Dagen oprandt. Det var fem år siden, at "de villiges koalition" invaderede Mesopotamien. De skulle afmontere n stor mængde masseødelæggelsesvåben og dermed redde verden fra en overhængende trussel. Vi fik at vide, at Storbritannien kunne blive ramt af masseødelæggelsesvåben indenfor 45 minuter. Det viste sig - ligesom alle andre påskud for at starte krigen - at være løgn. Men det kunne man sådan set sige sig selv.
Hvad siger eroberne nu? Hvad siger Bagdads betvinger, George W. Bush om de fem års krig, han foreløbig har stået i spidsen for? Hvad har han at sige til undersåtterne langs Eufrat og Tigris - og i USA? Han siger, at "vi ikke vil acceptere andet resultat end sejr", at "krigen er ædel, den er nødvendig og den er retfærdig."
Tidligere har jeg viderebragt videnskabeligt materiale, der anslår, at amerikanerne slog omkring 300 irakere ihjel om dagen i 2006. Det er ikke til at sige, om tallet er det samme nu. Men det er værd at lægge mærke til, at patruljerne stadig fungerer på samme måde: Der er omkring 5000 daglige patruljer (inklusiv irakisk militær), der tager ud til "fjendtlige områder". De bevæger sig ind i områder, hvor hele befolkningen sympatiserer med modstandsbevægelsen, for at arrestere eller likvidere oprørere og terrorister.
Ofte har patruljerne en liste over de mistænkte og deres adresser. Deres opgave er så at gennemsøge hele huset for våben, sprængstoffer og politisk materiale, litteratur og videoudstyr. Ofte har de ingen liste, og så går patruljen fra dør til dør. Men da det ville være for farligt at banke på døren (beboerne kunne jo skyde igennem døren), så bliver dørene slået ind, og der bliver skudt på alt, der virker mistænkeligt. Hvis patruljen vurderer, at der er risiko for modstand, foreskriver praksis i tråd med feltmanualen, at der bliver kastet en granat ind i det pågældende rum eller hus. Hvis de mæder modstand, beder patruljen om luftstøtte. Det vil sige, at en bygning, ofte et helt boligområde, bliver bombet.
Uden modstand kan en patrulje finde 30 mistænkte i løbet af en dag. Det vil sige, at 1000 patruljer på en dag kan sparke dørene ind hos 30.000 irakiske hjem, gennemsøge dem og skyde på alle mistænkelige eller truende personer - her må man tænke på, at alle mænd i den kampdygtige alder er potentielle mistænkte og farlige fjender.
Hvis imidlertid en IED (vejsidebombe) afbryder en patrulje, ophører patruljens opgave med at være eftersøgningen af de mistænkte på listen, og i stedet skal de forfølge gruppen bag vejsidebomben (dom ofte beskyder patruljen efter detonationen). Hermed forhindrer oprørsgruppen denne patrulje i med magt at tvinge sig adgang til mindst 30 hjem, tæske indbyggerne, arrestere irakere og ydmyge de lokale beboere.
Når de amerikanske patruljer forfølger en gruppe, der har angrebet patruljen, så foreskriver deres feltmanual, at tilfangetagelse eller henrettelse af angriberen rangerer over civile liv i området. Derfor benytter amerikanerne massiv ildkraft i jagten på disse angribere - med masser af civile dødsfald til følge. Med tusindvis af patruljer hver dag bliver det samlede resultat et regulært massemord på daglig basis. Det er den "ædle krig", som George Bush taler om.
George Bush er tydeligvis ikke meget for at trække flere tropper hjem fra Irak, end der allerede er blevet trukket hjem. Antallet af amerikanske tropper på irakisk jord er nu 158.000. Dertil skal lægges et ukendt antal lejesoldater i firmaer som Blackwater. Jeremy Scahill, der er ekspert på området, anslår, at omkring 126.000 lejesoldater udfører militære opgaver for amerikanerne i Irak.
En anden ting, der er værd at lægge mærke til, er den massive optrapning i antallet af luftangreb, som amerikanerne udfører i Irak. I 2007 udførte de flere luftangreb end i 2004, 2005 og 2006 tilsammen. Ingen af de amerikanske præsidentkandidater taler om at nedbringe antallet af luftangreb. Måske er det fordi, luftangrebene ikke slår amerikanere ihjel. Luftangrebene (herunder brugen af klyngebomber) rammer kun irakiske mænd, kvinder og børn. Og "koalitionen" tæller som bekendt ikke, hvor mange irakere, de slår ihjel.
Det er der andre, der gør. Det amerikanske Just Foreign Policy anslår nu, at 1.189.173 irakere er døde som følge af "den ædle krig".
News and comments from Balad al Sham
Showing posts with label Løgn. Show all posts
Showing posts with label Løgn. Show all posts
Thursday, March 20, 2008
Monday, December 17, 2007
En forbrydelse uden skyldige
Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det lidt underligt med den måde, de vestlige ledere snakker om Irak på. Ingen kan nægte, at det er en menneskelig katastrofe i alle henseender. Mere end fire millioner flygtninge, over en million døde, den totale ødelæggelse af samfundet og udraderingen af Iraks kulturelle skatte - alt sammen er det kendsgerninger, der taler sit eget tydelige sprog. De døde sjæle skriger til himlen.
De vestlige ledere benytter sig af et kendt trick, når de taler om Irak. De taler om Irak som en "tragedie", hvis de endelig er tvunget til at forholde sig til realiteterne. Det er klart, at de først snakker om, at "det var værre under Saddam" - en påstand, der i alle henseende er forkert. Derefter følger et spørgsmål á la "I ønsker måske Saddam tilbage?" - ligesom svinet Squealer i Kammerat Napoleon, der mødte enhver kritik med spørgsmålet "I ønsker måske farmer Jones tilbage?"
Men når lederne er tvunget til at forholde sig til de døde, de sårede, ødelæggelserne, sygdommene og barbariet, så omtaler de det som en almen "tragedie", en katastrofe, de skyldes tilfældige kræfter uden for vores kontrol. En slags naturkatastrofe. En forbrydelse uden gerningsmænd.
Men hov! Var der egentlig ikke engang nogen, der faktisk tog beslutningen om at køre den amerikanske ildvogn over Mesopotamien? Var der ikke nogen europæiske ledere, der resoluit besluttede at medvirke til det, der kun kan betegnes som et folkemord på iraks mænd, kvinder og børn? Var der ingen, der tog beslutningen om massakren på Falluja? Om at bevæbne bødlerne i det irakiske indenrigsministerium? Om at de amerikanske patruljer i praksis fungerer under straffrihed? Om at åbne døren for lejemorderne fra Blackwater og andre lejesoldatsfirmaer?
Hvis vi finder ud af, at der er en person, der er blevet torteret, lemlæstet og likvideret, vil vi så ikke finde morderen og straffe ham? Men hvad gør vi, når morderne er statsledere og respektable mænd og kvinder med høje lønninger ot topposter i statsadministrationen og det private erhvervsliv?
Glædelig jul i øvrigt.
De vestlige ledere benytter sig af et kendt trick, når de taler om Irak. De taler om Irak som en "tragedie", hvis de endelig er tvunget til at forholde sig til realiteterne. Det er klart, at de først snakker om, at "det var værre under Saddam" - en påstand, der i alle henseende er forkert. Derefter følger et spørgsmål á la "I ønsker måske Saddam tilbage?" - ligesom svinet Squealer i Kammerat Napoleon, der mødte enhver kritik med spørgsmålet "I ønsker måske farmer Jones tilbage?"
Men når lederne er tvunget til at forholde sig til de døde, de sårede, ødelæggelserne, sygdommene og barbariet, så omtaler de det som en almen "tragedie", en katastrofe, de skyldes tilfældige kræfter uden for vores kontrol. En slags naturkatastrofe. En forbrydelse uden gerningsmænd.
Men hov! Var der egentlig ikke engang nogen, der faktisk tog beslutningen om at køre den amerikanske ildvogn over Mesopotamien? Var der ikke nogen europæiske ledere, der resoluit besluttede at medvirke til det, der kun kan betegnes som et folkemord på iraks mænd, kvinder og børn? Var der ingen, der tog beslutningen om massakren på Falluja? Om at bevæbne bødlerne i det irakiske indenrigsministerium? Om at de amerikanske patruljer i praksis fungerer under straffrihed? Om at åbne døren for lejemorderne fra Blackwater og andre lejesoldatsfirmaer?
Hvis vi finder ud af, at der er en person, der er blevet torteret, lemlæstet og likvideret, vil vi så ikke finde morderen og straffe ham? Men hvad gør vi, når morderne er statsledere og respektable mænd og kvinder med høje lønninger ot topposter i statsadministrationen og det private erhvervsliv?
Glædelig jul i øvrigt.
Friday, November 16, 2007
Væk med kendsgerningerne!
Det er sjovt, som historien vasker sine egne minder væk. Da Franklin, Jefferson og de andre amerikanske revolutionære smed briterne på porten, skete det på baggrund af en folkelig opstand, der desuden konfiskerede al ejendom fra de godsejere og forretningsmænd, der støttede briterne. I dag ville den slags nok blive kaldt terrorisme og kommunisme, men lad det nu være.
Da briterne for nylig fejrede Remembrance day - altså en dag, hvor man husker de faldne soldater og civile i krig - var den nyere historie påfaldende fraværende. De faldne i Mesopotamien var tilsyneladende ikke værd at huske. Det britiske establishment anser det for sikrere at huske på krige, der ligger lidt længere tilbage i historien, og hvor de, der kan huske, hvad der egentlig skete, alligevel er døde.
I oktober hævdede Tony Blairs ikke-valgte efterfølger Gordon Brown (den helt rigtige mand til at skabe demokrati andre steder i verden!) gennem sin håndlanger Kim Howells, at der ikke er nogle tal for, hvor mange irakere, der er døde i Irak siden 2003. Han tilføjede, at den irakiske "regering" måtte indsamle disse data. Det var en åbenlys løgn, at der ikke findes tal. Undersøgelsen fra oktober 2006 i The Lancet konkluderede, at omkring 655.000 irakere var døde som følge af invasionen op til medio 2006. Hvis man fremskriver disse tal, ser man at omkring en million nu er døde. Og før offensiven denne sommer dræbte amerikanerne 300 irakere om dagen.
Men er disse tal ikke draget i tvivl? Er de ikke utroværdige? Aldeles ikke. The Lancet brugte samme analysemetode i Irak, som ligger til grund for rapporter om f.eks. Kosovo og Darfur, som den britiske regering (og andre) bruger uden forbehold. Desuden er der kommet dokumenter frem, der viser, at den britiske regering bag kulisserne faktisk anerkender de tal, som undersøgelsen fremkom med.
Dokumenter, der er fremkommet gennem aktindsigt i Storbritannien, viser, at en af forsvarsministerens rådgivere, Sir Roy Anderson, konkluderede, at undersøgelsen er "robust" og at den benyttede sig af en metode, der ligger tæt på "bedste praksis". Desuden anbefalede han, at man skal være varsom med at offentliggøre undersøgelsen. Det blev den så alligevel. Under alle omstændigheder har de krigsførende regeringer et problem. Man kan ikke afvise undersøgelsen som uvidenskabelig - for det er den aldeles ikke - men man kan ikke lide konklusionerne. Derfor forsøger man at gemme kendsgerningerne væk.
En anden rapport, der har fået endnu mindre omtale, er rapporten fra Opinion Business Research, der viser, at 1,2 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Denne rapport er selvfølgelig nyere, og derfor er tallene højere end i The Lancet. Men ingen kan betvivle dens videnskabelige validitet. Dermed er det slået fast, at invasionen af Irak har slået flere folk ihjel, end der døde under folkemordet i Rwanda, der ellers gik for at være det værste folkedrab siden 2. verdenskrig. Bush, Blair og deres medløbere har altså ansvaret for det værste folkedrab siden Hitler.
Dette blev ikke nævt på Remembrance day. Det blev heller ikke nævnt i valgkampen hjemme i Danmark. Måske fordi en million irakere fra eller til ikke er så vigtigt i forhold til en lettelse af topskatten.
Ifølge FN flygter 100.000 irakere hver måned fra deres hjemland. Samtidig diskuterer de danske politikere, hvordan de bedst kan tvinge irakiske flygtninge i Danmark til at rejse "hjem". Hjem til dødspatruljer, tortur, vilkårlige husundersøgelser og drab fra "koalitionens" patruljer, fattigdom og menneskelig tragedie. Også her er det bedst for magthaverne at gemme kendsgerningerne væk.
Kendsgerningerne tårner sig op. Det land, der havde det bedste sundhedsvæsen og uddannelsessystem i den arabiske verden ligger nu i ruiner. Nogle af menneskehedens største kulturskatte fra Mesopotamien og Babylon er nu ødelagt for altid, røvet af bander eller som fundament for amerikanske baser og flyvepladser. Kendsgerningerne taler om systematiske krigsforbrydelser, voldtægt af menneskelig civilisation og et regulært folkemord. Men over for kendsgerningerne står den vestlige verdens største og mægtigste propagandamaskineri, der skiftevis ved løgne og fortielser prøver at holde kendsgerningerne borte.
Hvorfor banker de på krigstrommerne mod Iran? Er det for at skjule det folkemord, de selv har begået? Er det for at skjule, at Iran ikke har invaderet andre nationer? Eller hvad? En ting er sikker: kendsgerningerne skal af vejen, og hellere i går end i dag.
Da briterne for nylig fejrede Remembrance day - altså en dag, hvor man husker de faldne soldater og civile i krig - var den nyere historie påfaldende fraværende. De faldne i Mesopotamien var tilsyneladende ikke værd at huske. Det britiske establishment anser det for sikrere at huske på krige, der ligger lidt længere tilbage i historien, og hvor de, der kan huske, hvad der egentlig skete, alligevel er døde.
I oktober hævdede Tony Blairs ikke-valgte efterfølger Gordon Brown (den helt rigtige mand til at skabe demokrati andre steder i verden!) gennem sin håndlanger Kim Howells, at der ikke er nogle tal for, hvor mange irakere, der er døde i Irak siden 2003. Han tilføjede, at den irakiske "regering" måtte indsamle disse data. Det var en åbenlys løgn, at der ikke findes tal. Undersøgelsen fra oktober 2006 i The Lancet konkluderede, at omkring 655.000 irakere var døde som følge af invasionen op til medio 2006. Hvis man fremskriver disse tal, ser man at omkring en million nu er døde. Og før offensiven denne sommer dræbte amerikanerne 300 irakere om dagen.
Men er disse tal ikke draget i tvivl? Er de ikke utroværdige? Aldeles ikke. The Lancet brugte samme analysemetode i Irak, som ligger til grund for rapporter om f.eks. Kosovo og Darfur, som den britiske regering (og andre) bruger uden forbehold. Desuden er der kommet dokumenter frem, der viser, at den britiske regering bag kulisserne faktisk anerkender de tal, som undersøgelsen fremkom med.
Dokumenter, der er fremkommet gennem aktindsigt i Storbritannien, viser, at en af forsvarsministerens rådgivere, Sir Roy Anderson, konkluderede, at undersøgelsen er "robust" og at den benyttede sig af en metode, der ligger tæt på "bedste praksis". Desuden anbefalede han, at man skal være varsom med at offentliggøre undersøgelsen. Det blev den så alligevel. Under alle omstændigheder har de krigsførende regeringer et problem. Man kan ikke afvise undersøgelsen som uvidenskabelig - for det er den aldeles ikke - men man kan ikke lide konklusionerne. Derfor forsøger man at gemme kendsgerningerne væk.
En anden rapport, der har fået endnu mindre omtale, er rapporten fra Opinion Business Research, der viser, at 1,2 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Denne rapport er selvfølgelig nyere, og derfor er tallene højere end i The Lancet. Men ingen kan betvivle dens videnskabelige validitet. Dermed er det slået fast, at invasionen af Irak har slået flere folk ihjel, end der døde under folkemordet i Rwanda, der ellers gik for at være det værste folkedrab siden 2. verdenskrig. Bush, Blair og deres medløbere har altså ansvaret for det værste folkedrab siden Hitler.
Dette blev ikke nævt på Remembrance day. Det blev heller ikke nævnt i valgkampen hjemme i Danmark. Måske fordi en million irakere fra eller til ikke er så vigtigt i forhold til en lettelse af topskatten.
Ifølge FN flygter 100.000 irakere hver måned fra deres hjemland. Samtidig diskuterer de danske politikere, hvordan de bedst kan tvinge irakiske flygtninge i Danmark til at rejse "hjem". Hjem til dødspatruljer, tortur, vilkårlige husundersøgelser og drab fra "koalitionens" patruljer, fattigdom og menneskelig tragedie. Også her er det bedst for magthaverne at gemme kendsgerningerne væk.
Kendsgerningerne tårner sig op. Det land, der havde det bedste sundhedsvæsen og uddannelsessystem i den arabiske verden ligger nu i ruiner. Nogle af menneskehedens største kulturskatte fra Mesopotamien og Babylon er nu ødelagt for altid, røvet af bander eller som fundament for amerikanske baser og flyvepladser. Kendsgerningerne taler om systematiske krigsforbrydelser, voldtægt af menneskelig civilisation og et regulært folkemord. Men over for kendsgerningerne står den vestlige verdens største og mægtigste propagandamaskineri, der skiftevis ved løgne og fortielser prøver at holde kendsgerningerne borte.
Hvorfor banker de på krigstrommerne mod Iran? Er det for at skjule det folkemord, de selv har begået? Er det for at skjule, at Iran ikke har invaderet andre nationer? Eller hvad? En ting er sikker: kendsgerningerne skal af vejen, og hellere i går end i dag.
Wednesday, June 20, 2007
Politiken fortsætter med at lyve
I en tidligere post beskrev jeg fire punkter, hvor Politiken fordrejede sandheden om kuppet i de palæstinensiske områder. Jeg har også beskrevet, hvordan Fateh med Egypten, Jordan og Vesten i ryggen har forsøgt væbnet opstand i Gaza (imod den demokratisk valgte regering) og efterøflgende har kuppet sig til magten på Vestbredden.
Helt i tråd med lederne af EU, USA og Israel støtter Politiken tilsyneladende den fantasi-forestilling, der hedder, at Hamas har kuppet sig til magten i Gaza. Det er ikke bare en fejlagtig udlægning af sandheden, men er det stik modsatte af, hvad der rent faktisk er sket.
Politiken fortsætter med at lyve endnu mere tydeligt i en ny artikel. Her følger en kort gennemgang, der afmonterer artiklens centrale pointer.
1: Rubrikken hedder "Bush og Olmert støtter et selvstændigt Palæstina".
Denne "støtte" har i praksis udmøntet sig i et kup imod "Palæstinas" demokratisk valgte regering. Hvor meget "selvstændighed" er der lige i den marionetregering, de har indsat?
2: Underrubrikken lyder:
"Præsident Bush og Israels premierminister Ehud Olmert er enige om at støtte den palæstinensiske regerings kamp mod terrorgruppen Hamas."
At Hamas er en "terrororganisation" er en absurd påstand, der ikke kan stå for virkelighedens prøve. Hamas er et populært, folkeligt forankret parti, der vandt flertal ved valget i de palæstinensiske områder i januar 2006. Partiet er leder af den legitime regering i de palæstinensiske områder - men i øjeblikket er regeringen begrænset til Gaza.
3: Politiken skriver:
"Støtten til præsident Abbas kommer, efter at terror-gruppen Hamas har taget magten i Gazastriben. En situation der risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina, hvis ikke Abbas genvinder kontrollen med det palæstinensiske selvstyre."
Denne sætning er simpelthen så fuld af løgn, at det ville kræve en hel bog at svare ordentligt på den. Men her må det række at sige følgende: Hamas nedkæmpede (legitimt) Fatehs opstand i Gaza, hvor sidstnævnte forsøgte at fravriste den demokratisk valgte regering magten ved hjælp af våben. I ryggen havde de støtte fra især Egypten, Jordan og USA.
Når Politiken snakker om at situationen (altså at den demokratisk valgte regering stadig sidder i Gaza, og at kuppet kun er lykkedes på Vestbredden) "risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina", så siger de i virkeligheden, at forholdet til Israel er vigtigere for en palæstinensisk regering end forholdet til palæstinenserne. Og at denne "forværring" i virkeligheden dækker over en forestående israelsk massakre i Gaza lader Politiken glide ubemærket forbi.
4: Politiken skriver:
"Vestlige lande satser på, at præsident Abbas kan bane vej for nye fredsforhandlinger, og både EU og USA har sagt, at de vil genoptage bistand til palæstinenserne efter 15 måneders boykot, som skyldtes Hamas' afgørende indflydelse i regeringen."
Politiken kunne lige så godt have skrevet "som skyldtes, at palæstinenserne demokratisk valgte en regering, der ikke, som Fateh, er følgagtig over for Israel."
5: Politiken skriver:
"Håbet er nu, at Abbas vil være i stand til at samle palæstinenserne og fjerne magten fra Hamas."
Sikke forhåbninger. Jeg ved ikke, om Politiken efter Pinochets kup i 1973 skrev: "Håbet er nu, at Pinochet vil være i stand til at samle chilenerne og fjerne magten fra UP".
Dengang som nu er der i hvert fald tale om et amerikansk støttet kup imod en demokratisk valgt regering, der har benyttet sig af retten til at forme sin egen politik uafhængigt af USA og dets lydstater i regionen.
Opsamlende: Er politiken uvidende om følgende kendsgerninger, eller bliver de bare ignoreret af en samlet redaktion:
- Ifølge den palæstinensiske forfatnings paragraf 45 kan præsidenten afsætte premierministeren, men han har ikke mandat til at udnævne en ny.
- Der er ingen som helst hjemmel i den palæstenensiske forfatning eller øvrige lovgivning for en "nødregering", som den Abbas har udpeget.
- Fayyads regering er udpeget ved udenomsdemokratiske manøvrer. Hamas' regering er valgt og har folkeligt mandat.
Og to afsluttende spørgsmål: Hvorfor støtter Politiken så entydigt den nye kup-regering? Hvor er respekten for palæstinensernes ret til at bestemme deres egen skæbne?
Helt i tråd med lederne af EU, USA og Israel støtter Politiken tilsyneladende den fantasi-forestilling, der hedder, at Hamas har kuppet sig til magten i Gaza. Det er ikke bare en fejlagtig udlægning af sandheden, men er det stik modsatte af, hvad der rent faktisk er sket.
Politiken fortsætter med at lyve endnu mere tydeligt i en ny artikel. Her følger en kort gennemgang, der afmonterer artiklens centrale pointer.
1: Rubrikken hedder "Bush og Olmert støtter et selvstændigt Palæstina".
Denne "støtte" har i praksis udmøntet sig i et kup imod "Palæstinas" demokratisk valgte regering. Hvor meget "selvstændighed" er der lige i den marionetregering, de har indsat?
2: Underrubrikken lyder:
"Præsident Bush og Israels premierminister Ehud Olmert er enige om at støtte den palæstinensiske regerings kamp mod terrorgruppen Hamas."
At Hamas er en "terrororganisation" er en absurd påstand, der ikke kan stå for virkelighedens prøve. Hamas er et populært, folkeligt forankret parti, der vandt flertal ved valget i de palæstinensiske områder i januar 2006. Partiet er leder af den legitime regering i de palæstinensiske områder - men i øjeblikket er regeringen begrænset til Gaza.
3: Politiken skriver:
"Støtten til præsident Abbas kommer, efter at terror-gruppen Hamas har taget magten i Gazastriben. En situation der risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina, hvis ikke Abbas genvinder kontrollen med det palæstinensiske selvstyre."
Denne sætning er simpelthen så fuld af løgn, at det ville kræve en hel bog at svare ordentligt på den. Men her må det række at sige følgende: Hamas nedkæmpede (legitimt) Fatehs opstand i Gaza, hvor sidstnævnte forsøgte at fravriste den demokratisk valgte regering magten ved hjælp af våben. I ryggen havde de støtte fra især Egypten, Jordan og USA.
Når Politiken snakker om at situationen (altså at den demokratisk valgte regering stadig sidder i Gaza, og at kuppet kun er lykkedes på Vestbredden) "risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina", så siger de i virkeligheden, at forholdet til Israel er vigtigere for en palæstinensisk regering end forholdet til palæstinenserne. Og at denne "forværring" i virkeligheden dækker over en forestående israelsk massakre i Gaza lader Politiken glide ubemærket forbi.
4: Politiken skriver:
"Vestlige lande satser på, at præsident Abbas kan bane vej for nye fredsforhandlinger, og både EU og USA har sagt, at de vil genoptage bistand til palæstinenserne efter 15 måneders boykot, som skyldtes Hamas' afgørende indflydelse i regeringen."
Politiken kunne lige så godt have skrevet "som skyldtes, at palæstinenserne demokratisk valgte en regering, der ikke, som Fateh, er følgagtig over for Israel."
5: Politiken skriver:
"Håbet er nu, at Abbas vil være i stand til at samle palæstinenserne og fjerne magten fra Hamas."
Sikke forhåbninger. Jeg ved ikke, om Politiken efter Pinochets kup i 1973 skrev: "Håbet er nu, at Pinochet vil være i stand til at samle chilenerne og fjerne magten fra UP".
Dengang som nu er der i hvert fald tale om et amerikansk støttet kup imod en demokratisk valgt regering, der har benyttet sig af retten til at forme sin egen politik uafhængigt af USA og dets lydstater i regionen.
Opsamlende: Er politiken uvidende om følgende kendsgerninger, eller bliver de bare ignoreret af en samlet redaktion:
- Ifølge den palæstinensiske forfatnings paragraf 45 kan præsidenten afsætte premierministeren, men han har ikke mandat til at udnævne en ny.
- Der er ingen som helst hjemmel i den palæstenensiske forfatning eller øvrige lovgivning for en "nødregering", som den Abbas har udpeget.
- Fayyads regering er udpeget ved udenomsdemokratiske manøvrer. Hamas' regering er valgt og har folkeligt mandat.
Og to afsluttende spørgsmål: Hvorfor støtter Politiken så entydigt den nye kup-regering? Hvor er respekten for palæstinensernes ret til at bestemme deres egen skæbne?
Tuesday, June 19, 2007
Politiken fordrejer sandheden om Mellemøsten
Efter kuppet i de palæstinensiske områder genoptages hjælpen til den palæstinensiske regering fra USA og EU.
Politiken har i den forbindesle begået en artikel, der desværre er typisk for store dele af medielandskabet. Den er simpelthen så fuld af fordrejelser, halve sandheder og underlødig journalistik, at jeg ikke kan lade være med at kommentere på den.
1: Politiken kan fortælle os, at "EU har ikke ydet støtte til den palæstinensiske regering siden marts sidste år, hvor Hamas satte sig på regeringsmagten."
Politiken "glemmer" at fortælle, at Hamas blev valgt ved et af de få demokratiske valg i den arabiske verden. I stedet får vi at vide, at Hamas "satte sig" på magten.
2: Politiken fortsætter:
"Efter den seneste tids uroligheder ophævede Abbas søndag samlingsregeringen og udnævnte i stedet den uafhængige Fayyad til ny premierminister. Samtidig blev den væbnede fløj af Hamas blev erklæret for ulovlig."
At "den seneste tids uroligheder" består i, at Fateh prøvede at vælte den demokratisk valgte regering med våbenmagt (med økonomisk og militær støtte fra Egypten, Jordan og Vesten), må Politikens læsere lades i uvidenhed om. Er det fordi, det er uvæsentligt? Var der ikke plads til at skrive "Fatehs væbnede kupforsøg i Gaza"?
3: Politiken viderebringer uden kritiske spørgsmål Per Stig Møllers løgn om kuppet. Politiken skriver:
"»Hamas-regeringen er en kup-regering, og den støtter vi ikke. Men befolkningen vil vi fortsat støtte. Vi vil hjælpe med den humanitære indsats i Gaza«, siger Per Stig Møller. "
At Hamas-regeringen skulle være en "kup-regering" er en temmelig alternativ måde at omgås sandheden på.
Hvem har valgt Hamas? - Svar: Palæstinenserne.
Hvem har valgt den nye regering? - Svar: Condoleeza Rice, Ehud Olmert, Hosni Mubarak, Kong Abdallah af Jordan og Javier Solana.
Burde det ikke være klart, hvem det lige er, der er en "kup-regering"?
Hvorfor stiller Politiken ingen kritiske spørgsmål til Per Stig Møller? Er Politiken simpelthen uvidende om de faktiske forhold, eller viderebringer Politiken med overlæg disse løgne?
4: Politiken skriver:
"600 mio. fra Israel
Den nye regering har også fået Israel til lommerne.
Efter at have tilbageholdt palæstinensiske toldindbetalinger i flere år erklærede den israelske udenrigsminister, Tzipi Livni, på mødet mandag, at de cirka 600 millioner dollar, det drejer sig om, vil blive frigivet til den nye palæstinensiske regering."
At Israle er gået "til lommerne" er mildest talt en fordrejning af sandheden. Kendsgerningen er, at det er penge, som Israel har stjålet fra palæstinenserne - i strid med international lov. Det fremgår godt nok i den efterfølgende sætning, at det drejer sig om palæstinensiske toldindbetalinger. Men mellemrubrikken og afsnittets første sætning er simpelthen så vildledende, at der kun kan være tale om ond vilje fra Politikens side.
Politiken har i den forbindesle begået en artikel, der desværre er typisk for store dele af medielandskabet. Den er simpelthen så fuld af fordrejelser, halve sandheder og underlødig journalistik, at jeg ikke kan lade være med at kommentere på den.
1: Politiken kan fortælle os, at "EU har ikke ydet støtte til den palæstinensiske regering siden marts sidste år, hvor Hamas satte sig på regeringsmagten."
Politiken "glemmer" at fortælle, at Hamas blev valgt ved et af de få demokratiske valg i den arabiske verden. I stedet får vi at vide, at Hamas "satte sig" på magten.
2: Politiken fortsætter:
"Efter den seneste tids uroligheder ophævede Abbas søndag samlingsregeringen og udnævnte i stedet den uafhængige Fayyad til ny premierminister. Samtidig blev den væbnede fløj af Hamas blev erklæret for ulovlig."
At "den seneste tids uroligheder" består i, at Fateh prøvede at vælte den demokratisk valgte regering med våbenmagt (med økonomisk og militær støtte fra Egypten, Jordan og Vesten), må Politikens læsere lades i uvidenhed om. Er det fordi, det er uvæsentligt? Var der ikke plads til at skrive "Fatehs væbnede kupforsøg i Gaza"?
3: Politiken viderebringer uden kritiske spørgsmål Per Stig Møllers løgn om kuppet. Politiken skriver:
"»Hamas-regeringen er en kup-regering, og den støtter vi ikke. Men befolkningen vil vi fortsat støtte. Vi vil hjælpe med den humanitære indsats i Gaza«, siger Per Stig Møller. "
At Hamas-regeringen skulle være en "kup-regering" er en temmelig alternativ måde at omgås sandheden på.
Hvem har valgt Hamas? - Svar: Palæstinenserne.
Hvem har valgt den nye regering? - Svar: Condoleeza Rice, Ehud Olmert, Hosni Mubarak, Kong Abdallah af Jordan og Javier Solana.
Burde det ikke være klart, hvem det lige er, der er en "kup-regering"?
Hvorfor stiller Politiken ingen kritiske spørgsmål til Per Stig Møller? Er Politiken simpelthen uvidende om de faktiske forhold, eller viderebringer Politiken med overlæg disse løgne?
4: Politiken skriver:
"600 mio. fra Israel
Den nye regering har også fået Israel til lommerne.
Efter at have tilbageholdt palæstinensiske toldindbetalinger i flere år erklærede den israelske udenrigsminister, Tzipi Livni, på mødet mandag, at de cirka 600 millioner dollar, det drejer sig om, vil blive frigivet til den nye palæstinensiske regering."
At Israle er gået "til lommerne" er mildest talt en fordrejning af sandheden. Kendsgerningen er, at det er penge, som Israel har stjålet fra palæstinenserne - i strid med international lov. Det fremgår godt nok i den efterfølgende sætning, at det drejer sig om palæstinensiske toldindbetalinger. Men mellemrubrikken og afsnittets første sætning er simpelthen så vildledende, at der kun kan være tale om ond vilje fra Politikens side.
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
