Fadlallah er død

En af de mestbetydningsfulde skikkelser i den shiamuslimske verden er død. Sayyed Mohammad Hussein Fadlallah. Han døde søndag på et hospital i Beirut. Der lader til at herske tvivl om, hvor gammel, han egentlig blev. Det libanesiske dagblad Daily Star oplyser, at han blev 74 år, men ifølge Al Jazeera blev Fadlallah 75 år.

Han er flere gange blevet beskrevet som "Hizbollahs åndelige leder". Imidlertid har han aldrig haft en rolle i organisationen. Det, der imidlertid ligger fast, er, at Fadlallah var modstander af store dele af den amerikanske politik i Mellemøsten, modstander af Israel, samt nærede sympati for det islamiske regime i Iran.

Sidstnævnte sympati var dog ikke så ukritisk, som mange (både Fadlallahs venner og modstandere) forsøger at gøre den til. For eksempel sagde han ifølge bogen The Shia Revival, at ingen religiøs leder indenfor shiaislam har monopol på sandheden. Han pegede specifikt på, at Khomeini ikke har monopol på sandheden. Han pegede desuden eksplicit på, at wilayah el-faqih (velayat e-faqih på persisk) som koncept ikke passer til Libanon, uden dog at sige, at det ikke bør gælde i Iran. Han benægtede desuden, at nogle af profeterne, herunder Muhammed (plus imamer som Ali og Hussein).

Denne dobbelthed var temmelig karakteristisk for Fadlallah. Han var ikke fundamentalist af Khomeini-typen (flere ledende shia-teologer fra Qom har sagt, at det er uforenligt med islam at udgive Fadlallahs skrifter, og da en repræsentant for den irakiske shia-leder Al-Sistani var i Libanon i 2008, nægtede han at mødes med Fadlallah), men samtidig var han heller ikke Vestens gode ven af Hariri-typen. På den måde inkarnerede han Libanons dobbelthed og kompleksistet.

På randen af borgerkrig

Da jeg i oktober talte med en af de lokale Hizbollah-ledere i Beiruts sydlige forstæder, Naim Bilal, som også er leder af Hizbollahs spejderorganisation al-Mahdi spejderne, spurgte jeg ham og faren for en borgerkrig. Svaret, jeg fik, var lige så skræmmende som det var køligt og realistisk. "Jeg tror, der bliver borgerkrig," sagde han. Velovervejet.

Historien gentager sig. I perioden mellem 1970 og 1975 var der mange tegn på, at landet var på vej mod en borgerkrig. En national enhedsregering blev dannet, og kollapsede på grund af uforenlige interne modsætninger. Præsidenten var i praksis øverste leder for hæren, og han tilhørte det kristne mindretal, som ifølge landets grundlov besad flertallet af parlamentets pladser. Hæren blev i stigende grad opfattet som tilhørende de kristne.

Den libanesiske hær var imidlertid ikke den eneste hær i landet. Der var over 10.000 soldater i PLO's styrker, som var blevet fordrevet fra Jordan efter "Sorte september". To hære med to forskellige dagsordener stod i Libanon. Lyder det bekendt?

Efter Syrien blev presset ud af Libanon i 2005 blev der dannet en national enhedsregering. Den brød senere sammen på grund af uforenlige interne modsætninger. Groft sagt kan man sige, at sunnier og drusere står over for shiaerne. De kristne er splittet midt over, og det største kristne parti, FPM, er allieret med Hizbollah, det ena af de to store shiamuslimske partier.

Splittelsen skete under Israels angreb på Libanon i sommeren 2006. De ministre, der kom fra Hizbollah og Amal, samt en tilhænger af den pro-syriske præsident Lahoud, trak sig. Siden har regeringen reelt ikke fungeret, og landet har befundet sig i dyb politisk krise. Halvdelen af libaneserne opfatter regeringen som forfatningsstridig.

I årene op til 1975, hvor borgerkrigen startede, var der flere og flere voldelige sammenstød mellem de forskellige grupper. Lyder det bekendt? For nylig blev syv unge Hizbollah-tilhængere mejet ned af "ukendte gerninsmænd". De hyppige sammenstød bliver som regel stoppet hurtigt. Men vreden er til stede. Politiske modstandere beskyldes for at være agenter for enten Syrien, USA, Iran eller Israel.

En anden faktor, der peger i retning af borgerkrig, er den libanesiske hærs faldende autoritet. Hæren bliver i stigende grad anset for at være et instrument, der bakker regeringen op - den regering, som halvdelen af libaneserne anser for at være illegitim. På næsten samtlige punkter, vi ser på, ligner det situationen op til 1975. Borgerkrigens trommer lyder stadig mere højlydt.