9. april i Bagdad

Så var det igen den 9. april. For danskere er det en dag, der markerer starten på en fremmed besættelse for mange år siden. For irakere er det også en dag, der markerer begyndelsen på fremmed besættelse. Det er bare ikke længere siden end 2003.

I den anledning var der igen i år en massedemonstration i Bagdad. Demonstrationen var domineret af Sadr-tilhængere, og undervejs brændte de dukker, der forestillede den tidligere amerikanske præsident George Bush. Så vidt jeg ved havde de ingen billeder eller dukker af Obama. Men han har jo også erkendt nederlaget og er i fuld gang med at slå en handel af med Iran, så tilbagetrækningen kan ske med minimale omkostninger...

Imperiernes kirkegård

For nylig skrev New York Times, at Afghanistan er "Imperiernes kirkegård". Det gik galt for englænderne i 1860'erne. Kipling var dengang med og skrev en række digte om nederlaget og den desperate situation. Det gik selvølgelig også galt for Sovjetunionen i 1980'erne, da de kæmpede imod de selvsamme jihadister og Taleban-krigere, som USA nu kæmper imod. Dengang var USA allieret med fundamentalisterne, i dag fører USA en slags hellig krig. Man kan kalde det korstog eller krig mod terror alt efter temperament. For det meste er der bare tale om ganske almindelige myrderier.

Lad os lige se på, hvad der er sket på krigsfronten i løet af de seneste år.

Bush indledte krigen i Afghanistan. Bush indledte krigen i Irak. Bush tabte krigen i Irak. Bush forsøgte en offensiv i Irak. Bush trak sig ud af Irak - delvist smidt ud af sin egen marionet.

Ind på scenen træder Obama.

Obama vil trække tropperne ud af Irak. Det er sådan set forståeligt nok. De kan ikke længere stille noget op. Obama vil til gengæld optrappe krigen i Afghanistan. Det er så her, vi står nu. 7000 flere tropper til Afghanistan. Til Imperiernes kirkegård. Kiplings slagmark.

Den hellige krig mod Terror, som Bush i sin tid indledte i Centralasien har indtil videre kostet 1.000 milliarder dollars. Krigen er dyrere end Vietnamkrigen og Koreakrigen tilsammen. Kun anden verdenskrig var dyrere - omkring tre gange dyrere end det, der indtil videre er blevet brugt på Bushs hellige krig. Den krig, som Obama nu vil optrappe.

USA står i en økonomisk krise af dimensioner, som ikke er set i generationer. Kan de blive ved med at hælde milliarder af dollars ud på de afghanske slagmarker? Det britiske imperium kunne ikke. Men så lang hukommelse havde Bush-administrationen selvfølgelig ikke. Jeg kender ikke Obamas hukommelse. Han er en dygtig retoriker, men er han også en dygtig militær strateg?

Krigene i Irak og Afghanistan har været en endeløs række af myrderier. Men ikke nok med det, det har været dyre myrderier. Meget tyder på, at Obama har bevæbnet sig med en spade på Imperiernes kirkegård.

Så er der olie!

Nu er der efterhånden gået over fem år siden USA rullede ind i Bagdad og George Bush erklærede krigen for slut. Nu, en million døde irakere senere, ser det ud til, at olien endelig er på vej til de store olieselskaber. New York Times skrev 19. juni en artikel med overskriften, der lyder "Aftale med Irak vil bringe olie-giganter tilbage". Af artiklen fremgår det, at Exxon Mobil, Shell, Total, BP (der var de oprindelige partnere i det anglo-irakiske petroleumskompagni), Chevron samt nogle mindre oliefirmaer, i øjeblikket forhandler med den amerikansk støttede irakiske regering.

New York Times tilføjer, at Irak nu tegner til at blive et "potentielt lukrativt land" for olieselskabernes operationer.

Da krigen startede fik vi at vide, at den handlede om masseødelæggelsesvåben. Da løgnen blev endegyldigt afsløret som et kynisk påskud til at invadere et i forvejen ødelagt land, lød det så fra Washington at det skam handlede om at bringe demokrati til irakerne, så de kunne blive herrer over deres egen skæbne. En ting, krigen i hvert fald ikke handlede om, var olie.

Men den skæbne, irakerne skulle være herrer over, omfatter åbenbart ikke landets olie.

Udsalget af olien til de udenlandske virksomheder sker endda inden landets nye olielov officielt er vedtaget. Al Jazeera, der måske er den tv-station i verden med den bedste og mest kritiske journalistik, bemærker i introduktionen til nogle nye udsendelser om Iraks olie:

"Med størstedelen af kontrakterne til de vestlige olieselskaber bliver det virkelige motiv bag den amerikanske invasion af Irak nu aldeles klar.
Modstandere siger, at den nye hydro-karbon lov vil opdele Irak i flere føderale stater, der hver har kontrol over deres egne olieressourcer i stedet for at afhænge af centralregeringen i Bagdad."

USA's daværende vice-forsvarsminister bemærkede engang, at "Irak flyder på et hav af olie". Hvordan skulle nogen dog kunne få den ide, at USA's invasion og efterfølgende folkemord var motiveret af olie? Med en præsident, der i 11 år har gjort karriere i olieindustrien, Dick Cheneys kendte forbindelser til Halliburton og en udenrigsminister, der har så gode forbindelser til oliebranchen, at hun har fået opkaldt en olietanker efter sig - hvem kunne så forestille sig, at disse damer og herrer kædede overvejelserne om Irak sammen med deres velgørere og venner i olieindustrien?

Al Jazeeras udsendelse om udsalget af Iraks olie er i to dele, der kan ses her og her.

Sikke et jubilæum!

Dagen oprandt. Det var fem år siden, at "de villiges koalition" invaderede Mesopotamien. De skulle afmontere n stor mængde masseødelæggelsesvåben og dermed redde verden fra en overhængende trussel. Vi fik at vide, at Storbritannien kunne blive ramt af masseødelæggelsesvåben indenfor 45 minuter. Det viste sig - ligesom alle andre påskud for at starte krigen - at være løgn. Men det kunne man sådan set sige sig selv.

Hvad siger eroberne nu? Hvad siger Bagdads betvinger, George W. Bush om de fem års krig, han foreløbig har stået i spidsen for? Hvad har han at sige til undersåtterne langs Eufrat og Tigris - og i USA? Han siger, at "vi ikke vil acceptere andet resultat end sejr", at "krigen er ædel, den er nødvendig og den er retfærdig."

Tidligere har jeg viderebragt videnskabeligt materiale, der anslår, at amerikanerne slog omkring 300 irakere ihjel om dagen i 2006. Det er ikke til at sige, om tallet er det samme nu. Men det er værd at lægge mærke til, at patruljerne stadig fungerer på samme måde: Der er omkring 5000 daglige patruljer (inklusiv irakisk militær), der tager ud til "fjendtlige områder". De bevæger sig ind i områder, hvor hele befolkningen sympatiserer med modstandsbevægelsen, for at arrestere eller likvidere oprørere og terrorister.

Ofte har patruljerne en liste over de mistænkte og deres adresser. Deres opgave er så at gennemsøge hele huset for våben, sprængstoffer og politisk materiale, litteratur og videoudstyr. Ofte har de ingen liste, og så går patruljen fra dør til dør. Men da det ville være for farligt at banke på døren (beboerne kunne jo skyde igennem døren), så bliver dørene slået ind, og der bliver skudt på alt, der virker mistænkeligt. Hvis patruljen vurderer, at der er risiko for modstand, foreskriver praksis i tråd med feltmanualen, at der bliver kastet en granat ind i det pågældende rum eller hus. Hvis de mæder modstand, beder patruljen om luftstøtte. Det vil sige, at en bygning, ofte et helt boligområde, bliver bombet.

Uden modstand kan en patrulje finde 30 mistænkte i løbet af en dag. Det vil sige, at 1000 patruljer på en dag kan sparke dørene ind hos 30.000 irakiske hjem, gennemsøge dem og skyde på alle mistænkelige eller truende personer - her må man tænke på, at alle mænd i den kampdygtige alder er potentielle mistænkte og farlige fjender.

Hvis imidlertid en IED (vejsidebombe) afbryder en patrulje, ophører patruljens opgave med at være eftersøgningen af de mistænkte på listen, og i stedet skal de forfølge gruppen bag vejsidebomben (dom ofte beskyder patruljen efter detonationen). Hermed forhindrer oprørsgruppen denne patrulje i med magt at tvinge sig adgang til mindst 30 hjem, tæske indbyggerne, arrestere irakere og ydmyge de lokale beboere.

Når de amerikanske patruljer forfølger en gruppe, der har angrebet patruljen, så foreskriver deres feltmanual, at tilfangetagelse eller henrettelse af angriberen rangerer over civile liv i området. Derfor benytter amerikanerne massiv ildkraft i jagten på disse angribere - med masser af civile dødsfald til følge. Med tusindvis af patruljer hver dag bliver det samlede resultat et regulært massemord på daglig basis. Det er den "ædle krig", som George Bush taler om.

George Bush er tydeligvis ikke meget for at trække flere tropper hjem fra Irak, end der allerede er blevet trukket hjem. Antallet af amerikanske tropper på irakisk jord er nu 158.000. Dertil skal lægges et ukendt antal lejesoldater i firmaer som Blackwater. Jeremy Scahill, der er ekspert på området, anslår, at omkring 126.000 lejesoldater udfører militære opgaver for amerikanerne i Irak.

En anden ting, der er værd at lægge mærke til, er den massive optrapning i antallet af luftangreb, som amerikanerne udfører i Irak. I 2007 udførte de flere luftangreb end i 2004, 2005 og 2006 tilsammen. Ingen af de amerikanske præsidentkandidater taler om at nedbringe antallet af luftangreb. Måske er det fordi, luftangrebene ikke slår amerikanere ihjel. Luftangrebene (herunder brugen af klyngebomber) rammer kun irakiske mænd, kvinder og børn. Og "koalitionen" tæller som bekendt ikke, hvor mange irakere, de slår ihjel.

Det er der andre, der gør. Det amerikanske Just Foreign Policy anslår nu, at 1.189.173 irakere er døde som følge af "den ædle krig".

Besked fra Gaza

Gazastriben er måske verdens største fængsel. Med 1,4 mio. indbyggere/indsatte er det i hvert fald mange mennesker, det drejer sig om. Jeg fik fat på en besked fra Gaza fra Mohammed Omer. jeg poster den nedenfor på engelsk. Desuden opfordrer jeg læserne til at se dette slideshow med fotos, der dokumenterer de israelske krigsforbrydelser. Det er ikke for sarte sjæle.

Imens spekulerer jeg på, hvordan det stoiske og altudholdende palæstinensiske folk klarer sig i denne stund. Hvordan reagerer man på systematiske massakrer, krigsforbrydelser, ydmygelser, national undertrykkelse, nedværdigelser, missilangreb og en altomfattende mangel på basale fornødenheder? Er det på dette fundament, George Bush vil have palæstinenserne til at "slutte fred" med Israel? Er det straffen for, at palæstinenserne valgte at stemme på Hamas? En slags lektion i vestlige demokratiske værdier?

---

So Many Tragedies in So Little Time

Where to start…, what to talk about…? The crippling electricity shortages, affecting hospitals as well as civilians? The air strikes & on-going, daily bombings by the Israeli army, their indiscriminate targeting of civilians and police stations…? Israel ’s non-accidental, enforced starvation of 1.5 million people by closing off ALL borders and not allowing in even UN aid, let alone basic medicinal, food, and construction needs…?
Shortages of fuel have re-surfaced in Gaza : most of Gaza has no electricity and even more importantly, the shortage of medicine in Palestinian hospitals continues to increase, with the Ministry of Health reporting a looming humanitarian catastrophe.
Or should I begin with the bomb which just hit a wedding close to the Ministry of Interior building in Gaza City , with 15 apartment buildings within the bomb’s target range? One woman was killed and 47 others were injured –mostly children and women who had been inside their homes or playing on the street!! Scenes of children injured, bleeding and crying just moments after they had been enjoying a wedding celebration in a Gaza wedding hall…a horrific sight likely to go without mention of that in most news sources.
The injured were evacuated to Al Shifa hospital, where it was then hard to find enough beds and blankets for them, with children crammed three to four on a bed due to overcrowding.
Earlier Friday, Israel closed its border with the Gaza Strip to all traffic in what officials say is response to cross-border rocket fire, preventing even UN humanitarian supplies from getting in. The decision came after Israel vowed to broaden its military campaign against Gaza militants who have fired more than 110 home made rockets at southern Israel in the last three days resulting in the injury of two Israelis.
In contrast, 19 Palestinians were killed in one day last Wednesday during another Israeli attack, this one targeting the eastern part of Gaza City .
These are the latest attacks, but not the only: since the visit of US president and ‘peacemaker’, George Bush, within only 74 hours, Israel has killed 37 people and injured more than 90. Those numbers, which could again go up at any minute, were confirmed by Khaled Radi, the Ministry of Health spokesman in Gaza . Radi also said that Israel is using internationally illegal weapons, which makes it impossible for people to identify the bodies of their relatives as they have been destroyed to unrecognizable ends.
Among the tens killed were a 13 year old boy and his father and uncle, killed in what Israel claims was “a mistake”. Another Israeli attack killed a mother, Maryam Al Rahel, and her son, Mohammed, who were on a donkey cart when an Israeli warplane bombed them. Their bodies, like so many others, were rendered into small pieces of flesh, scattered everywhere!
An Even Blacker Night!
I and some journalist colleagues went to offer condolences to a journalist friend of ours for the death of his cousin as a result of medicine shortages on Wednesday. While on the way, there was a lot of shooting going on, from funerals and demonstrations. Later, as we were starting to drive off from our parking spot, Mohammed, another journalist, suggested waiting for a moment. But as others preferred to not wait around, we eventually left.
After we had gone just a few minutes down the road, we learned that the place where our car had been parked had just been bombed, targeting and killing two Palestinians, injuring another three. “It could have been us who were killed,” one of the journalists said to me. I answered: “Thanks to God, it wasn’t. But this is so sad; it must be terrible for their families, with children left behind and no one now to support them.”
Update on Killings
As predicted, the death toll has risen since I began this report: another two have been killed in northern Gaza , and another 4 badly injured. Israeli Ministry spokesman, Shlomo Dror says that: “It’s unacceptable that people in Sderot are living in fear every day and people in the Gaza Strip are living life as usual.”
And I wonder, what exactly does he consider “life as usual”? For if he means it is normal that over 35 civilians should be killed in 4 days, an entire population should be on the verge of starvation and should be forced to shiver through winter nights without electricity or sufficient blankets, that hospitals and medical centers should be forced to shut down or operate at sub-par capability and without needed medicine, food, blankets, and even space,…the list goes on…well then yes, we are living life as usual.

Galloway

Jeg plejer at synes, at den britiske parlamentariker George Galloway er for ukritisk i sin indstilling over for fundamentalistiske grupper. Ikke desto mindre har han ret i sin pointe om, at hvis der var reelt demokrati i Libanon, var Hassan Nasrallah - lederen af Hizbollah - uden tvivl præsident. Og han har ret i en del andre ting. Se hans tale til en konference for "Stop the War Coalition" i England i december:

En forbrydelse uden skyldige

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det lidt underligt med den måde, de vestlige ledere snakker om Irak på. Ingen kan nægte, at det er en menneskelig katastrofe i alle henseender. Mere end fire millioner flygtninge, over en million døde, den totale ødelæggelse af samfundet og udraderingen af Iraks kulturelle skatte - alt sammen er det kendsgerninger, der taler sit eget tydelige sprog. De døde sjæle skriger til himlen.

De vestlige ledere benytter sig af et kendt trick, når de taler om Irak. De taler om Irak som en "tragedie", hvis de endelig er tvunget til at forholde sig til realiteterne. Det er klart, at de først snakker om, at "det var værre under Saddam" - en påstand, der i alle henseende er forkert. Derefter følger et spørgsmål á la "I ønsker måske Saddam tilbage?" - ligesom svinet Squealer i Kammerat Napoleon, der mødte enhver kritik med spørgsmålet "I ønsker måske farmer Jones tilbage?"

Men når lederne er tvunget til at forholde sig til de døde, de sårede, ødelæggelserne, sygdommene og barbariet, så omtaler de det som en almen "tragedie", en katastrofe, de skyldes tilfældige kræfter uden for vores kontrol. En slags naturkatastrofe. En forbrydelse uden gerningsmænd.

Men hov! Var der egentlig ikke engang nogen, der faktisk tog beslutningen om at køre den amerikanske ildvogn over Mesopotamien? Var der ikke nogen europæiske ledere, der resoluit besluttede at medvirke til det, der kun kan betegnes som et folkemord på iraks mænd, kvinder og børn? Var der ingen, der tog beslutningen om massakren på Falluja? Om at bevæbne bødlerne i det irakiske indenrigsministerium? Om at de amerikanske patruljer i praksis fungerer under straffrihed? Om at åbne døren for lejemorderne fra Blackwater og andre lejesoldatsfirmaer?

Hvis vi finder ud af, at der er en person, der er blevet torteret, lemlæstet og likvideret, vil vi så ikke finde morderen og straffe ham? Men hvad gør vi, når morderne er statsledere og respektable mænd og kvinder med høje lønninger ot topposter i statsadministrationen og det private erhvervsliv?

Glædelig jul i øvrigt.

Afstemningen i Venezuela

En af de mest populære statsledere blandt befolkningerne i Mellemøsten er uden tvivl Venezuelas præsident Hugo Chavez. Han hævede klart stemmen imod Israels aggression imod Libanon i sommeren 2006, og afbrød de diplomatiske forbindelser til Israel. Blandt palæstinensere, irakere, libanesere og andre er det Hugo Chavez (og Fidel Castro), der nævnes, når de unge snakker om politikere, der rent faktisk gør noget godt. Jeg behøver ikke at nævne, at Bush, Blair og andre naturligvis betragtes som forbrydere.

Nå, men jeg faldt over et interessant indslag fra Al Jazeera, der handler om, hvorfor Chavez egentlig tabte folkeafstemningen om grundlovsændringerne i Venezuela for nylig. Se det!

Religiøs stat, ja tak

Så stod de der igen. Ledere fra arabiske lande, Israel og palæstinenserne - og så selvfølgelig George Bush og Condoleeza Rice. Topmøde i Annapolis. Alle vidste på forhånd, at det ville være en fiasko. I hvert fald hvis målet var at lave en form for aftale, der kunne garantere stabilitet i regionen. Det kom til at holde stik.

Den israelske delegation kunne tage hjem med fornyet amerikansk opbakning i baggagen. George Bush slog på ny fast, at Israel er en "jødisk stat" og "hjemland for det jødiske folk". Det vil med andre ord sige en stat, hvor landets arabere ikke nyder fulde borgerrettigheder. Det vil sige, at ingen af de hundredtusindvis af flygtninge, der blev fordrevet omkring 1948 kan vende tilbage. Det vil sige, at George Bush bakker op om Israel som en religiøst funderet stat.

Mahmoud Abbas var tilfreds med Bushs tale, og han protesterede ikke over, at Bush på den måde slog fast, at flygtningekravet ikke kan imødekommes. Dette krav har Abbas og resten af PLO's ledere nemlig smidt over bord for længe siden.

At Mahmoud Abbas kun repræsenterer en del af palæstinenserne var der ingen, der bemærkede. Han selv protesterede ikke over belejringen og udsultningen af Gaza. Ingen protest over de daglige israelske angreb, likvideringer og bortførelser. Sådan en mand er lige det, George Bush har brug for. Desværre for Bush er Mahmoud Abbas langt fra repræsentativ for palæstinenserne. De vil ikke tro på de løfter, lederne kommer med. Og det har de grund til at lade være med.

Jeg kommer til at tænke på Macbeth:
"Lad ingen mere tro de gøgledjævle, som dårer os med dobbelttydig tale, som holder løftet efter ordets lyd, men bryder det for håbet."

Og så lige en opgørelse over livets gang i de besatte områder mellem den 22. og 28. november:

• 11 palæstinensere, herunder to brødre, blev dræbt af det israelske militær på Vestbredden og i Gaza.
• De to brødre blev dræbt af Flechette-projektiler, der er forbudt ifølge international lov.
• 28 palæstinensere, herunder fire børn, samt en israelsk menneskerettighedsaktivist, blev såret af det israelske militær i de besatte områder.
• En kvindelig patient døde, da israelsk militær nægtede ambulancen at krydse grænsen fra Gaza. Det er den 11. patient, der dør på grund af, at Israel nægter dem adgang til lægehjælp siden august.
• Israelske bosættere på vestbredden angreb og sårede 13 palæstinensere i en minibus.
• Israelske bosættere angreb 25. november en skole i Hebron og øvede hærværk på den.
• Opførelsen af den ulovlige mur, der annekterer palæstinensisk jord til Israel, fortsætter. Det samme gør belejringen af Gaza.

En religiøst funderet stat, der opfører sig barbarisk og undertrykkende over for befolkningen, vækker forståelig vrede og afsky, når det drejer sig om Iran. Men når det drejer sig om USA's bedste allierede i Mellemøsten - Israel - så er tonen en anden.

Væk med kendsgerningerne!

Det er sjovt, som historien vasker sine egne minder væk. Da Franklin, Jefferson og de andre amerikanske revolutionære smed briterne på porten, skete det på baggrund af en folkelig opstand, der desuden konfiskerede al ejendom fra de godsejere og forretningsmænd, der støttede briterne. I dag ville den slags nok blive kaldt terrorisme og kommunisme, men lad det nu være.

Da briterne for nylig fejrede Remembrance day - altså en dag, hvor man husker de faldne soldater og civile i krig - var den nyere historie påfaldende fraværende. De faldne i Mesopotamien var tilsyneladende ikke værd at huske. Det britiske establishment anser det for sikrere at huske på krige, der ligger lidt længere tilbage i historien, og hvor de, der kan huske, hvad der egentlig skete, alligevel er døde.

I oktober hævdede Tony Blairs ikke-valgte efterfølger Gordon Brown (den helt rigtige mand til at skabe demokrati andre steder i verden!) gennem sin håndlanger Kim Howells, at der ikke er nogle tal for, hvor mange irakere, der er døde i Irak siden 2003. Han tilføjede, at den irakiske "regering" måtte indsamle disse data. Det var en åbenlys løgn, at der ikke findes tal. Undersøgelsen fra oktober 2006 i The Lancet konkluderede, at omkring 655.000 irakere var døde som følge af invasionen op til medio 2006. Hvis man fremskriver disse tal, ser man at omkring en million nu er døde. Og før offensiven denne sommer dræbte amerikanerne 300 irakere om dagen.

Men er disse tal ikke draget i tvivl? Er de ikke utroværdige? Aldeles ikke. The Lancet brugte samme analysemetode i Irak, som ligger til grund for rapporter om f.eks. Kosovo og Darfur, som den britiske regering (og andre) bruger uden forbehold. Desuden er der kommet dokumenter frem, der viser, at den britiske regering bag kulisserne faktisk anerkender de tal, som undersøgelsen fremkom med.

Dokumenter, der er fremkommet gennem aktindsigt i Storbritannien, viser, at en af forsvarsministerens rådgivere, Sir Roy Anderson, konkluderede, at undersøgelsen er "robust" og at den benyttede sig af en metode, der ligger tæt på "bedste praksis". Desuden anbefalede han, at man skal være varsom med at offentliggøre undersøgelsen. Det blev den så alligevel. Under alle omstændigheder har de krigsførende regeringer et problem. Man kan ikke afvise undersøgelsen som uvidenskabelig - for det er den aldeles ikke - men man kan ikke lide konklusionerne. Derfor forsøger man at gemme kendsgerningerne væk.

En anden rapport, der har fået endnu mindre omtale, er rapporten fra Opinion Business Research, der viser, at 1,2 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Denne rapport er selvfølgelig nyere, og derfor er tallene højere end i The Lancet. Men ingen kan betvivle dens videnskabelige validitet. Dermed er det slået fast, at invasionen af Irak har slået flere folk ihjel, end der døde under folkemordet i Rwanda, der ellers gik for at være det værste folkedrab siden 2. verdenskrig. Bush, Blair og deres medløbere har altså ansvaret for det værste folkedrab siden Hitler.

Dette blev ikke nævt på Remembrance day. Det blev heller ikke nævnt i valgkampen hjemme i Danmark. Måske fordi en million irakere fra eller til ikke er så vigtigt i forhold til en lettelse af topskatten.

Ifølge FN flygter 100.000 irakere hver måned fra deres hjemland. Samtidig diskuterer de danske politikere, hvordan de bedst kan tvinge irakiske flygtninge i Danmark til at rejse "hjem". Hjem til dødspatruljer, tortur, vilkårlige husundersøgelser og drab fra "koalitionens" patruljer, fattigdom og menneskelig tragedie. Også her er det bedst for magthaverne at gemme kendsgerningerne væk.

Kendsgerningerne tårner sig op. Det land, der havde det bedste sundhedsvæsen og uddannelsessystem i den arabiske verden ligger nu i ruiner. Nogle af menneskehedens største kulturskatte fra Mesopotamien og Babylon er nu ødelagt for altid, røvet af bander eller som fundament for amerikanske baser og flyvepladser. Kendsgerningerne taler om systematiske krigsforbrydelser, voldtægt af menneskelig civilisation og et regulært folkemord. Men over for kendsgerningerne står den vestlige verdens største og mægtigste propagandamaskineri, der skiftevis ved løgne og fortielser prøver at holde kendsgerningerne borte.

Hvorfor banker de på krigstrommerne mod Iran? Er det for at skjule det folkemord, de selv har begået? Er det for at skjule, at Iran ikke har invaderet andre nationer? Eller hvad? En ting er sikker: kendsgerningerne skal af vejen, og hellere i går end i dag.

Sikke en brodsø

En af de højst berømmede krigsteoretikere, General Carl von Clausewitz, sagde om det militære nederlag, at "i et tabt slag knækkes en hærs magt, i højere grad moralsk end fysisk. Et andet slag vil, med mindre friske gunstige forhold kommer i spil, føre til et fuldstændigt nederlag, muligvis til ødelæggelse."

Jeg har før forklaret, at USA styrer mod det tolale nederlag på Mesopotamiens sletter. De irakiske guerillaer har vist sig at være i stand til at tildele besættelsesmagten svære tab, og USA har reelt ikke været i stand til at kontrollere det land, de invaderede for over fire år siden.

USA's helt igennem illusoriske koalition er kollapset. Det eneste andet land, der rent militært har betydet noget i Irak (og her snakker vi ikke om Iran), har trukket følehornene til sig. Storbritannien har nu kun 5000 tropper tilbage i Irak ud af de oprindelige 45.000. Briterne har prøvet at stå over for en opstand i Irak før - i 1920, hvor Winston Churchill beordrede oprørerne nedkæmpet med giftgas. Denne gang gik det ikke så godt som sidst. De britiske styrker lever nu forskanset bag afspærringerne til Basras lufthavn, og de befinder sig ikke længere blandt irakerne. Nu har militserne så overtaget kontrollen med Basra.

Der er mindst 17 lande, der har trukket sig fra USA's koalition. Af de tilbageværende kan nævnes Polen, El Salvador, Albanien, Letland, Aserbajdjan og Mongoliet.

Den evige farce om magtoverdragelse til irakiske tropper er mere sort satire end Scherfig. Donald Rumsfeld sagde i oktober 2003, at "det ikke vil vare længe" før de irakiske styrker overgår amerikanerne i antal og kan varetage den militære kontrol med landet. George Bush sagde i november 2005, at de irakiske styrker "i stigende grad" tager kontrol med Irak. Det havde været rigtigt, hvis han havde talt om de irakiske militser i stedet for "regeringens" styrker.
For nylig kom der så en rapport fra pensionerede amerikanske officerer, der sagde, at den irakiske hær i hvert fald ikke kan tage kontrollen inden for de næste to år.

Siden ingen andre kan kontrollere Irak på Washingtons vegne ("regeringen" i Bagdad kontrollerer kun den Grønne Zone, hvor de dagligt er under bombardement og i praksis er under en semi-belejring), ja så må de forsøge selv. Det er baggrunden for den offensiv, som USA igangsatte i foråret. Ordkunstnerne i Washington kalder imidlertid hverken offensiven for en offensiv, en oprustning eller noget andet, der kunne indikere desperation. De kalder offensiven for en "surge" - en brodsø.

Ud over at brodsøen naturligvis er hundedyr - lige nu koster operationerne i Irak tre milliarder dollars om ugen - er det i stigende grad klart for de amerikanske tropper, at de er ved at tabe krigen. Offensiven skal ifølge USA's øverste militære erobrer i Irak, General Petraeus, slutte til marts næste år, og de 30.000 mand, der er indkaldt som en forstærkning for de 130.000 regulære tropper, der er der i forvejen (og de 120.000 lejesoldater), vil blive trukket hjem. Efter planen, altså.

Den generelle stemning af nederlag i amerikanernes rækker er ikke til at tage fejl af. 45 procent af tropperne, der deltog i en meningsmåling for Los Angeles Times, karakteriserer deres moral som "lav eller meget lav". Syv procent svarer "høj eller meget høj".
Antallet af soldater, der deserterer fra den amerikanske hær vidner også om en slagen hær. Over 3.000 soldater deserterede fra hæren sidste år. Det er en stigning på 27 procent i forhold til forrige år. Med Clausewitz' ord i baghovedet er der ingen grund til at tro, at denne udvikling er på vej til at vende - tværtimod.

Er USA så på vej til at tabe til terroristerne i Al Qaeda? Overhovedet ikke - for de grupper, der bekæmper de amerikanske tropper i Irak er alt andet end Al Qaeda. Al Qaeda har ganske vist fået en base i Irak takket været George Bushs invasion, men de udgør et sted mellem to og fem procent af opstanden blandt sunnimuslimerne. Samlet set er det altså en meget, meget lille gruppe, og den eneste grund til, at de bliver fremhævet er, at der fra besættelsesmagtens side er en interesse i at fremstille besættelsen af Babylons land som en "kamp imod terrorisme".

Sanheden er, at verdenshistoriens største militærmaskine har knækket rygraden i kampen imod den irakiske befolkning, der står bag guerillagrupperne. Vent og se, det værste er ikke sket endnu. Amerikanerne vil ikke trække sig roligt tilbage. Først vil de bevæbne de mest militante sekteriske grupper i et panisk forsøg på at kontrollere situationen. Så vil de sige, at irakerne alligevel ikke fortjener demokrati. Så vil de massakrere endnu flere irakere. Og så...

Sikke en brodsø. Det værste er i vente, så længe Bushs slagne hær er på job i Mesopotamien.