Tunesien vs. Iran

I sommeren 2009 var oprøret i Iran - med god grund - på alles læber. Alle de store mediehuse afsatte betragtelige ressoucer, tid og mandskab til at dække begivenhderne.

Sommeren 2009 vendte op og ned på manges opfattelse af Mellemøsten. Det blev tydeligt, at befolkningen i et af de vigtigste lande ikke agter at finde sig i et brutalt, afskyeligt og falleret regime. Folk i hele verden støttede iranerne i ders kamp. Tusindvis af Twitter-brugere ændrede deres location til Teheran for at gøre det besværligt for de iranske myndigheder at slå ned på bloggere og aktivister.

Nu er det tuneserne, der er på gaden imod et styre, der ikke er mindre repressivt, diktatorisk og modbydeligt, end det iranske. Hvor er de vestlige mediers opmærksomhed henne? Al Jazeera har en glimrende dækning på engelsk. Men hvad med BBC, CNN, New York Times, Newsweek, Sky og alle de andre? De er bemærkelsesværdigt stille imens befolkningen i et vestligt støttet diktatur rejser sig og kræver frihed.

Hvad bliver ytringsfriheden i Vesten brugt til, når det gælder? I skrivende stund er tophistorien på Time NewsFeed, at Victoria Beckham er gravid.

Fadlallah er død

En af de mestbetydningsfulde skikkelser i den shiamuslimske verden er død. Sayyed Mohammad Hussein Fadlallah. Han døde søndag på et hospital i Beirut. Der lader til at herske tvivl om, hvor gammel, han egentlig blev. Det libanesiske dagblad Daily Star oplyser, at han blev 74 år, men ifølge Al Jazeera blev Fadlallah 75 år.

Han er flere gange blevet beskrevet som "Hizbollahs åndelige leder". Imidlertid har han aldrig haft en rolle i organisationen. Det, der imidlertid ligger fast, er, at Fadlallah var modstander af store dele af den amerikanske politik i Mellemøsten, modstander af Israel, samt nærede sympati for det islamiske regime i Iran.

Sidstnævnte sympati var dog ikke så ukritisk, som mange (både Fadlallahs venner og modstandere) forsøger at gøre den til. For eksempel sagde han ifølge bogen The Shia Revival, at ingen religiøs leder indenfor shiaislam har monopol på sandheden. Han pegede specifikt på, at Khomeini ikke har monopol på sandheden. Han pegede desuden eksplicit på, at wilayah el-faqih (velayat e-faqih på persisk) som koncept ikke passer til Libanon, uden dog at sige, at det ikke bør gælde i Iran. Han benægtede desuden, at nogle af profeterne, herunder Muhammed (plus imamer som Ali og Hussein).

Denne dobbelthed var temmelig karakteristisk for Fadlallah. Han var ikke fundamentalist af Khomeini-typen (flere ledende shia-teologer fra Qom har sagt, at det er uforenligt med islam at udgive Fadlallahs skrifter, og da en repræsentant for den irakiske shia-leder Al-Sistani var i Libanon i 2008, nægtede han at mødes med Fadlallah), men samtidig var han heller ikke Vestens gode ven af Hariri-typen. På den måde inkarnerede han Libanons dobbelthed og kompleksistet.

Hvem bestemmer i Irak?

Hvor fandt forhandlingerne om en ny irakisk regering sted? Hvor har Nouri a-Malikis parti haft husly i 80'erne? Hvem har i de senere år fået en enorm indflydelse og magt i Irak? Svaret er Iran og det regime, der er i Iran. Dette Indslag fra AJE er ret interessant i den sammenhæng...

17 tips til dårlig Mellemøst-reportage

Når man rapporterer fra Mellemøsten er der en hel række ting, man skal huske, hvis man vil bibeholde samme lave niveau, som findes i størstedelen af de fleste vestlige mediers dækning, samt i næsten al dækning i de vigtigste danske medier. Jeg ved, at mange af reglerne bliver fulgt slavisk, men de skulle jo nødig gå i glemmebogen. Derfor genopfrisker jeg dem lige her.

1. Glem fortid og historie. Alt, der ligger længere tilbage end 14 dage har aldrig fundet sted.
2. Det er altid, demokrati, når USA siger det. Glem aldrig det.
3. Der har aldrig fundet demokratiske valg sted i Palæstina. Hvis nogen siger, at Hamas vandt demokratisk, så ignorér dem.
4. Fokusér altid på religion. Alle ved, at folk i Mellemøsten er vilde med religion, og det kan forklare alting.
5. Husk altid, at spørgsmål om hovedbeklædning er meget vigtigere for kvinder end spørgsmål om stemmeret, lønninger, boliger, sundhedsfaciliteter, uddannelse, sociale sikkerhedsnet og andre ubetydelige ting.
6. Hvis en gruppe fattige mennesker kun er bevæbnet med rifler og hjemmelavede bomber, og de står over for en stat med atomvåben og F-16 fly, og dem med riflerne er palæstinensere, så er det to ligeværdige parter, der står over for hinanden.
7. Oprids to ekstremer og antyd, at løsningen nok ligger et sted midt imellem.
8. Rapportér fra en embedded post med en vestlig militærstyrke, og brug det til at forklare, hvordan det virkelig er i en krigszone.
9. Find på nye ord, der slutter på -stan. Beklager, men "Hamasstan", "Jihadistan" og "Vietraqistan" er allerede taget.
   
10. Husk at gøre god brug af klichéer.
11. Husk at en magthaver altid har de bedste hensigter, hvis han kommer fra et vestligt land - eller fra Israel.
12. Husk, at stening af kvinder er mere barbarisk, når det foregår i Iran end når det foregår i UAE.
13. Husk at rapportere fra et hotel, gerne i et naboland til det, du dækker.
    
14. Husk at skrive af fra de internationale aviser og præsentere det som dit eget.
15. Hvis der er konflikt i et land, så er det en religiøs konflikt, for eksempel shia/sunni. Sociale, økonomiske og politiske konflikter findes ikke i Mellemøsten.
16. Husk at antyde, hvor farligt det hele er - dermed øger du din egen status. Hvis nogen siger, at Mellemøsten er et behageligt sted, hvor man generelt oplever større venlighed end i Europa, så ignorér dem.
17. Lad være med at læse bøger.

Jeg har sikkert glemt nogle. Men hvis man efterlever disse 17, bør man være på sikker grund til at levere forudsigelig, ensidig og uvæsentlig journalistik fra Mellemøsten.

Våbenkapløb i Golfen

De Forenede Arabiske Emirater (دولة الإمارات العربية المتحدة eller bare UAE) er nu verdens tredjestørste våbenimportør. Kun Kina og Indien overgår den stenrige samling af fyrstedømmer i Golfen. Her skal det naturligvis tilføjes, at lande som USA, Frankrig, Israel og Rusland selv producerer deres enorme arsenaler, så de behøver ikke at importere.

Hvis vi ser på, hvor stor en del af den samlede våbenimport til Mellemøsten, som UAE tegner sig for, er vi oppe på hele 34 procent - altså en tredjedel af denne urolige regions våbenimport. Det oplyser Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) i en ny rapport (læs sammenfatningen her). UAE's våbenimport svarer til seks procent af verdens samlede våbenimport.

Rapporten fastslår også, at det fortsat er USA, der er den største eksportør af - nej ikke demokrati - våben på verdensplan. USA tegnede sig i perioden 2004-2008 for 31 procent af verdens våbeneksport. 38 procent af de våben, der blev eksporteret til Mellemøsten, kom fra USA. De gik naturligvis ikke alle sammen til UAE. Også andre af regiondens notoriske diktaturstater og krigsforbryder-stater importerede masser af våben fra USA og andre lande. Først og fremmest er der tale om Israel (4 procent af verdens samlede våbenimport) og Egypten (3 procent af verdens samlede våbenimport).

I denne periode købte UAE blandt andet 80 F-16 kampfly af USA og 50 Mirage-kampfly af Frankrig. I samme periode importerede Israel 102 F-16 kampfly fra USA.

Nogle gange blive man forbløffet over hykleriet i international politik. For eksempel de store diplomatiske angreb på regimet i Iran. Det er et på alle måder modbydeligt regime. Men det var ikke Iran, der i januar massakrerede 1400 forsvarsløse palæstinensere, hvoraf en tredjedel var børn. Det var Israel. Iran har et frastødende retssystem med hårde straffe og dødsstraf for utroskab, homoseksualitet og andre ting. Men det har UAE også. Enkelte emirater i UAE benytter sig endda af stening som henrettelsesmetode. Her overhaler de regimet i Iran i modbydeligheder. Alligevel er der tilsyneladende intet problem i, at dette regime bevæbner sig til tænderne. Der er jo trods alt tale om et diktatur, som er gode venner med Vesten.

Masseprotest i Bagdad

Jeg så, at der netop har været masseprotest i Reykjavik. Anledningen er, at regeringen i Island - ifølge befolkningens opfattelse - har sat landet til salg. Regeringen låner 2 milliarder dollars af IMF. Vi ved godt, hvad der plejer at følge med sådanne lån - bare spørg befolkningerne i Latinamerika, Afrika og stribevis af asiatiske lande. Det er altid massive privatiseringer og nedskæringer på skoler, hospitaler og befolkningens levestandard. De lokale overklasser plejer til gengæld at klare sig glimrende.

Nå, men her handler det om Mellemøsten. Nærmere bestemt Bagdad, hovedstaden i Irak, det ganle Mesopotamien. Her er besættelsesmagterne i knibe. Befolkningen hader dem, tropperne vil gerne hjem, den amerikanske befolkning afskyr krigen, og den irakiske regering under al-Maliki bliver (med rette) anset for at være korrupt, uselvstændig, nederdrægtig, magtesløs og ubrugelig på en og samme tid. Og så udløber besættelsesmagternes mandat fra FN snart. Derfor forsøger de at lave en aftale om, at de kan blive der i årevis endnu. Naturligvis uden, at den irakiske "regering" skal have mulighed for at retsforfølge så meget som en eneste amerikaner.

Her er en rapprort fra en masseprotest i bydelen Sadr City i Bagdad. Reportagen er lavet af iransk TV. De er nok ikke de mest velanskrevne. Men deres troværdighed i denne sag er ikke værre end for eksempel CNN, Sky News eller andre store vestlige medier, der konstant holder mikrofoner for det amerikanske militær. Og så taler billederne ret meget for sig selv.

Galloway

Jeg plejer at synes, at den britiske parlamentariker George Galloway er for ukritisk i sin indstilling over for fundamentalistiske grupper. Ikke desto mindre har han ret i sin pointe om, at hvis der var reelt demokrati i Libanon, var Hassan Nasrallah - lederen af Hizbollah - uden tvivl præsident. Og han har ret i en del andre ting. Se hans tale til en konference for "Stop the War Coalition" i England i december:

Drama i Golfen

Amerikanerne føler sig "provokerede". Det skyldes, at iranske speedbåde gik tæt på tre amerikanske krigsskibe i internationalt farvand i Hormuzstrædet ved indgangen til den Persiske Golf. Det meddeler den amerikanske flåde.

De iranske speedbåde, der angiveligt tilhører revolutionsgardens flåde, sendte ifølge Al Jazeera en radiotransmitteret trussel til de amerikanske krigsskibe, om at iranerne agtede at sprænge dem i luften. Speedbådene kastede tilsyneladende kasser i vandet foran de amerikanske skibe, hvilket tvang amerikanerne til at foretage undvigelsesmanøvrer af frygt for eksplosionsfare. De iranske speedbåde fortrak dog, da amerikanerne gjorde klar til at "åbne ild i selvforsvar," som Gordon Johndroe, talsmand for det amerikanske nationale sikkerhedsråd udtrykte det i en pressemeddelelse.

I Teheran vil de nu foretage en høring om episoden, og repræsentanter for revolutionsgarden vil tale i parlamentet i dag for at retfærdiggøre revolutionsgardens handling over for amerikanerne. Jeg behøver ikke at nævne, at høringen naturligvis er lukket. Al Jazeeras korrespondent i Teheran, Alireza Ronaghi, vurderer imidlertid, at det er vanskeligt at forestille sig, at revolutionsgarden ville opføre sig så aggressivt over for amerikanske skibe, hvis de ikke krænkede Irans territorium. Midt i den nuværende tilnærmelse mellem Iran og de arabiske stater, der er allierede med USA, er det ikke sådan en diplomatisk krise, regimet i Teheran har brug for. Måske er det snarere USA, der har brug for en diplomatisk krise?

Selve spørgsmålet om, hvad amerikanerne overhovedet laver i Hormuzstrædet ud for den iranske kyst, lader vi være urørt her - blot kan man mene, at amerikanerne formentlig ville anse det for en uhørt provokation, hvis Iran gav sig til at patruljere ud for den amerikanske kyst - internationalt farvand eller ej.