Land i sigte!

I de gode gamle piratfilm er det altid et højdepunkt, når der bliver råbt "land i sigte". Det betyder, at de søfarendes afsavn og utryghed på havet er slut. De kan nyde en ny sikkerhed. De bekymringer, de hidtil har haft om mangel på ferskvand og andre fornødenheder, kan de lægge til side.

På samme måde er det med nationer. Befolkninger, der har levet i utryghed under besættelse eller dominans under en fremmed magt, ånder lettet op, når der er udsigt til national selvbestemmelse. De ydmygelser, som den nationale underkuelse bærer med sig, kan man lægge bag sig. Man har udsigt til en ny værdighed og nye muligheder.

Det gælder uanset om man taler Danmark i 1945, Østtimor i 1999 eller Sydsudan i 2011. I det sidste eksempel viste det sig faktisk, at Omar al-Bashir var mere demokratisk indstillet end adskillige andre ledere. For eksempel Georgien, der fortsat undertrykker Abkhasien og Sydossetien. Eller Israel, der fortsat nægter at anerkende palæstinensernes nationale rettigheder.

Palæstinas stræben efter anerkendelse har naturligvis opbakning fra størstedelen af verden og dens befolkninger, men vejen til national værdighed blokeres fortsat. Men USA kan ikke nedlægge veto mod medlemskab af Unesco. Da Palæstina blev medlem af Unesco, var det meget få lande, der stemte imod. Her er den korte liste:
Australien
Canada
Tjekkiet
Tyskland
Israel
Litauen
Holland
Palau
Panama
Samoa
Solomonøerne
Sverige
USA
Vanuatu

Der er tre grupper af lande, der stemmer imod:

USA og Israel er de konsekvente modstandere af at anerkende, at palæstinenserne har noget, der minder om rettigheder.

Tyskland, Australien, Canada, Holland, Litauen, Tjekkiet og Sverige er lande, hvor højrefløjen har regeringsmagten. De ønsker at lægge sig op ad USA. Årsagerne hertil har med diplomati og handel at gøre.

Palau, Panama, Samoa, Solomonøerne og Vanuatu stemmer konsekvent sammen med USA. Flere af dem er under amerikansk militær dominans, og enkelte af dem repræsenteres i FN af en amerikansk advokat med kontor i New York.

Det er i øvrigt morsomt at bemærke, at mange af de stærkeste fortalere for Kosovos selvstændighed er de selvsamme, som er de stærkeste modstandere af Palæstinas selvstændighed. Principper om nationale rettigheder fylder altså meget lidt i sager som disse. I stedet er det indflydelsessfærer, markeder og globale strategier, der tæller. Og så er der i øvrigt langt flere lande, der anerkender Palæstina, end der er lande, der anerkender Kosovo.

Palæstinenserne har muligvis land i sigte, men de amerikanske krigsskibe forhindrer, at de kan sejle i havn.

Journalistisk krigsførelse

Siden Vietnam-krigen har især det amerikanske militær arbejdet på at finde en model, der kan sikre dem en lydig eftersnakker-presse. Når alt kommer til alt var Vietnam-krigen ikke blot et militært nederlag til USA. Det var også et medie-nederlag. Almindelige amerikanere kunne i en grd, der ikke tidligere havde været mulig, følge med i, hvad der skete.

Den løsning, der indtil videre er højdepunktet af det amerikanske militærs bestræbelser på at tøjle journalistikken, er de såkaldte "Boot camps". Ved at gøre journalisterne "embedded" og skabe en art Stockholm-syndrom blandt pressefolkene, mente de militære ledere tilsyneladende, at de derved ville få den journalistiske dækning, de ser sig fortjent til.

Samtidig med, at det amerikanske militær har opbygget en enorm pressetjeneste - hvis fornemste formål tilsyneladende er at benægte alt, indtil beviserne tårner sig op - har de opdyrket et stort lag af pensionerede militærfolk til at agere som "eksperter" i de amerikanske medier. Disse eksperters analyser har været de toneangivende i USA og dermed alle de lande, der er i den ulykkelige situation, at journalisternes eneste fremmedsprog er engelsk. Som Danmark.

Alting så dermed ud til at være til det bedste for det amerikanske militær. Det eneste, disse folk ikke havde regnet med, var, at folk i Irak, Afghanistan og andre lande, som USA har interveneret militært i (Yemen, Somalia, Pakistan) har gjort stor modstand. Hvem kan i dag huske George Bushs sejrstale på USS Abraham Lincoln? Begivenhederne har det med at underminere selv den mest veltilrettelagte spin-maskine, verdenshistorien indtil videre har frembragt.

[Et PS: Jeg ved godt, at bloggen her har ligget stille i lang tid. Jeg håber at ændre på det fremover.]

Slam dunk!

Den legendariske dribling, som den amerikanske udenrigsminister fremviste for otte år siden, førte direkte til invasionen af Irak. Jeg taler naturligvis om den opsigtsvækkende række af løgne, usandheder og fordrejelser af sandheden, som Colin Powell leverede.

Krig skaber som bekendt sit eget sprog. Colin Powells retoriske perlerække vil gå over i verdenshistorien på linje med andre store af samme støbning og med tilsvarende frygtelige konsekvenser: Cato den ældre og naturligvis Göbbels.

Colin Powell lavede den første dribling: han opremsede det endegyldige bevis på Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben.
Anden dribling: Saddam Husseins forbindelse til al-Qaeda var hævet over enhver tvivl.
Så kom hans scoring - et rent slam dunk: "Mine venner, det her har været en lang og detaljeret fremstilling, og jeg takker for jeres tålmodighed. Men der er ét emne yderligere, som jeg kort vil berøre, og som bør en kilde til dyb og vedvarende bekymring for dette råd: Saddam Husseins brud på menneskerettighederne." (Min fremhævning.)

Hvor vil jeg hen med det her? Jo:

En måned inden denne tale havde selv samme Colin Powell modtaget et brev fra Human Rights Watch om menneskerettighedssituationen i Tunesien. Det er læsning, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Men ikke på Colin Powell. Senere samme år tog han til Tunesien for at besøge landets diktator Ben Ali, der nu er blevet væltet af befolkningen. Her erklærede han, at "forholdet mellem vore lande er meget stærkt" og at "Vi beundrer stærkt Tunesien og de fremskridt, der er sket under Ben Alis ledelse".

Og så har jeg slet ikke nævnt Donald Runsfeld, den daværende forsvarsminister for USA. I 2006, da han besøgte Tunesien, sagde han: "De har - når man ser på dette fremgangsrige land - vist en evne til at skabe et miljø, som er godt for investeringer, forretninger og for deres folks muligheder." Det lyder ikke just som et land, hvor unge sætter ild til sig selv i desperation over arbejdsløshed, fattigdom og benhård politisk undertrykkelse.

AP citerede Donald Rumsfeld for, at Ben Alis regime ligefrem var et demokrati. Så har man hørt det med. Slam dunk!

Hvad var det egentlig, der skete med det fremragende land og forbilledlige demokrati, som Colin Powell og Donald Rumsfeld talte så hjetevarmt om?

17 tips til dårlig Mellemøst-reportage

Når man rapporterer fra Mellemøsten er der en hel række ting, man skal huske, hvis man vil bibeholde samme lave niveau, som findes i størstedelen af de fleste vestlige mediers dækning, samt i næsten al dækning i de vigtigste danske medier. Jeg ved, at mange af reglerne bliver fulgt slavisk, men de skulle jo nødig gå i glemmebogen. Derfor genopfrisker jeg dem lige her.

1. Glem fortid og historie. Alt, der ligger længere tilbage end 14 dage har aldrig fundet sted.
2. Det er altid, demokrati, når USA siger det. Glem aldrig det.
3. Der har aldrig fundet demokratiske valg sted i Palæstina. Hvis nogen siger, at Hamas vandt demokratisk, så ignorér dem.
4. Fokusér altid på religion. Alle ved, at folk i Mellemøsten er vilde med religion, og det kan forklare alting.
5. Husk altid, at spørgsmål om hovedbeklædning er meget vigtigere for kvinder end spørgsmål om stemmeret, lønninger, boliger, sundhedsfaciliteter, uddannelse, sociale sikkerhedsnet og andre ubetydelige ting.
6. Hvis en gruppe fattige mennesker kun er bevæbnet med rifler og hjemmelavede bomber, og de står over for en stat med atomvåben og F-16 fly, og dem med riflerne er palæstinensere, så er det to ligeværdige parter, der står over for hinanden.
7. Oprids to ekstremer og antyd, at løsningen nok ligger et sted midt imellem.
8. Rapportér fra en embedded post med en vestlig militærstyrke, og brug det til at forklare, hvordan det virkelig er i en krigszone.
9. Find på nye ord, der slutter på -stan. Beklager, men "Hamasstan", "Jihadistan" og "Vietraqistan" er allerede taget.
   
10. Husk at gøre god brug af klichéer.
11. Husk at en magthaver altid har de bedste hensigter, hvis han kommer fra et vestligt land - eller fra Israel.
12. Husk, at stening af kvinder er mere barbarisk, når det foregår i Iran end når det foregår i UAE.
13. Husk at rapportere fra et hotel, gerne i et naboland til det, du dækker.
    
14. Husk at skrive af fra de internationale aviser og præsentere det som dit eget.
15. Hvis der er konflikt i et land, så er det en religiøs konflikt, for eksempel shia/sunni. Sociale, økonomiske og politiske konflikter findes ikke i Mellemøsten.
16. Husk at antyde, hvor farligt det hele er - dermed øger du din egen status. Hvis nogen siger, at Mellemøsten er et behageligt sted, hvor man generelt oplever større venlighed end i Europa, så ignorér dem.
17. Lad være med at læse bøger.

Jeg har sikkert glemt nogle. Men hvis man efterlever disse 17, bør man være på sikker grund til at levere forudsigelig, ensidig og uvæsentlig journalistik fra Mellemøsten.

Afghanistans kvinder

En af de mest hykleriske og frastødende løgne, man kan komme ud for, om NATOs krig i Afghanistan, er at det angiveligt skulle være for kvindernes skyld.

"Zoya" (navnet er et pseudonym) forklarer i dette interview fra GRIT-TV, hvordan de vestlige stormagter har opfostret fundamentalismen i Afghanistan og sidenhen allieret sig med krigsforbryderne fra Nordalliancen.

Dette interview burde sendes på samtlige tv-stationer i Danmark i stedet for den tendentiøse omgang militær-kontrollerede "journalistik", der kommer ud af de hoteller og isolerede compounds i Kabul, hvor de danske stationer sender fra.

Krigssprog

Det er altid interessant at følge med i sprogets udvikling. Især var det interessant at se, hvordan Bush-administrationen udviklede det engelsk-amerikanske sprog med "axis of evil", "surge" (en "brodsø", der henviser til offensiven i Irak i 2007), "fredom fries" og andre hittepåsomheder. Nu er den æra som bekendt ovre. Men andre sørger for, at traditionen fortsætter.

Barack Obama har som bekendt besluttet at intensivere krigen i Afghanistan, især CIA's missilangreb på pakistansk territorium. Denne udvidelse af krigen har ført til en ændring af, hvordan de tale om krigen. Det er ikke længere bare Afghanistan-krigen. Nu hedder det "Af-Pak" krigen, når de taler om den i Washington. Det henviser naturligvis til Afghanistan og Pakistan. Antallet af missilangreb på Pakistan er taget til siden Obama trådte til. Det har naturligvis ført til, at antallet af dræbte civile er steget. Den almindelige vrede imod USA er også taget til.

De amerikanske medier refererer til krigen som en mystisk ting, der ikke er en rigtig krig. De militære operationer i Pakistan er en "covert war", en slags hemmelige operationer. Hvordan kan dette være en "hemmelig operation"? Drabene på pakistanere har været forsidestof i Pakistan i månedsvis, og det var også et hedt debatemne under den amerikanske præsident-valgkamp. Og operationerne er aldeles ingen hemmelighed for de fattige familier, der bliver ramt af bomberne.

Når krigen bliver omtalt sker det ofte på en måde, der får en til at tænke, at det er en begivenhed uden ofre. Uden blodsudgydelse. Det handler i stedet om "hård magt" eller Blød magt", om "irregulær krigsførelse", "oprørsbekæmpelse" og så videre. Men i selve krigszonen har missilerne navne som Hellfire - Helvedets ild. Det er den ild, der regner ned over pashtunerne i Afghanistan og Pakistan. Navnet skal muligvis indgyde fjenden rædsel. Måske skal det få de amerikanske soldater til at føle sig overlegne og glemme frygten for at dø tusindvis af kilometer hjemmefra, i et land der aldrig har angrebet USA.

USA har 761 militære baser i fremmede lande. Jeg ved ikke, hvor mange romerne havde i sin tid. Men det er ganske sikkert, at sammenligningen mellem det romerske og det amerikanske imperium ofte er nærliggende. Ecuadors præsident nægtede for ikke så lang tid siden at forny amerikanernes ret til at have en base i Ecuador. Dog var præsident Rafael Correa villig til at forny kontrakten på betingelse af, at Ecuador fik en militærbase i Florida - staten der huser et stort antal torturbødler og eks-diktatorer, som USA støttede i Latinamerika. Foruden naturligvis de ekstremistiske eksilcubanske fanatikere, der træner sig i guerillakamp og jævnligt udfører terrorangreb imod Cuba. Rafael Correas popularitet blandt de latinamerikanske befolkninger steg vistnok med dette krav.

Men hvorfor skulle det være urealistisk? Hvis USA har ret til baser overalt i verden, hvorfor har resten af verden så ikke ret til baser i USA? Svaret har naturligvis noget med imperier at gøre. Og Afghanistan er kendt som imperiernes kirkegård. Har det noget med hinanden at gøre?

Rachel Corrie

Det er snart seks år siden, at Rachel Corrie døde. Hun blev myrdet den 16. marts 2003. Gerningsmændene er stadig på fri fod. De er aldrig blevet stillet for en domstol. Rachel Corrie blev 23 år.

Jeg har aldrig mødt Rachel Corrie. Jeg har heller aldrig - tror jeg da - mødt gerningsmændene. Det var soldater i det israelske militær. De slog den 23-årige amerikanske kvinde ihjel ved hjælp af en armeret Caterpillar D9 bulldozer. Først begravede de hende levende. Derefter kørde de over hende. Måske bare for at være sikre på at hun vitterligt døde. Israel kaldte det et hændeligt uheld. De tilføjede i øvrigt, at hun selv var ude om at hun blev dræbt, fordi hun befandt sig i en kampzone.

Den "kampzone", som Rachel Corrie befandt sig i, var et palæstinensisk boligkvarter. Det var et boligkvarter, som den israelske besættelsesmagt havde besluttet at udslette for at gøre plads til jødiske bosættere. Rachel Corrie var til stede for at protestere imod kolonimagtens systematiske og kriminelle voldsudøvelse imod det koloniserede folk.

Et af de sidste breve, som Rachel Corrie sendte hjem (27. februar 2003), sluttede sådan her:
"Jeg vil blot skrive til min mor og fortælle, at jeg er vidne til dette kroniske, lumske folkemord, og jeg er virkelig bange og stiller sprørsmål ved min grundlæggende tro på det gode i den menneskelige natur. Dette må høre op. Jeg mener, at det er en god ide for os alle at lægge alt andet til side og vi vores liv til at få det til at stoppe. Jeg mener ikke længere, at det er en ekstremistisk ting at gøre."

Rachel Corrie har i dag en slags status af martyr blandt NGO'er, fredsaktivister og andre. Hun tog fra USA til Gaza for at hjælpe et af de mest underkuede folk i verden imod en fornedrelse og besættelse, som hendes eget lands regering bakkede op om, og til stadighed støtter. Men på trods af hendes personlige mod og status som fredsbevægelsens superstar (en status der aldrig svinder ved stjernens egen død, bare tænk på kunstens verden og folk som Van Gogh, Natasja eller James Dean), så var hendes gerning ikke speciel. Hun blev dræbt af det israelske militær. Hun indgår dermed i de brigader af tusindvis, der har måttet lade livet for den israelske krigsmaskines hænder.

Men hun var selvfølgelig amerikaner. Det er nok det, der var forskellen. Hun var ikke mørk i huden, hun var ikke muslim, men tværtimod en vesterlænding med lys hud. Uanset hvilken rolle, racismen spiller i hendes fremhævelse frem for blot et enkelt af de 400 børn, som Israel for nyligt massakrerede i Gaza, så fortjener hendes minde at blive hædret.

Men nok snak fra min side. Se selv en video med Rachel Corrie her.

Nato myrdede <800 afghanere sidste år

Jeg hørte, at den danske oberst Lars Møller kaldte de udenlandske tropper i Afghanistan for "frihedskæmpere". Lars Møller er helt sikkert en af de dygtigste officerer i det danske forsvar. At han har nogle forskruede holdninger er en anden sag.

Hvad er det lige for en slags frihedskamp, som invaderer et andet land og dræber tusindvis af landets indbyggere? Jo, okay, jeg kan godt følge, at Sovjetunionens nedkæmpelse af Nazityskland eller Viietnams invasion af Cambodja og fjernelse af den vestligt støttede Pol Pot var en slags krige, der kan retfærdiggøres.

Men når New York Times skriver, at Nato og den afghanske regering sidste år slog 828 civile afghanere ihjel, hvordan retfærdiggør man så lige det? Med at Taleban var undertrykkende og modbydelige? Så kunne man lige så godt invadere Usbekistan, Colombia, Egypten, Saudi Arabien, El Salvador, Israel eller Etiopien. Det gør man selvsagt ikke. Alle disse regimer er allierede med USA. Og så tæller det der med menneskerettigheder vist ikke helt så meget.

Hvem er det, der er hovedansvarlig for de drab på civile afghanere, som Nato begår? De bliver ifølge artiklen i New York Times hovedsageligt begået af Navy Seals og paramilitære enheder under CIA, der tæppebomber områder i Afghanistan. Disse enheder opererer uden om de almindelige kommandostrukturer, så de kan ikke holdes ansvarlige.

Og ny kommer der 17.000 flere soldater. Skal vi gætte på, at 2009 ikke bliver mindre blodigt? Jeg tør næsten ikke andet.

Imperiernes kirkegård

For nylig skrev New York Times, at Afghanistan er "Imperiernes kirkegård". Det gik galt for englænderne i 1860'erne. Kipling var dengang med og skrev en række digte om nederlaget og den desperate situation. Det gik selvølgelig også galt for Sovjetunionen i 1980'erne, da de kæmpede imod de selvsamme jihadister og Taleban-krigere, som USA nu kæmper imod. Dengang var USA allieret med fundamentalisterne, i dag fører USA en slags hellig krig. Man kan kalde det korstog eller krig mod terror alt efter temperament. For det meste er der bare tale om ganske almindelige myrderier.

Lad os lige se på, hvad der er sket på krigsfronten i løet af de seneste år.

Bush indledte krigen i Afghanistan. Bush indledte krigen i Irak. Bush tabte krigen i Irak. Bush forsøgte en offensiv i Irak. Bush trak sig ud af Irak - delvist smidt ud af sin egen marionet.

Ind på scenen træder Obama.

Obama vil trække tropperne ud af Irak. Det er sådan set forståeligt nok. De kan ikke længere stille noget op. Obama vil til gengæld optrappe krigen i Afghanistan. Det er så her, vi står nu. 7000 flere tropper til Afghanistan. Til Imperiernes kirkegård. Kiplings slagmark.

Den hellige krig mod Terror, som Bush i sin tid indledte i Centralasien har indtil videre kostet 1.000 milliarder dollars. Krigen er dyrere end Vietnamkrigen og Koreakrigen tilsammen. Kun anden verdenskrig var dyrere - omkring tre gange dyrere end det, der indtil videre er blevet brugt på Bushs hellige krig. Den krig, som Obama nu vil optrappe.

USA står i en økonomisk krise af dimensioner, som ikke er set i generationer. Kan de blive ved med at hælde milliarder af dollars ud på de afghanske slagmarker? Det britiske imperium kunne ikke. Men så lang hukommelse havde Bush-administrationen selvfølgelig ikke. Jeg kender ikke Obamas hukommelse. Han er en dygtig retoriker, men er han også en dygtig militær strateg?

Krigene i Irak og Afghanistan har været en endeløs række af myrderier. Men ikke nok med det, det har været dyre myrderier. Meget tyder på, at Obama har bevæbnet sig med en spade på Imperiernes kirkegård.

Hvordan vinkler man en massakre?

Puha... Hvordan skal den lige skæres? Israel har massakreret mindst 271 palæstinensere i Gaza. Og det skal naturligvis tilføjes, at det kun er i skrivende stund. Tallet vil utvivlsomt stige til langt mere uhyggelige højder. Dertil kommer det vanvittige antal af lemlæstede og sårede. Mange af dem vil dø, mange af dem vil leve resten af livet - måske indtil det næste israelske angreb - uden arme eller med svære skader på organer. De heldige er de overlevende, som blot har mistet deres hjem, familiemedlemmer, venner og kære.

Hvordan vinkler man en massakre? Ordet katastrofe faldt mig i tankerne, men det indikerer på en måde, at det er noget naturligt, noget der ikke er menneskeskabt. Katastrofer er noget, der er opstået uafhængigt af menneskelig vilje. Den pågående massakre på Gazas mænd, kvinder, døtre og sønner, er ikke bare skabt med vilje - den er planlagt, veltilrettelagt og koldt overlagt. Ordrene bliver givet af folk med lange uddannelser, der ved hvad de foretager sig. De har planlagt operationen for at skabe størst mulig ødelæggelse, sorg og elendighed med deres ildkraft.

Ildkraften bliver leveret af USA. F-16 fly og Apache-helikoptere. USA's regering har endda den uhørte frækhed at hævde, at det er palæstinensernes egen skyld, at de bliver massakreret. Men det er på den anden side forudsigeligt fra den kant.

Israel har angrebet den palæstinensiske regeringsbygning, TV-stationen Al Aqsa, moskeen ved siden af al-Shifa hospitalet, boligkvarteret al-Shoja'aya, et medicinsk lager i forbindelse med et hospital, og mange andre steder. Forskellige grupper, herunder Ezzedeen al-Qassam brigaderne, har ind imellem affyret enkelte af de primitive Qassam-raketter imod mål i Israel. Hjemmelavede raketter imod Mellemøstens stærkeste militære magt. Hjemmegjorte raketter imod det mest sofistikerede militære isenkram, Verden endnu har set. Hvis nogen mente, at det var en kamp, der tilnærmelsesvist er lige, må de være både blinde og døve. Men som Biblen siger, så er ingen så blind, som den der ikke ønsker at se.

Nå. Tilbage til mit egentlige ærinde. Hvordan vinkler man denne massakre? Jeg kunne fortælle om de store protester, der er overalt i den arabiske verden. Og resten af verden i øvrigt. I går var der demonsration i Amman. På den besatte Vestbred er der oprør. Massedemonstrationer. Unge kæmper imod det israelske militær, kun bevæbnet med sten og molotov-coktails.

Hvad med vinklen? Forbrydelse mod menneskeheden? Hvis det var sket på Balkan, var det helt sikkert sådan, Vesten havde betegnet denne massakre. Hvis Serbien havde angrebet Pristina i Kosovo og massakreret hundredvis af albanere, så havde det - med rette - fået denne etiket på sig. Men nu er det jo Israel, og verdens ledere opfordrer fromt til "våbenhvile". Handling skal man se i vejviseren efter. Det kaldes diplomati. Det er vist noget med, at Israel får hårde ord med på vejen, men ellers frit lejde. Det er sådan en indforstået aftale mellem lederne af de europæiske magter og de israelske bødler.

Syrien angrebet af USA

Man ser det for sig. Et større arabisk land som Syrien udfører et bombeangreb på amerikansk jord og dræber ni amerikanere. Vesten er oprørt og forlanger betingelsesløs undskyldning. Danmark lover at medvirke i et amerikansk gengældelsesangreb på Damaskus.

Sådan er det ikke helt. Snarere tværtimod. Det er USA, der har angrebet Syrien og slået ni arabere ihjel. Fire amerikanske kamphelikoptere angreb byen Sukariya, som liger tæt på grænsen til Irak. Ifølge de syriske myndigheder var de dræbt bygningsarbejdere. Desuden er 19 blevet såret.

USA har - som sædvanlig - først nægtet ethvert kendskab til angrebet, der er i åbenlys strid mod international lov. Men da beviserne hobede sig op, anerkendte de angrebet.

Det er en kendt sag, at USA beskylder Syrien for ikke at lukke grænsen til Irak hermetisk af, så ingen kan krydse grænsen med våben til de irakiske oprørere. Syrien har svaret, at det er umuligt og henvist til, at USA ikke engang selv er i stand til at kontrollere sin grænse til Mexico.

Al Jazeera har et indslag på engelsk om affæren.

"If you don't like Americans - then fuck you!"

Så faldt jeg endnu en gang over en af de amerikanske soldaters videoer fra Irak. Videoerne viser som regel et hus, der bliver sprunget i luften - og som regel er det et resultat af luftangreb. De irakiske videoer viser som regel amerikanske patruljer, der bliver angrebet med hjemmelavede bomber eller rifler, men amerikanerne benytter sig af den højteknologi og altødelæggende bombekraft, de har til rådighed. De har oven i købet den frækhed at kalde irakerne for kujoner...

Nå, men det er ligemeget i denne sammenhæng. Her er en amerikansk video, der egentlig er meget typisk. Det, jeg studsede over, var soldatens kommentar efter huset var sprunget i luften.

Jeg ved ikke, hvem der var i huset. Måske var det tomt. Måske var der en familie derinde. Måske var der en gruppe bevæbnede irakiske modstandsfolk. Hvem ved.

Sommer i Bagdad

Da den italienske rejsende Ambrosio Bembo i midten af 1600-tallet rejste ned gennem Mesopotamien, beskrev han, hvordan indbyggerne i Bagdad boede i kældre om sommeren for at undgå den barske hede.

Siden dengang er Bagdad vokset til en kæmpemæssig by. Jeg skulle lige til at sige moderne storby, men det er vist et par år siden. Nu er Bagdad bombet tilbage til en tid, som er lige så primitiv som på Ambrosio Bembos tid. Der er blot den forskel, at man har en fremmed besættelsesmagt massivt til stede, og at diverse militser kontrollerer forskellige kvarterer. Og så er der selfølgelig over en million af Bagdads indbyggere, der er flygtet.

Nå, men nok om det. Jeg blev opmærksom på situationen i Bagdad af en fyr ved navn Mohammad. Han fortalte 1. juli, at Bagdad for tiden er et levende helvede. Dagtemperaturen er tæt på 50 grader i skyggen. Om natten sker det tit, at temperaturen ikke falder til under 40. Og så har der været en stor sandstorm, som har indhyllet hele Mesopotamiens hovedstad i støv. Jeg kender det selv fra Amman (med mere menneskelige temperaturer, der ikke stiger meget over 40), og det er ganske ubehageligt.

Det ville sådan set være til at klare med moderne teknik. Bare tænd for air-conditioneren. Det gør man i resten af Mellemøsten. Men ikke i Bagdad. I dette land, der er et af de rigeste på energi, er elektricitet en luksus, der er ganske sjælden. Sådan har det været siden invasionen i 2003, og alt tyder på at det fortsætter sådan. Mohammad siger, at elektricitet i Irak er "helligt". I tilgift er der ingen benzin på tankstationerne. Når der er, skal man stå seks timer i kø. Mohammad havde været fem dage uden benzin. Uden benzin kan man ikke bruge sin generator. Efter besættelsen (og den følgende mangel på alle basale ting) er private generatorer ellers blevet en populær nødløsning på den katastrofale situation.

I løbet af de sidste 100 timer, som Mohammad havde optalt, havde han haft elektricitet i to timer. Hvordan kan man holde fødevarer på køl (hvilket kan være ret nødvendigt når termometret viser 50) uden elektricitet? Hvordan kan et samfund fungere uden brændstof? Sandheden er, at det kan man ikke.

Mohammad sagde, at han ønskede, at Gud ville tage hævn over de mennesker, der har forårsaget denne situation. Hævntørsten er egentlig ikke så svær at forstå.

Chomsky: USA værre end mongolerne

Her er et interview med Noam Chomsky fra Al Jazeera. Han siger ganske rigtigt, at amerikanerne fuldstændig har ødelagt Irak, og at de ikke kan løse nogle problemer. Han påpeger endda, at Bushs indtog i Mesopotamien har været endnu mere altødelæggende end Djegis Khans invasion af landet.

Nå, men her er interviewet i hvert fald. Chomsky er en af de skarpeste intellektuelle hjerner i Vesten, og selv om man måske ikke er enig med ham i alting, er han altid værd at lytte til.

Del 1:


Del 2:

Så er der olie!

Nu er der efterhånden gået over fem år siden USA rullede ind i Bagdad og George Bush erklærede krigen for slut. Nu, en million døde irakere senere, ser det ud til, at olien endelig er på vej til de store olieselskaber. New York Times skrev 19. juni en artikel med overskriften, der lyder "Aftale med Irak vil bringe olie-giganter tilbage". Af artiklen fremgår det, at Exxon Mobil, Shell, Total, BP (der var de oprindelige partnere i det anglo-irakiske petroleumskompagni), Chevron samt nogle mindre oliefirmaer, i øjeblikket forhandler med den amerikansk støttede irakiske regering.

New York Times tilføjer, at Irak nu tegner til at blive et "potentielt lukrativt land" for olieselskabernes operationer.

Da krigen startede fik vi at vide, at den handlede om masseødelæggelsesvåben. Da løgnen blev endegyldigt afsløret som et kynisk påskud til at invadere et i forvejen ødelagt land, lød det så fra Washington at det skam handlede om at bringe demokrati til irakerne, så de kunne blive herrer over deres egen skæbne. En ting, krigen i hvert fald ikke handlede om, var olie.

Men den skæbne, irakerne skulle være herrer over, omfatter åbenbart ikke landets olie.

Udsalget af olien til de udenlandske virksomheder sker endda inden landets nye olielov officielt er vedtaget. Al Jazeera, der måske er den tv-station i verden med den bedste og mest kritiske journalistik, bemærker i introduktionen til nogle nye udsendelser om Iraks olie:

"Med størstedelen af kontrakterne til de vestlige olieselskaber bliver det virkelige motiv bag den amerikanske invasion af Irak nu aldeles klar.
Modstandere siger, at den nye hydro-karbon lov vil opdele Irak i flere føderale stater, der hver har kontrol over deres egne olieressourcer i stedet for at afhænge af centralregeringen i Bagdad."

USA's daværende vice-forsvarsminister bemærkede engang, at "Irak flyder på et hav af olie". Hvordan skulle nogen dog kunne få den ide, at USA's invasion og efterfølgende folkemord var motiveret af olie? Med en præsident, der i 11 år har gjort karriere i olieindustrien, Dick Cheneys kendte forbindelser til Halliburton og en udenrigsminister, der har så gode forbindelser til oliebranchen, at hun har fået opkaldt en olietanker efter sig - hvem kunne så forestille sig, at disse damer og herrer kædede overvejelserne om Irak sammen med deres velgørere og venner i olieindustrien?

Al Jazeeras udsendelse om udsalget af Iraks olie er i to dele, der kan ses her og her.

Censureret video

Her er en video, man skal skynde sig at se. Den er henvendt til amerikanere omkring Israels systematiske overgreb på de besatte palæstinensere. Nu er det jo 60-året for Nakba, så jeg synes lige det var passende at viderebringe denne video, som er blevet censureret på grund af pres fra Israel-venlige pressionsgrupper. Men man skal nok skynde sig, inden den bliver fjernet igen...

En mekaniker i Irak

Casey Porter har lavet denne video, der giver et billede af, hvordan hverdagen er for en mekaniker i den amerikanske hær i Irak.

Mere om Egypten

Jeg har modtaget en interessant reaktion på min tidligere post Egypten på vej mod revolution? Den er skrevet af en af mine venner, der nærmest er ekspert i mellemøstlige forhold. Kommentaren tegner et mere forsigtigt billede af situationen, end jeg gjorde i min post.

Det vigtigste element for at vælte det egyptiske regime - en omfattende social krise - er allerede til stede i rimelig høj grad, og krisen ser ud til at blive større. Men det er selvfølgelig også en vigtig pointe, at der ikke eksisterer et egentligt politisk alternativ.

Nå, men here goes:
---

Ingen revolution i Egypten

Selvom man bør håbe på en revolution i Egypten er det dog langt fra den faktiske virkelighed. På trods af en umiddelbar social uro i faroens land er der dog langt til nogle egentlige politiske omvæltninger. Dette skyldes for det første at regimet er mere stabilt end som så. Regimets politiske legitimitet, var oprindeligt baseret på Nassers karisma, men i lige så høj grad på de juridiske og politiske institutioner. Disse institutioner har været stort set intakte siden det osmanniske riges fald. Det er sandt at Mubarak ikke besidder samme legitimitet som Nasser eller Sadat. Tilgengæld har han skabt legitmitet omkring sit regime.

At Egypten skulle være på vej mod en social eksplosion er sandt, hvilket bla. Det muslimske broderskab har profiteret på. Det er imidlertid ikke nogen nyhed, det har været sådan de sidste 20 år og hvad skulle lige præcis ændre det nu. Situationen er på ingen måder være end 80ernes gældskrise eller 90ernes IMF reformer.

Under ingen af disse har hverken det muslimske broderskab eller andre, grebet det revolutionære momentum. Dette kan man selvfølgeligt undre sig over, men faktum er at det egyptiske samfund er gennemsyret af patron-klient og ikke mindst patrimordiale forhold. Som jeg allerede har antydet har der aldrig været en egentlig revolution i Egypten eller noget sted i Mellemøsten. Tværtimod tyder meget på at de sociale kræfter bevidst bliver brugt af regimerne. Faktisk er det plausibelt at det muslimske broderskab og eller fagforeningerne i virkeligheden er dem der legitimere regimet, særligt over for EU og USA. I og for sig kan det samme siges om Saudi Arabien, hvor ulamaen (de religiøse) udnytter de sociale kræfter for at styrke deres position i forhold til den royale familie.

Egypten på vej mod revolution?

Egypten er faraoernes land. Det vigtigste og folkerigeste arabiske land. Panarabismens største leder, Gamal Nasser, kom fra Egypten. Egypten er den arabiske verdens kulturelle midtpunkt med alle sine film og musikshows. Nogle af de allermest populære arabiske musikere (for eksempel den legendariske Umm Kulthum, som smalede tre millioner sørgende til sin begravelse - eller den karismatiske flødebolle Amr Diab) er fra Egypten.

Men Egypten er også et ustabilt land. Landets diktator, Hosni Mubarak, er en god allieret af
USA. Derfor modtager Egypten hvert år 1300 millioner dollars i militær hjælp fra USA. Det gør Egypten til det land i verden, der - næst efter Israel, naturligvis - modtager den største militære støtte fra USA. Den civile økonomiske støtte til Egypten er ganske vist dalet, men den militære støtte er stabil og på et højt niveau. Aftalerne indebærer også, at Egypten kan købe militært isenkram på kredit.

Nå, men det er sådan set ligegyldigt. Den amerikanske journalist John R. Bradley hævder i en ny bog, der endenu ikke er udkommet, at Egypten bevæger sig på vej mod en revolution. Det er ikke overraskende, at han mener det. Brødopstanden - den egyptiske intifada - var tæt på at omstyrte det egyptiske regime. Opstanden brød ud efter, at regeringen kraftigt reducerede eller afskaffede en række subsidier på brændstof og fødevarer. Det ramte de fattige hårdt. Der udbrød en bølge af strejker, som sammen med demonstrationer eskalerede og antog karakter af en opstand. Opstanden blev imidlertid nedkæmpet af forskellige årsager, som jeg ikke vil diskutere her.

Det interessante er, at vi i dag ser en proces, der peger hen imod en social eksplosion i egypten. Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan arbejderne på tekstilfabrikken Ghazl el-Mahalla, der beskæftiger 27.000 arbejdere, er i front for den sociale protest i Egypten. Tidligere har protesterne på de store fabrikker været af meget økonomisk karakter - det vil sige, at kravene har været sikring af reallønnen, udbetaling af manglende tillæg og den slags. Senere har arbejderne på forskellige fabrikker - herunder Mahalla-arbejderne - krævet, at "fagforeningerne" (der ikke er andet end regimets forlængede arm) udrenses for regimets folk, og at arbejderne får reel repræsentation.

Men nu er der en ny udvikling. Aktivister fra den uafhængige fagforening på Ghazl el-Mahalla har uddelt løbesedler med overskriften "Vi vil fortsætte med at hæve vores krav indtil vi bliver beslutningstagerne". Løbesedlerne fordømmer Arbejdsministeriet, virksomhedens ledelse samt den statslige "fagforenings" ledere. Den anklager dem for korruption (hvilket ikke er nogen nyhed) og for at bryde løfter om at forbedre arbejdernes forhold. Løbesedlerne angreb også inflationen, som udhuler lønningerne, og de advarede imod angreb fra arbejdsgiverne og staten, fordi en ny strejke er under opsejling. Der er planer om en ny strejke på Ghazl el-Mahalla den 6. april. Rygterne siger, at bevægelsen i april langt vil overgå den, jeg beskrev i september.

Hold øje med Egypten. Store begivenheder er under opsejling.

Lejesoldaterne og valgkampen

Jeremy Scahill er den journalist, der har gravet mest i de amerikanske firmaer, der har lejesoldater i Irak - navnlig Blackwater. Her forklarer han om valgkampen i USA og de Clintons og Obamas syn på lejesoldaterne i Irak: