I min tidligere post beskrev jeg en del af reaktionerne på det palæstinensiske kup, som Egypten, Israel, Jordan og USA står direkte bag.
Her følger en lille opdatering på nogle af reaktionerne på, at den demokratisk valgte regering nu er begrænset til Gaza og ikke vil overgive sig.
Israel har nu besluttet sig for at lukke for al forsyning af brændstof til Gaza, med undtagelse af forsyning til elkraftværker.
Benjamin Ben-Eliezer, den israelske minister for infrastruktur, sagde til hærens radio, at "Israel
må styrke Gazastribens isolation og ikke lade noget passere, på nær elektricitet og vand."
Fødevarer blev ikke nævnt.
Samtidig har Ehud Olmert hyldet det nye kup. "En palæstinensisk regering, der ikke er en Hamas-regering, er en partner, og vi vil samarbejde med den," sagde han før han forlod Israel og fløj til Washington.
Sådan blåstempler man et kup.
Forud forkuppet, hvor præsidenten afsatte den denokratisk valgte regering, har der længe været spekulationer om et kup. I pressen er der blevet lækket planer om et Egyptisk-Jordansk kup imod Hamas for at sætte det USA-venlige Fateh på tronen. Og USA har åbent støttet Fatehs væbnede tropper med 59 millioner dollars. Selv om det ikke er blevet sagt åbent, har der kun været et eneste formål med dette: en borgerkrig imod regeringen.
Det egyptiske regime under Hosni Mubarak har åbent støttet Fatehs væbnede styrker i kampen imod regeringen. I maj sendte Egypten 500 bevæbnede og egyptisk trænede Fateh-folk ind i Gaza. Finanserne til træningen og bevæbningen af disse styrker er i høj grad kommet fra USA, der sidste år sendte 1,3 milliarder dollars til Mubarak i militær støtte.
Kendsgerninger er svære at løbe fra. Og kendsgerningerne i Palæstina er, at Vesten (og i særdeleshed USA) direkte og ved hjælp af Egypten, Jordan og Israel, har kuppet den nok mest demokratisk valgte arabiske regering.
Så meget for al hyklerisk snak om "demokratisering" af den arabiske verden.
News and comments from Balad al Sham
Monday, June 18, 2007
Politiken og kuppet i Palæstina
Så skete det endelig. Fateh har gennemført et regulært kup i de palæstenensiske områder. Den demokratisk valgte regering med Hamas i spidsen er blevet afsat af præsident Mahmoud Abbas og er blevet erstattet af en "nødregering" med Salam Fayyad i spidsen.
Salam Fayyad er en 55-årig økonom med tætte forbindelser til Bush-administrationen, og han har taget sin uddannelse på universitetet i Austin i Texas. Derefter fungerede han for en tid i St. Louis Føderale Bank. Fra 1987 til 1995 arbejdede han for Verdensbanken, og fra 1995 til 2001 var han IMF's repræsentant i de palæstinensiske områder. Siden har han været finansminister i den såkaldte palæstinensiske "selvstyreregering". Ifølge den israelske avis Haaretz er Condoleeza Rice "hans største velynder".
Kuppet bliver i de fleste medier fremstillet som en logisk konsekvens af borgerkrigen i Gaza, og at Hamas' folk har fordrevet Fatehs væbnede grupper. Men hvorfor dette opgør? Realiteten er, at det var Fateh, der forsøgte en væbnet opstand og borgerkrig imod den demokratisk valgte regering. Uanset hvad man mener om Hamas, har nedkæmpelsen af Fatehs væbnede kamp imod regeringen været aldeles legitim. Som tidligere beskrevet på denne blog er Fatehs forsøg på at vælte den demokratisk valgte regering ved militære midler blevet støttet militært, moralsk og økonomisk af Egypten, Jordan og Israel - og bag dem tillige af USA.
Hvad er reaktionen på kuppet? Olmert hylder naturligvis kuppet som en "ny mulighed" for diplomatisk arbejde med de palæstinensiske myndigheder. USA's lydige regime i Jordan ønsker den nye kup-regering "al mulig succes".
Politiken, "organet for den højeste oplysning", nåede et nyt intellektuelt lavpunkt forleden, da de på lederplads anbefalede, at der kom FN-styrker til Gaza og stillede spørgsmålet: "Vil de arabiske og muslimske regeringer bidrage til fred i Gaza?" Svaret er naturligvis nej, for de vil langt hellere risikere en borgerkrig end lade Hamas sidde med regeringsmagten. For det første vil de ikke risikere en krig med Israel, og for det andet er de dødsens angste for Hamas-lignende opposition i deres egne lande.
Politiken nævnede overhovedet ikke den organiserede plan fra Jordan og Egyptens side for at omstyrte den demokratisk valgte Hamas-regering. Hvis Politiken ikke kender til denne plan er de grænseløst uvidende om forholdene i regionen. Og hvis de har valgt at ignorere disse kup-planer (som nu er blevet realiseret), så er det en journalistisk kriminel gerning.
Salam Fayyad er en 55-årig økonom med tætte forbindelser til Bush-administrationen, og han har taget sin uddannelse på universitetet i Austin i Texas. Derefter fungerede han for en tid i St. Louis Føderale Bank. Fra 1987 til 1995 arbejdede han for Verdensbanken, og fra 1995 til 2001 var han IMF's repræsentant i de palæstinensiske områder. Siden har han været finansminister i den såkaldte palæstinensiske "selvstyreregering". Ifølge den israelske avis Haaretz er Condoleeza Rice "hans største velynder".
Kuppet bliver i de fleste medier fremstillet som en logisk konsekvens af borgerkrigen i Gaza, og at Hamas' folk har fordrevet Fatehs væbnede grupper. Men hvorfor dette opgør? Realiteten er, at det var Fateh, der forsøgte en væbnet opstand og borgerkrig imod den demokratisk valgte regering. Uanset hvad man mener om Hamas, har nedkæmpelsen af Fatehs væbnede kamp imod regeringen været aldeles legitim. Som tidligere beskrevet på denne blog er Fatehs forsøg på at vælte den demokratisk valgte regering ved militære midler blevet støttet militært, moralsk og økonomisk af Egypten, Jordan og Israel - og bag dem tillige af USA.
Hvad er reaktionen på kuppet? Olmert hylder naturligvis kuppet som en "ny mulighed" for diplomatisk arbejde med de palæstinensiske myndigheder. USA's lydige regime i Jordan ønsker den nye kup-regering "al mulig succes".
Politiken, "organet for den højeste oplysning", nåede et nyt intellektuelt lavpunkt forleden, da de på lederplads anbefalede, at der kom FN-styrker til Gaza og stillede spørgsmålet: "Vil de arabiske og muslimske regeringer bidrage til fred i Gaza?" Svaret er naturligvis nej, for de vil langt hellere risikere en borgerkrig end lade Hamas sidde med regeringsmagten. For det første vil de ikke risikere en krig med Israel, og for det andet er de dødsens angste for Hamas-lignende opposition i deres egne lande.
Politiken nævnede overhovedet ikke den organiserede plan fra Jordan og Egyptens side for at omstyrte den demokratisk valgte Hamas-regering. Hvis Politiken ikke kender til denne plan er de grænseløst uvidende om forholdene i regionen. Og hvis de har valgt at ignorere disse kup-planer (som nu er blevet realiseret), så er det en journalistisk kriminel gerning.
Sunday, June 17, 2007
Afsløret: RCTV-hykleri
Lige et indlæg, der ikke handler om Mellemøsten.
Mange medier har viderebragt historier om, at den venezuelanske tv-station RCTV ikke har fået fornyet sin sendetilladelse. Dette er blevet fremlagt som om, at Hugo Chavez er en slags diktator (på trods af at han har vundet den ene jordskredssejr efter den anden).
Imidlertid er sandheden, at RCTV aktivt var en del af kuppet i 2002 (der naturligvis blev støttet af Washington, men heldigvis blev forpurret af millioner af venezuelanere, der gik på gaden). De har igen og igen opfordret til militærkup og opstand imod den demokratisk valgte regering.
Al Jazeera har bragt følgende indslag, som sætter tingene i relief:
Desuden kan jeg anbefale to andre dokumentarfilm om revolutionen i Venezuela:
Venezuela Bolivariana: http://www.youtube.com/watch?v=oYc-cOilEKk
The revolution will not be televised:
Og så er der traileren for John Pilgers "The War on Democracy", som jeg glæder mig til at se:
http://www.youtube.com/watch?v=J1zZNbqi53o
Mange medier har viderebragt historier om, at den venezuelanske tv-station RCTV ikke har fået fornyet sin sendetilladelse. Dette er blevet fremlagt som om, at Hugo Chavez er en slags diktator (på trods af at han har vundet den ene jordskredssejr efter den anden).
Imidlertid er sandheden, at RCTV aktivt var en del af kuppet i 2002 (der naturligvis blev støttet af Washington, men heldigvis blev forpurret af millioner af venezuelanere, der gik på gaden). De har igen og igen opfordret til militærkup og opstand imod den demokratisk valgte regering.
Al Jazeera har bragt følgende indslag, som sætter tingene i relief:
Desuden kan jeg anbefale to andre dokumentarfilm om revolutionen i Venezuela:
Venezuela Bolivariana: http://www.youtube.com/watch?v=oYc-cOilEKk
The revolution will not be televised:
Og så er der traileren for John Pilgers "The War on Democracy", som jeg glæder mig til at se:
http://www.youtube.com/watch?v=J1zZNbqi53o
Friday, June 15, 2007
Iraks fagforeninger under angreb
Da besættelsesmagten i Irak gik i gang med sit "de-baathification" program, så var der en enkelt ting, som var bemærkelsesværdig. De valgte at bevare Saddam Husseins arbejdslov fra 1987. Og de begyndte at overholde den strengt. Dermed blev lønnen for mange i den private sektor i Irak halveret fra 2003 til 2004.
Desuden forbyder Saddams gamle lov, som amerikanerne har taget til sig som deres egen, at det er forbudt for offentligt ansatte at danne uafhængige fagforeninger og at strejker er totalt forbudt.
Der findes efterhånden en del eksempler på, at Georgs Bushs smuldrende "koalition" og deres irakiske Quisling-regering under Nuri al-Maliki gør alt hvad de kan for at undgå, at der opstår uafhængige fagforeninger i Irak - og at disse i hvert fald ikke skal have lov at være kritiske over for noget som helst, for slet ikke at tale om at organisere strejker (som vist nok er en af grundene til at man overhpvedet har fagforeninger).
Lige et par eksempler:
Allerede i december 2003 brød amerikanske soldater ind i de Irakiske Arbejderes FagforeningsFøderations (IFTU) hovedkvarter i Bagdad. De amerikanske styrker arresterede otte ansatte og konfiskerede dokumenter om fagforeningens aktiviteter. Det er værd at bemærke, at IFTU er organiseret illegalt under Saddams diktatur. De troede fejlagtigt, at den amerikanske besættelse ville betyde større frihed for fagforeninger i Irak end under Saddam.
Da oliearbejderne i det sydlige Irak i 2003 dannede en fagforening nægtede de britiske besættelsesmyndigheder at forhandle med fagforeningen og sagde, at fagforeningen var "illegitim".
Der er flere eksempler, men her er to af de seneste:
I februar i år angreb amerikanske soldater hovedkvarteret for Iraks Journalistforbund. 10 computere og 15 mindre generatorer blev beslaglagt.
Youssif al-Tamini fra Iraks Journalistforbund sagde til IPS: "Amerikanerne har givet os så mange beskeder, men vi har afvist dem alle. De har dræbt vores kollegaer og lukket så mange aviser, arresteret hundredvis af os og nu skyder de vores hjerter ved at ransage vores hovedkvarter. Dette er den ytringsfrihed, vi har fået."
Som en sidebemærkning skal det siges, at koalitionens pressekontor over for mig benægtede, at episoden overhovedet havde fundet sted. Dette var en lodret løgn, og historien blev senere bragt i International Herald Tribune, der ellers er berygtet for deres servile følgagtighed over for koalitionen.
Lige nu har den såkaldte irakiske regering rettet et angreb imod oliearbejderne i det sydlige Irak. Arbejderne har strejket i flere omgange, blandt andet imod den amerikansk-dikterede olielov, der vil forære Iraks olie til en håndfuld stenrige oliebaroner, samt krrav om bedre løn- og arbejdsforhold. Maliki-regimet har svaret igen med at true med, at de vil bruge "jernnæven" imod alle, der stopper olieproduktionen. Og oliearbejdernes ledere har fået en arrestordre på halsen med en anklage for at "sabotere økonomien" (som om det ikke er selve essensen i en strejke at obstruere arbejdsgivernes økonomi). Det irakiske militær har efterfølgende omringet oliearbejderne.
Iraks Føderation for Oliefagforeninger opfordrer alle fagforeninger og aktive i antikrigsbevægelsen til at "optrappe solidariteten med vores fagforening og vores modige medlemmer".
Herfra skal der lyde et mabrouk til de irakiske oliearbejdere.
Desuden forbyder Saddams gamle lov, som amerikanerne har taget til sig som deres egen, at det er forbudt for offentligt ansatte at danne uafhængige fagforeninger og at strejker er totalt forbudt.
Der findes efterhånden en del eksempler på, at Georgs Bushs smuldrende "koalition" og deres irakiske Quisling-regering under Nuri al-Maliki gør alt hvad de kan for at undgå, at der opstår uafhængige fagforeninger i Irak - og at disse i hvert fald ikke skal have lov at være kritiske over for noget som helst, for slet ikke at tale om at organisere strejker (som vist nok er en af grundene til at man overhpvedet har fagforeninger).
Lige et par eksempler:
Allerede i december 2003 brød amerikanske soldater ind i de Irakiske Arbejderes FagforeningsFøderations (IFTU) hovedkvarter i Bagdad. De amerikanske styrker arresterede otte ansatte og konfiskerede dokumenter om fagforeningens aktiviteter. Det er værd at bemærke, at IFTU er organiseret illegalt under Saddams diktatur. De troede fejlagtigt, at den amerikanske besættelse ville betyde større frihed for fagforeninger i Irak end under Saddam.
Da oliearbejderne i det sydlige Irak i 2003 dannede en fagforening nægtede de britiske besættelsesmyndigheder at forhandle med fagforeningen og sagde, at fagforeningen var "illegitim".
Der er flere eksempler, men her er to af de seneste:
I februar i år angreb amerikanske soldater hovedkvarteret for Iraks Journalistforbund. 10 computere og 15 mindre generatorer blev beslaglagt.
Youssif al-Tamini fra Iraks Journalistforbund sagde til IPS: "Amerikanerne har givet os så mange beskeder, men vi har afvist dem alle. De har dræbt vores kollegaer og lukket så mange aviser, arresteret hundredvis af os og nu skyder de vores hjerter ved at ransage vores hovedkvarter. Dette er den ytringsfrihed, vi har fået."
Som en sidebemærkning skal det siges, at koalitionens pressekontor over for mig benægtede, at episoden overhovedet havde fundet sted. Dette var en lodret løgn, og historien blev senere bragt i International Herald Tribune, der ellers er berygtet for deres servile følgagtighed over for koalitionen.
Lige nu har den såkaldte irakiske regering rettet et angreb imod oliearbejderne i det sydlige Irak. Arbejderne har strejket i flere omgange, blandt andet imod den amerikansk-dikterede olielov, der vil forære Iraks olie til en håndfuld stenrige oliebaroner, samt krrav om bedre løn- og arbejdsforhold. Maliki-regimet har svaret igen med at true med, at de vil bruge "jernnæven" imod alle, der stopper olieproduktionen. Og oliearbejdernes ledere har fået en arrestordre på halsen med en anklage for at "sabotere økonomien" (som om det ikke er selve essensen i en strejke at obstruere arbejdsgivernes økonomi). Det irakiske militær har efterfølgende omringet oliearbejderne.
Iraks Føderation for Oliefagforeninger opfordrer alle fagforeninger og aktive i antikrigsbevægelsen til at "optrappe solidariteten med vores fagforening og vores modige medlemmer".
Herfra skal der lyde et mabrouk til de irakiske oliearbejdere.
Wednesday, June 13, 2007
Den amerikanske bombe
Det er velkendt, at politikere og diverse redaktører har en vane med at fremhæve atomtrusler fra diverse lande. For eksempel Irak, Iran og Nordkorea. Ondskabens akse, som Bush med vanlig sans for sproglig visdom døbte disse lande før invasionen af Irak.
De masseødelæggelsesvåben, som Saddam Hussein påståedes at råde over, eksisterede som bekendt overhovedet ikke. Hvilket man var ganske klar over i Washington (og formentlig også hos de knapt så vakse drenge hos FE på Kastellet).
Den iranske atombombe ligger formentlig noget ud i fremtiden. Moralister vil nok beklage, at Teheran ønsker kernevåben, men den militære logik efter Irakkrigen (uden masseødelæggelsesvåben og en stærk hær bliver vi invaderet af USA) er ikke til at overse. Set fra et rent strategisk synspunkt gør Teheran intet andet end det forventelige.
Og så er der Norkorea, som i årevis er blevet truet af USA. Men de vil ikke blive udsat for en invasion. Forklaring: deres hær tæller en million soldater, og de råder over kernevåben (selv om disse ikke har vist sig særligt imponerende i prøvesprængninger).
Men hvad med andre atomvåben? Hvad med USA's Complex 2030 eller den kendsgerning, at den amerikanske regering hvert år bruger flere penge på atomvåben end de gjorde under den kolde krig? Ifølge det amerikanske In These Times bruger USA i år over 6 milliarder dollars på at vedligeholde eksisterende atomvåbenanlæg og på udvikling af nye kernevåben.
Eller hvad med den eneste atommagt i Mellemøsten - Israel? Man skal lede grundigt (og forgæves) efter officiel kritik eller fordømmelse af Israels 65-85 kernevåben. Ligeledes er vestlig kritik og fordømmelse af, at militærdiktaturet i Pakistan bessider kernevåben til at overse.
USA's tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld godkendte i sin tid en såkaldt "Interim Global Strike Alert Order" der går ud på at sætte USA i stand til at angribe hvert eneste land på planeten når som helst det skal være. Angiveligt er programmet dog især rettet imod Iran og Nordkorea. Programmet indeholder en mulighed for brug af atomvåben. Således er "first strike" med kernevåben stadig en integreret del af USA's militære strategi. Hverken Nordkorea eller Iran har en så aggressiv militær strategi.
Hvordan kan det så være, at diverse vestlige politikere og redaktører har så travlt med at fordømme omringede, belejrede lande, der bevæbner sig imod et truende angreb? Og samtidig lukker øjnene for den atomare oprustning hos det land i verden, der har den suverænt mest aggressive udenrigspolitik (med mindst 46 interventioner i andre lande siden 2. verdenskrig)? Er det uvidenhed eller servilitet?
De masseødelæggelsesvåben, som Saddam Hussein påståedes at råde over, eksisterede som bekendt overhovedet ikke. Hvilket man var ganske klar over i Washington (og formentlig også hos de knapt så vakse drenge hos FE på Kastellet).
Den iranske atombombe ligger formentlig noget ud i fremtiden. Moralister vil nok beklage, at Teheran ønsker kernevåben, men den militære logik efter Irakkrigen (uden masseødelæggelsesvåben og en stærk hær bliver vi invaderet af USA) er ikke til at overse. Set fra et rent strategisk synspunkt gør Teheran intet andet end det forventelige.
Og så er der Norkorea, som i årevis er blevet truet af USA. Men de vil ikke blive udsat for en invasion. Forklaring: deres hær tæller en million soldater, og de råder over kernevåben (selv om disse ikke har vist sig særligt imponerende i prøvesprængninger).
Men hvad med andre atomvåben? Hvad med USA's Complex 2030 eller den kendsgerning, at den amerikanske regering hvert år bruger flere penge på atomvåben end de gjorde under den kolde krig? Ifølge det amerikanske In These Times bruger USA i år over 6 milliarder dollars på at vedligeholde eksisterende atomvåbenanlæg og på udvikling af nye kernevåben.
Eller hvad med den eneste atommagt i Mellemøsten - Israel? Man skal lede grundigt (og forgæves) efter officiel kritik eller fordømmelse af Israels 65-85 kernevåben. Ligeledes er vestlig kritik og fordømmelse af, at militærdiktaturet i Pakistan bessider kernevåben til at overse.
USA's tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld godkendte i sin tid en såkaldt "Interim Global Strike Alert Order" der går ud på at sætte USA i stand til at angribe hvert eneste land på planeten når som helst det skal være. Angiveligt er programmet dog især rettet imod Iran og Nordkorea. Programmet indeholder en mulighed for brug af atomvåben. Således er "first strike" med kernevåben stadig en integreret del af USA's militære strategi. Hverken Nordkorea eller Iran har en så aggressiv militær strategi.
Hvordan kan det så være, at diverse vestlige politikere og redaktører har så travlt med at fordømme omringede, belejrede lande, der bevæbner sig imod et truende angreb? Og samtidig lukker øjnene for den atomare oprustning hos det land i verden, der har den suverænt mest aggressive udenrigspolitik (med mindst 46 interventioner i andre lande siden 2. verdenskrig)? Er det uvidenhed eller servilitet?
Thursday, June 7, 2007
Fred mellem Israel og Syrien?
De seneste dage har der været spekulationer om en forestående krig mellem Syrien og Israel. Israelske generaler har angiveligt ytret ønsker om at angribe Syrien. Men Israels premierminister Ehud Olmert tilbageviser nu krigsrygterne og taler om, at han ønsker fred med Damaskus.
Digteren Bertolt Brecht sagde en gang, at når lederne taler om fred, ved almindelige mennesker at krigen kommer. Så da Bush sagde, at Washington "ikke har noget udestående" med det irakiske folk, var det blot indledningen til den krig, der har sendt 4 millioner irakere på flugt og slået omkring en million ihjel. Og da Anders Fogh under valgkampen i 2005 sagde "vi rører ikke efterlønnen. Det er udelukket" (citeret i Michael Jeppesens Før ørene falder af), var det blot forberedelsen på et kraftigt indgreb i efterløn og folkepension. Så hvad betyder Olmerts tale om fred med Damaskus?
Israel har i 40 år besat de syriske Golan-højder. Selv om der bor meget få i dette område, har Golan særdeles stor strategisk betydning. Golan er nemlig rig på en af de kostbareste ressourcer i Mellemøsten - vand.
Golan leverer hvert år 770 millioner kubikmeter ferskvand til Israel. At dette tyveri af Syriens vand er ulovligt ifølge international lov bekymrer ikke generalerne og ministrene i Tel Aviv. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden.
Syrien har i de forløbne uger øget antallet af tropper langs sine grænser, hvilket har fået dele af israelsk presse til at fare i flint og frygte et syrisk angreb på Israel. Og selv om årsagen til troppeopbygningen er, at Syrien har frygtet for et israelsk angreb, så burde det egentlig være klart, at hvis Syrien skulle genindtage Golan med militære midler (hvilket de næppe vil være i stand til), så vil det blot være en befrielse af et besat område.
Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på enogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.
I stedet for at gå efter aggressoren, går USA faktisk efter ofrene. De beklager sig ikke over besættelsen af Golan. I stedet beklager de sig over Syriens støtte til det libanesiske Hizbollah (der som bekendt stod i spidsen for modstandskampen mod den israelske aggression i sommer).
USA og Israel taler ofte og gerne om Syriens angiveligt ekspansionistiske tendenser - men i løbet af det 20. århundrede har Syrien mistet Jordan, Libanon blev kunstigt skåret ud af de franske kolonister, Frankrig solgte det nodlige Syrien til Tyrkiet (med tilhørende armenske flygtninge, der dermed blev sendt på flugt på ny), og Israel har okkuperet Golan. Syriens historie gennem hele forrige århundrede har været en stadig proces, hvor mere og mere er blevet skåret bort, solgt og koloniseret af fremmede magter. Er der noget at sige til, at Damaskus er på vagt over for de israelske generaler?
Der er ingen tvivl om, at Assad (der lige har vundet et såkaldt "valg" med 97 procent af stemmerne) er meget interesseret i at forhandle med Israel. Men udgangspunktet for Damaskus er en israelsk tilbagetrækning fra Golan.
Udgangspunktet fra Tel Aviv, derimod, er at Syrien stopper støtten til Hizbollah. Israel ønsker med andre ord frie hænder til at knuse guerillaerne i det sydlige Libanon. Om det kan lade sig gøre, selv uden syrisk støtte til Hizbollah er et åbent spørgsmål, der i alle fald vil blive besvaret med masser af blod. Men en israelsk sejr i Libanon (der kun kan have form af en invasion) vil tvinge Damaskus til at reagere. Med andre ord kan det ikke lade sig gøre for Syrien at holde sig ude af de libanesiske begivenheder. Ligesom USA, Saudi Arabien og Israel heller ikke kan blande sig uden om.
Så vil der blive fred mellem Israel og Syrien så længe den herskende klasse af højredrejede zionister sidder på Tel Avivs militære apparat? Måske kommer der ikke krig nu. Men der kommer heller ikke fred.
Digteren Bertolt Brecht sagde en gang, at når lederne taler om fred, ved almindelige mennesker at krigen kommer. Så da Bush sagde, at Washington "ikke har noget udestående" med det irakiske folk, var det blot indledningen til den krig, der har sendt 4 millioner irakere på flugt og slået omkring en million ihjel. Og da Anders Fogh under valgkampen i 2005 sagde "vi rører ikke efterlønnen. Det er udelukket" (citeret i Michael Jeppesens Før ørene falder af), var det blot forberedelsen på et kraftigt indgreb i efterløn og folkepension. Så hvad betyder Olmerts tale om fred med Damaskus?
Israel har i 40 år besat de syriske Golan-højder. Selv om der bor meget få i dette område, har Golan særdeles stor strategisk betydning. Golan er nemlig rig på en af de kostbareste ressourcer i Mellemøsten - vand.
Golan leverer hvert år 770 millioner kubikmeter ferskvand til Israel. At dette tyveri af Syriens vand er ulovligt ifølge international lov bekymrer ikke generalerne og ministrene i Tel Aviv. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden.
Syrien har i de forløbne uger øget antallet af tropper langs sine grænser, hvilket har fået dele af israelsk presse til at fare i flint og frygte et syrisk angreb på Israel. Og selv om årsagen til troppeopbygningen er, at Syrien har frygtet for et israelsk angreb, så burde det egentlig være klart, at hvis Syrien skulle genindtage Golan med militære midler (hvilket de næppe vil være i stand til), så vil det blot være en befrielse af et besat område.
Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på enogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.
I stedet for at gå efter aggressoren, går USA faktisk efter ofrene. De beklager sig ikke over besættelsen af Golan. I stedet beklager de sig over Syriens støtte til det libanesiske Hizbollah (der som bekendt stod i spidsen for modstandskampen mod den israelske aggression i sommer).
USA og Israel taler ofte og gerne om Syriens angiveligt ekspansionistiske tendenser - men i løbet af det 20. århundrede har Syrien mistet Jordan, Libanon blev kunstigt skåret ud af de franske kolonister, Frankrig solgte det nodlige Syrien til Tyrkiet (med tilhørende armenske flygtninge, der dermed blev sendt på flugt på ny), og Israel har okkuperet Golan. Syriens historie gennem hele forrige århundrede har været en stadig proces, hvor mere og mere er blevet skåret bort, solgt og koloniseret af fremmede magter. Er der noget at sige til, at Damaskus er på vagt over for de israelske generaler?
Der er ingen tvivl om, at Assad (der lige har vundet et såkaldt "valg" med 97 procent af stemmerne) er meget interesseret i at forhandle med Israel. Men udgangspunktet for Damaskus er en israelsk tilbagetrækning fra Golan.
Udgangspunktet fra Tel Aviv, derimod, er at Syrien stopper støtten til Hizbollah. Israel ønsker med andre ord frie hænder til at knuse guerillaerne i det sydlige Libanon. Om det kan lade sig gøre, selv uden syrisk støtte til Hizbollah er et åbent spørgsmål, der i alle fald vil blive besvaret med masser af blod. Men en israelsk sejr i Libanon (der kun kan have form af en invasion) vil tvinge Damaskus til at reagere. Med andre ord kan det ikke lade sig gøre for Syrien at holde sig ude af de libanesiske begivenheder. Ligesom USA, Saudi Arabien og Israel heller ikke kan blande sig uden om.
Så vil der blive fred mellem Israel og Syrien så længe den herskende klasse af højredrejede zionister sidder på Tel Avivs militære apparat? Måske kommer der ikke krig nu. Men der kommer heller ikke fred.
Monday, June 4, 2007
Iraks kvinder
Det Bagdad-baserede Womens Rights Association advarer mod en "hidtil uset" diskrimination af kvinder i Irak. Bagdads kvinder bliver i stigende grad holdt uden for arbejdsmarkedet af militser, der truer arbejdsgiverne til at fyre kvinderne og kun ansætte mandlige arbejdere.
Nuha Salim, talskvinde for Women's Freedom - en anden Bagdad-baseret NGO - forklarer:
"Oprørere og militser ønsker os ud af arbejdsmarkedet af mange årsager: nogle fordi de tror, at kvinder er født til at blive derhjemme og lave mad og gøre rent - andre fordi de siger, at det er imod islam at være tæt på mænd, der ikke er nære slægtninge."
Nogle af de militser, der er særdeles aktive i at holde kvinderne væk fra arbejde er Badr-militsen og Dawa - begge militser er - ud over at være berygtede for omfatytende torturvirksomhed og kidnapninger - USA's allierede imod sunnibaserede modstandsgrupper.
Men det stopper ikke her.
Der er rapporteret hændelser om, at nogle af disse militser sågar har slået kvinder ihjel, fordi de underviste andre kvinder i at læse og skrive. Og den sekteriske krig har forårsaget, at ægteskab mellem forskellige grupper nu er meget lidt udbredt (i modsætning til før besættelsen, hvor det var meget almindeligt), og at mange unge tvinges til at gifte sig med en fra deres egen sekteriske gruppe, selv om de er forelskede i en fra en anden gruppe.
En 23-årig kvinde fra Bagdad, Nur Abdel-Amir, siger til IRIN News:
"Jeg var forelsket i en kollega fra mit kontor i over tre år. Min familie ville acceptere vores bryllup, men sidste år, da min fætter blev dræbt af (shia) militsfolk, forbød mine forældre mig at gifte mig med ham.
Jeg har nu i to måneder levet i et tvungent ægteskab. Han er fra min egen sekt men jeg kan ikke lide ham, og han bryder sig heller ikke om mig, men vi har intet valg. Hvis jeg nægter vil jeg dø, så resten af mit liv er jeg nødt til at leve med en mand, som jeg ikke kan forestille mig at sove med."
Kendsgerningerne er kedelige for besættelsesmagtens fortalere. Saddam Hussein var ingen engel, og livet under hans styre var svært, endda uudholdeligt, for de fleste irakere. Men i dag er det værre. Sikke et eftermæle, Bush og Blair har skabt sig.
Nuha Salim, talskvinde for Women's Freedom - en anden Bagdad-baseret NGO - forklarer:
"Oprørere og militser ønsker os ud af arbejdsmarkedet af mange årsager: nogle fordi de tror, at kvinder er født til at blive derhjemme og lave mad og gøre rent - andre fordi de siger, at det er imod islam at være tæt på mænd, der ikke er nære slægtninge."
Nogle af de militser, der er særdeles aktive i at holde kvinderne væk fra arbejde er Badr-militsen og Dawa - begge militser er - ud over at være berygtede for omfatytende torturvirksomhed og kidnapninger - USA's allierede imod sunnibaserede modstandsgrupper.
Men det stopper ikke her.
Der er rapporteret hændelser om, at nogle af disse militser sågar har slået kvinder ihjel, fordi de underviste andre kvinder i at læse og skrive. Og den sekteriske krig har forårsaget, at ægteskab mellem forskellige grupper nu er meget lidt udbredt (i modsætning til før besættelsen, hvor det var meget almindeligt), og at mange unge tvinges til at gifte sig med en fra deres egen sekteriske gruppe, selv om de er forelskede i en fra en anden gruppe.
En 23-årig kvinde fra Bagdad, Nur Abdel-Amir, siger til IRIN News:
"Jeg var forelsket i en kollega fra mit kontor i over tre år. Min familie ville acceptere vores bryllup, men sidste år, da min fætter blev dræbt af (shia) militsfolk, forbød mine forældre mig at gifte mig med ham.
Jeg har nu i to måneder levet i et tvungent ægteskab. Han er fra min egen sekt men jeg kan ikke lide ham, og han bryder sig heller ikke om mig, men vi har intet valg. Hvis jeg nægter vil jeg dø, så resten af mit liv er jeg nødt til at leve med en mand, som jeg ikke kan forestille mig at sove med."
Kendsgerningerne er kedelige for besættelsesmagtens fortalere. Saddam Hussein var ingen engel, og livet under hans styre var svært, endda uudholdeligt, for de fleste irakere. Men i dag er det værre. Sikke et eftermæle, Bush og Blair har skabt sig.
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
