Så var det igen den 9. april. For danskere er det en dag, der markerer starten på en fremmed besættelse for mange år siden. For irakere er det også en dag, der markerer begyndelsen på fremmed besættelse. Det er bare ikke længere siden end 2003.
I den anledning var der igen i år en massedemonstration i Bagdad. Demonstrationen var domineret af Sadr-tilhængere, og undervejs brændte de dukker, der forestillede den tidligere amerikanske præsident George Bush. Så vidt jeg ved havde de ingen billeder eller dukker af Obama. Men han har jo også erkendt nederlaget og er i fuld gang med at slå en handel af med Iran, så tilbagetrækningen kan ske med minimale omkostninger...
News and comments from Balad al Sham
Friday, April 10, 2009
Valg i Algeriet
Algeriet er en af de "venlige" diktaturstater. Ligesom Marokko, Jordan og Egypten er de venligt indstillede over for vesten. De indgår gerne økonomiske samarbejdsaftaler, og forfølger nådesløst alle, der mistænkes for at være terrorister. De forfølger også menneskerettighedsgrupper, demokrater, fagforeningsaktivister og andre subversive elementer. Men som sagt, et venligt diktatur. Mærsk har for eksempel store forretninger med olieudvinding i landet.
Nå, men de havde altså et valg i Algeriet den 10. april. "Valg" er måske så meget sagt. Abdelaziz Bouteflika, der er siddende præsident, fik over 90 procent af stemmerne i denne farce, der bedst tåler sammenligning med Syrien eller Egypten. Selv Zimbabwe er et demokratisk fyrtårn ved siden af Algeriet. Louisa Hanoune, den kvindelige og socialistiske kandidat, fik knap fem procent af stemmerne på trods af den omfattende valgsvindel og angreb på valgstederne. Abdelaziz Bouteflika satte hele statsmaskineriet - både bureaukratiet og de væbnede styrker - ind på at vinde valget. Resultatet udeblev ikke.
Lur mig, om denne eksorbitante valgsvindel ikke vil blive dysset ned i de fleste medier i Europa. Der er jo trods alt tale om en venlig diktator...
Nå, men de havde altså et valg i Algeriet den 10. april. "Valg" er måske så meget sagt. Abdelaziz Bouteflika, der er siddende præsident, fik over 90 procent af stemmerne i denne farce, der bedst tåler sammenligning med Syrien eller Egypten. Selv Zimbabwe er et demokratisk fyrtårn ved siden af Algeriet. Louisa Hanoune, den kvindelige og socialistiske kandidat, fik knap fem procent af stemmerne på trods af den omfattende valgsvindel og angreb på valgstederne. Abdelaziz Bouteflika satte hele statsmaskineriet - både bureaukratiet og de væbnede styrker - ind på at vinde valget. Resultatet udeblev ikke.
Lur mig, om denne eksorbitante valgsvindel ikke vil blive dysset ned i de fleste medier i Europa. Der er jo trods alt tale om en venlig diktator...
Sunday, March 22, 2009
Krigssprog
Det er altid interessant at følge med i sprogets udvikling. Især var det interessant at se, hvordan Bush-administrationen udviklede det engelsk-amerikanske sprog med "axis of evil", "surge" (en "brodsø", der henviser til offensiven i Irak i 2007), "fredom fries" og andre hittepåsomheder. Nu er den æra som bekendt ovre. Men andre sørger for, at traditionen fortsætter.
Barack Obama har som bekendt besluttet at intensivere krigen i Afghanistan, især CIA's missilangreb på pakistansk territorium. Denne udvidelse af krigen har ført til en ændring af, hvordan de tale om krigen. Det er ikke længere bare Afghanistan-krigen. Nu hedder det "Af-Pak" krigen, når de taler om den i Washington. Det henviser naturligvis til Afghanistan og Pakistan. Antallet af missilangreb på Pakistan er taget til siden Obama trådte til. Det har naturligvis ført til, at antallet af dræbte civile er steget. Den almindelige vrede imod USA er også taget til.
De amerikanske medier refererer til krigen som en mystisk ting, der ikke er en rigtig krig. De militære operationer i Pakistan er en "covert war", en slags hemmelige operationer. Hvordan kan dette være en "hemmelig operation"? Drabene på pakistanere har været forsidestof i Pakistan i månedsvis, og det var også et hedt debatemne under den amerikanske præsident-valgkamp. Og operationerne er aldeles ingen hemmelighed for de fattige familier, der bliver ramt af bomberne.
Når krigen bliver omtalt sker det ofte på en måde, der får en til at tænke, at det er en begivenhed uden ofre. Uden blodsudgydelse. Det handler i stedet om "hård magt" eller Blød magt", om "irregulær krigsførelse", "oprørsbekæmpelse" og så videre. Men i selve krigszonen har missilerne navne som Hellfire - Helvedets ild. Det er den ild, der regner ned over pashtunerne i Afghanistan og Pakistan. Navnet skal muligvis indgyde fjenden rædsel. Måske skal det få de amerikanske soldater til at føle sig overlegne og glemme frygten for at dø tusindvis af kilometer hjemmefra, i et land der aldrig har angrebet USA.
USA har 761 militære baser i fremmede lande. Jeg ved ikke, hvor mange romerne havde i sin tid. Men det er ganske sikkert, at sammenligningen mellem det romerske og det amerikanske imperium ofte er nærliggende. Ecuadors præsident nægtede for ikke så lang tid siden at forny amerikanernes ret til at have en base i Ecuador. Dog var præsident Rafael Correa villig til at forny kontrakten på betingelse af, at Ecuador fik en militærbase i Florida - staten der huser et stort antal torturbødler og eks-diktatorer, som USA støttede i Latinamerika. Foruden naturligvis de ekstremistiske eksilcubanske fanatikere, der træner sig i guerillakamp og jævnligt udfører terrorangreb imod Cuba. Rafael Correas popularitet blandt de latinamerikanske befolkninger steg vistnok med dette krav.
Men hvorfor skulle det være urealistisk? Hvis USA har ret til baser overalt i verden, hvorfor har resten af verden så ikke ret til baser i USA? Svaret har naturligvis noget med imperier at gøre. Og Afghanistan er kendt som imperiernes kirkegård. Har det noget med hinanden at gøre?
Barack Obama har som bekendt besluttet at intensivere krigen i Afghanistan, især CIA's missilangreb på pakistansk territorium. Denne udvidelse af krigen har ført til en ændring af, hvordan de tale om krigen. Det er ikke længere bare Afghanistan-krigen. Nu hedder det "Af-Pak" krigen, når de taler om den i Washington. Det henviser naturligvis til Afghanistan og Pakistan. Antallet af missilangreb på Pakistan er taget til siden Obama trådte til. Det har naturligvis ført til, at antallet af dræbte civile er steget. Den almindelige vrede imod USA er også taget til.
De amerikanske medier refererer til krigen som en mystisk ting, der ikke er en rigtig krig. De militære operationer i Pakistan er en "covert war", en slags hemmelige operationer. Hvordan kan dette være en "hemmelig operation"? Drabene på pakistanere har været forsidestof i Pakistan i månedsvis, og det var også et hedt debatemne under den amerikanske præsident-valgkamp. Og operationerne er aldeles ingen hemmelighed for de fattige familier, der bliver ramt af bomberne.
Når krigen bliver omtalt sker det ofte på en måde, der får en til at tænke, at det er en begivenhed uden ofre. Uden blodsudgydelse. Det handler i stedet om "hård magt" eller Blød magt", om "irregulær krigsførelse", "oprørsbekæmpelse" og så videre. Men i selve krigszonen har missilerne navne som Hellfire - Helvedets ild. Det er den ild, der regner ned over pashtunerne i Afghanistan og Pakistan. Navnet skal muligvis indgyde fjenden rædsel. Måske skal det få de amerikanske soldater til at føle sig overlegne og glemme frygten for at dø tusindvis af kilometer hjemmefra, i et land der aldrig har angrebet USA.
USA har 761 militære baser i fremmede lande. Jeg ved ikke, hvor mange romerne havde i sin tid. Men det er ganske sikkert, at sammenligningen mellem det romerske og det amerikanske imperium ofte er nærliggende. Ecuadors præsident nægtede for ikke så lang tid siden at forny amerikanernes ret til at have en base i Ecuador. Dog var præsident Rafael Correa villig til at forny kontrakten på betingelse af, at Ecuador fik en militærbase i Florida - staten der huser et stort antal torturbødler og eks-diktatorer, som USA støttede i Latinamerika. Foruden naturligvis de ekstremistiske eksilcubanske fanatikere, der træner sig i guerillakamp og jævnligt udfører terrorangreb imod Cuba. Rafael Correas popularitet blandt de latinamerikanske befolkninger steg vistnok med dette krav.
Men hvorfor skulle det være urealistisk? Hvis USA har ret til baser overalt i verden, hvorfor har resten af verden så ikke ret til baser i USA? Svaret har naturligvis noget med imperier at gøre. Og Afghanistan er kendt som imperiernes kirkegård. Har det noget med hinanden at gøre?
Tuesday, March 10, 2009
Rachel Corrie
Det er snart seks år siden, at Rachel Corrie døde. Hun blev myrdet den 16. marts 2003. Gerningsmændene er stadig på fri fod. De er aldrig blevet stillet for en domstol. Rachel Corrie blev 23 år.
Jeg har aldrig mødt Rachel Corrie. Jeg har heller aldrig - tror jeg da - mødt gerningsmændene. Det var soldater i det israelske militær. De slog den 23-årige amerikanske kvinde ihjel ved hjælp af en armeret Caterpillar D9 bulldozer. Først begravede de hende levende. Derefter kørde de over hende. Måske bare for at være sikre på at hun vitterligt døde. Israel kaldte det et hændeligt uheld. De tilføjede i øvrigt, at hun selv var ude om at hun blev dræbt, fordi hun befandt sig i en kampzone.
Den "kampzone", som Rachel Corrie befandt sig i, var et palæstinensisk boligkvarter. Det var et boligkvarter, som den israelske besættelsesmagt havde besluttet at udslette for at gøre plads til jødiske bosættere. Rachel Corrie var til stede for at protestere imod kolonimagtens systematiske og kriminelle voldsudøvelse imod det koloniserede folk.
Et af de sidste breve, som Rachel Corrie sendte hjem (27. februar 2003), sluttede sådan her:
"Jeg vil blot skrive til min mor og fortælle, at jeg er vidne til dette kroniske, lumske folkemord, og jeg er virkelig bange og stiller sprørsmål ved min grundlæggende tro på det gode i den menneskelige natur. Dette må høre op. Jeg mener, at det er en god ide for os alle at lægge alt andet til side og vi vores liv til at få det til at stoppe. Jeg mener ikke længere, at det er en ekstremistisk ting at gøre."
Rachel Corrie har i dag en slags status af martyr blandt NGO'er, fredsaktivister og andre. Hun tog fra USA til Gaza for at hjælpe et af de mest underkuede folk i verden imod en fornedrelse og besættelse, som hendes eget lands regering bakkede op om, og til stadighed støtter. Men på trods af hendes personlige mod og status som fredsbevægelsens superstar (en status der aldrig svinder ved stjernens egen død, bare tænk på kunstens verden og folk som Van Gogh, Natasja eller James Dean), så var hendes gerning ikke speciel. Hun blev dræbt af det israelske militær. Hun indgår dermed i de brigader af tusindvis, der har måttet lade livet for den israelske krigsmaskines hænder.
Men hun var selvfølgelig amerikaner. Det er nok det, der var forskellen. Hun var ikke mørk i huden, hun var ikke muslim, men tværtimod en vesterlænding med lys hud. Uanset hvilken rolle, racismen spiller i hendes fremhævelse frem for blot et enkelt af de 400 børn, som Israel for nyligt massakrerede i Gaza, så fortjener hendes minde at blive hædret.
Men nok snak fra min side. Se selv en video med Rachel Corrie her.
Jeg har aldrig mødt Rachel Corrie. Jeg har heller aldrig - tror jeg da - mødt gerningsmændene. Det var soldater i det israelske militær. De slog den 23-årige amerikanske kvinde ihjel ved hjælp af en armeret Caterpillar D9 bulldozer. Først begravede de hende levende. Derefter kørde de over hende. Måske bare for at være sikre på at hun vitterligt døde. Israel kaldte det et hændeligt uheld. De tilføjede i øvrigt, at hun selv var ude om at hun blev dræbt, fordi hun befandt sig i en kampzone.
Den "kampzone", som Rachel Corrie befandt sig i, var et palæstinensisk boligkvarter. Det var et boligkvarter, som den israelske besættelsesmagt havde besluttet at udslette for at gøre plads til jødiske bosættere. Rachel Corrie var til stede for at protestere imod kolonimagtens systematiske og kriminelle voldsudøvelse imod det koloniserede folk.
Et af de sidste breve, som Rachel Corrie sendte hjem (27. februar 2003), sluttede sådan her:
"Jeg vil blot skrive til min mor og fortælle, at jeg er vidne til dette kroniske, lumske folkemord, og jeg er virkelig bange og stiller sprørsmål ved min grundlæggende tro på det gode i den menneskelige natur. Dette må høre op. Jeg mener, at det er en god ide for os alle at lægge alt andet til side og vi vores liv til at få det til at stoppe. Jeg mener ikke længere, at det er en ekstremistisk ting at gøre."
Rachel Corrie har i dag en slags status af martyr blandt NGO'er, fredsaktivister og andre. Hun tog fra USA til Gaza for at hjælpe et af de mest underkuede folk i verden imod en fornedrelse og besættelse, som hendes eget lands regering bakkede op om, og til stadighed støtter. Men på trods af hendes personlige mod og status som fredsbevægelsens superstar (en status der aldrig svinder ved stjernens egen død, bare tænk på kunstens verden og folk som Van Gogh, Natasja eller James Dean), så var hendes gerning ikke speciel. Hun blev dræbt af det israelske militær. Hun indgår dermed i de brigader af tusindvis, der har måttet lade livet for den israelske krigsmaskines hænder.
Men hun var selvfølgelig amerikaner. Det er nok det, der var forskellen. Hun var ikke mørk i huden, hun var ikke muslim, men tværtimod en vesterlænding med lys hud. Uanset hvilken rolle, racismen spiller i hendes fremhævelse frem for blot et enkelt af de 400 børn, som Israel for nyligt massakrerede i Gaza, så fortjener hendes minde at blive hædret.
Men nok snak fra min side. Se selv en video med Rachel Corrie her.
Wednesday, February 25, 2009
Abdullah Sleim blev nummer 1452
I dag, onsdag, var der en begravelse. Som det er sædvane i arabiske lande, blev afdøde begravet samme dag, som han døde. Begravelsesoptoget sørgede over, at Abdullah Sleim var død. Abdullah Sleim blev 17 år. Hvis en 17-årig dansk eller svensk dreng døde i en ulykke, ville vi tale om en tragedie. Hvis han døde på grund af andre menneskers overlagte voldshandling, ville vi tale om et mord.
Men Abdullah Sleim er hverken danker eller svensker. Han er ikke engang europæer. Han er palæstinenser. Og værre ednnu: han er fra Gaza. Årsagen til hans død vare ikke en ulykke. Det var et veltilrettelagt angreb, som et bombefly udførte den 14. januar. Flyet var fra Israel. Flyet var i gang med at massakrere palæstinensere. Et af ofrene blev altså Abdullah Sleim.
Han er dermed blevet offer nummer 1.452, der omkom for de israelske generalers hænder under den tre uger lange offensiv i Gaza i januar.
Men Abdullah Sleim er hverken danker eller svensker. Han er ikke engang europæer. Han er palæstinenser. Og værre ednnu: han er fra Gaza. Årsagen til hans død vare ikke en ulykke. Det var et veltilrettelagt angreb, som et bombefly udførte den 14. januar. Flyet var fra Israel. Flyet var i gang med at massakrere palæstinensere. Et af ofrene blev altså Abdullah Sleim.
Han er dermed blevet offer nummer 1.452, der omkom for de israelske generalers hænder under den tre uger lange offensiv i Gaza i januar.
Wednesday, February 18, 2009
Nato myrdede <800 afghanere sidste år
Jeg hørte, at den danske oberst Lars Møller kaldte de udenlandske tropper i Afghanistan for "frihedskæmpere". Lars Møller er helt sikkert en af de dygtigste officerer i det danske forsvar. At han har nogle forskruede holdninger er en anden sag.
Hvad er det lige for en slags frihedskamp, som invaderer et andet land og dræber tusindvis af landets indbyggere? Jo, okay, jeg kan godt følge, at Sovjetunionens nedkæmpelse af Nazityskland eller Viietnams invasion af Cambodja og fjernelse af den vestligt støttede Pol Pot var en slags krige, der kan retfærdiggøres.
Men når New York Times skriver, at Nato og den afghanske regering sidste år slog 828 civile afghanere ihjel, hvordan retfærdiggør man så lige det? Med at Taleban var undertrykkende og modbydelige? Så kunne man lige så godt invadere Usbekistan, Colombia, Egypten, Saudi Arabien, El Salvador, Israel eller Etiopien. Det gør man selvsagt ikke. Alle disse regimer er allierede med USA. Og så tæller det der med menneskerettigheder vist ikke helt så meget.
Hvem er det, der er hovedansvarlig for de drab på civile afghanere, som Nato begår? De bliver ifølge artiklen i New York Times hovedsageligt begået af Navy Seals og paramilitære enheder under CIA, der tæppebomber områder i Afghanistan. Disse enheder opererer uden om de almindelige kommandostrukturer, så de kan ikke holdes ansvarlige.
Og ny kommer der 17.000 flere soldater. Skal vi gætte på, at 2009 ikke bliver mindre blodigt? Jeg tør næsten ikke andet.
Hvad er det lige for en slags frihedskamp, som invaderer et andet land og dræber tusindvis af landets indbyggere? Jo, okay, jeg kan godt følge, at Sovjetunionens nedkæmpelse af Nazityskland eller Viietnams invasion af Cambodja og fjernelse af den vestligt støttede Pol Pot var en slags krige, der kan retfærdiggøres.
Men når New York Times skriver, at Nato og den afghanske regering sidste år slog 828 civile afghanere ihjel, hvordan retfærdiggør man så lige det? Med at Taleban var undertrykkende og modbydelige? Så kunne man lige så godt invadere Usbekistan, Colombia, Egypten, Saudi Arabien, El Salvador, Israel eller Etiopien. Det gør man selvsagt ikke. Alle disse regimer er allierede med USA. Og så tæller det der med menneskerettigheder vist ikke helt så meget.
Hvem er det, der er hovedansvarlig for de drab på civile afghanere, som Nato begår? De bliver ifølge artiklen i New York Times hovedsageligt begået af Navy Seals og paramilitære enheder under CIA, der tæppebomber områder i Afghanistan. Disse enheder opererer uden om de almindelige kommandostrukturer, så de kan ikke holdes ansvarlige.
Og ny kommer der 17.000 flere soldater. Skal vi gætte på, at 2009 ikke bliver mindre blodigt? Jeg tør næsten ikke andet.
Thursday, February 5, 2009
Imperiernes kirkegård
For nylig skrev New York Times, at Afghanistan er "Imperiernes kirkegård". Det gik galt for englænderne i 1860'erne. Kipling var dengang med og skrev en række digte om nederlaget og den desperate situation. Det gik selvølgelig også galt for Sovjetunionen i 1980'erne, da de kæmpede imod de selvsamme jihadister og Taleban-krigere, som USA nu kæmper imod. Dengang var USA allieret med fundamentalisterne, i dag fører USA en slags hellig krig. Man kan kalde det korstog eller krig mod terror alt efter temperament. For det meste er der bare tale om ganske almindelige myrderier.
Lad os lige se på, hvad der er sket på krigsfronten i løet af de seneste år.
Bush indledte krigen i Afghanistan. Bush indledte krigen i Irak. Bush tabte krigen i Irak. Bush forsøgte en offensiv i Irak. Bush trak sig ud af Irak - delvist smidt ud af sin egen marionet.
Ind på scenen træder Obama.
Obama vil trække tropperne ud af Irak. Det er sådan set forståeligt nok. De kan ikke længere stille noget op. Obama vil til gengæld optrappe krigen i Afghanistan. Det er så her, vi står nu. 7000 flere tropper til Afghanistan. Til Imperiernes kirkegård. Kiplings slagmark.
Den hellige krig mod Terror, som Bush i sin tid indledte i Centralasien har indtil videre kostet 1.000 milliarder dollars. Krigen er dyrere end Vietnamkrigen og Koreakrigen tilsammen. Kun anden verdenskrig var dyrere - omkring tre gange dyrere end det, der indtil videre er blevet brugt på Bushs hellige krig. Den krig, som Obama nu vil optrappe.
USA står i en økonomisk krise af dimensioner, som ikke er set i generationer. Kan de blive ved med at hælde milliarder af dollars ud på de afghanske slagmarker? Det britiske imperium kunne ikke. Men så lang hukommelse havde Bush-administrationen selvfølgelig ikke. Jeg kender ikke Obamas hukommelse. Han er en dygtig retoriker, men er han også en dygtig militær strateg?
Krigene i Irak og Afghanistan har været en endeløs række af myrderier. Men ikke nok med det, det har været dyre myrderier. Meget tyder på, at Obama har bevæbnet sig med en spade på Imperiernes kirkegård.
Lad os lige se på, hvad der er sket på krigsfronten i løet af de seneste år.
Bush indledte krigen i Afghanistan. Bush indledte krigen i Irak. Bush tabte krigen i Irak. Bush forsøgte en offensiv i Irak. Bush trak sig ud af Irak - delvist smidt ud af sin egen marionet.
Ind på scenen træder Obama.
Obama vil trække tropperne ud af Irak. Det er sådan set forståeligt nok. De kan ikke længere stille noget op. Obama vil til gengæld optrappe krigen i Afghanistan. Det er så her, vi står nu. 7000 flere tropper til Afghanistan. Til Imperiernes kirkegård. Kiplings slagmark.
Den hellige krig mod Terror, som Bush i sin tid indledte i Centralasien har indtil videre kostet 1.000 milliarder dollars. Krigen er dyrere end Vietnamkrigen og Koreakrigen tilsammen. Kun anden verdenskrig var dyrere - omkring tre gange dyrere end det, der indtil videre er blevet brugt på Bushs hellige krig. Den krig, som Obama nu vil optrappe.
USA står i en økonomisk krise af dimensioner, som ikke er set i generationer. Kan de blive ved med at hælde milliarder af dollars ud på de afghanske slagmarker? Det britiske imperium kunne ikke. Men så lang hukommelse havde Bush-administrationen selvfølgelig ikke. Jeg kender ikke Obamas hukommelse. Han er en dygtig retoriker, men er han også en dygtig militær strateg?
Krigene i Irak og Afghanistan har været en endeløs række af myrderier. Men ikke nok med det, det har været dyre myrderier. Meget tyder på, at Obama har bevæbnet sig med en spade på Imperiernes kirkegård.
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
