Lejesoldaterne og valgkampen

Jeremy Scahill er den journalist, der har gravet mest i de amerikanske firmaer, der har lejesoldater i Irak - navnlig Blackwater. Her forklarer han om valgkampen i USA og de Clintons og Obamas syn på lejesoldaterne i Irak:

Sikke et jubilæum!

Dagen oprandt. Det var fem år siden, at "de villiges koalition" invaderede Mesopotamien. De skulle afmontere n stor mængde masseødelæggelsesvåben og dermed redde verden fra en overhængende trussel. Vi fik at vide, at Storbritannien kunne blive ramt af masseødelæggelsesvåben indenfor 45 minuter. Det viste sig - ligesom alle andre påskud for at starte krigen - at være løgn. Men det kunne man sådan set sige sig selv.

Hvad siger eroberne nu? Hvad siger Bagdads betvinger, George W. Bush om de fem års krig, han foreløbig har stået i spidsen for? Hvad har han at sige til undersåtterne langs Eufrat og Tigris - og i USA? Han siger, at "vi ikke vil acceptere andet resultat end sejr", at "krigen er ædel, den er nødvendig og den er retfærdig."

Tidligere har jeg viderebragt videnskabeligt materiale, der anslår, at amerikanerne slog omkring 300 irakere ihjel om dagen i 2006. Det er ikke til at sige, om tallet er det samme nu. Men det er værd at lægge mærke til, at patruljerne stadig fungerer på samme måde: Der er omkring 5000 daglige patruljer (inklusiv irakisk militær), der tager ud til "fjendtlige områder". De bevæger sig ind i områder, hvor hele befolkningen sympatiserer med modstandsbevægelsen, for at arrestere eller likvidere oprørere og terrorister.

Ofte har patruljerne en liste over de mistænkte og deres adresser. Deres opgave er så at gennemsøge hele huset for våben, sprængstoffer og politisk materiale, litteratur og videoudstyr. Ofte har de ingen liste, og så går patruljen fra dør til dør. Men da det ville være for farligt at banke på døren (beboerne kunne jo skyde igennem døren), så bliver dørene slået ind, og der bliver skudt på alt, der virker mistænkeligt. Hvis patruljen vurderer, at der er risiko for modstand, foreskriver praksis i tråd med feltmanualen, at der bliver kastet en granat ind i det pågældende rum eller hus. Hvis de mæder modstand, beder patruljen om luftstøtte. Det vil sige, at en bygning, ofte et helt boligområde, bliver bombet.

Uden modstand kan en patrulje finde 30 mistænkte i løbet af en dag. Det vil sige, at 1000 patruljer på en dag kan sparke dørene ind hos 30.000 irakiske hjem, gennemsøge dem og skyde på alle mistænkelige eller truende personer - her må man tænke på, at alle mænd i den kampdygtige alder er potentielle mistænkte og farlige fjender.

Hvis imidlertid en IED (vejsidebombe) afbryder en patrulje, ophører patruljens opgave med at være eftersøgningen af de mistænkte på listen, og i stedet skal de forfølge gruppen bag vejsidebomben (dom ofte beskyder patruljen efter detonationen). Hermed forhindrer oprørsgruppen denne patrulje i med magt at tvinge sig adgang til mindst 30 hjem, tæske indbyggerne, arrestere irakere og ydmyge de lokale beboere.

Når de amerikanske patruljer forfølger en gruppe, der har angrebet patruljen, så foreskriver deres feltmanual, at tilfangetagelse eller henrettelse af angriberen rangerer over civile liv i området. Derfor benytter amerikanerne massiv ildkraft i jagten på disse angribere - med masser af civile dødsfald til følge. Med tusindvis af patruljer hver dag bliver det samlede resultat et regulært massemord på daglig basis. Det er den "ædle krig", som George Bush taler om.

George Bush er tydeligvis ikke meget for at trække flere tropper hjem fra Irak, end der allerede er blevet trukket hjem. Antallet af amerikanske tropper på irakisk jord er nu 158.000. Dertil skal lægges et ukendt antal lejesoldater i firmaer som Blackwater. Jeremy Scahill, der er ekspert på området, anslår, at omkring 126.000 lejesoldater udfører militære opgaver for amerikanerne i Irak.

En anden ting, der er værd at lægge mærke til, er den massive optrapning i antallet af luftangreb, som amerikanerne udfører i Irak. I 2007 udførte de flere luftangreb end i 2004, 2005 og 2006 tilsammen. Ingen af de amerikanske præsidentkandidater taler om at nedbringe antallet af luftangreb. Måske er det fordi, luftangrebene ikke slår amerikanere ihjel. Luftangrebene (herunder brugen af klyngebomber) rammer kun irakiske mænd, kvinder og børn. Og "koalitionen" tæller som bekendt ikke, hvor mange irakere, de slår ihjel.

Det er der andre, der gør. Det amerikanske Just Foreign Policy anslår nu, at 1.189.173 irakere er døde som følge af "den ædle krig".

En forbrydelse uden skyldige

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det lidt underligt med den måde, de vestlige ledere snakker om Irak på. Ingen kan nægte, at det er en menneskelig katastrofe i alle henseender. Mere end fire millioner flygtninge, over en million døde, den totale ødelæggelse af samfundet og udraderingen af Iraks kulturelle skatte - alt sammen er det kendsgerninger, der taler sit eget tydelige sprog. De døde sjæle skriger til himlen.

De vestlige ledere benytter sig af et kendt trick, når de taler om Irak. De taler om Irak som en "tragedie", hvis de endelig er tvunget til at forholde sig til realiteterne. Det er klart, at de først snakker om, at "det var værre under Saddam" - en påstand, der i alle henseende er forkert. Derefter følger et spørgsmål á la "I ønsker måske Saddam tilbage?" - ligesom svinet Squealer i Kammerat Napoleon, der mødte enhver kritik med spørgsmålet "I ønsker måske farmer Jones tilbage?"

Men når lederne er tvunget til at forholde sig til de døde, de sårede, ødelæggelserne, sygdommene og barbariet, så omtaler de det som en almen "tragedie", en katastrofe, de skyldes tilfældige kræfter uden for vores kontrol. En slags naturkatastrofe. En forbrydelse uden gerningsmænd.

Men hov! Var der egentlig ikke engang nogen, der faktisk tog beslutningen om at køre den amerikanske ildvogn over Mesopotamien? Var der ikke nogen europæiske ledere, der resoluit besluttede at medvirke til det, der kun kan betegnes som et folkemord på iraks mænd, kvinder og børn? Var der ingen, der tog beslutningen om massakren på Falluja? Om at bevæbne bødlerne i det irakiske indenrigsministerium? Om at de amerikanske patruljer i praksis fungerer under straffrihed? Om at åbne døren for lejemorderne fra Blackwater og andre lejesoldatsfirmaer?

Hvis vi finder ud af, at der er en person, der er blevet torteret, lemlæstet og likvideret, vil vi så ikke finde morderen og straffe ham? Men hvad gør vi, når morderne er statsledere og respektable mænd og kvinder med høje lønninger ot topposter i statsadministrationen og det private erhvervsliv?

Glædelig jul i øvrigt.

Lejesoldaterne i Irak

En af de største vittigheder, som ufrivilligt slipper ud mellem diverse politikerlæber fra tid til anden er, at Irak er en suveræn og selvstændig nation. For nylig blev det opdaget, at lejesoldater fra det amerikanske firma Blackwater havde dræbt nogle civile. Igen.

Den irakiske regering var presset til denne gang at protestere og kræve, at Blackwater mister sin tilladelse til at oprerere i Irak. Indtil videre har Blackwater (sammen med andre "sikkerhedsfirmaer", som har 182.000 såkaldte "contractors" i Irak, hvoraf en stor del er regulære lejesoldater) opereret frit og udført offensive operationer - dvs. angrebet irakiske civile og bekæmpet guerillagrupper - uden kontrol fra hverken den amerikanske hær eller den irakiske regering. De hører ikke under nogen lovgivning.

Nå, men den irakiske regering kræver, at Blackwater bliver sendt tilbage til USA. Men som New York Times påpeger, så har den irakiske regering ikke myndighed til at bestemme det. Vi tager det lige igen: den såkaldte irakiske "regering" kan ikke bestemme, hvilke lejesoldater, der må operere i Irak og skyde civile irakere.

Jeremy Scahill, forfatter til "Blackwater, the rise of the world's most powerful mercenary army" blev forleden interviewet på CNN - det er absolut værd at se.