Israel: tre måneders fængsel til cykel-aktivist

Mens Israels generaler forbereder sig på at bombe Iran og massakrere Gaza, har landets retssystem afset tid til at idømme en ung fredsaktivist tre måneders fængsel for at deltage i en cykel-demonstration.

Aktivisten sagde ved domfældelsen, at "det vi gjorde - cyklede på gaden - er den mest basale form for ytringsfrihed. Hvis vi skal straffes for det, er jeg glad for at komme i fængsel."

Dommer Yitzhak Yitzhak idømte den venstreorienterede aktivist Jonathan Pollak tre måneders fængsel. Begrundelse: han deltog i januar 2008 i en cyklende demonstration imod belejringen af Gaza.Pollak var den eneste deltager i demonstrationen, der blev anholdt.

Jonathan Pollak er en af stifterne bag den venstreorienterede gruppe "Anarchists Against the Wall", der hver uge går sammen med palæstinensiske demonstranter for at protestere imod Israels mur på den besatte Vestbred.

Demonstrationen, hvor Jonathan Pollak blev anholdt, fandt sted den 31. januar 2008 i Tel Aviv. Under demonstrationen, der var en protest imod belejringen af Gaza og samlede 30 cyklende deltagere, blev Pollak anholdt af civilklædte betjente. Politiet genkendte Pollak fra tidligere og mente, at han var leder af demonstrationen, der foregik aldeles fredeligt. Demonstrationen fortsatte efterfølgende uden yderligere overgreb fra politiets side eller uro fra demonstranternes side.

Ved domfældelsen sagde Pollak: "Jeg vil gå i fængsel med hævet hoved. Jeg mener, at det er retssystemet, der bør sænke øjnene over for de lidelser, der påføres Gazas indbyggere."

9. april i Bagdad

Så var det igen den 9. april. For danskere er det en dag, der markerer starten på en fremmed besættelse for mange år siden. For irakere er det også en dag, der markerer begyndelsen på fremmed besættelse. Det er bare ikke længere siden end 2003.

I den anledning var der igen i år en massedemonstration i Bagdad. Demonstrationen var domineret af Sadr-tilhængere, og undervejs brændte de dukker, der forestillede den tidligere amerikanske præsident George Bush. Så vidt jeg ved havde de ingen billeder eller dukker af Obama. Men han har jo også erkendt nederlaget og er i fuld gang med at slå en handel af med Iran, så tilbagetrækningen kan ske med minimale omkostninger...

Hvordan vinkler man en massakre?

Puha... Hvordan skal den lige skæres? Israel har massakreret mindst 271 palæstinensere i Gaza. Og det skal naturligvis tilføjes, at det kun er i skrivende stund. Tallet vil utvivlsomt stige til langt mere uhyggelige højder. Dertil kommer det vanvittige antal af lemlæstede og sårede. Mange af dem vil dø, mange af dem vil leve resten af livet - måske indtil det næste israelske angreb - uden arme eller med svære skader på organer. De heldige er de overlevende, som blot har mistet deres hjem, familiemedlemmer, venner og kære.

Hvordan vinkler man en massakre? Ordet katastrofe faldt mig i tankerne, men det indikerer på en måde, at det er noget naturligt, noget der ikke er menneskeskabt. Katastrofer er noget, der er opstået uafhængigt af menneskelig vilje. Den pågående massakre på Gazas mænd, kvinder, døtre og sønner, er ikke bare skabt med vilje - den er planlagt, veltilrettelagt og koldt overlagt. Ordrene bliver givet af folk med lange uddannelser, der ved hvad de foretager sig. De har planlagt operationen for at skabe størst mulig ødelæggelse, sorg og elendighed med deres ildkraft.

Ildkraften bliver leveret af USA. F-16 fly og Apache-helikoptere. USA's regering har endda den uhørte frækhed at hævde, at det er palæstinensernes egen skyld, at de bliver massakreret. Men det er på den anden side forudsigeligt fra den kant.

Israel har angrebet den palæstinensiske regeringsbygning, TV-stationen Al Aqsa, moskeen ved siden af al-Shifa hospitalet, boligkvarteret al-Shoja'aya, et medicinsk lager i forbindelse med et hospital, og mange andre steder. Forskellige grupper, herunder Ezzedeen al-Qassam brigaderne, har ind imellem affyret enkelte af de primitive Qassam-raketter imod mål i Israel. Hjemmelavede raketter imod Mellemøstens stærkeste militære magt. Hjemmegjorte raketter imod det mest sofistikerede militære isenkram, Verden endnu har set. Hvis nogen mente, at det var en kamp, der tilnærmelsesvist er lige, må de være både blinde og døve. Men som Biblen siger, så er ingen så blind, som den der ikke ønsker at se.

Nå. Tilbage til mit egentlige ærinde. Hvordan vinkler man denne massakre? Jeg kunne fortælle om de store protester, der er overalt i den arabiske verden. Og resten af verden i øvrigt. I går var der demonsration i Amman. På den besatte Vestbred er der oprør. Massedemonstrationer. Unge kæmper imod det israelske militær, kun bevæbnet med sten og molotov-coktails.

Hvad med vinklen? Forbrydelse mod menneskeheden? Hvis det var sket på Balkan, var det helt sikkert sådan, Vesten havde betegnet denne massakre. Hvis Serbien havde angrebet Pristina i Kosovo og massakreret hundredvis af albanere, så havde det - med rette - fået denne etiket på sig. Men nu er det jo Israel, og verdens ledere opfordrer fromt til "våbenhvile". Handling skal man se i vejviseren efter. Det kaldes diplomati. Det er vist noget med, at Israel får hårde ord med på vejen, men ellers frit lejde. Det er sådan en indforstået aftale mellem lederne af de europæiske magter og de israelske bødler.

En overset nyhed fra Irak

Jeg burde vel skrive om den nye aftale mellem den irakiske "regering" og den amerikanske besættelsesmagt. Aftalen får god dækning i aviser som New York Times - læs selv her. De skriver blandt andet, at aftalen indebærer, at de irakiske myndigheder opnår en "høj grad" af myndighed over forbrydelser, som bliver begået af amerikansk personel, som har fri og ikke opholder sig på deres baser. Som om, at forbrydelserne bliver begået, når soldaterne og lejesoldaterne har fri. Alle irakere ved, at de vilkårlige mord, nedværdigelserne, de brutale husundersøgelser og regulære overfald finder sted netop i arbejdstiden. Det er faktisk troppernes job at udføre disse forbrydelser.

Men nu kan den irakiske "regering" altså hævde, at de på en måde regerer i deres eget land. Det giver næsten indtrykket af, at der er tale om et selvstændigt land. Næsten.

Og jeg vil altså ikke skrive om denne aftale. Jeg vil derimod berette om en anden nyhed fra Irak. En nyhed, som ikke bliver dækket af de vestlige medier. Måske fordi den ikke anses for at være væsentlig eller sensationel. Eller også opfylder den ikke det journalistiske kriterie om identifikation. Underforstået: vesterlændinge kan ikke identificere sig med irakere. Det siger nok mest om, at redaktører ikke kan identificere sig med irakere. Men der er jo så mange, som redaktørerne ikke kan identificere sig med. Hvorfor skulle de gøre forskel på irakere, venezuelanere eller palæstinensere. Det ville jo være diskrimination.

Nu kommer vi så til emnet. Det drejer sig om en demonstration i Bagdad. Demonstrationen var vendt imod en lønnedgang, som trådte i kraft 1. juli. Demonstranterne var ansatte hos ministeriet for industri og mineraler (MIM). Demonstranterne arbejder til daglig med udvikling af det, der er tilbage af den irakiske industri.

Lønnedgangen var dikteret af det irakiske finansministerium. De havde til gengæld fået diktatet fra den Internationale Valutafond, IMF. Imidlertid blev ministeriet - efter massiv protest fra de irakiske arbejdere - tvunget til at trække lønnedgangen tilbage. Men arbejderne mangler stadig at få udbetalt den manglende løn for de sidste fem måneder. En demonstrant sagde, "vi får intet, mens de bliver rige på korruption".

Demonstrationen samlede hundredvios af ansatte fra MIM i Bagdad. Samtidig var der lignende demonstrationer i Kut, Nassiriyah og Najaf.

Demonstranterne i Bagdad gik i retning af ministeriet. De råbte slagord og bar bannere. Militæret blokerede imidlertid demonstrationens rute og pressede demonstranterne sammen. Demonstranterne blev mødt med hævede geværer. Imidlertid forholdt demonstranterne sig i ro over for denne konfrontative taktik. Demonstranterne blev stående og holdt fast på deres ret til at protestere. De gjorde det klart, at de ønskede at sende repræsentanter til ministeriet for at aflevere deres krav om udbetaling af den manglende løn.

Til slut blev myndighederne pressede til at give efter og tillade en delegation at få adgang til ministeren. Ministeren lovede at tage kravene med til premierminister al-Maliki. Falah Alwan, en af demonstrationens arrangører og leder af Sammenslutningen af Arbejderråd og Fagforeninger i Irak, sagde, "vi venter to dage på et svar. Derefter vil vi vende tilbage."

Hvorfor blev demonstrationen ikke omtalt i de vestlige medier? Måske passer den ikke ind i de journalistiske kriterier - væsentlighed, identifikation, sensation og aktualitet. Eller det femte kriterie: konflikt. Der er masser af konflikt.

Historien er væsentlig, fordi den viser, at irakernes levestandard bliver smadret af besættelsesmagten og deres økonomiske institution IMF.

Angående identifikationen, så er der naturligvis tale om irakere, og ikke englændere, danskere, amerikanere eller svenskere. Men man kunne godt få den mistanke, at billedet af almindelige irakere - der hverken er islamister eller noget andet "orienatlistisk" - ikke passer ind i det fordomsfulde billede, pressen normalt præsenterer os for. Måske er der tale om, at identifikationen faktisk er for stor?

Sensation: tja, det er nok en overraskelse for mange, at IMF dikterer lønnedgang på 30 procent.

Aktualiteten vil jeg ikke beskæftige mig med. Konflikten er til gengæld ret klar: almindelige irakeres levestandard kontra IMF, USA og deres marionetregering.

Masseprotest i Bagdad

Jeg så, at der netop har været masseprotest i Reykjavik. Anledningen er, at regeringen i Island - ifølge befolkningens opfattelse - har sat landet til salg. Regeringen låner 2 milliarder dollars af IMF. Vi ved godt, hvad der plejer at følge med sådanne lån - bare spørg befolkningerne i Latinamerika, Afrika og stribevis af asiatiske lande. Det er altid massive privatiseringer og nedskæringer på skoler, hospitaler og befolkningens levestandard. De lokale overklasser plejer til gengæld at klare sig glimrende.

Nå, men her handler det om Mellemøsten. Nærmere bestemt Bagdad, hovedstaden i Irak, det ganle Mesopotamien. Her er besættelsesmagterne i knibe. Befolkningen hader dem, tropperne vil gerne hjem, den amerikanske befolkning afskyr krigen, og den irakiske regering under al-Maliki bliver (med rette) anset for at være korrupt, uselvstændig, nederdrægtig, magtesløs og ubrugelig på en og samme tid. Og så udløber besættelsesmagternes mandat fra FN snart. Derfor forsøger de at lave en aftale om, at de kan blive der i årevis endnu. Naturligvis uden, at den irakiske "regering" skal have mulighed for at retsforfølge så meget som en eneste amerikaner.

Her er en rapprort fra en masseprotest i bydelen Sadr City i Bagdad. Reportagen er lavet af iransk TV. De er nok ikke de mest velanskrevne. Men deres troværdighed i denne sag er ikke værre end for eksempel CNN, Sky News eller andre store vestlige medier, der konstant holder mikrofoner for det amerikanske militær. Og så taler billederne ret meget for sig selv.