Hvem bestemmer i Irak?

Hvor fandt forhandlingerne om en ny irakisk regering sted? Hvor har Nouri a-Malikis parti haft husly i 80'erne? Hvem har i de senere år fået en enorm indflydelse og magt i Irak? Svaret er Iran og det regime, der er i Iran. Dette Indslag fra AJE er ret interessant i den sammenhæng...

9. april i Bagdad

Så var det igen den 9. april. For danskere er det en dag, der markerer starten på en fremmed besættelse for mange år siden. For irakere er det også en dag, der markerer begyndelsen på fremmed besættelse. Det er bare ikke længere siden end 2003.

I den anledning var der igen i år en massedemonstration i Bagdad. Demonstrationen var domineret af Sadr-tilhængere, og undervejs brændte de dukker, der forestillede den tidligere amerikanske præsident George Bush. Så vidt jeg ved havde de ingen billeder eller dukker af Obama. Men han har jo også erkendt nederlaget og er i fuld gang med at slå en handel af med Iran, så tilbagetrækningen kan ske med minimale omkostninger...

En overset nyhed fra Irak

Jeg burde vel skrive om den nye aftale mellem den irakiske "regering" og den amerikanske besættelsesmagt. Aftalen får god dækning i aviser som New York Times - læs selv her. De skriver blandt andet, at aftalen indebærer, at de irakiske myndigheder opnår en "høj grad" af myndighed over forbrydelser, som bliver begået af amerikansk personel, som har fri og ikke opholder sig på deres baser. Som om, at forbrydelserne bliver begået, når soldaterne og lejesoldaterne har fri. Alle irakere ved, at de vilkårlige mord, nedværdigelserne, de brutale husundersøgelser og regulære overfald finder sted netop i arbejdstiden. Det er faktisk troppernes job at udføre disse forbrydelser.

Men nu kan den irakiske "regering" altså hævde, at de på en måde regerer i deres eget land. Det giver næsten indtrykket af, at der er tale om et selvstændigt land. Næsten.

Og jeg vil altså ikke skrive om denne aftale. Jeg vil derimod berette om en anden nyhed fra Irak. En nyhed, som ikke bliver dækket af de vestlige medier. Måske fordi den ikke anses for at være væsentlig eller sensationel. Eller også opfylder den ikke det journalistiske kriterie om identifikation. Underforstået: vesterlændinge kan ikke identificere sig med irakere. Det siger nok mest om, at redaktører ikke kan identificere sig med irakere. Men der er jo så mange, som redaktørerne ikke kan identificere sig med. Hvorfor skulle de gøre forskel på irakere, venezuelanere eller palæstinensere. Det ville jo være diskrimination.

Nu kommer vi så til emnet. Det drejer sig om en demonstration i Bagdad. Demonstrationen var vendt imod en lønnedgang, som trådte i kraft 1. juli. Demonstranterne var ansatte hos ministeriet for industri og mineraler (MIM). Demonstranterne arbejder til daglig med udvikling af det, der er tilbage af den irakiske industri.

Lønnedgangen var dikteret af det irakiske finansministerium. De havde til gengæld fået diktatet fra den Internationale Valutafond, IMF. Imidlertid blev ministeriet - efter massiv protest fra de irakiske arbejdere - tvunget til at trække lønnedgangen tilbage. Men arbejderne mangler stadig at få udbetalt den manglende løn for de sidste fem måneder. En demonstrant sagde, "vi får intet, mens de bliver rige på korruption".

Demonstrationen samlede hundredvios af ansatte fra MIM i Bagdad. Samtidig var der lignende demonstrationer i Kut, Nassiriyah og Najaf.

Demonstranterne i Bagdad gik i retning af ministeriet. De råbte slagord og bar bannere. Militæret blokerede imidlertid demonstrationens rute og pressede demonstranterne sammen. Demonstranterne blev mødt med hævede geværer. Imidlertid forholdt demonstranterne sig i ro over for denne konfrontative taktik. Demonstranterne blev stående og holdt fast på deres ret til at protestere. De gjorde det klart, at de ønskede at sende repræsentanter til ministeriet for at aflevere deres krav om udbetaling af den manglende løn.

Til slut blev myndighederne pressede til at give efter og tillade en delegation at få adgang til ministeren. Ministeren lovede at tage kravene med til premierminister al-Maliki. Falah Alwan, en af demonstrationens arrangører og leder af Sammenslutningen af Arbejderråd og Fagforeninger i Irak, sagde, "vi venter to dage på et svar. Derefter vil vi vende tilbage."

Hvorfor blev demonstrationen ikke omtalt i de vestlige medier? Måske passer den ikke ind i de journalistiske kriterier - væsentlighed, identifikation, sensation og aktualitet. Eller det femte kriterie: konflikt. Der er masser af konflikt.

Historien er væsentlig, fordi den viser, at irakernes levestandard bliver smadret af besættelsesmagten og deres økonomiske institution IMF.

Angående identifikationen, så er der naturligvis tale om irakere, og ikke englændere, danskere, amerikanere eller svenskere. Men man kunne godt få den mistanke, at billedet af almindelige irakere - der hverken er islamister eller noget andet "orienatlistisk" - ikke passer ind i det fordomsfulde billede, pressen normalt præsenterer os for. Måske er der tale om, at identifikationen faktisk er for stor?

Sensation: tja, det er nok en overraskelse for mange, at IMF dikterer lønnedgang på 30 procent.

Aktualiteten vil jeg ikke beskæftige mig med. Konflikten er til gengæld ret klar: almindelige irakeres levestandard kontra IMF, USA og deres marionetregering.

Masseprotest i Bagdad

Jeg så, at der netop har været masseprotest i Reykjavik. Anledningen er, at regeringen i Island - ifølge befolkningens opfattelse - har sat landet til salg. Regeringen låner 2 milliarder dollars af IMF. Vi ved godt, hvad der plejer at følge med sådanne lån - bare spørg befolkningerne i Latinamerika, Afrika og stribevis af asiatiske lande. Det er altid massive privatiseringer og nedskæringer på skoler, hospitaler og befolkningens levestandard. De lokale overklasser plejer til gengæld at klare sig glimrende.

Nå, men her handler det om Mellemøsten. Nærmere bestemt Bagdad, hovedstaden i Irak, det ganle Mesopotamien. Her er besættelsesmagterne i knibe. Befolkningen hader dem, tropperne vil gerne hjem, den amerikanske befolkning afskyr krigen, og den irakiske regering under al-Maliki bliver (med rette) anset for at være korrupt, uselvstændig, nederdrægtig, magtesløs og ubrugelig på en og samme tid. Og så udløber besættelsesmagternes mandat fra FN snart. Derfor forsøger de at lave en aftale om, at de kan blive der i årevis endnu. Naturligvis uden, at den irakiske "regering" skal have mulighed for at retsforfølge så meget som en eneste amerikaner.

Her er en rapprort fra en masseprotest i bydelen Sadr City i Bagdad. Reportagen er lavet af iransk TV. De er nok ikke de mest velanskrevne. Men deres troværdighed i denne sag er ikke værre end for eksempel CNN, Sky News eller andre store vestlige medier, der konstant holder mikrofoner for det amerikanske militær. Og så taler billederne ret meget for sig selv.

"If you don't like Americans - then fuck you!"

Så faldt jeg endnu en gang over en af de amerikanske soldaters videoer fra Irak. Videoerne viser som regel et hus, der bliver sprunget i luften - og som regel er det et resultat af luftangreb. De irakiske videoer viser som regel amerikanske patruljer, der bliver angrebet med hjemmelavede bomber eller rifler, men amerikanerne benytter sig af den højteknologi og altødelæggende bombekraft, de har til rådighed. De har oven i købet den frækhed at kalde irakerne for kujoner...

Nå, men det er ligemeget i denne sammenhæng. Her er en amerikansk video, der egentlig er meget typisk. Det, jeg studsede over, var soldatens kommentar efter huset var sprunget i luften.

Jeg ved ikke, hvem der var i huset. Måske var det tomt. Måske var der en familie derinde. Måske var der en gruppe bevæbnede irakiske modstandsfolk. Hvem ved.

Kina producerer det palæstinensiske modstandssymbol

Jeg har tidligere lagt mærke til det i Vesten. Unge mennesker går med tørklæder, der er lavet ud fra den palæstinensiske model. På arabisk hedder sådan et tørklæde keffiyeh, og det kan have forskellige farver. Det mest normale er vel rødt/hvidt eller sort/hvidt. Og så er der den helt hvide keffiyeh, som særligt er populær blandt folk fra Saudi Arabien og de små lande i Golfen.

Keffiyeh var vistnok engang et symbol på den palæstinensiske frihedskamp. Nogle vil hævde, at det stadig er det. Nogle vil endda hævde, at det også er et symbol på irakernes modstandskamp imod amerikansk besættelse. Andre igen vil mene, at keffiyeh er et alment symbol på undertrykte folks kamp for befrielse og retfærdighed. Et par eksempler på de sidste opfattelserleverer teneren Carlos Latuff med sin tegning af Che Guevara. Eller sin tegning af "Captain Iraq"...

Det er alt sammen vældig underholdende på den særlige måde, som det er i Mellemøsten, hvor næsten alting har en dødsens alvorlig baggrund.

Men så var det, at jeg så et tv-indslag fra al-Jazeera, der viser, at keffiyeh i højere og højere grad bliver produceret i Kina i stedet for Palæstina. De kan åbenbart producere billigere i Kina. Det forklarer også den store mængde kulørte keffiyeh i forskellige udformninger, man kan se til salg på Strøget i København eller andre europæiske byer. For jeg har godt nok aldrig set sådan nogle i Mellemøsten...

Sommer i Bagdad

Da den italienske rejsende Ambrosio Bembo i midten af 1600-tallet rejste ned gennem Mesopotamien, beskrev han, hvordan indbyggerne i Bagdad boede i kældre om sommeren for at undgå den barske hede.

Siden dengang er Bagdad vokset til en kæmpemæssig by. Jeg skulle lige til at sige moderne storby, men det er vist et par år siden. Nu er Bagdad bombet tilbage til en tid, som er lige så primitiv som på Ambrosio Bembos tid. Der er blot den forskel, at man har en fremmed besættelsesmagt massivt til stede, og at diverse militser kontrollerer forskellige kvarterer. Og så er der selfølgelig over en million af Bagdads indbyggere, der er flygtet.

Nå, men nok om det. Jeg blev opmærksom på situationen i Bagdad af en fyr ved navn Mohammad. Han fortalte 1. juli, at Bagdad for tiden er et levende helvede. Dagtemperaturen er tæt på 50 grader i skyggen. Om natten sker det tit, at temperaturen ikke falder til under 40. Og så har der været en stor sandstorm, som har indhyllet hele Mesopotamiens hovedstad i støv. Jeg kender det selv fra Amman (med mere menneskelige temperaturer, der ikke stiger meget over 40), og det er ganske ubehageligt.

Det ville sådan set være til at klare med moderne teknik. Bare tænd for air-conditioneren. Det gør man i resten af Mellemøsten. Men ikke i Bagdad. I dette land, der er et af de rigeste på energi, er elektricitet en luksus, der er ganske sjælden. Sådan har det været siden invasionen i 2003, og alt tyder på at det fortsætter sådan. Mohammad siger, at elektricitet i Irak er "helligt". I tilgift er der ingen benzin på tankstationerne. Når der er, skal man stå seks timer i kø. Mohammad havde været fem dage uden benzin. Uden benzin kan man ikke bruge sin generator. Efter besættelsen (og den følgende mangel på alle basale ting) er private generatorer ellers blevet en populær nødløsning på den katastrofale situation.

I løbet af de sidste 100 timer, som Mohammad havde optalt, havde han haft elektricitet i to timer. Hvordan kan man holde fødevarer på køl (hvilket kan være ret nødvendigt når termometret viser 50) uden elektricitet? Hvordan kan et samfund fungere uden brændstof? Sandheden er, at det kan man ikke.

Mohammad sagde, at han ønskede, at Gud ville tage hævn over de mennesker, der har forårsaget denne situation. Hævntørsten er egentlig ikke så svær at forstå.

Chomsky: USA værre end mongolerne

Her er et interview med Noam Chomsky fra Al Jazeera. Han siger ganske rigtigt, at amerikanerne fuldstændig har ødelagt Irak, og at de ikke kan løse nogle problemer. Han påpeger endda, at Bushs indtog i Mesopotamien har været endnu mere altødelæggende end Djegis Khans invasion af landet.

Nå, men her er interviewet i hvert fald. Chomsky er en af de skarpeste intellektuelle hjerner i Vesten, og selv om man måske ikke er enig med ham i alting, er han altid værd at lytte til.

Del 1:


Del 2:

Så er der olie!

Nu er der efterhånden gået over fem år siden USA rullede ind i Bagdad og George Bush erklærede krigen for slut. Nu, en million døde irakere senere, ser det ud til, at olien endelig er på vej til de store olieselskaber. New York Times skrev 19. juni en artikel med overskriften, der lyder "Aftale med Irak vil bringe olie-giganter tilbage". Af artiklen fremgår det, at Exxon Mobil, Shell, Total, BP (der var de oprindelige partnere i det anglo-irakiske petroleumskompagni), Chevron samt nogle mindre oliefirmaer, i øjeblikket forhandler med den amerikansk støttede irakiske regering.

New York Times tilføjer, at Irak nu tegner til at blive et "potentielt lukrativt land" for olieselskabernes operationer.

Da krigen startede fik vi at vide, at den handlede om masseødelæggelsesvåben. Da løgnen blev endegyldigt afsløret som et kynisk påskud til at invadere et i forvejen ødelagt land, lød det så fra Washington at det skam handlede om at bringe demokrati til irakerne, så de kunne blive herrer over deres egen skæbne. En ting, krigen i hvert fald ikke handlede om, var olie.

Men den skæbne, irakerne skulle være herrer over, omfatter åbenbart ikke landets olie.

Udsalget af olien til de udenlandske virksomheder sker endda inden landets nye olielov officielt er vedtaget. Al Jazeera, der måske er den tv-station i verden med den bedste og mest kritiske journalistik, bemærker i introduktionen til nogle nye udsendelser om Iraks olie:

"Med størstedelen af kontrakterne til de vestlige olieselskaber bliver det virkelige motiv bag den amerikanske invasion af Irak nu aldeles klar.
Modstandere siger, at den nye hydro-karbon lov vil opdele Irak i flere føderale stater, der hver har kontrol over deres egne olieressourcer i stedet for at afhænge af centralregeringen i Bagdad."

USA's daværende vice-forsvarsminister bemærkede engang, at "Irak flyder på et hav af olie". Hvordan skulle nogen dog kunne få den ide, at USA's invasion og efterfølgende folkemord var motiveret af olie? Med en præsident, der i 11 år har gjort karriere i olieindustrien, Dick Cheneys kendte forbindelser til Halliburton og en udenrigsminister, der har så gode forbindelser til oliebranchen, at hun har fået opkaldt en olietanker efter sig - hvem kunne så forestille sig, at disse damer og herrer kædede overvejelserne om Irak sammen med deres velgørere og venner i olieindustrien?

Al Jazeeras udsendelse om udsalget af Iraks olie er i to dele, der kan ses her og her.

En mekaniker i Irak

Casey Porter har lavet denne video, der giver et billede af, hvordan hverdagen er for en mekaniker i den amerikanske hær i Irak.

Lejesoldaterne og valgkampen

Jeremy Scahill er den journalist, der har gravet mest i de amerikanske firmaer, der har lejesoldater i Irak - navnlig Blackwater. Her forklarer han om valgkampen i USA og de Clintons og Obamas syn på lejesoldaterne i Irak:

Sikke et jubilæum!

Dagen oprandt. Det var fem år siden, at "de villiges koalition" invaderede Mesopotamien. De skulle afmontere n stor mængde masseødelæggelsesvåben og dermed redde verden fra en overhængende trussel. Vi fik at vide, at Storbritannien kunne blive ramt af masseødelæggelsesvåben indenfor 45 minuter. Det viste sig - ligesom alle andre påskud for at starte krigen - at være løgn. Men det kunne man sådan set sige sig selv.

Hvad siger eroberne nu? Hvad siger Bagdads betvinger, George W. Bush om de fem års krig, han foreløbig har stået i spidsen for? Hvad har han at sige til undersåtterne langs Eufrat og Tigris - og i USA? Han siger, at "vi ikke vil acceptere andet resultat end sejr", at "krigen er ædel, den er nødvendig og den er retfærdig."

Tidligere har jeg viderebragt videnskabeligt materiale, der anslår, at amerikanerne slog omkring 300 irakere ihjel om dagen i 2006. Det er ikke til at sige, om tallet er det samme nu. Men det er værd at lægge mærke til, at patruljerne stadig fungerer på samme måde: Der er omkring 5000 daglige patruljer (inklusiv irakisk militær), der tager ud til "fjendtlige områder". De bevæger sig ind i områder, hvor hele befolkningen sympatiserer med modstandsbevægelsen, for at arrestere eller likvidere oprørere og terrorister.

Ofte har patruljerne en liste over de mistænkte og deres adresser. Deres opgave er så at gennemsøge hele huset for våben, sprængstoffer og politisk materiale, litteratur og videoudstyr. Ofte har de ingen liste, og så går patruljen fra dør til dør. Men da det ville være for farligt at banke på døren (beboerne kunne jo skyde igennem døren), så bliver dørene slået ind, og der bliver skudt på alt, der virker mistænkeligt. Hvis patruljen vurderer, at der er risiko for modstand, foreskriver praksis i tråd med feltmanualen, at der bliver kastet en granat ind i det pågældende rum eller hus. Hvis de mæder modstand, beder patruljen om luftstøtte. Det vil sige, at en bygning, ofte et helt boligområde, bliver bombet.

Uden modstand kan en patrulje finde 30 mistænkte i løbet af en dag. Det vil sige, at 1000 patruljer på en dag kan sparke dørene ind hos 30.000 irakiske hjem, gennemsøge dem og skyde på alle mistænkelige eller truende personer - her må man tænke på, at alle mænd i den kampdygtige alder er potentielle mistænkte og farlige fjender.

Hvis imidlertid en IED (vejsidebombe) afbryder en patrulje, ophører patruljens opgave med at være eftersøgningen af de mistænkte på listen, og i stedet skal de forfølge gruppen bag vejsidebomben (dom ofte beskyder patruljen efter detonationen). Hermed forhindrer oprørsgruppen denne patrulje i med magt at tvinge sig adgang til mindst 30 hjem, tæske indbyggerne, arrestere irakere og ydmyge de lokale beboere.

Når de amerikanske patruljer forfølger en gruppe, der har angrebet patruljen, så foreskriver deres feltmanual, at tilfangetagelse eller henrettelse af angriberen rangerer over civile liv i området. Derfor benytter amerikanerne massiv ildkraft i jagten på disse angribere - med masser af civile dødsfald til følge. Med tusindvis af patruljer hver dag bliver det samlede resultat et regulært massemord på daglig basis. Det er den "ædle krig", som George Bush taler om.

George Bush er tydeligvis ikke meget for at trække flere tropper hjem fra Irak, end der allerede er blevet trukket hjem. Antallet af amerikanske tropper på irakisk jord er nu 158.000. Dertil skal lægges et ukendt antal lejesoldater i firmaer som Blackwater. Jeremy Scahill, der er ekspert på området, anslår, at omkring 126.000 lejesoldater udfører militære opgaver for amerikanerne i Irak.

En anden ting, der er værd at lægge mærke til, er den massive optrapning i antallet af luftangreb, som amerikanerne udfører i Irak. I 2007 udførte de flere luftangreb end i 2004, 2005 og 2006 tilsammen. Ingen af de amerikanske præsidentkandidater taler om at nedbringe antallet af luftangreb. Måske er det fordi, luftangrebene ikke slår amerikanere ihjel. Luftangrebene (herunder brugen af klyngebomber) rammer kun irakiske mænd, kvinder og børn. Og "koalitionen" tæller som bekendt ikke, hvor mange irakere, de slår ihjel.

Det er der andre, der gør. Det amerikanske Just Foreign Policy anslår nu, at 1.189.173 irakere er døde som følge af "den ædle krig".

Galloway

Jeg plejer at synes, at den britiske parlamentariker George Galloway er for ukritisk i sin indstilling over for fundamentalistiske grupper. Ikke desto mindre har han ret i sin pointe om, at hvis der var reelt demokrati i Libanon, var Hassan Nasrallah - lederen af Hizbollah - uden tvivl præsident. Og han har ret i en del andre ting. Se hans tale til en konference for "Stop the War Coalition" i England i december:

Amerikansk humor

Jeg har ladet mig fortælle, at Jon Stewart og hans show skulle være meget underholdende. Det her klip, der kort gør rede for amerikansk udenrigspolitik i regionen, er i hvert fald morsomt.

Virkelighedens dom

Oplysningsfilosoffen John Locke er kendt for sit citat om, at sandheden nok skulle klare sig, "om den engang fik lov at skøtte sig selv. Den får ikke ofte, og vil næppe nogensinde, frygter jeg, få meget hjælp fra magtens mænd, af hvem den kun sjældent kendes og endnu sjældnere bydes." Det ville være synd at sige, atr sandheden om krigen i Irak får megen hjælp fra "magtens mænd". Kendsgerningerne går dem nemlig imod.

En af de modige, selvopofrende journalister, der jævnligt opholder sig i Irak uden at være "embedded" hos besættelsestropperne er Dahr Jamail. Han rapporterer uden om de "officiele" kanaler, som de fleste bureauer og større medier gør. I sin nye bog, Beyond the Green Zone, skildrer han den rutinemæssige brutalitet, som irakerne lever under, og som er påført dem af besættelsestropperne. Jeg har ikke selv læst andet end uddrag fra og anmeldelser af bogen.

The Guardian skriver, at det der virkelig er skræmmende ved bogen er de amerikanske troppers rutinemæssige ødelæggelser: "hvorledes de river nærliggende huse ned efter en vejsidebombe, efterlader ammunition, der ikke er eksploderet, på marker, der tilhører bønder, som ikke bliver informeret, bulldozer frugtplantager. Liv ødelagt, familier fordrevet hver dag. En af de værste episoder fandt sted, da Jamails ven ved et tilfælde var i en moske, hvor de bedende blev skudt, børn blev lemlæstet: et helligt sted ødelagt af en amerikansk operation. Vi ved måske intet om sådanne rutinemæssige operationer i denne krig, men disse historier fylder de arabiske medier. Over hele den muslimske verden er de uomgængelige beviser på ydmygelsen og forfølgelsen af deres islamiske tro. Vi kan kun lade som om, vi ikke forstår."

Men det lader alligevel til, at der er en del, der lader som om, de ikke forstår. Virkelighedens dom over besættelsen af Irak burde ellers ikke være så svær at forstå. En ny rapport, som er lavet på foranledning af det amerikanske militær, viser, at irakere fra alle etniske og religiøse grupper mener, at den militære besættelse af landet er hovedårsagen til den sekteriske vold, der opstod i kølvandet på invasionen (sjovt nok samtidig med, at El Salvadors bøddel, John Negroponte, ankom til Irak).

Rapporten viser, at irakerne ser troppernes exit fra Irak som en forudsætning for national forsoning. Tropperne er altså en hindring for fremskridt, ikke en hjælp. At en udenlandsk besættelse, systematisk tortur, klyngebomber og systematisk ødelæggelse skulle være en hjælp er da også en pervers påstand.

I øvrigt er konklusionen om, at troppernes exit ville gøre livet bedre for den irakiske befolkning, helt i tråd med en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium fra september 2006.

Virkelighedens dom er altså temmelig klar. Besættelsen af Irak er ikke for irakernes skyld. Tværtimod er besættelsen hovedårsagen til den elendighed, der hersker i Irak.

En forbrydelse uden skyldige

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det lidt underligt med den måde, de vestlige ledere snakker om Irak på. Ingen kan nægte, at det er en menneskelig katastrofe i alle henseender. Mere end fire millioner flygtninge, over en million døde, den totale ødelæggelse af samfundet og udraderingen af Iraks kulturelle skatte - alt sammen er det kendsgerninger, der taler sit eget tydelige sprog. De døde sjæle skriger til himlen.

De vestlige ledere benytter sig af et kendt trick, når de taler om Irak. De taler om Irak som en "tragedie", hvis de endelig er tvunget til at forholde sig til realiteterne. Det er klart, at de først snakker om, at "det var værre under Saddam" - en påstand, der i alle henseende er forkert. Derefter følger et spørgsmål á la "I ønsker måske Saddam tilbage?" - ligesom svinet Squealer i Kammerat Napoleon, der mødte enhver kritik med spørgsmålet "I ønsker måske farmer Jones tilbage?"

Men når lederne er tvunget til at forholde sig til de døde, de sårede, ødelæggelserne, sygdommene og barbariet, så omtaler de det som en almen "tragedie", en katastrofe, de skyldes tilfældige kræfter uden for vores kontrol. En slags naturkatastrofe. En forbrydelse uden gerningsmænd.

Men hov! Var der egentlig ikke engang nogen, der faktisk tog beslutningen om at køre den amerikanske ildvogn over Mesopotamien? Var der ikke nogen europæiske ledere, der resoluit besluttede at medvirke til det, der kun kan betegnes som et folkemord på iraks mænd, kvinder og børn? Var der ingen, der tog beslutningen om massakren på Falluja? Om at bevæbne bødlerne i det irakiske indenrigsministerium? Om at de amerikanske patruljer i praksis fungerer under straffrihed? Om at åbne døren for lejemorderne fra Blackwater og andre lejesoldatsfirmaer?

Hvis vi finder ud af, at der er en person, der er blevet torteret, lemlæstet og likvideret, vil vi så ikke finde morderen og straffe ham? Men hvad gør vi, når morderne er statsledere og respektable mænd og kvinder med høje lønninger ot topposter i statsadministrationen og det private erhvervsliv?

Glædelig jul i øvrigt.

Undermennesker

Göbbels har sandelig ikke levet forgæves. Det er næsten heldigt, at omkring halvdelen af irakerne ikke kan læse. For hvis de kunne, skulle de ud over de daglige ydmygelser og overgreb, besættelsen byder på, også forholde sig til de systematiske løgne, som besættelsesmyndighederne producerer. Naturligvis producerer de ikke samlebåndsløgne for irakernes skyld, men for at retfærdiggøre det, der ikke kan retfærdiggøres: den amerikanske ildvogn i Irak, voldtægterne, myrderierne, torturen og fornedrelserne.

Da amerikanske tropper den 23. oktober dræbte 11 irakere i Djila nord for Samarra hævdede det amerikanske militær først, at alle de 11 dræbte var en del af en gruppe, der placerede vejsidebomber for at ramme besættelsestropperne. Men da beviserne for, at mindst seks af de 11 var civile, kom frem og ikke kunne benægtes, ændrede amerikanerne deres forklaring. Og som sædvanligt "beklagede" de tabet af uskyldige liv. Ikke et ord om, at den amerikanske praksis med systematiske mord på civile ville stoppe. Selvfølgelig ikke. Efter det første angreb, sendte amerikanerne et par misiler efter et hus, hvor to bønder, der var flygtet fra angrebet, havde søgt sikkerhed. 14 mennesker mistede her livet. Det lokale politi siger, at 16 døde i dette angreb - syv mænd, seks kvinder og tre børn.

Som det ofte sker, når amerikanerne nægter at svare på, hvorfor de massakrerer civile, siger de, at de "undersøger sagen". Hvad er det, de skal "undersøge"? Om børnene vitterligt er døde? Om de sårede nu også er rigtigt sårede? Om de dræbte kan være døde af noget andet end eksplosionerne fra de amerikanske misiler? De er måske døde af alderdom - eller endnu bedre, af selvmordsbombere? Der er intet at undersøge, og det ved besættelsesmyndighederne godt.

Hvorfor løj amerikanerne først om dette angreb? De kan ikke være uvidende om tabet af civile liv, selv om de nærmest gør en dyd ud af ikke at opgøre tal for, hvor mange de slår ihjel i Mesopotamien.

To dage før massakren i Djila, den 21. oktober, dræbte amerikanske soldater og helikoptere tilsyneladende 49 "bevæbnede mænd" i Sadr City i det østlige Bagdad. Først sagde amerikanerne selvfølgelig at ingen civile havde mistet livet. De dræbte var bevæbnede fjender. Et lokalt shiitisk borgerråd sagde imidlertid, at mange uskyldige, der var i nærheden af angrebet, også havde mistet livet. Ifølge Los Angeles Times var der to drenge på henholdsvis otte og 11 år blandt de dræbte. Amerikanerne sagde, at alle de dræbte var "forbrydere". Det irakiske indenrigsministerium meddelte, at 13 civile blev dræbt i angrebet, og 69 blev såret.

Amerikanerne sagde efterfølgende, at de "ikke har kendskab" til civile dødsfald som følge af deres helikopterangreb i en af Bagdads tættest befolkede bydele. Uvidenhed gæder her som forbryderens sidste forsvarslinie. Men uvidenhed er hverken et bevis eller et juridisk argument.

Selv når amerikanerne en sjælden gang imellem siger, at de vil "undersøge" deres massakrer i Irak, og undersøgelsen rent faktisk fører til noget, viser dette "noget" sig ofte at være en blindgyde. For eksempel massakren i Haditha i 2005, hvor amerikanske marinesoldater slagtede 24 irakiske civile. Her skal det siges, at medierne i Danmark og andre steder var særdeles langsomme til at tage denne massakre op (Politiken afviste i første omgang at rapportere om massakren fordi det var en "betændt sag"), men ikke desto mindre var beviserne håndfaste og de døde var rent faktisk døde (oh, hvilken overraskelse!)

Efter beviserne havde tårnet sig op igangsatte militæret en undersøgelse. En iraker havde formået at videofilme de blodige huse, hvor familierne var blevet massakreret, og øjenvidner fortalte om massakren. Undersøgelsen pågår stadig. Militæret vil formentlig efterspørge flere beviser. Beklageligvis er en del af øjenvidnerne døde. Sager mod morderne fra Haditha er blevet droppet på stribe. Indtil videre er der ikke en eneste af Hadithas bødler, der er blevet sat i fængsel.

Det hele hænger naturligvis sammen med den institutionaliserede racisme, der hersker i det amerikanske militær og i den amerikanske administration. Vietnameserne var "gooks", irakerne er "hajis", "sand-niggers" og "towell-heads". Hvad enten det var massakren på Falluja, Haditha eller mordene på en hel samling bryllupsgæster, så er de irakiske liv ikke noget værd. Og selv om de er civile, er de alligevel selv lidt ude om det. Og ikke tale om, at de har ret til væbnet modstand imod de soldater, der besætter deres land. Slet ikke. De er jo irakere. Arabere. Sand-niggers. Untermenchen.

De samme forudsigelige propagandateknikker bliver sat i værk hver gang. De dræbte er "ekstremister", "terrorister", "Saddam-tilhængere", "hellige krigere" eller noget andet. Og når en iraker fra Sadr City, Falluja eller Najaf forklarer, at hans familie er blevet mejet ned af amerikanere, er han så troværdig? Er den pæne mand fra Pentagon ikke mere troværdig? Han har trods alt medaljer og russisk salat - ikke som irakeren, der formentlig er iklædt den traditionelle thobe og tillige må formodes at være muslim. Her har vi igen racismen. Göbbels har som sagt ikke levet forgæves.

På min blog viser jeg et løbende skøn fra Just Foreign Policy, der viser, hvor mange irakere, der er døde som følge af invasionen. Vi har for længst rundet millionen. Som Voltaire sagde, så er det forbudt at slå ihjel, derfor bliver alle mordere straffet, undtagen de som dræber i store kompagnier og til lyden af trompeter.

Væk med kendsgerningerne!

Det er sjovt, som historien vasker sine egne minder væk. Da Franklin, Jefferson og de andre amerikanske revolutionære smed briterne på porten, skete det på baggrund af en folkelig opstand, der desuden konfiskerede al ejendom fra de godsejere og forretningsmænd, der støttede briterne. I dag ville den slags nok blive kaldt terrorisme og kommunisme, men lad det nu være.

Da briterne for nylig fejrede Remembrance day - altså en dag, hvor man husker de faldne soldater og civile i krig - var den nyere historie påfaldende fraværende. De faldne i Mesopotamien var tilsyneladende ikke værd at huske. Det britiske establishment anser det for sikrere at huske på krige, der ligger lidt længere tilbage i historien, og hvor de, der kan huske, hvad der egentlig skete, alligevel er døde.

I oktober hævdede Tony Blairs ikke-valgte efterfølger Gordon Brown (den helt rigtige mand til at skabe demokrati andre steder i verden!) gennem sin håndlanger Kim Howells, at der ikke er nogle tal for, hvor mange irakere, der er døde i Irak siden 2003. Han tilføjede, at den irakiske "regering" måtte indsamle disse data. Det var en åbenlys løgn, at der ikke findes tal. Undersøgelsen fra oktober 2006 i The Lancet konkluderede, at omkring 655.000 irakere var døde som følge af invasionen op til medio 2006. Hvis man fremskriver disse tal, ser man at omkring en million nu er døde. Og før offensiven denne sommer dræbte amerikanerne 300 irakere om dagen.

Men er disse tal ikke draget i tvivl? Er de ikke utroværdige? Aldeles ikke. The Lancet brugte samme analysemetode i Irak, som ligger til grund for rapporter om f.eks. Kosovo og Darfur, som den britiske regering (og andre) bruger uden forbehold. Desuden er der kommet dokumenter frem, der viser, at den britiske regering bag kulisserne faktisk anerkender de tal, som undersøgelsen fremkom med.

Dokumenter, der er fremkommet gennem aktindsigt i Storbritannien, viser, at en af forsvarsministerens rådgivere, Sir Roy Anderson, konkluderede, at undersøgelsen er "robust" og at den benyttede sig af en metode, der ligger tæt på "bedste praksis". Desuden anbefalede han, at man skal være varsom med at offentliggøre undersøgelsen. Det blev den så alligevel. Under alle omstændigheder har de krigsførende regeringer et problem. Man kan ikke afvise undersøgelsen som uvidenskabelig - for det er den aldeles ikke - men man kan ikke lide konklusionerne. Derfor forsøger man at gemme kendsgerningerne væk.

En anden rapport, der har fået endnu mindre omtale, er rapporten fra Opinion Business Research, der viser, at 1,2 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Denne rapport er selvfølgelig nyere, og derfor er tallene højere end i The Lancet. Men ingen kan betvivle dens videnskabelige validitet. Dermed er det slået fast, at invasionen af Irak har slået flere folk ihjel, end der døde under folkemordet i Rwanda, der ellers gik for at være det værste folkedrab siden 2. verdenskrig. Bush, Blair og deres medløbere har altså ansvaret for det værste folkedrab siden Hitler.

Dette blev ikke nævt på Remembrance day. Det blev heller ikke nævnt i valgkampen hjemme i Danmark. Måske fordi en million irakere fra eller til ikke er så vigtigt i forhold til en lettelse af topskatten.

Ifølge FN flygter 100.000 irakere hver måned fra deres hjemland. Samtidig diskuterer de danske politikere, hvordan de bedst kan tvinge irakiske flygtninge i Danmark til at rejse "hjem". Hjem til dødspatruljer, tortur, vilkårlige husundersøgelser og drab fra "koalitionens" patruljer, fattigdom og menneskelig tragedie. Også her er det bedst for magthaverne at gemme kendsgerningerne væk.

Kendsgerningerne tårner sig op. Det land, der havde det bedste sundhedsvæsen og uddannelsessystem i den arabiske verden ligger nu i ruiner. Nogle af menneskehedens største kulturskatte fra Mesopotamien og Babylon er nu ødelagt for altid, røvet af bander eller som fundament for amerikanske baser og flyvepladser. Kendsgerningerne taler om systematiske krigsforbrydelser, voldtægt af menneskelig civilisation og et regulært folkemord. Men over for kendsgerningerne står den vestlige verdens største og mægtigste propagandamaskineri, der skiftevis ved løgne og fortielser prøver at holde kendsgerningerne borte.

Hvorfor banker de på krigstrommerne mod Iran? Er det for at skjule det folkemord, de selv har begået? Er det for at skjule, at Iran ikke har invaderet andre nationer? Eller hvad? En ting er sikker: kendsgerningerne skal af vejen, og hellere i går end i dag.

Greenspan og Iraks olie

Jeg hører selv til de, der mener, at Irak-krigen ikke kun blev startet på grund af olie. Jeg mener også, at der lå strategiske interesser bag, for eksempel etableringen af et USA-venligt regime i Mesopotamien og amerikanske baser i hjertet af Mellemøsten. Selvfølgelig har olien også spillet en væsentlig rolle. Ud over disse faktorer er der ingen andre reelle begrundelser. Kun løgne. Derfor bliver de gentaget så ofte (det gør de knap nok længere, da nederlaget for USA bliver mere og mere ydmygende for hver dag der går.)

For nylig udgav Alan Greenspan (den tidl. direktør for den amerikanske centralbank) så sine erindringer. I denne bog på 544 sider kan man efter sigende (jeg har ikke selv læst den endnu) læse følgende sætning (min egen oversættelse):
"Jeg er ked af, at det er politisk ubekvemt at anerkende, hvad alle ved: Irakkrigen er mest om olie."

En ganske ærlig formulering, omend kynisk.

Siden da har Greenspan forsøgt at hale i land og sige, at han ikke rigtig mente det på den måde, og at Bush-regeringen godt kan have haft andre motiver end olie, da den besluttede sig for at slippe hundene løs og lade det regne med forarmet uran, hvid fosfor og sort død over Mesopotamiens sletter og tæt befolkede byer.

Allerede i 2002 var der planer om amerikansk plyndring af Iraks olie. Ahmed Chalabi, lederen af Iraqi National Congress og en ad de neokonservative yndlinge på daværende tidspunkt, forsikrede ifølge The Economist de amerikanske oliebaroner om, at "amerikanske virksomheder vil have et stort ord at sige om irakisk olie", såfremt han fik magt som han havde agt.

I oktober 2002 afslørede New York Times (der ikke kan beskyldes for at være modstandere af Irakkrigen), at Dick Cheneys venner i Halliburton havde udfærdiget et 500 siders dokument om, hvad der skulle ske med Iraks olienindustri. Det var altså mange måneder før invasionen, og længe før Halliburton fik en kontrakt (uden udbud) på at implementere planen.

Her må man også huske på, at amerikanerne sikrede to ministerier, da de - ved et sjovt sammentræf af datoer - rullede ind i Bagdad 9. april 2003. De sikrede indenrigsministeriet (som politiet hører under) og olieministeriet. Resten fik lov at blive plyndret og brændt. Herunder nogle av verdens mest værdifulde skatte fra oldtiden. De blev ødelagt uden at de amerikanske styrker løftede en finger for at forhindre denne massakre mod civilisationens historie.

Alt tyder altså på, at planerne for udplyndring af Iraks olie var planlagt og overlagt. Greenspan har i denne henseende aldeles ret.

Ørkengeneralerne i Washington havde bare ikke regnet med, at de ville møde modstand og at der rent faktisk er organiserede grupper, der ville modsætte sig tyveriet af landets olie. Kendsgerningen er i dag, at Iraks olieproduktion er meget lavere end før invasionen - hvor produktionen heller ikke var i topform.

Besættelsen af Irak er et økonomisk og menneskeligt dræn på USA i stedet for den oliefest, som de havde forestillet sig på Wall Street, i Halliburton og i Washington. Det er den virkelige grund til, at de før eller siden trækker sig ud. Uanset om de ønsker det eller ej.

Irak-veteran taler ud

Læserne af denne blog vil vide, at jeg anser de amerikanske besættelsestropper i Irak for at være de værste krigsforbrydere lige nu. Ifølge medicinske beregninger slår de mindst 300 irakere ihjel om dagen. Her er en af de amerikanske soldater, der taler ud om, hvordan det er at stå midt i det hele og massakrere en familie.

Respekt til de soldater, der tør tage et ansvar. Respekt til Iraq Veterans Against the War. Og respekt til de soldater, der står bag den systematiske lydighedsnægtelse på de amerikanske baser i Irak.