kommer ind og får skrevet deres navn på en venteliste til luksusbilen - uden at de endnu kender den endelige pris, vel at mærke.

For tre-fire år siden var der intet marked i Syrien for sådanne luksusbiler. Også Porche er nu rykket ind i Syrien.

Det illustrerer den ændring, der foregår (og er foregået i en årrække) i Syrien. Landet bevæger sig væk fra den planøkonomiske model og i retning af en kapitalistisk model, hvor markedsprincipperne er de styrende.

Det har naturligvis ført til, at skellet mellem rige og fattige i Syrien er vokset ganske betragteligt. Som eksemplet med Maserati viser, er der vokset en gruppe superrige syrere frem, som nu tillægger sig de allerdyreste europæiske vaner mens en stor del af befolkningen stadig lever i fattigdom.

Andelen af befolkningen, der lever i det, som FN betegner som "ekstrem fattigdom", er steget fra 11,4 procent i 2004 til 12,3 procent i 2007. Andelen af befolkningen, der lever i det, FN betegner som "fattigdom", er steget fra 30,1 procent til 33 procent i samme periode. Mange mener imidlertid, at disse tal er for lave. Men tendensen er klar nok: rigdommen hos en ekstremt lille gruppe stiger voldsomt - samtidig tager armoden til blandt en stor del (måske størstedelen) af befolkningen.

Ikke noget under, at det syriske regime for tiden høster stor ros fra IMF og mange europæiske regeringer for markedsreformerne.

Israel og Syrien nok engang

Den israelske premierminister Binyamin Netanyahu sagde for nylig under et besøg i Paris, at han ønsker at forhandle med Syrien "uden betingelser". Det skriver Jerusalem Post ihvertfald. Kilden til denne oplysning skulle være en rådgiver for Syriens præsident Bashar al-Assad.

Der er for tiden en masse spekulationer om fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien. Den franske præsident Sarkozy kører sig selv i stilling som fredsmægler. I det hele taget er det tydeligt, at Frankrig forsøger at knytte tættere bånd til Syrien for derigennem at opnå en stærkere position i Mellemøsten. Den position, de mistede, da de ydmygende måtte trække sig ud af Syrien efter at have bombarderet Damaskus i 1946, forsøger de nu at vinde tilbage. Derudover står Tyrkiet på spring. Men nok om det.

Man tænker måske ikke på det i Vesten, men det syriske regimes anti-israelske holdning er faktisk en af de vigtigste kilder til popularitet. Hvis Assad slutter fred med Israel vil det være den mest upopulære beslutning, han nogensinde har taget. Det vil være politisk farligt og en destabiliserende faktor internt i Syrien. Derfor har Assad også ladet forstå, at forudsætningen for forhandlinger er, at Israel opgiver besættelsen af Golan-højderne.

Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på treogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.

Israel er overhovedet ikke til sinds at opgive Golan. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden. At dette tyveri af vand er forbudt ifølge international lov bekymrer ikke de israelske generaler - og hvorfor skulle det også det? De er aldrig blevet truet med sanktioner eller ivasion, som Syrien er blevet det.

Syrien angrebet af USA

Man ser det for sig. Et større arabisk land som Syrien udfører et bombeangreb på amerikansk jord og dræber ni amerikanere. Vesten er oprørt og forlanger betingelsesløs undskyldning. Danmark lover at medvirke i et amerikansk gengældelsesangreb på Damaskus.

Sådan er det ikke helt. Snarere tværtimod. Det er USA, der har angrebet Syrien og slået ni arabere ihjel. Fire amerikanske kamphelikoptere angreb byen Sukariya, som liger tæt på grænsen til Irak. Ifølge de syriske myndigheder var de dræbt bygningsarbejdere. Desuden er 19 blevet såret.

USA har - som sædvanlig - først nægtet ethvert kendskab til angrebet, der er i åbenlys strid mod international lov. Men da beviserne hobede sig op, anerkendte de angrebet.

Det er en kendt sag, at USA beskylder Syrien for ikke at lukke grænsen til Irak hermetisk af, så ingen kan krydse grænsen med våben til de irakiske oprørere. Syrien har svaret, at det er umuligt og henvist til, at USA ikke engang selv er i stand til at kontrollere sin grænse til Mexico.

Al Jazeera har et indslag på engelsk om affæren.

Fangeoprør i Syrien

Syrien er et fantastisk land at rejse i som turist. Damaskus er en helt fabelagtig by. Den ældste storby i verden. Befolkningen er venlig og imødekommende som altid i Mellemøsten. Gæstfriheden er overvældende. Samtidig er Syrien en diktaturstat. Det er de fleste andre stater i regionen for øvrigt også, så på den front skiller Syrin sig ikke ud- bortset fra at diktaturet i Syrien er forholdsvis stramt, og tilsyneladende relativt velfungerende. Samfundet fungerer og staten er ret stabil.

I Syrien er der dødsstraf for medlemsskab af det Muslimske Broderskab. Nu kan man mene om det muslimske broderskab hvad man vil, men de fleste synes nok, at medlemsskab af et bestemt politisk parti ikke bør høre under en paragraf i straffeloven. Sjovt nok gør netop det syriske regimes anti-islamistiske karakter, at de har et udmærket samarbejde med USA i den absurde "krig mod terror". Særligt opsigtsvækkende var sagen om Maher Arar, en canadisk statsborger, som blev sendt til tortur i Syrien på USA's foranledning.

Nå, men de syriske fængsler oplever lidt af hvert. Den 4. juli udbrød der omfattende kampe inde i Saydnaya-fængslet i Syrien. Fængslet har 3-5000 indsatte og er et af de største fængsler i Syrien. Rapporten, der kommer fra en syrisk kilde, er offentliggjort af den egyptiske journalist Hossam el-Hamalawy. Desuden har AFP rapporteret en smule fra oprøret. Oprøret blev angiveligt udløst af, at vagterne havde krænket Koranen i en afdeling, hvor islamistiske fanger sidder. Vagterne greb til våben og skød og dræbte ni fanger. Det fik blot oprøret til at eskalere, og så blev yderligere 16 fanger dræbt, så antallet af døde nåede 25.

Imidlertid formåede fangerne at tage fængselsbetjentenes leder samt otte andre som gidsler. I løbet af kampene fik de oprørske fanger taget 3-400 gidsler. De fængselsbetjente, der stadig var frie, formåede ved hjælp af tåregas at drive fangerne op på fængslets tag. Her kunne fangerne bruge mobiltelefoner, som de havde taget fra de tilfangetagne vagter, og fangerne kom i kontakt med deres familier og menneskerettighedsgrupper.

Den seneste opdatering, jeg har kunnet finde, er fra 6. juli. Den siger, at regeringstropper tilsyneladende var ved at skyde sig vej ind i fængslet. Som et tegn på god vilje havde fangerne opgivet en del af de våben, de har konfiskeret fra fængselsbetjentene. Ambulancer kørte i pendulfart mellem fængslet og Tishreen Hospital. Pårørende til fangerne blev nægtet adgang til hospitalet.

En gruppe mødre til de indsatte forsøgte at få lov til at komme hen til fængslet for at fsnakke med deres sønner og få dem til at overgive sig på fornuftige vilkår. Det nægtede sikkerhedsstyrkerne. I stedet valgte mødrene at blokere vejen til fængslet for sikkerhedsstyrkerne. Så blev de angrebet, og mange af mødrene er blevet såret. Der meldes ikke om nogle dræbte mødre. Men der er vist ingen tvivl om, at antallet af døde i denne konflikt sagtens kan nå tre cifre.

Det syriske nyhedsbureau SANA har naturligvis omtalt alle fangerne som "terrorister". På den måde ligner de syriske myndigheder meget godt USA. Alle fangerne i Baghram, Guantanamo og andre steder er jo også "terrorister".

Verdens største flag

Nyheder i Mellemøsten kan være skræmmende, sjove, absurde, forfærdende og vanvittige. Her er en, der falder ind under flere kategorier. I anledning af 60-året for Nakba ("katastrofen", oprettelsen af staten Israel) vil et 27.000 kvadratmeter stort flag blive hejst i Damaskus. Flaget vil være 117 gange 232 meter - med lidt hurtig hovedregning svarer det omtrent til fire velvoksne fodboldbaner.

Hver af flagets 27.000 kvadratmeter symboliserer en af de 27.000 kvadratkilometer i det historiske Palæstina, før det blev opdelt. Ved oprettelsen af staten Israel blev over 700.000 palæstinensere etnisk udrenset, hvilket svarede til 75 procent af den arabiske befolkning. Det er det, de ønsker at gøre opmærksom på i Syrien. Og så selvfølgelig at Bashar Assad er den mest pan-arabiske af alle ledere. På den måde er det også et propagandatrick der vil noget.

På randen af borgerkrig

Da jeg i oktober talte med en af de lokale Hizbollah-ledere i Beiruts sydlige forstæder, Naim Bilal, som også er leder af Hizbollahs spejderorganisation al-Mahdi spejderne, spurgte jeg ham og faren for en borgerkrig. Svaret, jeg fik, var lige så skræmmende som det var køligt og realistisk. "Jeg tror, der bliver borgerkrig," sagde han. Velovervejet.

Historien gentager sig. I perioden mellem 1970 og 1975 var der mange tegn på, at landet var på vej mod en borgerkrig. En national enhedsregering blev dannet, og kollapsede på grund af uforenlige interne modsætninger. Præsidenten var i praksis øverste leder for hæren, og han tilhørte det kristne mindretal, som ifølge landets grundlov besad flertallet af parlamentets pladser. Hæren blev i stigende grad opfattet som tilhørende de kristne.

Den libanesiske hær var imidlertid ikke den eneste hær i landet. Der var over 10.000 soldater i PLO's styrker, som var blevet fordrevet fra Jordan efter "Sorte september". To hære med to forskellige dagsordener stod i Libanon. Lyder det bekendt?

Efter Syrien blev presset ud af Libanon i 2005 blev der dannet en national enhedsregering. Den brød senere sammen på grund af uforenlige interne modsætninger. Groft sagt kan man sige, at sunnier og drusere står over for shiaerne. De kristne er splittet midt over, og det største kristne parti, FPM, er allieret med Hizbollah, det ena af de to store shiamuslimske partier.

Splittelsen skete under Israels angreb på Libanon i sommeren 2006. De ministre, der kom fra Hizbollah og Amal, samt en tilhænger af den pro-syriske præsident Lahoud, trak sig. Siden har regeringen reelt ikke fungeret, og landet har befundet sig i dyb politisk krise. Halvdelen af libaneserne opfatter regeringen som forfatningsstridig.

I årene op til 1975, hvor borgerkrigen startede, var der flere og flere voldelige sammenstød mellem de forskellige grupper. Lyder det bekendt? For nylig blev syv unge Hizbollah-tilhængere mejet ned af "ukendte gerninsmænd". De hyppige sammenstød bliver som regel stoppet hurtigt. Men vreden er til stede. Politiske modstandere beskyldes for at være agenter for enten Syrien, USA, Iran eller Israel.

En anden faktor, der peger i retning af borgerkrig, er den libanesiske hærs faldende autoritet. Hæren bliver i stigende grad anset for at være et instrument, der bakker regeringen op - den regering, som halvdelen af libaneserne anser for at være illegitim. På næsten samtlige punkter, vi ser på, ligner det situationen op til 1975. Borgerkrigens trommer lyder stadig mere højlydt.

Kujoner dør mange gange

Bush-sproget er fantastisk. Det er omvendt Shakespeare. Kliken i det hvide hus fabulerer med sproget og udvikler nye ord. Og de taler et episk sprog. Men i modsætning til Shakespeare har det ikke til formål at hæve menneskehedens kuturelle niveau - tværtimod. Et eksempel er det prædikat, de har sat på Syrien. Syrien er ofte medtaget i "ondskabens akse". Måske ikke Bush-klikens største sproglige bedrift, men ikke desto mindre har den vist sig at have stor gennemslagskraft.

Den 6. september i år angreb israelske F-15 fly syrisk territorium. Både Israel og Syrien har været meget tavse vedrørende selve angrebets omstændigheder og hvad det egentlig var, der blev bombet. Det står dog klart, at USA havde givet grønt lys til angrebet.

Det antages bredt, at målet for det israelske angreb var et atomart anlæg. Dette er kun en antagelse, og den er ikke bekræftet. Men den må siges at give mening. Syrien har et arsenal af kemiske våben som modvægt til Israels massive arsenal af kernevåben, og ud fra et militært synspunkt er det mere end logisk, hvis Syrien stræber efter at anskaffe sig kernevåben - ganske som Iran. Begge lande har jo set, hvad der skete med Irak, som overhovedet ingen masseødelæggelsesvåben havde, og som desuden var militært forkrøblet. Hvis landet havde været stærkt, var det aldrig blevet invaderet af USA. Kliken i Washington vil nemlig aldrig gå efter de stærke - de vil kun angribe dem, der allerede ligger ned.

Men er Syrien USA's fjende? Er Damaskus en reel modpart til Washington i spillet om Mellemøstens kolonier? Det er langt fra tilfældet.

Siden 1. verdenskrig har Syrien ikke annekteret nye landområder - tværtimod er der blevet skåret mere og mere af Syrien. Syrien mistede først en del af det, der nu er Jordan, da briterne oprettede Transjordanien - måske en af de mest kunstige nationalstater, historien har set. Franskmændene besluttede sig i 1920 for at oprette Libanon - en ny stat, der havde et tvivlsomt nationalt grundlag, men til gengæld husede en (kristen) elite, som Paris kunne basere sig på i kampen mod Damaskus. Derefter huggede Frankrig en del af det nordlige Syrien og afleverede det til Tyrkiet. Resultatet af denne grænsrykning var, at tusindvis af armenere, der var flygtet fra tyrkernes folkemord i 1915, var nødt til at flygte igen.
Senere tog Israel Golanhøjderne fra Syrien. Golanhøjderne er vigtige på grund af vandforsyningen.

Syrien har altså gennem det 20. århundrede oplevet en stadig reduktion af landet. Intet under, at Damaskus føler, at det er under angreb fra alle sider.

Men hvad med forholdet til USA? Syrien støttede USA's krig imod Irak i 1991. Syrien gik derefter - på USA's foranledning og opfordring - ind i Libanon for at opretholde Taif-aftalen og sikre "Pax Syriana". Dengang var de åbne allierede med USA. I dag er alliancen knap så åbenlys, men ikke desto mindre er der stadig et samarbejde, der ikke er uvæsentligt.

Syrien har nemlig vist sig at være en dygtig og velvillig samarbejdspartner for USA i "krigen mod terror". Syriens behandling af islamistiske grupper er notorisk, og det medfører for eksempel dødsstraf, hvis man dømmes skyldig i medlemsskab af Det Muslimske Broderskab.

Der dukker jævnligt eksempler op, som bekræfter et glimrende samarbejde mellem USA og Syrien. I "krigen mod terror" har USA nemlig god brug for Syriens ekspertise inden for afhøring med elektriske stød, stokkeslag og seksuelle ydmygelser. Ikke fordi amerikanerne ikke selv råder over eksperter på dette felt, men Syrien har et veludbygget system hvad angår tortur.

Maher Arar bor i Canada. Han kommer oprindelig fra Damaskus. Da han besøgte USA blev han arresteret og blev anklaget for at være medlem af al-Qaeda. CIA fløj ham til Syrien, hvor han - i et underjordisk fængsel - kom under kærlig behandling af det syriske Mukhabarat. Den canadiske regering gav Maher Arar en undskyldning, da han vendte tilbage til Canada - for det canadiske politi havde tilsyneladende hjulpet CIA til at rejse de grundløse beskyldninger mod Maher Arar. De amerikanske myndigheder har aldrig sagt undskyld til Maher Arar, og han kan ikke tage over grænsen til USA, for han risikerer at ryge til endnu en omgang tortur i Damaskus.

Der er mange flere eksempler. Amnesty International afslører et systematisk samarbejde om tortur mellem USA og Syrien. "Axis of torture" fristes man til at sige. Time har afdækket en del af det.

Er Syrien USA's ven eller fjende? På den ene side er USA stærkt allieret med Israel - den eneste pålidelige og stabile amerikanske allierede i regionen. På den anden side har USA brug for Syrien til at gøre noget af det beskidte arbejde. Og en ting er sikker: hvis alternativet til Baath-styret i Damaskus er det Muslimske Broderskab (som formentlig ville vinde stor tilslutning ved et demokratisk valg), så foretrækker kliken i Washington at samarbejde med Bashar al-Assad.

Shakespeare lader i Julius Cæsar sige, at "Kujoner dør mange gange, De ærefulde smager kun døden en gang." Magthaverne i Mellemøsten - herunder USA - er moralske lig. Ikke desto mindre formår kadaverne i samdrægtighed til stadighed at få de ærefulde til at smage døden ganske eftertrykkeligt.