1000 dage i fængsel

Vi har nu rundet de første 1000 dage. Gaza blev forvandlet fra "blot" at være besat område, underlagt de israelske generalers nåde, til at blive "verdens største fængsel". Ordene er ikke mine - de kommer fra FN's humanitære chef, John Holmes.

I de tusind dage, der er gået, er der 500 patienter, der er døde på grund af, at Israel (med hjælp fra Vestens gode diktator-ven Hosni Mubarak i Egypten) har lukket grænsen og forhindret, at disse mennsker kunne overleve. Det er én hver anden dag.

Gaza plejede at være den del af de palæstinensiske områder, der var bedst stillet økonomisk. Nu lever 80 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen. De lever i et område med spildevand og stank. En åben kloak. Et område, hvor infrastrukturen er nedbrudt og boligerne er sønderbombede (Israel nægter systematisk at lade byggematerialer komme ind i Gaza). Et fængsel med 1,5 millioner fanger, der er spærret inde uden at have begået anden forbrydelse, end at flertallet i 2006 stemte på et parti, som Vesten og Israel ikke bryder sig om.

Sikke et jubilæum.

Arrestordren på Livni: England bøjer sig

For nylig røg nyheden (endnu en gang breaket af verdens førende nyhedsstation Al Jazeera) verden rundt: en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på Israels tidligere udenrigsminister, Gazas bøddel Tzipi Livni.

Til at begynde med reagerede de engelske myndigheder ved at nægte, at sådan en arrestordre fandtes. Det er åbenbart en vane for engelske myndigheder at opfinde ting der ikke findes (som masseødelæggelsesvåben i Irak, der kan ramme Europa i løbet af Tony Blairs berømte 45 minutter) og benægte eksistensen af ting, der rent faktisk har fundet sted (som for eksempel tyrkernes folkemord på armenierne i 1915).

Nå, men historien om Livni begyndte at rulle. Hun havde aflyst et arrangement hos en jødisk organisation i England.

Arrestordren blev senere trukket tilbage, men efter udstedelsen begyndte den israelske regering stærkt at kritisere den britiske regering. Jerusalem Post supplerede med på lederplads at erklære, at ”vi er alle Tzipi Livni”.

Men hvad skete der egentlig med Livnis besøg? Der er nogle dunkle detaljer i denne sag.

Livnis folk siger, at hun for flere uger siden aflyste besøget på grund af rod i kalenderen. De israelske medier siger, at Livni aflyste besøget til England i sidste øjeblik. Begge udsagn kan ikke være sande.

Livni ville gerne mødes med den britiske premierminister Gordon Brown. Nogle har spekuleret i, at hendes ønske om netop dette møde var, at hun dermed ville være på officielt statsbesøg, og at hun derfor ville nyde diplomatisk immunitet – og dermed være beskyttet imod arrestordren. I en tilsvarende sag med Israels forsvarsminister Ehud Barak – som der også er blevet udstedt en engelsk arrestordre på – trådte den diplomatiske immunitet i kraft, fordi det var et officielt statsbesøg, og derfor kunne Barak ikke arresteres, på trods af, at han er eftersøgt for krigsforbrydelser.

Da Gordon Brown meddelte, at han ikke ønskede at mødes med Livni, blev turen til England dermed til en privat rejse. Ingen diplomatisk immunitet.

Det interessante ved denne sag er, at Storbritannien tilsyneladende er i fuld gang med at bøje af over for det israelske pres. England lader ganske åbenlyst Israel blande sig i den juridiske og politiske proces i England.

Den britiske regering har – i stedet for at forsvare, at landet udsteder arrestordrer på krigsforbrydere – udtalt, at den ønsker at være ”en strategisk partner med Israel” og at den britiske regering derfor ”holder grundigt øje med denne sags følger”. Det kan kun opfattes som et knæfald for krigsforbrydere, så længe de kommer fra Israel i stedet for for eksempel Serbien.

Jyllands-Posten, Srebrenica og Israel

Jyllands-Posten er - så vidt jeg ved, jeg har ikke undersøgt det grundigt - den danske avis, der har flest korrespondenter ude i verden. Det gør, at de har mulighed for at lave en rigtig nyhedsdækning fra omverdenen i stedet for blot at copy-paste telegrammer fra Reuters og AP (selvsagt ikke Al Jazeera, Maan News og andre, der leverer historier om Vestens og Israels overgreb i Mellemøsten). Det gør, at det er værd at følge med i JP, uanset hvad man mener om avisens redaktionelle linje.

Onsdag havde JP et interview med den israelske udenrigsminister Liberman. Det behøver JP selvsagt ikke nogen korrespondenter for at lave, men det var godt gået alligevel, at de havde fået interviewet i stand. Det var en oplagt lejlighed til at stille en række spørgsmål til denne mand.

Liberman bor selv i en illegal bosættelse, der strider imod international lov. Det ville være oplagt at spørge ind til dette forhold. Det sker bare aldrig. Det eneste, der står, er et citat fra Liberman, hvor han siger:
"Jeg har sagt, at jeg er parat til at forlade mit eget hjem i en bosættelse, hvis jeg virkelig troede på en altomfattende løsning."

JP spørger slet ikke ind til, om det ikke netop er Libermans personlige og systematiske krænkelse af internationale lov og palæstinensernes nationale rettigheder (herunder retten til infrastruktur, retten til rent drikkevand osv., der blokerer for denne "altomfattende løsning".

Liberman slipper også for at forholde sig til Goldstone-rapporten. Han slipper faktisk af sted med - uden modspørgsmål eller efterfølgende kommentarer fra journalisten at sige, at "rapporten bebrejder et demokratisk land for at beskytte sig selv mod terror."

Libermans udsagn er så indlysende forkert, at selv en folkeskoleelev burde dumpe for at skrive en artikel, der ikke går Liberman på klingen på dette spørgsmål. Rapporten handler ikke en tøddel om, hvorvidt Israel er et land, hvor regeringen bliver valgt gennem en demokratisk afstemning. Rapporten handler om, at Israel har slået 1400 palæstinensere ihjel under offensiven i Gaza. Størstedelen af dem var kvinder og børn. Til sammenligning døde der 13 israelere, herunder tre civile.

JP beskriver selv massakren i Gaza som en "aktion". Og de beskriver Goldstone-rapporten som "omstridt", selv om det er klart for alle, at det kun er Israel, USA og enkelte andre lande, der er imod rapporten. Men ingen af rapportens modstandere har peget på, hvor der er fejl og mangler. Årsagen er klar: de ved, at rapporten er sand, men de bryder sig ikke om konklusionen. Det er ikke behageligt, at Vestens bedste ven i Mellemøsten er en krigsforbryder-stat.

Prøv en gang at forestille jer, hvad der var sket, hvis JP havde skrevet, at massakren i Srebrenica var en "aktion", og at FN's undersøgelse af den var "omstridt", fordi Serbien gik imod.

Faktisk er sammenligningen med Srebrenica ikke helt ved siden af. Israel siger, at deres tab (tre civile) retfærdiggjorde, at de slog 1400 palæstinensere ihjel. Det svarer til, at de for hver civil israeler slog 466 palæstinensere ihjel. Hvis vi tager det for Israel mest gunstige tal og tæller deres faldne soldater med, så slog de "kun" 107,7 palæstinensere ihjel for hver israeler.

Til sammenligning døde der 151 serbiske civile, da den serbiske VRS under ledelse af bøddelen Ratko Mladic massakrerede 8000 bonsiakiske mænd, kvinder og børn i Srebrenica. Det vil sige, at for hver død serber, døde der 53 bosniakere. Den "serbiske faktor" er altså omkring det halve af den "israelske faktor". Alligevel kan jeg ikke forestille mig, at JP - eller nogen anden dansk avis - kunne finde på at omtale folkemordet i Srebrenica som en "aktion". Hvis de gjorde, ville de - korrekt - blive fordømt. Men når det er palæstinensere, der bliver massakreret, gælder der åbenbart andre regler.

Rachel Corrie

Det er snart seks år siden, at Rachel Corrie døde. Hun blev myrdet den 16. marts 2003. Gerningsmændene er stadig på fri fod. De er aldrig blevet stillet for en domstol. Rachel Corrie blev 23 år.

Jeg har aldrig mødt Rachel Corrie. Jeg har heller aldrig - tror jeg da - mødt gerningsmændene. Det var soldater i det israelske militær. De slog den 23-årige amerikanske kvinde ihjel ved hjælp af en armeret Caterpillar D9 bulldozer. Først begravede de hende levende. Derefter kørde de over hende. Måske bare for at være sikre på at hun vitterligt døde. Israel kaldte det et hændeligt uheld. De tilføjede i øvrigt, at hun selv var ude om at hun blev dræbt, fordi hun befandt sig i en kampzone.

Den "kampzone", som Rachel Corrie befandt sig i, var et palæstinensisk boligkvarter. Det var et boligkvarter, som den israelske besættelsesmagt havde besluttet at udslette for at gøre plads til jødiske bosættere. Rachel Corrie var til stede for at protestere imod kolonimagtens systematiske og kriminelle voldsudøvelse imod det koloniserede folk.

Et af de sidste breve, som Rachel Corrie sendte hjem (27. februar 2003), sluttede sådan her:
"Jeg vil blot skrive til min mor og fortælle, at jeg er vidne til dette kroniske, lumske folkemord, og jeg er virkelig bange og stiller sprørsmål ved min grundlæggende tro på det gode i den menneskelige natur. Dette må høre op. Jeg mener, at det er en god ide for os alle at lægge alt andet til side og vi vores liv til at få det til at stoppe. Jeg mener ikke længere, at det er en ekstremistisk ting at gøre."

Rachel Corrie har i dag en slags status af martyr blandt NGO'er, fredsaktivister og andre. Hun tog fra USA til Gaza for at hjælpe et af de mest underkuede folk i verden imod en fornedrelse og besættelse, som hendes eget lands regering bakkede op om, og til stadighed støtter. Men på trods af hendes personlige mod og status som fredsbevægelsens superstar (en status der aldrig svinder ved stjernens egen død, bare tænk på kunstens verden og folk som Van Gogh, Natasja eller James Dean), så var hendes gerning ikke speciel. Hun blev dræbt af det israelske militær. Hun indgår dermed i de brigader af tusindvis, der har måttet lade livet for den israelske krigsmaskines hænder.

Men hun var selvfølgelig amerikaner. Det er nok det, der var forskellen. Hun var ikke mørk i huden, hun var ikke muslim, men tværtimod en vesterlænding med lys hud. Uanset hvilken rolle, racismen spiller i hendes fremhævelse frem for blot et enkelt af de 400 børn, som Israel for nyligt massakrerede i Gaza, så fortjener hendes minde at blive hædret.

Men nok snak fra min side. Se selv en video med Rachel Corrie her.

Abdullah Sleim blev nummer 1452

I dag, onsdag, var der en begravelse. Som det er sædvane i arabiske lande, blev afdøde begravet samme dag, som han døde. Begravelsesoptoget sørgede over, at Abdullah Sleim var død. Abdullah Sleim blev 17 år. Hvis en 17-årig dansk eller svensk dreng døde i en ulykke, ville vi tale om en tragedie. Hvis han døde på grund af andre menneskers overlagte voldshandling, ville vi tale om et mord.

Men Abdullah Sleim er hverken danker eller svensker. Han er ikke engang europæer. Han er palæstinenser. Og værre ednnu: han er fra Gaza. Årsagen til hans død vare ikke en ulykke. Det var et veltilrettelagt angreb, som et bombefly udførte den 14. januar. Flyet var fra Israel. Flyet var i gang med at massakrere palæstinensere. Et af ofrene blev altså Abdullah Sleim.

Han er dermed blevet offer nummer 1.452, der omkom for de israelske generalers hænder under den tre uger lange offensiv i Gaza i januar.

Hvordan vinkler man en massakre?

Puha... Hvordan skal den lige skæres? Israel har massakreret mindst 271 palæstinensere i Gaza. Og det skal naturligvis tilføjes, at det kun er i skrivende stund. Tallet vil utvivlsomt stige til langt mere uhyggelige højder. Dertil kommer det vanvittige antal af lemlæstede og sårede. Mange af dem vil dø, mange af dem vil leve resten af livet - måske indtil det næste israelske angreb - uden arme eller med svære skader på organer. De heldige er de overlevende, som blot har mistet deres hjem, familiemedlemmer, venner og kære.

Hvordan vinkler man en massakre? Ordet katastrofe faldt mig i tankerne, men det indikerer på en måde, at det er noget naturligt, noget der ikke er menneskeskabt. Katastrofer er noget, der er opstået uafhængigt af menneskelig vilje. Den pågående massakre på Gazas mænd, kvinder, døtre og sønner, er ikke bare skabt med vilje - den er planlagt, veltilrettelagt og koldt overlagt. Ordrene bliver givet af folk med lange uddannelser, der ved hvad de foretager sig. De har planlagt operationen for at skabe størst mulig ødelæggelse, sorg og elendighed med deres ildkraft.

Ildkraften bliver leveret af USA. F-16 fly og Apache-helikoptere. USA's regering har endda den uhørte frækhed at hævde, at det er palæstinensernes egen skyld, at de bliver massakreret. Men det er på den anden side forudsigeligt fra den kant.

Israel har angrebet den palæstinensiske regeringsbygning, TV-stationen Al Aqsa, moskeen ved siden af al-Shifa hospitalet, boligkvarteret al-Shoja'aya, et medicinsk lager i forbindelse med et hospital, og mange andre steder. Forskellige grupper, herunder Ezzedeen al-Qassam brigaderne, har ind imellem affyret enkelte af de primitive Qassam-raketter imod mål i Israel. Hjemmelavede raketter imod Mellemøstens stærkeste militære magt. Hjemmegjorte raketter imod det mest sofistikerede militære isenkram, Verden endnu har set. Hvis nogen mente, at det var en kamp, der tilnærmelsesvist er lige, må de være både blinde og døve. Men som Biblen siger, så er ingen så blind, som den der ikke ønsker at se.

Nå. Tilbage til mit egentlige ærinde. Hvordan vinkler man denne massakre? Jeg kunne fortælle om de store protester, der er overalt i den arabiske verden. Og resten af verden i øvrigt. I går var der demonsration i Amman. På den besatte Vestbred er der oprør. Massedemonstrationer. Unge kæmper imod det israelske militær, kun bevæbnet med sten og molotov-coktails.

Hvad med vinklen? Forbrydelse mod menneskeheden? Hvis det var sket på Balkan, var det helt sikkert sådan, Vesten havde betegnet denne massakre. Hvis Serbien havde angrebet Pristina i Kosovo og massakreret hundredvis af albanere, så havde det - med rette - fået denne etiket på sig. Men nu er det jo Israel, og verdens ledere opfordrer fromt til "våbenhvile". Handling skal man se i vejviseren efter. Det kaldes diplomati. Det er vist noget med, at Israel får hårde ord med på vejen, men ellers frit lejde. Det er sådan en indforstået aftale mellem lederne af de europæiske magter og de israelske bødler.

Bortført af den israelske flåde

Jeg fik lige en pressemeddelelse. Den siger, at 14 palæstinensiske fiskere og tre udlændinge er blevet bortført i palæstinensisk farvand af den israelske flåde. De befandt sig i fiske-farvand omkring ti kilometer ud for Deir al-Balla i den belejrede Gazastribe.

De tre udlændinge er Andrew Muncie fra Skotland, Darlene Wallach fra USA og Victor Arrigoni fra Italien. Pressemeddelelsen meddeler ikke, hvad de fjorten fiskere hedder.

40.000 mennesker i Gaza er afhængige af fiskeri for at overleve. De er blevet hårdt ramt af den israelske blokade, der gør det næsten umuligt at skaffe diesel til bådene. Desuden er fiskeriet blevet hårdt ramt af den israelske blokade, fordi den har gjort det umuligt at drive rensningsanlæg. Derfor bliver der dagligt hældt 50 millioner liter urenset spildevand direkte ud i Middelhavet. Følgen for fiskeriet i området er til at forudse.

Nakba året rundt

I år er det 60 år siden, at staten Israel blev oprettet. Den etniske udrensning af 700.000 palæstinensere, der fulgte, kalder palæstinenserne for Nakba - "Katastrofen". Siden hen har katastroferne haglet ned over palæstinenserne i et omfang, så katastrofen er gået hen og blevet rutine. Se bare på den sidste uge.

Fra den 24. til 29. april slog det israelske militær ni palæstinensere ihjel i Gazastriben, herunder fem børn og en kvinde. Kvinden blev dræbt sammen med sine fire børn, da israelerne beskød hendes hus i byen Beit Hanoun med granater.
I samme periode blev 29 palæstinensere såret af det israelske militær. Hovedparten var civile, heraf seks børn og en kvinde. En palæstinenser blev desuden overfaldet og såret af bosættere på Vestbredden. Det israelske militær rydede 140.000 kvadratmeter landbrugsjord i Gaza. Sandsynligvis er der for en stor dels vedkommende tale om oliventræer, som det tager årtier at gro, før de giver frugt. Flere overgreb - ikke mindst fra bosætterne på Vestbredden - vedbliver desuden. Husundersøgelser og anholdelser af palæstinensere under israelsk besættelse fortsætter.

Katastrofen fortsætter uge efter uge, dag efter dag. I går har Israel igen myrdet en ubevæbnet palæstinenser. Denne gang gik det ud over den 41-årige Husam Najjar. En granat fra en israelsk kampvogn ramte hans hus i Khuza'a i Gazastriben. Hussam Najjars kone og bror blev desuden såret.

Nakba fortsætter året rundt. Israels 60-års jubilæum bliver fejret med blod og nedskydning af de besatte folk.

Bortførelser og drab - velkommen til Palæstina

Landsbyen Beita i den nordlige del af Vestbredden fik torsdag besøg af besættelsesmagtens soldater. Den israelske hær bortførte 18 civile. Det foregik omkring daggry, hvor soldaterne stormede private hjem, ransagede husene og altså bortførte en række af landsbyens beboere. Blandt de bortførte er Ziead Hilal, 40, Mussa Baraham, 20, Iyhab Mustafa, 24, og Taleb Hamaiel, 35.

I dagene mellem den 14. og 20. februar har den israelske besættelsesmagt desuden slået seks palæstinensere ihjel, herunder den 11-årige dreng Tamer Abu Sha'ar. Det er ham, der er på billedet. Da billedet blev taget var han hårdt såret, efter at han var blevet skudt i hovedet af det israelske militær, men han døde senere. Han blev myrdet af besættelsesmagten, da han sammen med sin familie forsøgte at flygte fra et hus, der var under massiv beskydning af israelerne under deres visit i landsbyen Wadi al-Salqa i Gazastriben.

Ud over de overlagte drab på palæstinensere har Israel også slået tre palæstinensiske patienter ihjel ved at nægte tilførsel af medicin til Gaza samt at lade palæstinenserne modtage behandling i Israel. En 34-årig mor til seks døde 16 februar, efter at hun forgæves havde ventet i fem dage på tilladelse til at krydse overgangen til Israel for at modtage den behandling, som lægerne i Gaza ikke kan give, da de ikke har medicin til rådighed på grund af belejringen af Gaza. De to andre patienter, der døde efter at være nægtet tilladelse til at forlade Gaza, var en 59-årig mand og en dreng på halvandet år.

Ikke nok med, at patienterne dør på grund af mangel på medicin og belejringen af Gaza. Nu stopper ambulancerne også med at køre i Gaza. I Rafah er fem ud af syv ambulancer holdt op med at køre. Årsag: der er ikke benzin på grund af belejringen.

Hvis du vil overleve som palæstinenser under besættelse og belejring, så er her et godt råd: Lad være med at blive syg, lad være med at have brug for ambulancekørsel, lægehjælp eller medicin. Lad være med at opholde dig i dit hjem, lad i det hele taget være med at være palæstinenser.
Velkommen til det udbombede og militært underkuede helvede, der går under betegnelsen "Palæstina".

Scoring for Gaza

Det egyptiske fodboldlandshold er måske ikke blandt de bedste i verden, men det er et af de bedste arabiske hold. Og i fredags fik i hvert fald en af spillerne - midtbanespilleren Mohammed Abu Treika - overvældende sympati fra de i forvejen fanatisk fodboldgale arabere. Han scorede nemlig et mål i kampen mod Sudan, og det fejrede han med at fremvise sin t-shirt, der erklærede "sympati med Gaza".

Abu Treika fik efterfølgende en påtale fra det afrikanske fodboldforbund CAF, der arrangerede kampen som led i African Nations Cup. CAF mener, at der var tale om et politisk budskab, som er ulovligt. Tilsyneladende er CAF af den opfattelse, at sympati med en belejret og udsultet befolkning er et politisk og kontroversielt budskab, snarere end et humanitært og menneskeligt budskab.

Sagen kan sammenlignes med hændelsen i 2006, hvor Ghana vandt 2-0 over Tjekkiet. Her hev den ghanesiske forsvarsspiller John Paintsil et israelsk flag op af sin sok og svang med det for at vise sin sympati for Israel, hvor han spillede i klubben Hapoel Tel Aviv. John Paintsil fik aldrig en reprimande, men gav til gengæld en undskyldning til forskellige arabiske ambassadører. Sådan er der så meget.

Egypten vandt i øvrigt 3-0 over Sudan.

Besked fra Gaza

Gazastriben er måske verdens største fængsel. Med 1,4 mio. indbyggere/indsatte er det i hvert fald mange mennesker, det drejer sig om. Jeg fik fat på en besked fra Gaza fra Mohammed Omer. jeg poster den nedenfor på engelsk. Desuden opfordrer jeg læserne til at se dette slideshow med fotos, der dokumenterer de israelske krigsforbrydelser. Det er ikke for sarte sjæle.

Imens spekulerer jeg på, hvordan det stoiske og altudholdende palæstinensiske folk klarer sig i denne stund. Hvordan reagerer man på systematiske massakrer, krigsforbrydelser, ydmygelser, national undertrykkelse, nedværdigelser, missilangreb og en altomfattende mangel på basale fornødenheder? Er det på dette fundament, George Bush vil have palæstinenserne til at "slutte fred" med Israel? Er det straffen for, at palæstinenserne valgte at stemme på Hamas? En slags lektion i vestlige demokratiske værdier?

---

So Many Tragedies in So Little Time

Where to start…, what to talk about…? The crippling electricity shortages, affecting hospitals as well as civilians? The air strikes & on-going, daily bombings by the Israeli army, their indiscriminate targeting of civilians and police stations…? Israel ’s non-accidental, enforced starvation of 1.5 million people by closing off ALL borders and not allowing in even UN aid, let alone basic medicinal, food, and construction needs…?
Shortages of fuel have re-surfaced in Gaza : most of Gaza has no electricity and even more importantly, the shortage of medicine in Palestinian hospitals continues to increase, with the Ministry of Health reporting a looming humanitarian catastrophe.
Or should I begin with the bomb which just hit a wedding close to the Ministry of Interior building in Gaza City , with 15 apartment buildings within the bomb’s target range? One woman was killed and 47 others were injured –mostly children and women who had been inside their homes or playing on the street!! Scenes of children injured, bleeding and crying just moments after they had been enjoying a wedding celebration in a Gaza wedding hall…a horrific sight likely to go without mention of that in most news sources.
The injured were evacuated to Al Shifa hospital, where it was then hard to find enough beds and blankets for them, with children crammed three to four on a bed due to overcrowding.
Earlier Friday, Israel closed its border with the Gaza Strip to all traffic in what officials say is response to cross-border rocket fire, preventing even UN humanitarian supplies from getting in. The decision came after Israel vowed to broaden its military campaign against Gaza militants who have fired more than 110 home made rockets at southern Israel in the last three days resulting in the injury of two Israelis.
In contrast, 19 Palestinians were killed in one day last Wednesday during another Israeli attack, this one targeting the eastern part of Gaza City .
These are the latest attacks, but not the only: since the visit of US president and ‘peacemaker’, George Bush, within only 74 hours, Israel has killed 37 people and injured more than 90. Those numbers, which could again go up at any minute, were confirmed by Khaled Radi, the Ministry of Health spokesman in Gaza . Radi also said that Israel is using internationally illegal weapons, which makes it impossible for people to identify the bodies of their relatives as they have been destroyed to unrecognizable ends.
Among the tens killed were a 13 year old boy and his father and uncle, killed in what Israel claims was “a mistake”. Another Israeli attack killed a mother, Maryam Al Rahel, and her son, Mohammed, who were on a donkey cart when an Israeli warplane bombed them. Their bodies, like so many others, were rendered into small pieces of flesh, scattered everywhere!
An Even Blacker Night!
I and some journalist colleagues went to offer condolences to a journalist friend of ours for the death of his cousin as a result of medicine shortages on Wednesday. While on the way, there was a lot of shooting going on, from funerals and demonstrations. Later, as we were starting to drive off from our parking spot, Mohammed, another journalist, suggested waiting for a moment. But as others preferred to not wait around, we eventually left.
After we had gone just a few minutes down the road, we learned that the place where our car had been parked had just been bombed, targeting and killing two Palestinians, injuring another three. “It could have been us who were killed,” one of the journalists said to me. I answered: “Thanks to God, it wasn’t. But this is so sad; it must be terrible for their families, with children left behind and no one now to support them.”
Update on Killings
As predicted, the death toll has risen since I began this report: another two have been killed in northern Gaza , and another 4 badly injured. Israeli Ministry spokesman, Shlomo Dror says that: “It’s unacceptable that people in Sderot are living in fear every day and people in the Gaza Strip are living life as usual.”
And I wonder, what exactly does he consider “life as usual”? For if he means it is normal that over 35 civilians should be killed in 4 days, an entire population should be on the verge of starvation and should be forced to shiver through winter nights without electricity or sufficient blankets, that hospitals and medical centers should be forced to shut down or operate at sub-par capability and without needed medicine, food, blankets, and even space,…the list goes on…well then yes, we are living life as usual.

Familien Fayadh er blevet myrdet

Klokken var 8.30 da kampvognen affyrede sin granat. Projektilet ramte sit mål. Det gjorde de næste to granater også. Indbyggerne i huset, der var blevet bombet af granaterne, forsøgte at flygte ud gennem hoveddøren. De forsøgte at redde det nøgne liv. Ubevæbnede og angste. Hvad har de tænkt, da deres hus var ved at falde sammen om ørerne på dem? Vi ved det ikke. Men vi ved, at den 59-årige kvinde, hendes 22-årige datter og 18-årige nevø blev mejet ned, da de forsøgte at flygte. Kort forinden havde kvindens 32-årige søn fået sin krop revet itu af granatsplinterne. Da de overlevende nåede hoveddøren blev de dræbt af skud i brystregionen. De havde ikke en chance.

Det var familien Fayadh. Den israelske hær, som massakrerede familien i deres hjem, var ude på en mission for at likvidere den 28-årige Sami Hamdan 'Abdul Rahim Fayadh - den 59-årige kvindes søn. Han blev dræbt af en af granaterne. Israelerne slog ham ihjel fordi han var medlem af Al-Quds brigaderne - den væbnede fløj af Islamisk Jihad. Måske var han skyldig i en forbrydelse, det ved vi ikke. Måske var han uskyldig. Ingen dom vil nogensinde blive fældet, for han er død nu. Hans familie måtte også undgælde for det udestående, den israelske hær havde med ham. Så nu er fem familiemedlemmer døde, hvoraf den ene - måske - var skyldig i en forbrydelse. Resultatet står tilbage: familien Fayadh er blevet myrdet af det israelske militær. Mordet - eller massakren - fandt sted 3. januar i landsbyen al-Qarara i den sydlige del af Gazastriben.

Efter at det israelske militær havde såret yderligere 12 civile palæstinensere med granatsplinter, herunder fem børn, ødelagt et 237 år gammelt hus og raseret 125.000 kvadratmeter landbrugsjord med oliventræer og grøntsager, trak de sig tilbage ved 22-tiden.

Jeg har ikke noget billede af familien Fayadh, så jeg indsætter et foto af et af de huse, den israelske hær ødelagde i al-Qarara 3. januar. I øvrigt henviser jeg til det palæstinensiske center for menneskerettigheder, der hver uge dokumenterer Israelske krigsforbrydelser, massakrer og overgreb i de besatte områder - de har også dokumenteret mordet på familien Fayadh.

Dræb patienterne!

Den såkaldte krig mod terror er blevet til en krig imod nyrepatienter, kræftpatienter og folk med hjerteproblemer. Det er virkeligheden i de besatte palæstinensiske områder. Det palæstinensiske Røde Halvmåne udsendte i december en hasteappel om hjælp til Gazas indbyggere, der lider kraftigt under den nuværende belejring og blokade. Ifølge Røde Halvmåne er der tale om en "humanitær katastrofe."

Indtil december havde blokaden direkte kostet 37 menneskeliv, idet patienter blev forhindret i at forlade Gazastriben for at modtage behandling. 300 patienter har på nuværende tidspunkt behov for at forlade Gazastriben for at blive behandlet for deres sygdomme. Der er i alt 1500 patienter med nyresygdomme, kræft og hjerteproblemer, der kan risikere at blive slået ihjel af den israelske belejring.

Brændstof, fødevarer og medicin kan ikke indføres til Gaza på grund af den israelske blokade. Dog er der en vis nødhjælp, som sørger for, at palæstinenserne under belejringen ikke dør af sult, men akkurat holdes i live. Indtil de altså bliver syge og har brug for avanceret lægehjælp og medicin, som Israel ikke tillader, at man har i Gaza. Så snart Gazas indbyggere - jeg fristes til at sige indsatte - bliver syge af forholdsvis simple nyresygdomme, er det i mange tilfælde det samme som en dødsdom. Ikke fordi sygdommene ikke kan behandles, men fordi patienterne bliver slået ihjel af den israelske besættelse og belejring.

Israelske angreb på ytringsfriheden

Jeg tænker ofte på Polonius' ord i Hamlet, når jeg beskæftiger mig med forholdene i Mellemøsten: "Selv om det er galskab er der dog metode i den." På trods af det tilsyneladende vanvid og de menneskelige fornedrelser, er der dog en metode i barbariet.

En af de metoder, der systematisk forfølges af den israelske besættelsesmagt i de palæstinensiske områder, er gentagne overgreb på nært sagt samtlige menneskerettigheder. Retten til liv håndhæves - mildt sagt - ganske tilbageholdende. Retten til et liv i sikkerhed, retten til et hjemland og andre basale rettigheder har det ikke bedre. Og så er der ytringsfriheden, som gerne i Vesten fremhæves som den vigtigste menneskerettighed.

Onsdag invaderede de israelske besættelsestropper igen Nablus, den største by på den nordlige Vestbred. Her gik de i aktion imod adskillige medier i det, der formentlig er den største israelske aktion imod palæstinensiske medier siden Al Aqsa intifadaen i 2000.

Issa Abu al Ez, direktør for tv-stationen Afaq i Nablus, siger, at de israelske tropper overfaldt en af stationens reportere, der var på arbejde, og at de derefter konfiskerede sendeudstyr og computere.

De israelske soldater fremviste desuden et dokument på hebræisk og arabisk, der kundgjorde, at tv-stationen nu er lukket.

Sådan søger besættelsesmagten altså at håndhæve sit greb om de besatte områder. Lukning af kritiske medier og overfald på journalister.

Det er absolut ikke første gang, at Israel angriber pressen i de besatte områder. Der er metode i vanviddet, for nok engang at henvise til Shakespeare.

I 2002 skød og dræbte israelsk militær en italiensk fotograf. Ved samme lejlighed skød de også lige en egyptisk kameramand i en bil, der tydeligt var mærket "TV". Egypteren overlevede dog, da projektilet blev standset af den skudsikre vest, han bar. Det Internationale Presseinstitut sagde dengang, at de israelske angreb på journalister var en del af en "bevidst strategi fra den israelske hærs side" for at kontrollere reportage om konflikten og besættelsen. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder udgav dengang en rapport om Israels overlagte angreb på pressen. Det er iskold læsning.

I 2003 skød og dræbte Israel den britiske kameramand James Miller. Han var i gang med at lave en dokumentar fra flygtningelejren Rafah i Gazastriben. De israelske soldater skød ham på nært hold, selv om han vinkede med et hvidt flag og tydeligt tilkendegjorde, at han var journalist.

I juli 2007 skød israelsk militær en journalist fra tv-stationen Al Aqsa. Han blev ramt tre gange, men overlevede. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder fandt gennem sin undersøgelse frem til, at angrebet på journalisten var "overlagt".

Mere endnu fra det Internationale Presseinstitut: I juli 2006 skød Israel en række palæstinensiske journalister. Samtidig (under den israelske offensiv i Gaza) forhindrede de udenlandske journalister i at få adgang til Gaza. Ibrahim Al-Atlah, en kameramand fra Palestine TV, blev skudt i brystet af israelske soldater, og blev derefter lam fra brystet og nedefter. I august samme år affyrede Israel et misil på en bil fra Reuters, der tydeligt var mærket "TV". Årsagen var angiveligt, at bilen så "mistænkelig" ud. Ja, for den kriminelle er sandheden altid "mistænkelig".

I juli i år arresterede Israel Ata Farahat, en journalist fra de besatte Golanhøjder, der arbejder for det syriske dagblad Al-Watan. Arrestationen er blevet fordømt af organisationen Journalister uden grænser.

Der er mange flere eksempler. Alle gruopvækkende, afskyelige og helt igennem modbydelige overgreb på ytringsfriheden og de enkelte journalisters ret til at færdes frit uden at blive arresteret, skudt eller direkte likvideret. Denne besættelsesmagt, som udfører disse overgreb systematisk, fremhæves ofte af de vestlige ledere som demokratiets fyrtårn i Mellemøsten. Måske hænger det sammen med, at mange af de kritiske røster, der rapporterer om Israels forbrydelser, ikke lever særligt længe. Og derfor hører vi alt for lidt om, hvad der foregår.

Bosættere har frit spil

De daglige overgreb i de besatte palæstinensiske områder er for mange og for store til, at et almindeligt menneske kan overskue det. Og størstedelen forbliver urapporteret i dansk presse. Her er en lille nyhed, der ikke i sig selv er opsigtsvækkende - dramatisk set overstiges den af misilangreb, myrderier og andre grusomheder, der dagligt pågår. Men ikke desto mindre synes jeg, den er meget sigende.

Maan News rapporterer i dag, at en gruppe israelske bosættere i Hebron på den besatte Vestbred ransagede et palæstinensisk hjem og tævede en beboer, mens de israelske soldater blot så passivt til.

Omkring 100 bosættere fra bosættelserne Kiryat Arba og Kharsina omringede et hus i Hebron, der tilhører palæstinenseren Abed Al Karim Al Ja'bari. Derefter gik de ind i huset og overfaldt hans søn Ramzi og slog ham med sten.

Maan News citerer kilder for at sige, at israelsk politi og militær blev tilkaldt, men at de blot så til, mens overfaldet foregik. Bosætterne fik altså frit spil til at gennemtæske en sagesløs indbygger i det land, som bosætterne med militær magt bag sig besætter.

Denne historie er ikke enestående. Derfor får den nok ikke så meget opmærksomhed. Sådanne historier kunne skrives dagligt. Men de er ikke interessante nok. Hvorfor ikke? Er det på grund af, at Israels overgreb som regel er meget værre og mere brutale - som for eksempel Israels seneste misilangreb på Gaza? Er det fordi de palæstinensiske gangster-grupper fra Fateh og Hamas også laver brutale overgreb, som det seneste i Qalqilieh? Eller hvad?

Journalister under angreb

Det er kendetegnende for flertallet af Mellemøstens regimer, at deres holdning til begrebet pressefrihed ikke er præget af venlighed. Syrien er som bekendt et ekstremt lukket land hvad angår journalistisk frihed. De USA-støttede diktaturer i Egypten og Saudi Arabien er ikke bedre. Libanon og til en vis grad Jordan er undtagelser. Irak nævner vi slet ikke her.

Og så er der de besatte palæstinensiske områder. Den politiske opdeling, der er opstået efter Fatehs mislykkede kupforsøg i Gaza, Hamas' overtagelse af Gazastriben og Abbas' og Fayyads kup på Vestbredden, har ikke hjulpet på en situation, der i forvejen var desperat for almindelige palæstinensere. Det har heller ikke hjulpet på den måde, myndighederne behandler journalister.

9. september blev en studenterdemonstration i Hebron på Vestbredden opløst af de Fateh-allierede tropper fra de palæstinensiske selvstyremyndigheder på Vestbredden. De studerende protesterede over en planlagt forhøjelse af studieafgifterne. 20 af de studerende blev tæsket og arresteret. Sikkerhedsstyrkerne forbød journalister at tage billeder, konfiskerede et kamera fra en fotograf, og der er meldinger om, at journalister også fik tæsk af sikkerhedsstyrkerne. Overgrebet er blevet fordømt af det palæstinensiske center for menneskerettigheder.

Dette overgreb er ikke blevet så eksponeret, som det overgreb, der fandt sted i Gaza. Om det skyldes, at "Verdenssamfundet" (læs USA) står på Fatehs side mod Hamas skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det er påfaldende.

I Gaza blev 20 mennesker såret, da de udøvende styrker, som kontrolleres af Hamas-myndighederne, afbrød en udendørs fredagsbøn. Fem journalister meldes arresteret ved en moske i det vestlige Gaza.

En gruppe akademikere og intellektuelle i Gaza har fordømt angrebene mod journalister på Vesbredden og i Gaza, og de opfordrer de palæstinensiske fraktioner til at enes og respektere pressens frihed og ytringsfriheden. De siger, at det palæstinensiske folk ikke skal knuses mellem "Ramallahs hammer og Gazas ambolt".

Som en slags bekræftelse på, at begivenhederne i de besatte områder alligevel er ved det gamle, kan jeg nævne, at de israelske besættelsestropper forleden skød og dræbte Ramzi Helles, en 17-årig dreng, der var ude for at jage fugle tæt ved grænseovergangen Karni i Gazastriben. Den israelske hær siger, at de overvågede en gruppe mennesker, der nærmede sig grænseovergangen, og skød for at sprede gruppen. De ramte Ramzi med projektiler i overkroppen. Men taktikken virkede. Den gruppe, der nærmede sig grænseovergangen, spredte sig. Så det vil soldaterne nok gøre igen snart.

Israel lader Gazas børn dø

Hamas angriber fagforening

Læserne af denne blog ved, at jeg ikke har megen fidus til Fatehs kup på Vestbredden. Nogle læsere har kontaktet mig og beskyldt mig for at støtte Hamas. Med denne enestående form for logik måtte en afstandstagen til Hitler i 1942 vel blive en støtte til Stalin. Eller en afstandstagen til Pakistans diktator Musharaf blive til en støtte til fundamentalisterne. Erasmus Montanus' logik lever tilsyneladende i bedste velgående.

Nå, men nu vil jeg da gerne sætte fokus på en af Hamas' gerninger, som bør vække fordømmelse. Palestine General Federation of Trade Unions har udsendt en pressemeddelelse, hvori de gør opmærksom på, at væbnede styrker fra de Hamas-kontrollerede myndigheder i Gaza har angrebet fagforeningens kontorer i Gaza og Khan Younis. De væbnede styrker beslaglagde tilsyneladende alt på fagforeningens kontorer og afhørte fagforeningens folk.

Jeg har indtil videre ikke kunnet få fat i andre nyheder om angrebet end fagforeningens pressemeddelelse.

Hamas nyder ifølge en meningsmåling for nylig i Fateh-avisen Al Quds opbakning fra flertallet af palæstinensere. Det kan være, at overgreb som dette kan rykke ved det. Men det hænger naturligvis sammen med, hvem palæstinenserne anser for at være mindst korrupt og mest opsat på at kæmpe for palæstinensisk selvbestemmelse imod israelsk besættelse. Og her har Hamas indtil videre stået stærkt i manges øjne.

Gazas økonomi lider i øvrigt ganske forfærdeligt efter den fuldstændige belejring af Gaza er trådt i kraft som en konsekvens af, at den valgte regering nægter at overgive sig til Salam Fayyads kup-regering på Vestbredden. Det Tel Aviv-baserede menneskerettighedscenter Gisha har for ganske nylig udgivet en rapport, der beskriver nogle enkle kendsgerninger om belejringens konsekvenser:

• 75 procent af de fabrikker, der kørte inden 12. juni er nu lukket.
• 85 procent af Gazas indbyggere er nu afhængige af nødhjælp. Og tallet er stigende.
• Der er akut mangel på råvarer og -materialer, herunder mel og sukker. Priserne på råstoffer er steget med mellem 15 og 34 procent i løbet af omtrent en måned.
• Cirka 30.000 fabriksarbejdere står til at miste deres job. Fabriksarbejdere udgør 10 procent af Gazas arbejdsstyrke, og hver fabriksarbejder forsørger i gennemsnit syv personer.
• Israel har slettet de koder, fra deres computere, der bruges til at identificere varer, der importeres til Gaza, og de lader nu intet andet end humanitær hjælp komme ind i Gaza. Gaza kan altså ikke længere importere varer.
• Belejringen er i strid med international lov (Genevekonventionen om beskyttelse af civilbefolkninger i krigstid, artikel 23, 55 og 59) og betegnes som en "kollektiv afstraffelse af 1,4 millioner mennesker."
  

Nå, men det er desværre ikke kun i Gaza, den er gal. Også på Vestbredden bliver fagforeningerne angrebet. I Tulkarem har sikkerhedstjenesten arresteret den 45-årige Jamal Abdulfattah, der er leder af lærernes fagforening. Fagforeningen har efterfølgende udsendt en pressemeddelelse, hvori de kræver et stop for de politiske arrestationer på Vestbredden og opfordrer Salam Fayyads regering til at løslade alle de politiske fanger.

Sådan er der så meget. Hvis der er nogle, jeg har glemt at kritisere i denne post (for eksempel Islamisk Jihad, Al-Aqsa Martyrernes brigader, Israels Arbejderparti eller Hosni Mubarak) vil jeg sikkert blive beskyldt for at støtte dem. Men det må vi tage på et andet tidspunkt. Muslimerne plejer jo at sige, at Gud er med dem, der tålmodigt holder ud.

Politiken og kuppet i Palæstina

Så skete det endelig. Fateh har gennemført et regulært kup i de palæstenensiske områder. Den demokratisk valgte regering med Hamas i spidsen er blevet afsat af præsident Mahmoud Abbas og er blevet erstattet af en "nødregering" med Salam Fayyad i spidsen.

Salam Fayyad er en 55-årig økonom med tætte forbindelser til Bush-administrationen, og han har taget sin uddannelse på universitetet i Austin i Texas. Derefter fungerede han for en tid i St. Louis Føderale Bank. Fra 1987 til 1995 arbejdede han for Verdensbanken, og fra 1995 til 2001 var han IMF's repræsentant i de palæstinensiske områder. Siden har han været finansminister i den såkaldte palæstinensiske "selvstyreregering". Ifølge den israelske avis Haaretz er Condoleeza Rice "hans største velynder".

Kuppet bliver i de fleste medier fremstillet som en logisk konsekvens af borgerkrigen i Gaza, og at Hamas' folk har fordrevet Fatehs væbnede grupper. Men hvorfor dette opgør? Realiteten er, at det var Fateh, der forsøgte en væbnet opstand og borgerkrig imod den demokratisk valgte regering. Uanset hvad man mener om Hamas, har nedkæmpelsen af Fatehs væbnede kamp imod regeringen været aldeles legitim. Som tidligere beskrevet på denne blog er Fatehs forsøg på at vælte den demokratisk valgte regering ved militære midler blevet støttet militært, moralsk og økonomisk af Egypten, Jordan og Israel - og bag dem tillige af USA.

Hvad er reaktionen på kuppet? Olmert hylder naturligvis kuppet som en "ny mulighed" for diplomatisk arbejde med de palæstinensiske myndigheder. USA's lydige regime i Jordan ønsker den nye kup-regering "al mulig succes".

Politiken, "organet for den højeste oplysning", nåede et nyt intellektuelt lavpunkt forleden, da de på lederplads anbefalede, at der kom FN-styrker til Gaza og stillede spørgsmålet: "Vil de arabiske og muslimske regeringer bidrage til fred i Gaza?" Svaret er naturligvis nej, for de vil langt hellere risikere en borgerkrig end lade Hamas sidde med regeringsmagten. For det første vil de ikke risikere en krig med Israel, og for det andet er de dødsens angste for Hamas-lignende opposition i deres egne lande.

Politiken nævnede overhovedet ikke den organiserede plan fra Jordan og Egyptens side for at omstyrte den demokratisk valgte Hamas-regering. Hvis Politiken ikke kender til denne plan er de grænseløst uvidende om forholdene i regionen. Og hvis de har valgt at ignorere disse kup-planer (som nu er blevet realiseret), så er det en journalistisk kriminel gerning.

Mohammed blev 23 år

Mohammed Ahmed Ibrahim Mansour fra Gaza blev 15. maj såret af adskillige skud under de voldsomme ildkampe mellem Hamasfolk og Fatah-styrker. Han blev indlagt på Shifa Hospital i Gaza, men hans tilstand gjorde, at han havde brug for bedre behandling - på et israelsk hospital.

Hans familie forsøgte sammen med folk fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder at få Mohammed transporteret til Israel for at få behandling på et hospital. Fem gange blev det afslået.

Først da det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder sammen med gik ind i sagen sammen med Israeli Physicians for Human Rights, skete der noget. Den 21. maj fik Mohammed endelig tilladelse til at komme i behandling på et israelsk hospital. Men lægerne mente, at det ville være foir farligt at flytte Mohammed denne dag - de frygtede, at hans tilstand ville forværres af transporten. To dage efter var Mohammeds tilstand forbedret, og han blev sendt af sted i en ambulance med retning mod grænseovergangen ved Erez.

Klokken 17 ankom ambulancen til grænseovergangen. Ambulancen ventede i to timer forgæves på at komme igennem. Klokken 19 var ambulancen tvunget til at vende tilbage til Shifa Hospital, fordi Mohammeds tilstand igen var forværret. Efter en kort behandling blev han sendt af sted igen til Erez grænseovergangen klokken 20. På trods af, at de israelske myndigheder efter aftale med de palæstinensiske sundhedsmyndigheder var indforstået med, at bambulancen skulle igennem, måtte ambulancen vente i tre timer ved grænseovergangen. Det israelske militærs undskyldning for at tilbageholde ambulancen var "sikkerhedshensyn".

Omkring klokken 23 blev Mohammed endelig lagt over i en israelsk ambulance. Men det var for sent. Få minutter senere kunne lægerne konstatere, at Mohammed var død. Derefter blev liget transporteret tilbage til Shifa.

Mohammed blev 23 år.

Hvilke "sikkerhedshensyn" var det, der forhindrede, at Mohammed kunne modtage behandling? Israel har ingen svar givet.

Det israelske militær har, i strid med international lov, lukket grænseovergangen Rafah mellem Gaza og Egypten. Derfor kan ingen patienter komme i behandlin i Egypten. Eneste mulighed for behandling er i Israel. Israel blokerer desuden systematisk for forsyninger af medicin og udstyr til Gazas hospitaler. Det betyder, at dialysepatienter ind imellem dør på grund af mangel på udstyr.

Og Israels belejring af Gaza betød, at Mohammed ikke kunne opleve sin 24 års fødseldag.