Det må være svært at undgå at få en smag af gin og tonic i munden i Sharm el-Sheikh. Kolonitiden er langt fra forbi for palæstinenserne, og topmødet i feriestedet ved det Røde Hav skulle forestille at tage sig af deres skæbne.
Israels premierminister Ehud Olmert mødtes med de arabiske diktatorer - nå nej, det hedder "moderate" - fra Egypten og Jordan, samt den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas. Baggrunden er klar nok. Abbas har som bekendt opløst den demokratisk valgte regering og indsat sin egen. "Egen" er måske så meget sagt, for det er tydeligt, at Washington har udvalgt den nye palæstinensiske premierminister Salam Fayyad, der har tjent som IMF's repræsentant i de palæstinensiske områder og går for at være Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser.
Men hvad snakkede de om, de arabiske kupmagere, torturbødler og diktatorer - og så Olmert, libanesernes bøddel? Ifølge Al Jazeera sagde Abbas, at han vil have Israel til at indgå i "seriøse fredforhandlinger".
Der er bare et enkelt problem. Olmert er ikke helt med på den. Hvorfor skulle Israel stole på Fateh? De er en gang blevet fordrevet fra Gaza, selv om de havde dobbelt så mange væbnede folk som Hamas. Men Fateh er så miskrediteret på grund af korruption, kapitulation til Israel og brug af tortur over for oppositionen, at de ikke var i stand til at holde på noget som helst. Hamas anførte blot en massebevægelse, der drev de korrupte ledere (der anses for at være kollaboratører med Israel) ud af Gaza. Efter sådan en omgang er Israels ledere alvorligt i tvivl om deres marionetter i Fateh-toppen er i stand til at udføre Israels arbejde blandt de koloniserede palæstinensere.
Det er en kendt sag, at de korrupte Fateh-ledere omkring Abbas ikke nævner ordet "besættelse", når de taler om Israels kolonisering af palæstinensisk jord. De taler ikke engang om, at Israel skal trække sig tilbage. Hvordan kan palæstinenserne have tillid til disse folk? Men Abbas og Fayyad kan trøste sig med, at har de ikke støtte fra deres egen befolkning, så har de det i hvert fald fra Bush, Blair og EU's ledere. Desværre for Fateh-lederne er de israelske generaler klar over, at hvis Fateh ikke kan kontrollere palæstinenserne og holde dem fra at gøre modstand mod besættelsen, så er der ikke megen fidus i at lave aftaler med disse ledere. De stoler ganske enkelt ikke på Fatehs evner i samme grad som Vestens ledere gør.
Sådan er Mellemøsten. Torturbødlerne og de enevældige konger er Vestens gode venner. Befolkningerne har bare at dukke nakken og klappe i. Og når de koloniserede folk ikke gør, som der forventes af dem, så har vi balladen. Det er grunden til, at der ikke kommer et eneste fremskridt ud af diktatorernes og bødlernes møde i Sharm el-Sheikh.
News and comments from Balad al Sham
Tuesday, June 26, 2007
Monday, June 25, 2007
"Damn, that's a lot of dead hajis!"
En lille video, der viser racistiske amerikanske soldater i færd med at demokratisere Irak.
Jeg vil gerne undskylde, hvis folk får det fysisk dårligt af at se filmen. Men den viser dagligdagen i Irak under amerikansk besættelse. Og den viser, hvor brutaliserede unge amerikanske knægte, der intet har at gøre i Irak, er blevet af krigen i Mesopotamien.
Historien melder ikke noget om, hvor mange, der blev dræbt i bombardementet. Men som den amerikanske general Tommy Franks sagde det: "I'm not in the business of body counting."
Jeg vil gerne undskylde, hvis folk får det fysisk dårligt af at se filmen. Men den viser dagligdagen i Irak under amerikansk besættelse. Og den viser, hvor brutaliserede unge amerikanske knægte, der intet har at gøre i Irak, er blevet af krigen i Mesopotamien.
Historien melder ikke noget om, hvor mange, der blev dræbt i bombardementet. Men som den amerikanske general Tommy Franks sagde det: "I'm not in the business of body counting."
10 more years
Den første maj for tre år siden sagde George Bush, at "koalitionstropperne udførte en af de hurtigste, mest succesfulde og humane kampagner i militærhistorien."
Talen, der kan høres på Det Hvide Hus' hjemmeside, vil gå over i verdenshistorien som en af de bedste kulsorte vittigheder, Washington har fabrikeret. Bush taler blandt andet om, at irakerne ikke længere risikerer at havne i torturkamre og massegrave - og at olieproduktionen stiger. Det var lige før skandalen om Abu Ghraib kom ud i offentligheden. Men irakerne var aldeles klar over, at amerikanerne systematisk benyttede sig af tortur.
Ifølge generalmajor Antonio Taguba var Bush på dette tidspunkt klar over, hvad der foregik i Abu Ghraib. Oplysningerne var tilgængelige for både forsvarsminister Donald Rumsfeld og præsident George Bush.
Men alt i Irak drejer sig jo ikke om tortur. Det drejer sig om krig. George Bush vil jo så gerne være en stor strateg og hærfører. Men på trods af sit intellekt, der slår alverden med forbavselse, formår den gode præsident alligevel ikke helt at skabe de resultater, han gerne vil have. Lederen af de amerikanske besættelsesstyrker i Irak, David Petraeus, siger nu, at det kommer til at tage 10 år for verdenshistoriens største militærmaskine at knuse modstandsbevægelsen i Irak.
Hvis George Bush havde været i stand til at læse andet end Første Mosebog, så burde han måske have taget sig tid til rent faktisk at studere krigsstrategi og taktik. For eksempel hos Sun Tzu, den gamle kinesiske militærekspert.
Sun Tzu siger:
"Hvis du kender fjenden og kender dig selv, behøver du ikke at frygte resultatet af hundrede slag.
Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden, vil du for hver sejr også lide et nederlag.
Hvis du hverken kender fjenden eller dig selv vil du tabe hvert slag."
George Bush forstod intet af, hvad han gik ind til, da han startede krigen. Han forstod hverken fjenden eller sine egne styrkers begrænsninger eller psykologien hos almindelige amerikanere. Han gik ud fra, at irakerne ville byde amerikanerne velkomne som befriere - eller i det mindste afholde sig fra at gøre væbnet modstand - samt at USA's militære overlegenhed ville sikre sejren og at den amerikanske befolkning ville støtte op om krigen så længe det var nødvendigt. Alle disse formodninger var grundløse og forkerte.
Sun Tzu forklarede, at soldaternes moral er afgørende i krig, og Napoleon lagde altid meget vægt på dette spørgsmål.
De amerikanske soldater i Irak tror ikke, at de udkæmper en retfærdig krig. De som troede på det i starten, bliver overbevist om det modsatte efter egne erfaringer i Irak. På trods af den enorme censur fra det amerikanske militær, slipper der jævnligt nyheder ud om mytterier og lydighedsnægtelse i den amerikanske hær i Irak. Et enkelt eksempel:
I december sidste år måtte Robert Gates personligt tage til Bagdad for at få orden på et mytteri blandt amerikanske tropper i Ramadi i Anbar-provinsen (som er fuldstændig uden for amerikansk kontrol). Det mest foruroligende for Bush må være rapporterne om, at de amerikanske soldater overgiver sig til de irakiske modstandsfolk, og der er flere der har bedt modstandsfolkene om hjælp til at komme til Tyrkiet eller Syrien for at søge politisk asyl.
For et år siden sagde FN, at der døde 100 irakere om dagen. Der er ingen grund til at tro, at dette tal er dalet.
Kan USA klare 10 år mere med hård modstand i Irak?
10 år mere med massakrer på civilbefolkningen?
10 år mere med mytteri blandt tropperne?
Og kan kan Bush, Blair og deres medskyldige europæiske statsledere (heriblandt Anders Fogh Rasmussen) undgå et eftermæle som krigsforbrydere og massemordere?
Jeg tillader mig at tvivle ganske gevaldigt.
Talen, der kan høres på Det Hvide Hus' hjemmeside, vil gå over i verdenshistorien som en af de bedste kulsorte vittigheder, Washington har fabrikeret. Bush taler blandt andet om, at irakerne ikke længere risikerer at havne i torturkamre og massegrave - og at olieproduktionen stiger. Det var lige før skandalen om Abu Ghraib kom ud i offentligheden. Men irakerne var aldeles klar over, at amerikanerne systematisk benyttede sig af tortur.
Ifølge generalmajor Antonio Taguba var Bush på dette tidspunkt klar over, hvad der foregik i Abu Ghraib. Oplysningerne var tilgængelige for både forsvarsminister Donald Rumsfeld og præsident George Bush.
Men alt i Irak drejer sig jo ikke om tortur. Det drejer sig om krig. George Bush vil jo så gerne være en stor strateg og hærfører. Men på trods af sit intellekt, der slår alverden med forbavselse, formår den gode præsident alligevel ikke helt at skabe de resultater, han gerne vil have. Lederen af de amerikanske besættelsesstyrker i Irak, David Petraeus, siger nu, at det kommer til at tage 10 år for verdenshistoriens største militærmaskine at knuse modstandsbevægelsen i Irak.
Hvis George Bush havde været i stand til at læse andet end Første Mosebog, så burde han måske have taget sig tid til rent faktisk at studere krigsstrategi og taktik. For eksempel hos Sun Tzu, den gamle kinesiske militærekspert.
Sun Tzu siger:
"Hvis du kender fjenden og kender dig selv, behøver du ikke at frygte resultatet af hundrede slag.
Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden, vil du for hver sejr også lide et nederlag.
Hvis du hverken kender fjenden eller dig selv vil du tabe hvert slag."
George Bush forstod intet af, hvad han gik ind til, da han startede krigen. Han forstod hverken fjenden eller sine egne styrkers begrænsninger eller psykologien hos almindelige amerikanere. Han gik ud fra, at irakerne ville byde amerikanerne velkomne som befriere - eller i det mindste afholde sig fra at gøre væbnet modstand - samt at USA's militære overlegenhed ville sikre sejren og at den amerikanske befolkning ville støtte op om krigen så længe det var nødvendigt. Alle disse formodninger var grundløse og forkerte.
Sun Tzu forklarede, at soldaternes moral er afgørende i krig, og Napoleon lagde altid meget vægt på dette spørgsmål.
De amerikanske soldater i Irak tror ikke, at de udkæmper en retfærdig krig. De som troede på det i starten, bliver overbevist om det modsatte efter egne erfaringer i Irak. På trods af den enorme censur fra det amerikanske militær, slipper der jævnligt nyheder ud om mytterier og lydighedsnægtelse i den amerikanske hær i Irak. Et enkelt eksempel:
I december sidste år måtte Robert Gates personligt tage til Bagdad for at få orden på et mytteri blandt amerikanske tropper i Ramadi i Anbar-provinsen (som er fuldstændig uden for amerikansk kontrol). Det mest foruroligende for Bush må være rapporterne om, at de amerikanske soldater overgiver sig til de irakiske modstandsfolk, og der er flere der har bedt modstandsfolkene om hjælp til at komme til Tyrkiet eller Syrien for at søge politisk asyl.
For et år siden sagde FN, at der døde 100 irakere om dagen. Der er ingen grund til at tro, at dette tal er dalet.
Kan USA klare 10 år mere med hård modstand i Irak?
10 år mere med massakrer på civilbefolkningen?
10 år mere med mytteri blandt tropperne?
Og kan kan Bush, Blair og deres medskyldige europæiske statsledere (heriblandt Anders Fogh Rasmussen) undgå et eftermæle som krigsforbrydere og massemordere?
Jeg tillader mig at tvivle ganske gevaldigt.
Sunday, June 24, 2007
Kvartettens udsending
Her gik mange nok og troede, at Tony Blair var en færdig mand i politik. Naive sjæle har muligvis antaget, at en notorisk løgner og krigsforbryder ikke lige var den mest oplgte til at besidde en toppost i international politik. Men omtalte naive sjæle har taget fejl.
For det ser nemlig ud til, at Tony Blair har en rigtig god chance for at blive den selvbestaltede "Mellemøstkvartets" udsending.
Tror Lord Tony Blair virkelig selv, at araberne vil byde ham velkommen? Tror han virkelig, at Storbritanniens deltagelse i folkemordet på irakerne er en bagatel? Tror han virkelig, at det irakiske blod på hans hænder ikke vil være et problem for palæstinenserne?
Hvis Tony Blair - manden bag løgnen om de berygtede 45 minutter - rent faktisk tror, at han kan gøre noget for at løse problemerne i Mellemøsten, så er han enten uden situations- og virkelighedsfornemmelse, eller også er han bare stadigvæk en inkarneret sandhedsmodstander. Manden er komplet miskrediteret i Mellemøsten, og han har stadig ikke sagt undskyld en eneste gang for det barbari, han er medansvarlig for at have skabt i Mesopotamien.
Tony Blair vil i sin egenskab af stormagternes udsending hos de koloniserede folk i Mellemøsten arbejde for, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat. Det er i hvert fald det, vi kan læse hos mange store mediehuse. Hvem vil Blair tale med i "Palæstina"? Vil han tale med Ismail Haniyeh, den mand som rent faktisk er premierminister og som er demokratisk valgt? Nej, naturligvis ikke. Lord Blair vil tale med Mahmoud Abbas (der aldrig nævner ordet "besættelse", når han taler om de besatte områder) og Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser, IMF-manden Salam Fayyad. Blair vil holde møder med de palæstinensiske quislinge, der er villig til at gøre, som "kvartetten" og Israel befaler. Til dette formål er Blair aldeles kvalificeret.
Blair vil ikke modsætte sig Israels mur på Vestbredden og koloniseringen af palæstinensernes land. I stedet vil han tale om samarbejde med "moderate" kræfter (hvilket vil sige de miskrediterede quislinge og kollaboratører). Hans job vil være at få palæstinenserne til at lægge enhver modstand mod besættelsen på hylden og i stedet indordne sig og være "moderate" under israelsk overherredømme. Om retfærdighed vil Blair ikke mæle et muk.
Blair vil have forståelse for, at den palæstinensiske "stat" vil inføre mere "sikkerhed", strengere love og mindre demokrati. For det handler jo om at beskytte den palæstinensiske "stat" imod befolkningen, som næppe vil acceptere ledernes forædderi. Blair vil have forståelse for, at Fayyeds ikke-valgte regering fører krig imod den valgte Hamas-regering. Når alt kommer til alt, handler det jo om at have "en mand vi kan snakke med", og ikke en regering, som palæstinenserne selv har valgt.
For det ser nemlig ud til, at Tony Blair har en rigtig god chance for at blive den selvbestaltede "Mellemøstkvartets" udsending.
Tror Lord Tony Blair virkelig selv, at araberne vil byde ham velkommen? Tror han virkelig, at Storbritanniens deltagelse i folkemordet på irakerne er en bagatel? Tror han virkelig, at det irakiske blod på hans hænder ikke vil være et problem for palæstinenserne?
Hvis Tony Blair - manden bag løgnen om de berygtede 45 minutter - rent faktisk tror, at han kan gøre noget for at løse problemerne i Mellemøsten, så er han enten uden situations- og virkelighedsfornemmelse, eller også er han bare stadigvæk en inkarneret sandhedsmodstander. Manden er komplet miskrediteret i Mellemøsten, og han har stadig ikke sagt undskyld en eneste gang for det barbari, han er medansvarlig for at have skabt i Mesopotamien.
Tony Blair vil i sin egenskab af stormagternes udsending hos de koloniserede folk i Mellemøsten arbejde for, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat. Det er i hvert fald det, vi kan læse hos mange store mediehuse. Hvem vil Blair tale med i "Palæstina"? Vil han tale med Ismail Haniyeh, den mand som rent faktisk er premierminister og som er demokratisk valgt? Nej, naturligvis ikke. Lord Blair vil tale med Mahmoud Abbas (der aldrig nævner ordet "besættelse", når han taler om de besatte områder) og Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser, IMF-manden Salam Fayyad. Blair vil holde møder med de palæstinensiske quislinge, der er villig til at gøre, som "kvartetten" og Israel befaler. Til dette formål er Blair aldeles kvalificeret.
Blair vil ikke modsætte sig Israels mur på Vestbredden og koloniseringen af palæstinensernes land. I stedet vil han tale om samarbejde med "moderate" kræfter (hvilket vil sige de miskrediterede quislinge og kollaboratører). Hans job vil være at få palæstinenserne til at lægge enhver modstand mod besættelsen på hylden og i stedet indordne sig og være "moderate" under israelsk overherredømme. Om retfærdighed vil Blair ikke mæle et muk.
Blair vil have forståelse for, at den palæstinensiske "stat" vil inføre mere "sikkerhed", strengere love og mindre demokrati. For det handler jo om at beskytte den palæstinensiske "stat" imod befolkningen, som næppe vil acceptere ledernes forædderi. Blair vil have forståelse for, at Fayyeds ikke-valgte regering fører krig imod den valgte Hamas-regering. Når alt kommer til alt, handler det jo om at have "en mand vi kan snakke med", og ikke en regering, som palæstinenserne selv har valgt.
Thursday, June 21, 2007
Hvorfor det er synd for Bush
Jeg har ondt af George Bush og Condoleeza Rice. Og nok også af Tony Blair. De vil jo så gerne have demokrati i Mellemøsten. De var derfor rigtig glade for, at der blev afholdt et ægte parlamentsvalg i det såkaldte "Palæstina" i januar 2006. Men hvad gjorde de utaknemmelige arabere - disse vilde barbarer? De stemte på de forkerte! De tillod sig den frækhed at stemme på Hamas i stedet for Fateh.
Her har Bush og de andre ellers gået og opfostret Abbas og de andre Fateh-ledere og lært dem at lade være med at nævne ordet "besættelse" når de snakker om de besatte områder, og de har lært dem at være korrupte og købe millionærbiler og guldhaner på toiletterne og lade være med at protestere over Israels kolonisering af de palæstinensiske områder. Alt til ingen nytte. Stakkels Bush.
Nå, men Bush har gennem sin gode ven og allierede, den egyptiske diktator og bøddel Hosni Mubarak, efterfølgende forsøgt at vælte den regering, de utaknemmelige palæstinensere har valgt. Det gik desværre ikke så godt, og Hamas fordrev Fatehs styrker, der blev sendt ind fra Egypten for at vælte regeringen. Bush kunne igen ærge sig. Heldigvis for Bush og Condoleeza Rice lykkedes det efterfølgende at afsætte den valgte regering på Vestbredden og i stedet indsætte IMF-manden, Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser, Salam Fayyad. Det kunne få smilet frem i det ovale værelse.
Og hvis Bush havde været i stand til at læse dansk (han bør måske starte med at lære at læse engelsk), kunne han glæde sig over, at Politiken konskevent har omtalt den demokratisk valgte Hamas-regering som en "kup-regering" og i al deres journalistik har blåstemplet kuppet som ganske demokratisk og fortræffeligt. Så var det måske ikke så synd endda.
Og dog, Bush har andre problemer. Libaneserne (der ikke har lært at være taknemmelige over Israels bombardement af deres land og fortsatte besættelse af områder i det sydlige Libanon) støtter også op om det forkerte parti - Hizbollah. Det er synd for Bush, når han nu har brugt meget tid og mange penge på at lære dem at opføre sig civiliseret.
For slet ikke at tale om irakerne, der kun vil tillade USA at kontrollere en fjerdedel af Bagdad og jævnligt bombarderer den Grønne Zone. De utaknemmelige undermennesker er ikke klar til at modtage demokratiets nådegaver i form af fosforbomber, torturkamre og masskarer. Når nu Bush har brugt så meget af sin tid på det projekt, så kunne de altså godt være mere taknemmelige.
Bush, den stakkel, må nøjes med støtte fra diktatorerne i Golfstaterne, Jordans enevældige Kong Abdallah og bødelen Hosni Mubarak. Deres utaknemmelige befolkninger nævner vi ikke her.
Det er svært ikke at have ondt af Bush.
Her har Bush og de andre ellers gået og opfostret Abbas og de andre Fateh-ledere og lært dem at lade være med at nævne ordet "besættelse" når de snakker om de besatte områder, og de har lært dem at være korrupte og købe millionærbiler og guldhaner på toiletterne og lade være med at protestere over Israels kolonisering af de palæstinensiske områder. Alt til ingen nytte. Stakkels Bush.
Nå, men Bush har gennem sin gode ven og allierede, den egyptiske diktator og bøddel Hosni Mubarak, efterfølgende forsøgt at vælte den regering, de utaknemmelige palæstinensere har valgt. Det gik desværre ikke så godt, og Hamas fordrev Fatehs styrker, der blev sendt ind fra Egypten for at vælte regeringen. Bush kunne igen ærge sig. Heldigvis for Bush og Condoleeza Rice lykkedes det efterfølgende at afsætte den valgte regering på Vestbredden og i stedet indsætte IMF-manden, Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser, Salam Fayyad. Det kunne få smilet frem i det ovale værelse.
Og hvis Bush havde været i stand til at læse dansk (han bør måske starte med at lære at læse engelsk), kunne han glæde sig over, at Politiken konskevent har omtalt den demokratisk valgte Hamas-regering som en "kup-regering" og i al deres journalistik har blåstemplet kuppet som ganske demokratisk og fortræffeligt. Så var det måske ikke så synd endda.
Og dog, Bush har andre problemer. Libaneserne (der ikke har lært at være taknemmelige over Israels bombardement af deres land og fortsatte besættelse af områder i det sydlige Libanon) støtter også op om det forkerte parti - Hizbollah. Det er synd for Bush, når han nu har brugt meget tid og mange penge på at lære dem at opføre sig civiliseret.
For slet ikke at tale om irakerne, der kun vil tillade USA at kontrollere en fjerdedel af Bagdad og jævnligt bombarderer den Grønne Zone. De utaknemmelige undermennesker er ikke klar til at modtage demokratiets nådegaver i form af fosforbomber, torturkamre og masskarer. Når nu Bush har brugt så meget af sin tid på det projekt, så kunne de altså godt være mere taknemmelige.
Bush, den stakkel, må nøjes med støtte fra diktatorerne i Golfstaterne, Jordans enevældige Kong Abdallah og bødelen Hosni Mubarak. Deres utaknemmelige befolkninger nævner vi ikke her.
Det er svært ikke at have ondt af Bush.
Wednesday, June 20, 2007
Politiken fortsætter med at lyve
I en tidligere post beskrev jeg fire punkter, hvor Politiken fordrejede sandheden om kuppet i de palæstinensiske områder. Jeg har også beskrevet, hvordan Fateh med Egypten, Jordan og Vesten i ryggen har forsøgt væbnet opstand i Gaza (imod den demokratisk valgte regering) og efterøflgende har kuppet sig til magten på Vestbredden.
Helt i tråd med lederne af EU, USA og Israel støtter Politiken tilsyneladende den fantasi-forestilling, der hedder, at Hamas har kuppet sig til magten i Gaza. Det er ikke bare en fejlagtig udlægning af sandheden, men er det stik modsatte af, hvad der rent faktisk er sket.
Politiken fortsætter med at lyve endnu mere tydeligt i en ny artikel. Her følger en kort gennemgang, der afmonterer artiklens centrale pointer.
1: Rubrikken hedder "Bush og Olmert støtter et selvstændigt Palæstina".
Denne "støtte" har i praksis udmøntet sig i et kup imod "Palæstinas" demokratisk valgte regering. Hvor meget "selvstændighed" er der lige i den marionetregering, de har indsat?
2: Underrubrikken lyder:
"Præsident Bush og Israels premierminister Ehud Olmert er enige om at støtte den palæstinensiske regerings kamp mod terrorgruppen Hamas."
At Hamas er en "terrororganisation" er en absurd påstand, der ikke kan stå for virkelighedens prøve. Hamas er et populært, folkeligt forankret parti, der vandt flertal ved valget i de palæstinensiske områder i januar 2006. Partiet er leder af den legitime regering i de palæstinensiske områder - men i øjeblikket er regeringen begrænset til Gaza.
3: Politiken skriver:
"Støtten til præsident Abbas kommer, efter at terror-gruppen Hamas har taget magten i Gazastriben. En situation der risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina, hvis ikke Abbas genvinder kontrollen med det palæstinensiske selvstyre."
Denne sætning er simpelthen så fuld af løgn, at det ville kræve en hel bog at svare ordentligt på den. Men her må det række at sige følgende: Hamas nedkæmpede (legitimt) Fatehs opstand i Gaza, hvor sidstnævnte forsøgte at fravriste den demokratisk valgte regering magten ved hjælp af våben. I ryggen havde de støtte fra især Egypten, Jordan og USA.
Når Politiken snakker om at situationen (altså at den demokratisk valgte regering stadig sidder i Gaza, og at kuppet kun er lykkedes på Vestbredden) "risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina", så siger de i virkeligheden, at forholdet til Israel er vigtigere for en palæstinensisk regering end forholdet til palæstinenserne. Og at denne "forværring" i virkeligheden dækker over en forestående israelsk massakre i Gaza lader Politiken glide ubemærket forbi.
4: Politiken skriver:
"Vestlige lande satser på, at præsident Abbas kan bane vej for nye fredsforhandlinger, og både EU og USA har sagt, at de vil genoptage bistand til palæstinenserne efter 15 måneders boykot, som skyldtes Hamas' afgørende indflydelse i regeringen."
Politiken kunne lige så godt have skrevet "som skyldtes, at palæstinenserne demokratisk valgte en regering, der ikke, som Fateh, er følgagtig over for Israel."
5: Politiken skriver:
"Håbet er nu, at Abbas vil være i stand til at samle palæstinenserne og fjerne magten fra Hamas."
Sikke forhåbninger. Jeg ved ikke, om Politiken efter Pinochets kup i 1973 skrev: "Håbet er nu, at Pinochet vil være i stand til at samle chilenerne og fjerne magten fra UP".
Dengang som nu er der i hvert fald tale om et amerikansk støttet kup imod en demokratisk valgt regering, der har benyttet sig af retten til at forme sin egen politik uafhængigt af USA og dets lydstater i regionen.
Opsamlende: Er politiken uvidende om følgende kendsgerninger, eller bliver de bare ignoreret af en samlet redaktion:
- Ifølge den palæstinensiske forfatnings paragraf 45 kan præsidenten afsætte premierministeren, men han har ikke mandat til at udnævne en ny.
- Der er ingen som helst hjemmel i den palæstenensiske forfatning eller øvrige lovgivning for en "nødregering", som den Abbas har udpeget.
- Fayyads regering er udpeget ved udenomsdemokratiske manøvrer. Hamas' regering er valgt og har folkeligt mandat.
Og to afsluttende spørgsmål: Hvorfor støtter Politiken så entydigt den nye kup-regering? Hvor er respekten for palæstinensernes ret til at bestemme deres egen skæbne?
Helt i tråd med lederne af EU, USA og Israel støtter Politiken tilsyneladende den fantasi-forestilling, der hedder, at Hamas har kuppet sig til magten i Gaza. Det er ikke bare en fejlagtig udlægning af sandheden, men er det stik modsatte af, hvad der rent faktisk er sket.
Politiken fortsætter med at lyve endnu mere tydeligt i en ny artikel. Her følger en kort gennemgang, der afmonterer artiklens centrale pointer.
1: Rubrikken hedder "Bush og Olmert støtter et selvstændigt Palæstina".
Denne "støtte" har i praksis udmøntet sig i et kup imod "Palæstinas" demokratisk valgte regering. Hvor meget "selvstændighed" er der lige i den marionetregering, de har indsat?
2: Underrubrikken lyder:
"Præsident Bush og Israels premierminister Ehud Olmert er enige om at støtte den palæstinensiske regerings kamp mod terrorgruppen Hamas."
At Hamas er en "terrororganisation" er en absurd påstand, der ikke kan stå for virkelighedens prøve. Hamas er et populært, folkeligt forankret parti, der vandt flertal ved valget i de palæstinensiske områder i januar 2006. Partiet er leder af den legitime regering i de palæstinensiske områder - men i øjeblikket er regeringen begrænset til Gaza.
3: Politiken skriver:
"Støtten til præsident Abbas kommer, efter at terror-gruppen Hamas har taget magten i Gazastriben. En situation der risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina, hvis ikke Abbas genvinder kontrollen med det palæstinensiske selvstyre."
Denne sætning er simpelthen så fuld af løgn, at det ville kræve en hel bog at svare ordentligt på den. Men her må det række at sige følgende: Hamas nedkæmpede (legitimt) Fatehs opstand i Gaza, hvor sidstnævnte forsøgte at fravriste den demokratisk valgte regering magten ved hjælp af våben. I ryggen havde de støtte fra især Egypten, Jordan og USA.
Når Politiken snakker om at situationen (altså at den demokratisk valgte regering stadig sidder i Gaza, og at kuppet kun er lykkedes på Vestbredden) "risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina", så siger de i virkeligheden, at forholdet til Israel er vigtigere for en palæstinensisk regering end forholdet til palæstinenserne. Og at denne "forværring" i virkeligheden dækker over en forestående israelsk massakre i Gaza lader Politiken glide ubemærket forbi.
4: Politiken skriver:
"Vestlige lande satser på, at præsident Abbas kan bane vej for nye fredsforhandlinger, og både EU og USA har sagt, at de vil genoptage bistand til palæstinenserne efter 15 måneders boykot, som skyldtes Hamas' afgørende indflydelse i regeringen."
Politiken kunne lige så godt have skrevet "som skyldtes, at palæstinenserne demokratisk valgte en regering, der ikke, som Fateh, er følgagtig over for Israel."
5: Politiken skriver:
"Håbet er nu, at Abbas vil være i stand til at samle palæstinenserne og fjerne magten fra Hamas."
Sikke forhåbninger. Jeg ved ikke, om Politiken efter Pinochets kup i 1973 skrev: "Håbet er nu, at Pinochet vil være i stand til at samle chilenerne og fjerne magten fra UP".
Dengang som nu er der i hvert fald tale om et amerikansk støttet kup imod en demokratisk valgt regering, der har benyttet sig af retten til at forme sin egen politik uafhængigt af USA og dets lydstater i regionen.
Opsamlende: Er politiken uvidende om følgende kendsgerninger, eller bliver de bare ignoreret af en samlet redaktion:
- Ifølge den palæstinensiske forfatnings paragraf 45 kan præsidenten afsætte premierministeren, men han har ikke mandat til at udnævne en ny.
- Der er ingen som helst hjemmel i den palæstenensiske forfatning eller øvrige lovgivning for en "nødregering", som den Abbas har udpeget.
- Fayyads regering er udpeget ved udenomsdemokratiske manøvrer. Hamas' regering er valgt og har folkeligt mandat.
Og to afsluttende spørgsmål: Hvorfor støtter Politiken så entydigt den nye kup-regering? Hvor er respekten for palæstinensernes ret til at bestemme deres egen skæbne?
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
