Så er der olie!

Nu er der efterhånden gået over fem år siden USA rullede ind i Bagdad og George Bush erklærede krigen for slut. Nu, en million døde irakere senere, ser det ud til, at olien endelig er på vej til de store olieselskaber. New York Times skrev 19. juni en artikel med overskriften, der lyder "Aftale med Irak vil bringe olie-giganter tilbage". Af artiklen fremgår det, at Exxon Mobil, Shell, Total, BP (der var de oprindelige partnere i det anglo-irakiske petroleumskompagni), Chevron samt nogle mindre oliefirmaer, i øjeblikket forhandler med den amerikansk støttede irakiske regering.

New York Times tilføjer, at Irak nu tegner til at blive et "potentielt lukrativt land" for olieselskabernes operationer.

Da krigen startede fik vi at vide, at den handlede om masseødelæggelsesvåben. Da løgnen blev endegyldigt afsløret som et kynisk påskud til at invadere et i forvejen ødelagt land, lød det så fra Washington at det skam handlede om at bringe demokrati til irakerne, så de kunne blive herrer over deres egen skæbne. En ting, krigen i hvert fald ikke handlede om, var olie.

Men den skæbne, irakerne skulle være herrer over, omfatter åbenbart ikke landets olie.

Udsalget af olien til de udenlandske virksomheder sker endda inden landets nye olielov officielt er vedtaget. Al Jazeera, der måske er den tv-station i verden med den bedste og mest kritiske journalistik, bemærker i introduktionen til nogle nye udsendelser om Iraks olie:

"Med størstedelen af kontrakterne til de vestlige olieselskaber bliver det virkelige motiv bag den amerikanske invasion af Irak nu aldeles klar.
Modstandere siger, at den nye hydro-karbon lov vil opdele Irak i flere føderale stater, der hver har kontrol over deres egne olieressourcer i stedet for at afhænge af centralregeringen i Bagdad."

USA's daværende vice-forsvarsminister bemærkede engang, at "Irak flyder på et hav af olie". Hvordan skulle nogen dog kunne få den ide, at USA's invasion og efterfølgende folkemord var motiveret af olie? Med en præsident, der i 11 år har gjort karriere i olieindustrien, Dick Cheneys kendte forbindelser til Halliburton og en udenrigsminister, der har så gode forbindelser til oliebranchen, at hun har fået opkaldt en olietanker efter sig - hvem kunne så forestille sig, at disse damer og herrer kædede overvejelserne om Irak sammen med deres velgørere og venner i olieindustrien?

Al Jazeeras udsendelse om udsalget af Iraks olie er i to dele, der kan ses her og her.

Greenspan og Iraks olie

Jeg hører selv til de, der mener, at Irak-krigen ikke kun blev startet på grund af olie. Jeg mener også, at der lå strategiske interesser bag, for eksempel etableringen af et USA-venligt regime i Mesopotamien og amerikanske baser i hjertet af Mellemøsten. Selvfølgelig har olien også spillet en væsentlig rolle. Ud over disse faktorer er der ingen andre reelle begrundelser. Kun løgne. Derfor bliver de gentaget så ofte (det gør de knap nok længere, da nederlaget for USA bliver mere og mere ydmygende for hver dag der går.)

For nylig udgav Alan Greenspan (den tidl. direktør for den amerikanske centralbank) så sine erindringer. I denne bog på 544 sider kan man efter sigende (jeg har ikke selv læst den endnu) læse følgende sætning (min egen oversættelse):
"Jeg er ked af, at det er politisk ubekvemt at anerkende, hvad alle ved: Irakkrigen er mest om olie."

En ganske ærlig formulering, omend kynisk.

Siden da har Greenspan forsøgt at hale i land og sige, at han ikke rigtig mente det på den måde, og at Bush-regeringen godt kan have haft andre motiver end olie, da den besluttede sig for at slippe hundene løs og lade det regne med forarmet uran, hvid fosfor og sort død over Mesopotamiens sletter og tæt befolkede byer.

Allerede i 2002 var der planer om amerikansk plyndring af Iraks olie. Ahmed Chalabi, lederen af Iraqi National Congress og en ad de neokonservative yndlinge på daværende tidspunkt, forsikrede ifølge The Economist de amerikanske oliebaroner om, at "amerikanske virksomheder vil have et stort ord at sige om irakisk olie", såfremt han fik magt som han havde agt.

I oktober 2002 afslørede New York Times (der ikke kan beskyldes for at være modstandere af Irakkrigen), at Dick Cheneys venner i Halliburton havde udfærdiget et 500 siders dokument om, hvad der skulle ske med Iraks olienindustri. Det var altså mange måneder før invasionen, og længe før Halliburton fik en kontrakt (uden udbud) på at implementere planen.

Her må man også huske på, at amerikanerne sikrede to ministerier, da de - ved et sjovt sammentræf af datoer - rullede ind i Bagdad 9. april 2003. De sikrede indenrigsministeriet (som politiet hører under) og olieministeriet. Resten fik lov at blive plyndret og brændt. Herunder nogle av verdens mest værdifulde skatte fra oldtiden. De blev ødelagt uden at de amerikanske styrker løftede en finger for at forhindre denne massakre mod civilisationens historie.

Alt tyder altså på, at planerne for udplyndring af Iraks olie var planlagt og overlagt. Greenspan har i denne henseende aldeles ret.

Ørkengeneralerne i Washington havde bare ikke regnet med, at de ville møde modstand og at der rent faktisk er organiserede grupper, der ville modsætte sig tyveriet af landets olie. Kendsgerningen er i dag, at Iraks olieproduktion er meget lavere end før invasionen - hvor produktionen heller ikke var i topform.

Besættelsen af Irak er et økonomisk og menneskeligt dræn på USA i stedet for den oliefest, som de havde forestillet sig på Wall Street, i Halliburton og i Washington. Det er den virkelige grund til, at de før eller siden trækker sig ud. Uanset om de ønsker det eller ej.