Brev fra kongen

Flosklerne væltede nærmest oven i hinanden i dagens Jordan Times. Den kongetro avis kunne meddele, at der er kommet en ny regeringsleder. Valget er faldet på den 62-årige jurist Awn Khasawneh. Med en uddannelse fra Cambridge og en periode som dommer ved FN's Internationale domstol virker han som et valg, der ikke kan støde Jordans allierede i Washington.

Jordans Kong Abdallah, der styrer landet som en art oplyst enevælde, har skrevet et brev i forbindelse med udnævnelsen af den nye regeringschef. Det fremgår blandt andet, at regeringen skal stå i spidsen for en reformproces, som skal være mærkbar og ægte, og desuden at borgerne skal informeres om denne reformproces. Kongen skriver også, at den palæstinensiske sag ligger ham meget på sinde.

Kort sagt er kongens brev en lang række af selvfølgeligheder og tomme ord, der ikke kan bestå ikke-testen. På den måde er alt ved det gamle på trods af den nye regeringschef.

I et andet brev, som kongen har skrevet - til den afgående regeringschef Marouf Suleiman al-Bakhit - hæver flosklerne sig helt op på det komiske plan. Alle i Jordan ved, at da Bakhit blev sat ind i februar i år, skete det for med en blanding af indrømmelser og rå magt at knuse protesterne mod regimet. Alle ved, at korruptionen i landet er omfattende, og at den er organisk forbundet med regimet selv. Alligevel skriver kongen til Bakhit, at "alle jordanere vil huske dine seriøse og modige tiltag for at styrke principper om gennemsigtighed, ansvarlighed, lovstyre og din upartiske og frygtløse forfølgelse af mistanker om korruption."

Hele manøvren er formentlig et forsøg på at redde det korrupte og uduelige monarki, men det står der ikke noget om i Jordan Times.

Krigsforbryder? - Ikke længere!

Så skete det. En af Mellemøstens mest berygtede krigsforbrydere blev modtaget i England. Besøget er kun kommet i stand, efter den britiske lovgivning blev ændret, så en lang række udenlandske krigsforbrydere ikke kan arresteres og retsforfølges i Storbritannien.

Jeg taler om Tzipi Livni. Hun har i dag besøgt William Hague, der er britisk udenrigsminister. Livni selv er ikke minister længere, så hendes visitkort indeholder ordet "forhenværende" foran titlen som premierminister. Men hun er også "forhenværende" krigsforbryder.

For få uger siden har Storbritanniens regering nemlig vedtaget at fjerne en bestemmelse i lovgivningen, der hidtil har gjort det muligt at retsforfølge israelske krigsforbrydere.

Jeg har tidligere omtalt sagen mod Livni, da det kom frem, at en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på hende. Allerede dengan udtalte den daværende britiske regering noget, der kun kunne tolkes sådan, at de for enhver pris ville forhindre, at israelske politikere skulle stilles til ansvar for deres handlinger over for en britisk domstol.

Nu kan Livni - Gazas bøddel - altså frit rejse ind og ud af det Forenede Kongerige. På FN's hjemmeside ligger der et katalog over de krigsforbrydelser, hun er ansvarlig for. Men nu kan det ikke længere bruges som retsligt bevismateriale i Storbritannien.

Palæstinensiske græsrødder støtter protester i Israel

Spørgsmålet om Palæstinas FN-status fylder en del i medierne for tiden. Det er sådan set naturligt nok. Det, jeg synes er blevet overset, er de store sociale protester i Israel.

To gange har over 300.000 demonstreret i Tel Aviv. Omkring 200.000 har været på gaden i Be’er Sheva – omtrent det samme antal, som der er indbyggere i byen.
Demonstranternes krav har taget udgangspunkt i den store mangel på boliger, der er til at betale. Men bevægelsen har udviklet sig til en mere generel kamp for social retfærdighed

Til demonstrationerne har folk båret skilte, hvor der står ”vi kræver boliger”, ”regeringen er imod folket, folket er imod regeringen”, ”al magt til folket”, ”folket kræver social retfærdighed”, ”gå af” og ”Egypten er her”. Meningsmålinger har vist, at demonstranterne bliver støttet af ni ud af ti i befolkningen.

Hidtil har der været forbløffende få palæstinensiske organisationer, enkeltpersoner, intellektuelle og politikere, der har bakket op om de israelske råb om social retfærdighed. Men måske er det ved at ændre sig.

En forsamling af 20 palæstinensiske og israelske organisationer, der mødtes i Hebron i september, har udtrykt deres opbakning til de sociale protester i Israel og det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. De opfordrer til fælles kamp imod besættelse, fattigdom, racisme og bosættelser.

Blandt organisationerne er Israels Kommunistparti, de palæstinensiske venstrefløjspartier DFLP og PPP, de palæstinensiske læreres fagforening og sammenslutningen af palæstinensiske landmænd. Dertil kommer en række ungdomsorganisationer og folkelige bevægelser.

Deres erklæring kan læses her på engelsk, men jeg synes lige, at et udpluk af den skulle oversættes til dansk. Here goes:

“Protestbevægelserne i den arabiske verden har vakt begejstring i hele verden hos de, der søger frihed, og mange har taget modellen med folkelig kamp til sig. Disse protestbevægelser har haft en dyb indvirkning på forskellige grupper i Israel, både hos jøder og palæstinensere, og har bidraget til bevægelsen for social retfærdighed i Israel.

Vi - palæstinænsiske og israelske sociale og politiske kræfter, repræsentanter for kvindeorganisationer og unge mennesker fra begge sider af den Grønne Linie - fremhæver behovet for fælles kamp med mål om at befri regionens folk fra kolonialisme og hegemoni, navnlig zionismen, standse besættelsen og Israels militære aggression samt støtte det palæstinensiske folks retfærdige kamp for dets ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med det internationale samfunds beslutninger.

Vi ser frem til befrielsen af hele regionens folk fra diktatur, tyranni og alle former for national, social og økonomisk undertrykkelse.

Vi advarer imod de velkendte forsøg fra besættelses-regeringen på at undslippe sin krise og protesternes pres ved frygt og at pege på en udefrakommende trussel: enten ved at præsentere den palæstinensiske appel til FN som en “fare”, eller ved militær aktion som vi har set det i de seneste dage i lyset af den hårde optrapning af blodsudgydelserne imod palæstinenserne i Gaza.

En folkelig, fælles kamp er et af de centrale principper i kampen imod besættelsen, bosættelserne, racismen, kolonialismen, imod den ekskluderende politik, svækkelsen, fattiggørelsen og den racistiske adskillelse i Israel.”

Egyptens Gestapo har fået nyt logo

Den egyptiske regering blev tidligere på året presset til at opløse det statslige sikkerhedspoliti. Det var en institution, der af aktivister var kendt som "Egyptens Gestapo", og som blev trænet i torturmetoder af det amerikanske FBI.

Nu har regeringen i stedet oprettet قطاع الأمن الوطني, og denne "nye" institution har også fået et officielt navn på engelsk. Homeland Security. Generalernes "nye" sikkerhedstjeneste har endda fået et logo, der til forveksling ligner det, som Homeland Security har i USA.

Se selv:
Her kan du se det egyptiske logo
Her kan du se det amerikanske logo

Man kan beskylde de egyptiske generaler for mange ting, men ikke for at være kreative i deres undertrykkelsesmetoder og disses grafiske udtryk.

Libyens revolutionære i protest mod NTC

De underliggende splittelser i Libyens revolution er ved at komme op til overfladen. Nu protesterer de revolutionære i Misrata imod, at Libyens selvbestaltede overgangsråd, det såkaldte NTC, har udnævnt en tidligere Gaddafi-loyalist til Tripolis nye sikkerhedschef.

Den nye sikkerhedschef i Libyens hovedstad hedder Albarrani Shkal, og han er forhenværende general i Gaddafis hær. Men så fandt han ud af, at det var bedre for hans karriere at slutte sig til NTC. De revolutionære på gaderne i Misrata råbte under protesten, at hvis udnævnelsen af generalen går igennem, vil martyrernes blod være spildt til ingen nytte.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes, der er noget lusket ved NTC. Identiteten hos rådets medlemmer er for størstedelens vedkommende hemmelig.

Adsillige af dem, vi kender til, består af frafaldne Gaddafi-folk og eksil-libyere, der tabte magtkampen i 1970'erne, da regimet satsede på en statslig udvikling af landets økonomi i stedet for en markedsøkonomi. I parantes bemærket var det denne udviklingsmodel, der - den benhårde politiske undertrykkelse til trods - førte til, at levestandarden for almindelige libyere steg til det højeste i Afrika.

Der er flere ting der peger på, at NTC har bedre forbindelse til magthaverne i Paris og Rom end til de revolutionære i Misrata og Tripoli. The Independent skriver - på avisens erhvervssider - at der nu er sat gang i en storstilet kamp om den profit, der følger efter regimeskiftet.

Reuters skriver, at NTC's styre meget vel kan vise sig at blive "en guldgrube for vestlige virksomheder og investorer." De NATO-lande, der i årevis var tilfredse med Gaddafis regime, er nu endnu gladere, fordi en endnu større del af Libyens rigdomme end tidligere nu vil havne i selskaber, der er noteret på børserne i London, Paris og Rom. For at sikre ro til denne overflytning af guld (og en klækkelig kommission til de ukendte herrer i NTC), virker det logisk at udnævne en type som Albarrani Shkal til stærk mand i Tripoli. Det er dét, de kan fornemme i Misrata.

Gaddafis store kærlighed

Det er nogle temmelig bizarre opdagelser, de libyske oprørere gør sig, når de i disse dage gennemgår Gaddafis compound. Her taler jeg ikke kun om oberstens bemærkelsesværdige garderobe og hans sofa, der er udformet som en havfrue af guld. En interessant opdagelse er et fotoalbum fyldt med billeder af den tidligere amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice. Det var hende, der blev berygtet og forhadt i Mellemøsten, da hun sagde, at Israels aggression mod Libanon i 2006 var "fødselsveerne til et nyt Mellemøsten".

Condoleeza Rice besøgte Gaddafi i Tripoli i 2008. Udenrigsministeren og obersten spiste iftar-middag om aftenen i den hellige ramadan-måned.

Dengang var Gaddafi meget glad for sine venner i Vesten - og de var glade for ham, så længe han kunne sikre stabilitet. Men obersten var angiveligt mere end almineligt glad for Condi, hvilket fundet af fotoalbummet indikerer.

I et interview med A Jazeera i 2007 omtalte han Condoleeza Rice (som han omtalte som "Leeza") i meget rosende vendinger. "Jeg støtter min kære sorte afrikanske kvinde," sagde han. "Jeg beundrer hende og er meget stolt over den måde, hvorpå hun læner sig tilbage og giver ordrer til de arabiske ledere."

"Jeg elsker hende højt. Jeg beundrer hende og er stolt af hende, fordi hun er en sort kvinde med afrikanske rødder."

Bolværket er brudt

Tripoli er faldet. Med Gaddafi-regimets fald går kampen om Libyens fremtid i gang. Jeg vil ikke her komme med et længere indlæg, blot komme med en analogi fra en anden krig.

Da de amerikanske rebeller i slutningen af 1700-tallet kæmpede for at gøre sig fri af England, blev de støttet af det monarkistiske Frankrig. Men Frankrig havde sin egen agenda og sine egne grunde til at svække England. Hvis det franske monarki ikke var løbet ind i problemer (for eksempel revolutionen 1789-93, der gjorde det af med monarkiet), havde Frankrig utvivlsomt forsøgt at tage Englands plads som den nye koloniherre.

På samme måde har Berlusconi, Sarkozy og de andre europæiske ledere deres helt egne motiver bag deres pludselige modstand mod Gaddafi. De vil gerne have en leder, de lettere kan styre.

Husk på, at det er mindre end et år siden, at EU outsourcede deres grænsekontrol til Gaddafi. Betalingen var klækkelig, og grænsekontrollen blev udøvet med de for Gaddafi-regimet kendte metoder: grusom tortur, galger og nogle af verdens værste fangehuller. Nu er EU's bolværk blevet brudt.