Aktivisme og journalistik i Egypten

Her er et foredrag af Egyptens måske bedste blogger, Hossam el-Hamalawy
Hans pointe er lige så klar, som den er tankevækkende: i en diktaturstat som Egypten bliver uafhængig journalistik en form for aktivisme.

Dissent and the Spread of Information in Egypt from Hossam on Vimeo.

Maserati i Syrien

"Du nægter at tro, hvor stærk efterspørgslen er efter Maserati og lignende biler her." Ordene kommer fra bilforhandler Theodor Zaour, marketing manager for Al Khouli Motors, den officielle importør af Maserati i Syrien. Han kan berette, at folk kommer ind og får skrevet deres navn på en venteliste til luksusbilen - uden at de endnu kender den endelige pris, vel at mærke.

For tre-fire år siden var der intet marked i Syrien for sådanne luksusbiler. Også Porche er nu rykket ind i Syrien.

Det illustrerer den ændring, der foregår (og er foregået i en årrække) i Syrien. Landet bevæger sig væk fra den planøkonomiske model og i retning af en kapitalistisk model, hvor markedsprincipperne er de styrende.

Det har naturligvis ført til, at skellet mellem rige og fattige i Syrien er vokset ganske betragteligt. Som eksemplet med Maserati viser, er der vokset en gruppe superrige syrere frem, som nu tillægger sig de allerdyreste europæiske vaner mens en stor del af befolkningen stadig lever i fattigdom.

Andelen af befolkningen, der lever i det, som FN betegner som "ekstrem fattigdom", er steget fra 11,4 procent i 2004 til 12,3 procent i 2007. Andelen af befolkningen, der lever i det, FN betegner som "fattigdom", er steget fra 30,1 procent til 33 procent i samme periode. Mange mener imidlertid, at disse tal er for lave. Men tendensen er klar nok: rigdommen hos en ekstremt lille gruppe stiger voldsomt - samtidig tager armoden til blandt en stor del (måske størstedelen) af befolkningen.

Ikke noget under, at det syriske regime for tiden høster stor ros fra IMF og mange europæiske regeringer for markedsreformerne.

Fadlallah er død

En af de mestbetydningsfulde skikkelser i den shiamuslimske verden er død. Sayyed Mohammad Hussein Fadlallah. Han døde søndag på et hospital i Beirut. Der lader til at herske tvivl om, hvor gammel, han egentlig blev. Det libanesiske dagblad Daily Star oplyser, at han blev 74 år, men ifølge Al Jazeera blev Fadlallah 75 år.

Han er flere gange blevet beskrevet som "Hizbollahs åndelige leder". Imidlertid har han aldrig haft en rolle i organisationen. Det, der imidlertid ligger fast, er, at Fadlallah var modstander af store dele af den amerikanske politik i Mellemøsten, modstander af Israel, samt nærede sympati for det islamiske regime i Iran.

Sidstnævnte sympati var dog ikke så ukritisk, som mange (både Fadlallahs venner og modstandere) forsøger at gøre den til. For eksempel sagde han ifølge bogen The Shia Revival, at ingen religiøs leder indenfor shiaislam har monopol på sandheden. Han pegede specifikt på, at Khomeini ikke har monopol på sandheden. Han pegede desuden eksplicit på, at wilayah el-faqih (velayat e-faqih på persisk) som koncept ikke passer til Libanon, uden dog at sige, at det ikke bør gælde i Iran. Han benægtede desuden, at nogle af profeterne, herunder Muhammed (plus imamer som Ali og Hussein).

Denne dobbelthed var temmelig karakteristisk for Fadlallah. Han var ikke fundamentalist af Khomeini-typen (flere ledende shia-teologer fra Qom har sagt, at det er uforenligt med islam at udgive Fadlallahs skrifter, og da en repræsentant for den irakiske shia-leder Al-Sistani var i Libanon i 2008, nægtede han at mødes med Fadlallah), men samtidig var han heller ikke Vestens gode ven af Hariri-typen. På den måde inkarnerede han Libanons dobbelthed og kompleksistet.

Hvem bestemmer i Irak?

Hvor fandt forhandlingerne om en ny irakisk regering sted? Hvor har Nouri a-Malikis parti haft husly i 80'erne? Hvem har i de senere år fået en enorm indflydelse og magt i Irak? Svaret er Iran og det regime, der er i Iran. Dette Indslag fra AJE er ret interessant i den sammenhæng...

Sultestrejker og hykleri

Som protestform går sultestrejken helt tilbage til Indien i perioden 750-400 fvt. Det er efter sigende beskrevet i Valmikis skrifter (Ramayanas anden bog), som stammer fra den periode. Figuren Bharata fastede som et forsøg på at overtale Rama til at komme tilbage og herske over kongeriget.

Sultestrejken kendes også fra Irland i den førkrisne tid. Det var kendt under navnet Troscadh. De mest kendte irske sultestrejker er imidlertid nok dem fra 1981, som blandt andet kostede Bobby Sands livet. Han var valgt til parlamentet, men Margaret Thatcher lod ham dø af politiske årsager.

En sultestrejke, der for nylig fik megen opmærksomhed i vestlige medier, var den, som Orlando Zapato Tamayo, gennemførte og døde af. Det blev fordømt af EU-parlamentet, som brugte anledningen til at kræve, at der sker et "systemskifte" i Cuba.

Det er naturligvis tragisk, at Orlando Zapato Tamayo (der altså ikke var "systemkritiker", men almindelig kriminel voldsmand) er død. Men tragedien bliver ikke mindre af, at EU-parlamentet (mis)bruger dette dødsfald til at føre sig frem som menneskerettighedsforkæmpere. Sandheden er nemlig, at EU-parlamentet ikke har det fjerneste imod, at folk dør eller lider skade, når de er fængslet i lande, der enten er medlemmer af eller meget tæt på EU. Lande som for eksempel Frankrig (der er medlem af EU) og Israel (der er medlem af EU i alt andet end navn)

Sidste år begik 115 fanger i franske fængsler selvmord. Det er ikke blevet kritiseret af EU-parlamentet. EU-parlamentet har ikke krævet systemskifte i Frankrig.

Siden 1967 har Israel tilbageholdt eller fængslet en femtedel af den palæstinansiske befolkning i kortere eller længere tid. Det har ikke fået EU-parlamentet til at kræve systemskifte i Israel. Man kan kun drømme om, hvilke fordømmelser, der havde rejst sig i hele den vestlige verden, hvis for eksempel Cuba aller Venezuela opførte sig bare halvt så groft som Israel.

Israel har fortsat omkring 9000 palæstinensere i sine fangehuller. Det er ganske vist i strid med international lov. Men det har ikke fået EU-parlamentet til at træde til med resolutioner og fordømmelse. Blandt fangerne er 47 medlemmer af det palæstinensiske parlament. Så kan man spørge sig selv om, hvordan man vil forhandle med en myndighed, hvis medlemmer sidder ulovligt fængslet i besættelsesmagtens fangehuller.

Nå, men nu har EU-parlamentet chancen for at fordømme Israel og kræve systemskifte: de palæstinensiske fanger i de israelske fængsler har indledt en sultestrejke. Der bliver nok rig lejlighed for at finde overgreb på de sultestrejkende. Vi venter bare på resolutionerne fra Bruxelles for at modbevise alle tanker om, at menneskerettigheder kun er vigtige for EU-lederne, når det er politisk bekvemt.

1000 dage i fængsel

Vi har nu rundet de første 1000 dage. Gaza blev forvandlet fra "blot" at være besat område, underlagt de israelske generalers nåde, til at blive "verdens største fængsel". Ordene er ikke mine - de kommer fra FN's humanitære chef, John Holmes.

I de tusind dage, der er gået, er der 500 patienter, der er døde på grund af, at Israel (med hjælp fra Vestens gode diktator-ven Hosni Mubarak i Egypten) har lukket grænsen og forhindret, at disse mennsker kunne overleve. Det er én hver anden dag.

Gaza plejede at være den del af de palæstinensiske områder, der var bedst stillet økonomisk. Nu lever 80 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen. De lever i et område med spildevand og stank. En åben kloak. Et område, hvor infrastrukturen er nedbrudt og boligerne er sønderbombede (Israel nægter systematisk at lade byggematerialer komme ind i Gaza). Et fængsel med 1,5 millioner fanger, der er spærret inde uden at have begået anden forbrydelse, end at flertallet i 2006 stemte på et parti, som Vesten og Israel ikke bryder sig om.

Sikke et jubilæum.

Arabisk stormer frem på nettet

Arabisk er et ret svært sprog. Grammatikken er egentlig ikke særlig svær, hvis man holder sig til daglig konversations-arabisk og ser bort fra sprogets avancerede dele. Arabisk er et højt udviklet sprog, som i selve sin opbygning er meget poetisk og med tonsvis af underfundigheder, som åbner sig op i takt med, at man lærer mere. Det er et sprog, som kort og godt er spændende at beskæftige sig med. Det svære er, at man skal huske alle gloserne - som regel minder de ikke om noget, man kender fra de indo-europæiske sprog, endsige vores germanske sprogfamilie eller vores romanske kusiner. (Mange europæere tror, at skriftsproget er svært - men det er næsten det letteste af det hele, da det er et alfabet med 28 bogstaver, hvor mange af dem svarer til dem, man kender fra det latisnke alfabet - for eksempel b, f, k, t, q, d, og så videre.)

Der er mere end 320 millioner mennesker, der taler arabisk. "Arabisk" er nu så meget sagt, idet der er himmelvid forskel på det, de taler i for eksempel Marokko-Algeriet og Syrien-Palæstina. I Jordan er der masser af egyptiske gæstearbejdere, og det kan være ganske vanskeligt at forstå den egyptiske dialekt, hvis man i forvejen er på novice-stadiet i sit palæstinensisk-jordansk-arabiske sprog. Ikke desto mindre har alle araberne det samme skriftsprog, og araberne er stadig bundet sammen af fusha, den type arabisk, som man hører på de store tv-stationer som Al-Arabiya, Al-Jazeera, Al-Manar, Al-Mustaqbal og LBC - samt hos de religiøse, da de tager udganspunkt i dette standard-arabiske sprog, som er det, man finder i Koranen.

Med dette in mente er der ingen tvivl om, at der er mange, der taler arabisk. Derfor var jeg overrasket over at se, at Global Post spekulerede i, om arabisk er et uddøende sprog.

Arabisktalende personer udgør tre procent af internet-brugerne, men alligevel er kun omkring én procent af internettets indhold på arabisk. Men man bør ikke tage fejl. Arabisk er kraftigt på vej fremad. I perioden 2000-2008 steg antallet af internetbrugere i Mellemøsten med 1176,8 procent. Det tilsvarende tal for Asien var tilsammenligning "kun" 363,4 procent. Google forventer, at antallet af arabiske internetbrugere vil vokse med knap 50 procent i løbet af de næste tre år.

Det er da imponerende.