En overset nyhed fra Irak

Jeg burde vel skrive om den nye aftale mellem den irakiske "regering" og den amerikanske besættelsesmagt. Aftalen får god dækning i aviser som New York Times - læs selv her. De skriver blandt andet, at aftalen indebærer, at de irakiske myndigheder opnår en "høj grad" af myndighed over forbrydelser, som bliver begået af amerikansk personel, som har fri og ikke opholder sig på deres baser. Som om, at forbrydelserne bliver begået, når soldaterne og lejesoldaterne har fri. Alle irakere ved, at de vilkårlige mord, nedværdigelserne, de brutale husundersøgelser og regulære overfald finder sted netop i arbejdstiden. Det er faktisk troppernes job at udføre disse forbrydelser.

Men nu kan den irakiske "regering" altså hævde, at de på en måde regerer i deres eget land. Det giver næsten indtrykket af, at der er tale om et selvstændigt land. Næsten.

Og jeg vil altså ikke skrive om denne aftale. Jeg vil derimod berette om en anden nyhed fra Irak. En nyhed, som ikke bliver dækket af de vestlige medier. Måske fordi den ikke anses for at være væsentlig eller sensationel. Eller også opfylder den ikke det journalistiske kriterie om identifikation. Underforstået: vesterlændinge kan ikke identificere sig med irakere. Det siger nok mest om, at redaktører ikke kan identificere sig med irakere. Men der er jo så mange, som redaktørerne ikke kan identificere sig med. Hvorfor skulle de gøre forskel på irakere, venezuelanere eller palæstinensere. Det ville jo være diskrimination.

Nu kommer vi så til emnet. Det drejer sig om en demonstration i Bagdad. Demonstrationen var vendt imod en lønnedgang, som trådte i kraft 1. juli. Demonstranterne var ansatte hos ministeriet for industri og mineraler (MIM). Demonstranterne arbejder til daglig med udvikling af det, der er tilbage af den irakiske industri.

Lønnedgangen var dikteret af det irakiske finansministerium. De havde til gengæld fået diktatet fra den Internationale Valutafond, IMF. Imidlertid blev ministeriet - efter massiv protest fra de irakiske arbejdere - tvunget til at trække lønnedgangen tilbage. Men arbejderne mangler stadig at få udbetalt den manglende løn for de sidste fem måneder. En demonstrant sagde, "vi får intet, mens de bliver rige på korruption".

Demonstrationen samlede hundredvios af ansatte fra MIM i Bagdad. Samtidig var der lignende demonstrationer i Kut, Nassiriyah og Najaf.

Demonstranterne i Bagdad gik i retning af ministeriet. De råbte slagord og bar bannere. Militæret blokerede imidlertid demonstrationens rute og pressede demonstranterne sammen. Demonstranterne blev mødt med hævede geværer. Imidlertid forholdt demonstranterne sig i ro over for denne konfrontative taktik. Demonstranterne blev stående og holdt fast på deres ret til at protestere. De gjorde det klart, at de ønskede at sende repræsentanter til ministeriet for at aflevere deres krav om udbetaling af den manglende løn.

Til slut blev myndighederne pressede til at give efter og tillade en delegation at få adgang til ministeren. Ministeren lovede at tage kravene med til premierminister al-Maliki. Falah Alwan, en af demonstrationens arrangører og leder af Sammenslutningen af Arbejderråd og Fagforeninger i Irak, sagde, "vi venter to dage på et svar. Derefter vil vi vende tilbage."

Hvorfor blev demonstrationen ikke omtalt i de vestlige medier? Måske passer den ikke ind i de journalistiske kriterier - væsentlighed, identifikation, sensation og aktualitet. Eller det femte kriterie: konflikt. Der er masser af konflikt.

Historien er væsentlig, fordi den viser, at irakernes levestandard bliver smadret af besættelsesmagten og deres økonomiske institution IMF.

Angående identifikationen, så er der naturligvis tale om irakere, og ikke englændere, danskere, amerikanere eller svenskere. Men man kunne godt få den mistanke, at billedet af almindelige irakere - der hverken er islamister eller noget andet "orienatlistisk" - ikke passer ind i det fordomsfulde billede, pressen normalt præsenterer os for. Måske er der tale om, at identifikationen faktisk er for stor?

Sensation: tja, det er nok en overraskelse for mange, at IMF dikterer lønnedgang på 30 procent.

Aktualiteten vil jeg ikke beskæftige mig med. Konflikten er til gengæld ret klar: almindelige irakeres levestandard kontra IMF, USA og deres marionetregering.

Mere om Egypten

Jeg har modtaget en interessant reaktion på min tidligere post Egypten på vej mod revolution? Den er skrevet af en af mine venner, der nærmest er ekspert i mellemøstlige forhold. Kommentaren tegner et mere forsigtigt billede af situationen, end jeg gjorde i min post.

Det vigtigste element for at vælte det egyptiske regime - en omfattende social krise - er allerede til stede i rimelig høj grad, og krisen ser ud til at blive større. Men det er selvfølgelig også en vigtig pointe, at der ikke eksisterer et egentligt politisk alternativ.

Nå, men here goes:
---

Ingen revolution i Egypten

Selvom man bør håbe på en revolution i Egypten er det dog langt fra den faktiske virkelighed. På trods af en umiddelbar social uro i faroens land er der dog langt til nogle egentlige politiske omvæltninger. Dette skyldes for det første at regimet er mere stabilt end som så. Regimets politiske legitimitet, var oprindeligt baseret på Nassers karisma, men i lige så høj grad på de juridiske og politiske institutioner. Disse institutioner har været stort set intakte siden det osmanniske riges fald. Det er sandt at Mubarak ikke besidder samme legitimitet som Nasser eller Sadat. Tilgengæld har han skabt legitmitet omkring sit regime.

At Egypten skulle være på vej mod en social eksplosion er sandt, hvilket bla. Det muslimske broderskab har profiteret på. Det er imidlertid ikke nogen nyhed, det har været sådan de sidste 20 år og hvad skulle lige præcis ændre det nu. Situationen er på ingen måder være end 80ernes gældskrise eller 90ernes IMF reformer.

Under ingen af disse har hverken det muslimske broderskab eller andre, grebet det revolutionære momentum. Dette kan man selvfølgeligt undre sig over, men faktum er at det egyptiske samfund er gennemsyret af patron-klient og ikke mindst patrimordiale forhold. Som jeg allerede har antydet har der aldrig været en egentlig revolution i Egypten eller noget sted i Mellemøsten. Tværtimod tyder meget på at de sociale kræfter bevidst bliver brugt af regimerne. Faktisk er det plausibelt at det muslimske broderskab og eller fagforeningerne i virkeligheden er dem der legitimere regimet, særligt over for EU og USA. I og for sig kan det samme siges om Saudi Arabien, hvor ulamaen (de religiøse) udnytter de sociale kræfter for at styrke deres position i forhold til den royale familie.

Egypten på vej mod revolution?

Egypten er faraoernes land. Det vigtigste og folkerigeste arabiske land. Panarabismens største leder, Gamal Nasser, kom fra Egypten. Egypten er den arabiske verdens kulturelle midtpunkt med alle sine film og musikshows. Nogle af de allermest populære arabiske musikere (for eksempel den legendariske Umm Kulthum, som smalede tre millioner sørgende til sin begravelse - eller den karismatiske flødebolle Amr Diab) er fra Egypten.

Men Egypten er også et ustabilt land. Landets diktator, Hosni Mubarak, er en god allieret af
USA. Derfor modtager Egypten hvert år 1300 millioner dollars i militær hjælp fra USA. Det gør Egypten til det land i verden, der - næst efter Israel, naturligvis - modtager den største militære støtte fra USA. Den civile økonomiske støtte til Egypten er ganske vist dalet, men den militære støtte er stabil og på et højt niveau. Aftalerne indebærer også, at Egypten kan købe militært isenkram på kredit.

Nå, men det er sådan set ligegyldigt. Den amerikanske journalist John R. Bradley hævder i en ny bog, der endenu ikke er udkommet, at Egypten bevæger sig på vej mod en revolution. Det er ikke overraskende, at han mener det. Brødopstanden - den egyptiske intifada - var tæt på at omstyrte det egyptiske regime. Opstanden brød ud efter, at regeringen kraftigt reducerede eller afskaffede en række subsidier på brændstof og fødevarer. Det ramte de fattige hårdt. Der udbrød en bølge af strejker, som sammen med demonstrationer eskalerede og antog karakter af en opstand. Opstanden blev imidlertid nedkæmpet af forskellige årsager, som jeg ikke vil diskutere her.

Det interessante er, at vi i dag ser en proces, der peger hen imod en social eksplosion i egypten. Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan arbejderne på tekstilfabrikken Ghazl el-Mahalla, der beskæftiger 27.000 arbejdere, er i front for den sociale protest i Egypten. Tidligere har protesterne på de store fabrikker været af meget økonomisk karakter - det vil sige, at kravene har været sikring af reallønnen, udbetaling af manglende tillæg og den slags. Senere har arbejderne på forskellige fabrikker - herunder Mahalla-arbejderne - krævet, at "fagforeningerne" (der ikke er andet end regimets forlængede arm) udrenses for regimets folk, og at arbejderne får reel repræsentation.

Men nu er der en ny udvikling. Aktivister fra den uafhængige fagforening på Ghazl el-Mahalla har uddelt løbesedler med overskriften "Vi vil fortsætte med at hæve vores krav indtil vi bliver beslutningstagerne". Løbesedlerne fordømmer Arbejdsministeriet, virksomhedens ledelse samt den statslige "fagforenings" ledere. Den anklager dem for korruption (hvilket ikke er nogen nyhed) og for at bryde løfter om at forbedre arbejdernes forhold. Løbesedlerne angreb også inflationen, som udhuler lønningerne, og de advarede imod angreb fra arbejdsgiverne og staten, fordi en ny strejke er under opsejling. Der er planer om en ny strejke på Ghazl el-Mahalla den 6. april. Rygterne siger, at bevægelsen i april langt vil overgå den, jeg beskrev i september.

Hold øje med Egypten. Store begivenheder er under opsejling.

Hamas angriber fagforening

Læserne af denne blog ved, at jeg ikke har megen fidus til Fatehs kup på Vestbredden. Nogle læsere har kontaktet mig og beskyldt mig for at støtte Hamas. Med denne enestående form for logik måtte en afstandstagen til Hitler i 1942 vel blive en støtte til Stalin. Eller en afstandstagen til Pakistans diktator Musharaf blive til en støtte til fundamentalisterne. Erasmus Montanus' logik lever tilsyneladende i bedste velgående.

Nå, men nu vil jeg da gerne sætte fokus på en af Hamas' gerninger, som bør vække fordømmelse. Palestine General Federation of Trade Unions har udsendt en pressemeddelelse, hvori de gør opmærksom på, at væbnede styrker fra de Hamas-kontrollerede myndigheder i Gaza har angrebet fagforeningens kontorer i Gaza og Khan Younis. De væbnede styrker beslaglagde tilsyneladende alt på fagforeningens kontorer og afhørte fagforeningens folk.

Jeg har indtil videre ikke kunnet få fat i andre nyheder om angrebet end fagforeningens pressemeddelelse.

Hamas nyder ifølge en meningsmåling for nylig i Fateh-avisen Al Quds opbakning fra flertallet af palæstinensere. Det kan være, at overgreb som dette kan rykke ved det. Men det hænger naturligvis sammen med, hvem palæstinenserne anser for at være mindst korrupt og mest opsat på at kæmpe for palæstinensisk selvbestemmelse imod israelsk besættelse. Og her har Hamas indtil videre stået stærkt i manges øjne.

Gazas økonomi lider i øvrigt ganske forfærdeligt efter den fuldstændige belejring af Gaza er trådt i kraft som en konsekvens af, at den valgte regering nægter at overgive sig til Salam Fayyads kup-regering på Vestbredden. Det Tel Aviv-baserede menneskerettighedscenter Gisha har for ganske nylig udgivet en rapport, der beskriver nogle enkle kendsgerninger om belejringens konsekvenser:

• 75 procent af de fabrikker, der kørte inden 12. juni er nu lukket.
• 85 procent af Gazas indbyggere er nu afhængige af nødhjælp. Og tallet er stigende.
• Der er akut mangel på råvarer og -materialer, herunder mel og sukker. Priserne på råstoffer er steget med mellem 15 og 34 procent i løbet af omtrent en måned.
• Cirka 30.000 fabriksarbejdere står til at miste deres job. Fabriksarbejdere udgør 10 procent af Gazas arbejdsstyrke, og hver fabriksarbejder forsørger i gennemsnit syv personer.
• Israel har slettet de koder, fra deres computere, der bruges til at identificere varer, der importeres til Gaza, og de lader nu intet andet end humanitær hjælp komme ind i Gaza. Gaza kan altså ikke længere importere varer.
• Belejringen er i strid med international lov (Genevekonventionen om beskyttelse af civilbefolkninger i krigstid, artikel 23, 55 og 59) og betegnes som en "kollektiv afstraffelse af 1,4 millioner mennesker."
  

Nå, men det er desværre ikke kun i Gaza, den er gal. Også på Vestbredden bliver fagforeningerne angrebet. I Tulkarem har sikkerhedstjenesten arresteret den 45-årige Jamal Abdulfattah, der er leder af lærernes fagforening. Fagforeningen har efterfølgende udsendt en pressemeddelelse, hvori de kræver et stop for de politiske arrestationer på Vestbredden og opfordrer Salam Fayyads regering til at løslade alle de politiske fanger.

Sådan er der så meget. Hvis der er nogle, jeg har glemt at kritisere i denne post (for eksempel Islamisk Jihad, Al-Aqsa Martyrernes brigader, Israels Arbejderparti eller Hosni Mubarak) vil jeg sikkert blive beskyldt for at støtte dem. Men det må vi tage på et andet tidspunkt. Muslimerne plejer jo at sige, at Gud er med dem, der tålmodigt holder ud.