Der er få ting, der er så spændende og har så megen mystisk aura omkring sig som de store spion-skandaler. Den seneste af slagsen fra Libanon er ingen undtagelse. Skæg og blå briller er en evig kilde til fascination.
Den tidligere chef for det østtyske Stasis udenrigstjeneste, Markus Wolf, reflekterede i sine erindringer over forskelle og ligheder mellem den måde, øst og vest bedrev spionage og krig på. Han sagde blandt andet: "Vi havde en enkelt lille fordel frem for Vesten ved vores operationer i den Tredje Verden: Vores evne til at holde vores aktiviteter hemmelige eller i det mindste uigennemsigtige for vores befolkning på grund af magtesløse parlamenter og officiel kontrol med medierne."
Med dette citat in mente er det interessant at se, at USA's lange forsøg på at ændre på dette forhold (især kontrollen med pressen i årene siden 2001), har lidt en krank skæbne i Libanon. Dette land, der er en konstant skueplads for kampe mellem regionale og globale magter, danner endnu engang ramme om en større diplomatisk skandale, hvis implikationer rækker længere ud end det lille land ved Middelhavets østlige ende.
I sidste uge afslørede det libanesiske parti Hizbollahs TV-kanal Al Manar en stor del af CIA's netværk i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen en række navngivne agenter, der arbejder for CIA i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen, at CIA's libanesiske chef er Daniel Patrick McFeely (født 29. juni 1966).
CIA holder til i en selvstændig bygning på den amerikanske ambassades område i Awkar, der ligger nord for Beirut. CIA's stab består af ti mænd og kvinder, der har status af diplomater. Hizbollah nævner desuden andre agenter: Rosendo Cedano (angiveligt en latino - CIA foretrækker ofte latinoer, da de i udseende har let ved at falde ind i Mellemøsten), Chuck Lisenbee og Sarah Getter. Desuden nævnes andre, der tidligere har været på mission i Libanon.
Den måske mest interessante - om end ikke overraskende - afsløring er, at de amerikanske agenter også arbejder med at indsamle efterretninger til Israel. Under Israels angreb på Libanon i 2006 arbejdede CIA med at indsamle efterretninger om Hizbollah til Israel. Angiveligt informerede de Israel om Hizbollahs stillinger og troppebevægelser. Nogle af disse efterretninger førte til israelske angreb på civile
Hizbollahs detaljerede afsløringer af navne, dæknavne, mødesteder og økonomiske forhold betyder, at Hizbollah formentlig råder over en ikke ubetydelig mængde efterretninger, der kan skade USA's spionage i Libanon og resten af regionen.
Uanset hvad man mener om Hizbollah og deres TV-station Al Manar, så bidrager afsløringer af denne art altid til en større grad af åbenhed omkring de store konflikter, der konstant truer med at rive Libanon og resten af regionen i blodige stykker.
News and comments from Balad al Sham
Showing posts with label CIA. Show all posts
Showing posts with label CIA. Show all posts
Tuesday, December 13, 2011
Thursday, November 15, 2007
Kujoner dør mange gange
Bush-sproget er fantastisk. Det er omvendt Shakespeare. Kliken i det hvide hus fabulerer med sproget og udvikler nye ord. Og de taler et episk sprog. Men i modsætning til Shakespeare har det ikke til formål at hæve menneskehedens kuturelle niveau - tværtimod. Et eksempel er det prædikat, de har sat på Syrien. Syrien er ofte medtaget i "ondskabens akse". Måske ikke Bush-klikens største sproglige bedrift, men ikke desto mindre har den vist sig at have stor gennemslagskraft.
Den 6. september i år angreb israelske F-15 fly syrisk territorium. Både Israel og Syrien har været meget tavse vedrørende selve angrebets omstændigheder og hvad det egentlig var, der blev bombet. Det står dog klart, at USA havde givet grønt lys til angrebet.
Det antages bredt, at målet for det israelske angreb var et atomart anlæg. Dette er kun en antagelse, og den er ikke bekræftet. Men den må siges at give mening. Syrien har et arsenal af kemiske våben som modvægt til Israels massive arsenal af kernevåben, og ud fra et militært synspunkt er det mere end logisk, hvis Syrien stræber efter at anskaffe sig kernevåben - ganske som Iran. Begge lande har jo set, hvad der skete med Irak, som overhovedet ingen masseødelæggelsesvåben havde, og som desuden var militært forkrøblet. Hvis landet havde været stærkt, var det aldrig blevet invaderet af USA. Kliken i Washington vil nemlig aldrig gå efter de stærke - de vil kun angribe dem, der allerede ligger ned.
Men er Syrien USA's fjende? Er Damaskus en reel modpart til Washington i spillet om Mellemøstens kolonier? Det er langt fra tilfældet.
Siden 1. verdenskrig har Syrien ikke annekteret nye landområder - tværtimod er der blevet skåret mere og mere af Syrien. Syrien mistede først en del af det, der nu er Jordan, da briterne oprettede Transjordanien - måske en af de mest kunstige nationalstater, historien har set. Franskmændene besluttede sig i 1920 for at oprette Libanon - en ny stat, der havde et tvivlsomt nationalt grundlag, men til gengæld husede en (kristen) elite, som Paris kunne basere sig på i kampen mod Damaskus. Derefter huggede Frankrig en del af det nordlige Syrien og afleverede det til Tyrkiet. Resultatet af denne grænsrykning var, at tusindvis af armenere, der var flygtet fra tyrkernes folkemord i 1915, var nødt til at flygte igen.
Senere tog Israel Golanhøjderne fra Syrien. Golanhøjderne er vigtige på grund af vandforsyningen.
Syrien har altså gennem det 20. århundrede oplevet en stadig reduktion af landet. Intet under, at Damaskus føler, at det er under angreb fra alle sider.
Men hvad med forholdet til USA? Syrien støttede USA's krig imod Irak i 1991. Syrien gik derefter - på USA's foranledning og opfordring - ind i Libanon for at opretholde Taif-aftalen og sikre "Pax Syriana". Dengang var de åbne allierede med USA. I dag er alliancen knap så åbenlys, men ikke desto mindre er der stadig et samarbejde, der ikke er uvæsentligt.
Syrien har nemlig vist sig at være en dygtig og velvillig samarbejdspartner for USA i "krigen mod terror". Syriens behandling af islamistiske grupper er notorisk, og det medfører for eksempel dødsstraf, hvis man dømmes skyldig i medlemsskab af Det Muslimske Broderskab.
Der dukker jævnligt eksempler op, som bekræfter et glimrende samarbejde mellem USA og Syrien. I "krigen mod terror" har USA nemlig god brug for Syriens ekspertise inden for afhøring med elektriske stød, stokkeslag og seksuelle ydmygelser. Ikke fordi amerikanerne ikke selv råder over eksperter på dette felt, men Syrien har et veludbygget system hvad angår tortur.
Maher Arar bor i Canada. Han kommer oprindelig fra Damaskus. Da han besøgte USA blev han arresteret og blev anklaget for at være medlem af al-Qaeda. CIA fløj ham til Syrien, hvor han - i et underjordisk fængsel - kom under kærlig behandling af det syriske Mukhabarat. Den canadiske regering gav Maher Arar en undskyldning, da han vendte tilbage til Canada - for det canadiske politi havde tilsyneladende hjulpet CIA til at rejse de grundløse beskyldninger mod Maher Arar. De amerikanske myndigheder har aldrig sagt undskyld til Maher Arar, og han kan ikke tage over grænsen til USA, for han risikerer at ryge til endnu en omgang tortur i Damaskus.
Der er mange flere eksempler. Amnesty International afslører et systematisk samarbejde om tortur mellem USA og Syrien. "Axis of torture" fristes man til at sige. Time har afdækket en del af det.
Er Syrien USA's ven eller fjende? På den ene side er USA stærkt allieret med Israel - den eneste pålidelige og stabile amerikanske allierede i regionen. På den anden side har USA brug for Syrien til at gøre noget af det beskidte arbejde. Og en ting er sikker: hvis alternativet til Baath-styret i Damaskus er det Muslimske Broderskab (som formentlig ville vinde stor tilslutning ved et demokratisk valg), så foretrækker kliken i Washington at samarbejde med Bashar al-Assad.
Shakespeare lader i Julius Cæsar sige, at "Kujoner dør mange gange, De ærefulde smager kun døden en gang." Magthaverne i Mellemøsten - herunder USA - er moralske lig. Ikke desto mindre formår kadaverne i samdrægtighed til stadighed at få de ærefulde til at smage døden ganske eftertrykkeligt.
Den 6. september i år angreb israelske F-15 fly syrisk territorium. Både Israel og Syrien har været meget tavse vedrørende selve angrebets omstændigheder og hvad det egentlig var, der blev bombet. Det står dog klart, at USA havde givet grønt lys til angrebet.
Det antages bredt, at målet for det israelske angreb var et atomart anlæg. Dette er kun en antagelse, og den er ikke bekræftet. Men den må siges at give mening. Syrien har et arsenal af kemiske våben som modvægt til Israels massive arsenal af kernevåben, og ud fra et militært synspunkt er det mere end logisk, hvis Syrien stræber efter at anskaffe sig kernevåben - ganske som Iran. Begge lande har jo set, hvad der skete med Irak, som overhovedet ingen masseødelæggelsesvåben havde, og som desuden var militært forkrøblet. Hvis landet havde været stærkt, var det aldrig blevet invaderet af USA. Kliken i Washington vil nemlig aldrig gå efter de stærke - de vil kun angribe dem, der allerede ligger ned.
Men er Syrien USA's fjende? Er Damaskus en reel modpart til Washington i spillet om Mellemøstens kolonier? Det er langt fra tilfældet.
Siden 1. verdenskrig har Syrien ikke annekteret nye landområder - tværtimod er der blevet skåret mere og mere af Syrien. Syrien mistede først en del af det, der nu er Jordan, da briterne oprettede Transjordanien - måske en af de mest kunstige nationalstater, historien har set. Franskmændene besluttede sig i 1920 for at oprette Libanon - en ny stat, der havde et tvivlsomt nationalt grundlag, men til gengæld husede en (kristen) elite, som Paris kunne basere sig på i kampen mod Damaskus. Derefter huggede Frankrig en del af det nordlige Syrien og afleverede det til Tyrkiet. Resultatet af denne grænsrykning var, at tusindvis af armenere, der var flygtet fra tyrkernes folkemord i 1915, var nødt til at flygte igen.
Senere tog Israel Golanhøjderne fra Syrien. Golanhøjderne er vigtige på grund af vandforsyningen.
Syrien har altså gennem det 20. århundrede oplevet en stadig reduktion af landet. Intet under, at Damaskus føler, at det er under angreb fra alle sider.
Men hvad med forholdet til USA? Syrien støttede USA's krig imod Irak i 1991. Syrien gik derefter - på USA's foranledning og opfordring - ind i Libanon for at opretholde Taif-aftalen og sikre "Pax Syriana". Dengang var de åbne allierede med USA. I dag er alliancen knap så åbenlys, men ikke desto mindre er der stadig et samarbejde, der ikke er uvæsentligt.
Syrien har nemlig vist sig at være en dygtig og velvillig samarbejdspartner for USA i "krigen mod terror". Syriens behandling af islamistiske grupper er notorisk, og det medfører for eksempel dødsstraf, hvis man dømmes skyldig i medlemsskab af Det Muslimske Broderskab.
Der dukker jævnligt eksempler op, som bekræfter et glimrende samarbejde mellem USA og Syrien. I "krigen mod terror" har USA nemlig god brug for Syriens ekspertise inden for afhøring med elektriske stød, stokkeslag og seksuelle ydmygelser. Ikke fordi amerikanerne ikke selv råder over eksperter på dette felt, men Syrien har et veludbygget system hvad angår tortur.
Maher Arar bor i Canada. Han kommer oprindelig fra Damaskus. Da han besøgte USA blev han arresteret og blev anklaget for at være medlem af al-Qaeda. CIA fløj ham til Syrien, hvor han - i et underjordisk fængsel - kom under kærlig behandling af det syriske Mukhabarat. Den canadiske regering gav Maher Arar en undskyldning, da han vendte tilbage til Canada - for det canadiske politi havde tilsyneladende hjulpet CIA til at rejse de grundløse beskyldninger mod Maher Arar. De amerikanske myndigheder har aldrig sagt undskyld til Maher Arar, og han kan ikke tage over grænsen til USA, for han risikerer at ryge til endnu en omgang tortur i Damaskus.
Der er mange flere eksempler. Amnesty International afslører et systematisk samarbejde om tortur mellem USA og Syrien. "Axis of torture" fristes man til at sige. Time har afdækket en del af det.
Er Syrien USA's ven eller fjende? På den ene side er USA stærkt allieret med Israel - den eneste pålidelige og stabile amerikanske allierede i regionen. På den anden side har USA brug for Syrien til at gøre noget af det beskidte arbejde. Og en ting er sikker: hvis alternativet til Baath-styret i Damaskus er det Muslimske Broderskab (som formentlig ville vinde stor tilslutning ved et demokratisk valg), så foretrækker kliken i Washington at samarbejde med Bashar al-Assad.
Shakespeare lader i Julius Cæsar sige, at "Kujoner dør mange gange, De ærefulde smager kun døden en gang." Magthaverne i Mellemøsten - herunder USA - er moralske lig. Ikke desto mindre formår kadaverne i samdrægtighed til stadighed at få de ærefulde til at smage døden ganske eftertrykkeligt.
Friday, November 2, 2007
Diktatoren kom forbi
Kong Abdallah af Saudi Arabien blev inviteret indenfor hos Dronningen af England. Man må håbe, de har haft det hyggeligt. For det har folk flest i kongens hjemland ikke. Han repræsenterer ganske enkelt et af de mest rædselsfulde regimer i verden. Men han er samtidig en af Vestens gode venner og allierede, som Shahen var det i 1970'erne, som Saddam var det i 1980'erne, og som de israelske generaler til stadighed er det. Og så nævner vi slet ikke Egyptens notoriske toturbøddel af en diktator, Hosni Mubarak.
Nå, men Kong Abdallah kom forbi Buckingham Palace. Her blev han budt hjerteligt velkommen. På de offentlige pladser i London var der ingen offentlige henrettelser, som der ellers ofte er i kongens hjemland. Saudi Arabien er det eneste land ud over Iran, der har offentlige henrettelser, og selve aflivningen foregår ved, at bøddelen hugger fangens hals halvt over med et sværd. Sidste år blev mindst 39 fanger henrettet på denne måde. I 2005 var tallet 86. Tallene er fra en rapport fra Amman Center for Human Rights Studies, som også nævner, sagen om Sulaimon Olyfemi, en nigerianer, der fortsat sidder på dødsgangen i kongens hjemland. Han blev dømt til døden efter en retssag, der kun foregik på arabisk - et sprog, som han ikke forstår. Som det er skik og brug i Saudi Arabien blev Sulaimon Olyfemi desuden tortureret og mishandlet.
Den mand, der står i spidsen for dette rædselssystem, bliver gladeligt budt velkommen i Vesten, i Washington og i London. Saudi Arabien er det land i verden, hvor andelen af kvinder på arbejdsmarkedet er absolut lavest. Men, "velkommen, kære konge," lyder det alligevel fra demokratiets korsriddere i Vesten.
Og så var der lige det med giftgassen. Det er velkendt, at Vesten støttede Saddam under krigen mod Iran. Og intet blev mælet om giftgassen mod hverken iranerne eller kurderne. Også fra Vestens gode allierede i Saudi Arabien lød der ingen protest over giftgassen.
Human Rights Watch beskriver i en rapport, hvordan Saudi Arabien behandler emigrantarbejdere - typisk fra Asien - der arbejder som slaver hos rige Saudere. Dette indbefatter med garanti Kong Abdallahs familie.
Rapporten siger blandt andet, at "husarbejdere" (i realiteten husslaver) risikerer at blive straffet ekstra, hvis de går åbent ud med, at de er blevet udsat for voldelige eller seksuelle overgreb. Desuden klarlægger den, at husslaverne i mange tilfælde tier stille med de overgreb, den saudiske overklasse udsætter dem for - af frygt for at blive fyret og dermed deporteret. Ligesom hos et andet regime i regionen, der er støttet af Vesten - Jordan - mister emigrantarbejderne nemlig omgående deres opholdstilladelse, når deres ansættelsesforhold ophører.
Og så er der lige den saudiske kongefamilies bånd til de fanatiske wahabi-ekstremister og hellige krigere.
Det er velkendt, at den saudiske kongefamilie var hovedsponsor af de hellige krigere (mujahedeen), der i 1980'erne under ledelse af Osama bin Laden kæmpede imod Sovjetunionen og "kommunismen" i Afghanistan. Andre indblandede var naturligvis CIA og den pakistanske efterretnigstjeneste ISI. Og så var der naturligvis Lars Løkke Rasmussen, som på hesteryg red ind i Afghanistan for at aflevere 600.000 kroner til disse bevæbnede fundamentalister. Pengene var samlet ind blandt højrefløjen i Danmark.
I Kongens hjemland er wahabi-islam tæt knyttet til staten og kongefamilien. Årsag? Det har siden 1902 (da Ibn Saud gennem en handel med kleresiet indtog Riyadh) virket som et glimrende middel til at kontrollere befolkningen. Og at Osama bin Laden har magtfulde venner inden for statsapparatet (og kongefamilien) blev bevist i 2003, da folk fra den saudiske sikkerhedstjeneste udførte et angreb i Riyadh.
Ikke desto mindre er han vores ven, ham Abdallah. I Burma er juntaen nogle slynngler og forbrydere, det er alle enige om. Men når en repræsentant for et regime, der i alle henseender er mere diktatorisk, mere brutalt, mere undertrykkende og tillige baseret på rabiat islamisk fundamentalisme, der kan sidestilles med Taleban, kommer forbi, så er han hjertelig velkommen, og han får te på Buckingham Palace. Når det kommer til Mellemøsten har de vestlige "demokratiske" tanker det med at fordampe i den blå luft.
Og så fik jeg også skrevet mit første indlæg igen efter en måneds pause.
Nå, men Kong Abdallah kom forbi Buckingham Palace. Her blev han budt hjerteligt velkommen. På de offentlige pladser i London var der ingen offentlige henrettelser, som der ellers ofte er i kongens hjemland. Saudi Arabien er det eneste land ud over Iran, der har offentlige henrettelser, og selve aflivningen foregår ved, at bøddelen hugger fangens hals halvt over med et sværd. Sidste år blev mindst 39 fanger henrettet på denne måde. I 2005 var tallet 86. Tallene er fra en rapport fra Amman Center for Human Rights Studies, som også nævner, sagen om Sulaimon Olyfemi, en nigerianer, der fortsat sidder på dødsgangen i kongens hjemland. Han blev dømt til døden efter en retssag, der kun foregik på arabisk - et sprog, som han ikke forstår. Som det er skik og brug i Saudi Arabien blev Sulaimon Olyfemi desuden tortureret og mishandlet.
Den mand, der står i spidsen for dette rædselssystem, bliver gladeligt budt velkommen i Vesten, i Washington og i London. Saudi Arabien er det land i verden, hvor andelen af kvinder på arbejdsmarkedet er absolut lavest. Men, "velkommen, kære konge," lyder det alligevel fra demokratiets korsriddere i Vesten.
Og så var der lige det med giftgassen. Det er velkendt, at Vesten støttede Saddam under krigen mod Iran. Og intet blev mælet om giftgassen mod hverken iranerne eller kurderne. Også fra Vestens gode allierede i Saudi Arabien lød der ingen protest over giftgassen.
Human Rights Watch beskriver i en rapport, hvordan Saudi Arabien behandler emigrantarbejdere - typisk fra Asien - der arbejder som slaver hos rige Saudere. Dette indbefatter med garanti Kong Abdallahs familie.
Rapporten siger blandt andet, at "husarbejdere" (i realiteten husslaver) risikerer at blive straffet ekstra, hvis de går åbent ud med, at de er blevet udsat for voldelige eller seksuelle overgreb. Desuden klarlægger den, at husslaverne i mange tilfælde tier stille med de overgreb, den saudiske overklasse udsætter dem for - af frygt for at blive fyret og dermed deporteret. Ligesom hos et andet regime i regionen, der er støttet af Vesten - Jordan - mister emigrantarbejderne nemlig omgående deres opholdstilladelse, når deres ansættelsesforhold ophører.
Og så er der lige den saudiske kongefamilies bånd til de fanatiske wahabi-ekstremister og hellige krigere.
Det er velkendt, at den saudiske kongefamilie var hovedsponsor af de hellige krigere (mujahedeen), der i 1980'erne under ledelse af Osama bin Laden kæmpede imod Sovjetunionen og "kommunismen" i Afghanistan. Andre indblandede var naturligvis CIA og den pakistanske efterretnigstjeneste ISI. Og så var der naturligvis Lars Løkke Rasmussen, som på hesteryg red ind i Afghanistan for at aflevere 600.000 kroner til disse bevæbnede fundamentalister. Pengene var samlet ind blandt højrefløjen i Danmark.
I Kongens hjemland er wahabi-islam tæt knyttet til staten og kongefamilien. Årsag? Det har siden 1902 (da Ibn Saud gennem en handel med kleresiet indtog Riyadh) virket som et glimrende middel til at kontrollere befolkningen. Og at Osama bin Laden har magtfulde venner inden for statsapparatet (og kongefamilien) blev bevist i 2003, da folk fra den saudiske sikkerhedstjeneste udførte et angreb i Riyadh.
Ikke desto mindre er han vores ven, ham Abdallah. I Burma er juntaen nogle slynngler og forbrydere, det er alle enige om. Men når en repræsentant for et regime, der i alle henseender er mere diktatorisk, mere brutalt, mere undertrykkende og tillige baseret på rabiat islamisk fundamentalisme, der kan sidestilles med Taleban, kommer forbi, så er han hjertelig velkommen, og han får te på Buckingham Palace. Når det kommer til Mellemøsten har de vestlige "demokratiske" tanker det med at fordampe i den blå luft.
Og så fik jeg også skrevet mit første indlæg igen efter en måneds pause.
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
