Massakren i Qana

Nu er det snart et år siden, at Qana i det sydlige Libanon blev bombarderet af det israelske militær. I den anledning har Al Jazeera English lavet et kort indslag om, hvad der skete.

Massakren sidste år skal naturligvis ikke forveksles med den mere kendte og større massakre, som Israel gennemførte i Qana i 1996.

Verdens næststørste lufthavn ligger i Irak

Hvis man ser på, hvor mange fly der lander og letter, så ligger verdens næststørste lufthavn tilsyneladende i Irak. Vi taler naturligvis om en amerikansk base, og i trafik er den kun overgået af Heathrow i London. Det er en af de informationer, som dokumentaren The Bases Are Loaded fremkommer med. Der er mange andre interessante og tankevækkende oplysninger i filmen.

Filmen (mere end) antyder, at amerikanerne vil blive i Irak i årtier. Trofaste læsere af denne blog vil vide, at det ikke er en mulighed, jeg finder særlig realistisk - ikke på grund af baserne, men på grund af den militære og folkelige modstand i Irak og Bushs politiske skibbrud på hjemmefronten. Ikke desto mindre en meget anbefalelsesværdig film.

Den er produceret af AlternateFocus.

USA dræber over 300 irakere om dagen

Det mest anerkendte britiske lægetidsskrift The Lancet offentliggjorde i oktober sidste år en undersøgelse, der viste, at indtil for et år siden var omtrent 600.000 irakere døde som følge af den amerikansk ledede invasion. Med andre ord var i gennemsnit ca. 15.000 irakere døde hver måned i "Det nye Iraks" første 39 måneder. Som om det ikke var nok, viste undersøgelsen også, at dødeligheden var stigende, og i læbet af første halvdel af 2006 døde omtrent 30.000 irakere hver måned.

Tallet på nuværende tidspunkt er uden tvivl højere på grund af den igangværende amerikanske offensiv i Bagdad og i Diyala-provinsen øst for landets hovedstad.

Som man kunne forvente afviste den amerikanske og britiske regering omgående undersøgelsens resultater og sagde, at undersøgelsens metode var forkert. Hvori fejlen består kunne de dog ikke fortælle. Sagen er nemlig, at undersøgelsens metode er en standardmetode til at måle dødeligheden i krigs- og katastrofeområder.
USA og Storbritanniens regeringer glemte også, at de selv har finansieret undersøgelser, der bruger præcis samme metode (og lavet af de samme forskere) i områder som Darfur og Kosovo.

Den eneste grund til, at regeringerne afviste resultaterne er, at de er politisk ødelæggende for deres løgn om, at Irakkrigen blev indlet af hensyn til demokrati, menneskerettigheder og for at redde Vesten fra en presserende trussel fra Iraks masseødelæggelsesvåben. Resultaterne fra The Lancet er da også blevet anerkendt i videnskabelige kredse. En af de mest fremtrædende mellemøstforskere i USA, Juan Cole, formulerer det således: "det amerikanske eventyr i Irak er (i løbet af lidt over tre år) ansvarlig for drabene på dobbelt så mange civile som Saddam slog ihjel i løbet af 25 år."

På trods af, at der er akademisk enighed om undersøgelsens metode, så har besættelsesmagternes kategoriske benægtelse været et effektivt spin i offentligheden. Mange medier har, samtidig med at de har bragt nyheden om undersøgelsens resultat, bragt adskillige kommentarer, der uden noget som helst grundlag, sår alvorligt tvivl om undersøgelsens lødighed. Dett journalistiske princip med at "høre to parter" (hvor forskerne ikke længere fremtræder som eksperter, men som parter), nærmer sig her et princip om at høre holocaustbenægterne, hver gang man skriver om jødeudryddelserne under anden verdenskrig.

Det virkelig rystende ved statistikken fra The Lancet er, at det er amerikanerne, der har slået størstedelen af de 600.000 irakere ihjel, som har lidt en "voldelig død". Kun et midretal er blevet dræbt af bilbomber, dødspatruljer eller kriminelle.

Forskerne spurgte en lang række familier om, hvordan deres pårørende døde, og hvem der var ansvarlige. Svarene gav, at 56 procent døde af skud, 13 procent på grund af bilbomber, 13 procent af luftangreb, 14 procent andre og blot 4 procent ukendte årsager.

Det var sværere at sige, hvem der var ansvarlige for dødsfaldene. Det var let at sige, at dødsfaldene på grund af bilbomber skyldes terrorister og at dødsfaldene på grund af luftangreb skyldes amerikanerne (eller andre besættelsesstyrker). Men blandt mange af dem, der er døde af skud, kunne familierne ikke sige, hvem der var ansvarlige - ofte er folk døde i forbindelse med skudvekslinger eller i tilfælde uden vidner.

Blandt dem, der var sikre på, hvem der havde skudt, var det imidlertid 56 procent, der pegede på amerikanerne eller deres allierede. Det betyder, at vi med sikkerhed kan sige, at amerikanerne har dræbt 180.000 irakere fra 2003 til medio 2006. Desuden er der al grund til at tro, at besættelsesstyrkerne (herunder de over 120.000 lejesoldater, der også gennemfører offensive operationer) er ansvarlige for mindst samme andel af de dødsfald, hvor gerningsmanden er ukendt. Det betyder, at vi kan anslå, at besættelsesstyrkerne har dræbt 330.000 irakere indtil medio 2006.

Hvis vi ser på antallet af irakere, der er blevet dræbt af bilbomber, så er tallet omkring 80.000. Et forfærdeligt tal. Men under en fjerdedel af det antal, som besættelsestropperne har slået ihjel.

Selv hvis vi tager de 180.000 irakere, som besættelsestropperne har slået ihjel (det laveste og helt bekræftede tal), så giver det et gennemsnit på over 5000 irakere om måneden. Men siden raten i 2006 var dobbelt så høj som tidligere år, så betyder det, at amerikanerne under disse, for dem de bedste forudsætninger, har slået over 10.000 ihjel på månedsbasis i 2006 - over 300 om dagen. Og det var vel og mærke før den seneste offensiv.

Hvordan kan det være, at besættelsestropperne slår så mange irakere ihjel. Lad os lige se på hverdagen for de amerikanske patruljer.

I de tidligere år under besættelsen har amerikanerne sendt omtrent 1000 daglige patruljer ud i fjendtlige områder. Nu er tallet - under den nye offensiv - steget til knap 5000, hvis vi medtager de irakiske soldater, der deltager i offensiven. Disse tusindvis af patruljer resulterer ofte i tusindvis af døde. De bevæger sig ind i områder, hvor hele befolkningen sympatiserer med modstandsbevægelsen, for at arrestere eller likvidere oprørere og terrorister.

Ofte har patruljerne en liste over de mistænkte og deres adresser. Deres opgave er så at gennemsøge hele huset for våben, sprængstoffer og politisk materiale, litteratur og videoudstyr. Ofte har de ingen liste, og så går patruljen fra dør til dør. Men da det ville være for farligt at banke på døren (beboerne kunne jo skyde igennem døren), så bliver dørene slået ind, og der bliver skudt på alt, der virker mistænkeligt. Hvis patruljen vurderer, at der er risiko for modstand, foreskriver praksis i tråd med feltmanualen, at der bliver kastet en granat ind i det pågældende rum eller hus. Hvis de mæder modstand, beder patruljen om luftstøtte. Det vil sige, at en bygning, ofte et helt boligområde, bliver bombet.

Uden modstan kan en patrulje finde 30 mistænkte i løbet af en dag. Det vil sige, at 1000 patruljer på en dag kan sparke dørene ind hos 30.000 irakiske hjem, gennemsøge dem og skyde på alle mistænkelige eller truende personer - her må man tænke på, at alle mænd i den kampdygtige alder er potentielle mistænkte og farlige fjender.

Hvis imidlertid en vejsidebombe afbryder en patrulje, ophører patruljens opgave med at være eftersøgningen af de mistænkte på listen, og i stedet skal de forfølge gruppen bag vejsidebomben (dom ofte beskyder patruljen efter detonationen). Hermed forhindrer oprørsgruppen denne patrulje i med magt at tvinge sig adgang til mindst 30 hjem, tæske indbyggerne, arrestere irakere og ydmyge de lokale beboere.

Når de amerikanske patruljer forfølger en gruppe, der har angrebet patruljen, så foreskriver deres feltmanual, at tilfangetagelse eller henrettelse af angriberen rangerer over civile liv i området. Derfor benytter amerikanerne massiv ildkraft i jagten på disse angribere - med masser af civile dødsfald til følge. Med tusindvis af patruljer hver dag bliver det samlede resultat et regulært massemord på daglig basis.

Til slut kan jeg lige nævne, at det amerikanske Just Foreign Policy anslår, at knap en million irakere nu er døde som følge af Bushs felttog i Mesopotamien. Det er flere end folkemordet i Rwanda. Snart er der ikke langt op til folkemordet på armenerne - det "første Holocaust".

Petra er et vidunder

Lige et indlæg, der ikke handler om krig, bomber, besættelse, tortur eller andre af de genvordigheder, som Mellemøstens korrupte ledere og koloniherrerne i Washington, London og Bruxelles udsætter folkene for.

Petra er nemlig blevet udråbt til at være et af verdens syv nye vidundere. Det er det eneste "nye" vidunder i Mellemøsten. Petra vandt - sammen med seks andre "vidundere" - en global afstemning om at være blandt en ny samling vidundere. Pyramiderne i Egypten deltog ikke i konkurrencen, da de jo er en del af de "gamle" vidundere.

De seks andre vidundere er den kinesiske mur, Taj Mahal (Indien), Colosseum (Italien), Jesus-statuen i Rio (det mest uforståelige valg på listen), Manchu Picchu (Peru) og Maya-byen Chichen Itza (Mexico).

Petra vandt en andenplads, og er dermed kun overgået af den kinesiske mur som verdensvidunder.

Personligt kan jeg kun anbefale alle, der rejser i Mellemøsten, til at tage forbi Petra (som liger i Jordan, hvis nogen skulle være i tvivl) - det er virkelig et fantastisk sted.

Her i Amman blev udnævnelsen, der blev offentliggjort klokken to om natten, fejret med kanonskud, fyrværkeri, dyttende biler, traditionel dans og masser af jordanske flag. Som havde Jordan vundet VM i fodbold - hvilket aldrig kommer til at ske.

Airborne My Lai

Da de amerikanske medier først rapporterede om massakren på civile vietnamesere i My Lai i marts for 39 år siden, så var det i en tone og med en vinkel, der fokuserede på den storslåede militære sejr, som massakren tilsyneladende skulle forestille at være. New York Times beskrev operationen som en betydelig succes og skrev, at "amerikanske tropper fangede en nordvietnamesisk styrke i en knibtangsmanøvre på den centrale slette ved kysten og dræbte 128 fjendtlige soldater i en kamp, der varede hele dagen."
United Press International kaldte det en "imponerende sejr" og skrev, at "Pink Village", som de amerikanske soldater kaldte My Lai, efter seks og en halv time var blevet omdannet til "Red, White and Blue Village".

Alle disse historier i pressen var et produkt af militærets propaganda og havde meget lidt med sandheden at gøre. Den enestående dygtige reporter Seymour Hersh (der dengang var meget lidt kendt) kom senere med den rigtige historie om at "Pink Village" var blevet til "Red Village" - rød af blodet fra over 400 kvinder, børn og gamle mænd. De var blevet slagtet i det, som New York Times kaldte en "betydelig succes".

Hvor mange gange får vi ikke i dag rapporter fra Afghanistan og Irak om, at nu er 65 taleban-krigere blevet dræbt ved et bombardement, eller at 28 irakiske oprørere er blevet skudt under kampe med amerikanske styrker. Disse rapporter kommer fra nyhedsbureauernes journalister, der er "embedded" hos det amerikanske militær eller andre besættelsestropper. Disse journalister er underkastet hærens censur og må kun rapportere fra de områder, som militæret giver dem lov til. Dette skaber krigsreportage, der fokuserer meget på den storslåede sejr det er, at dræbe kalashnikov-bevæbnede oprørere med stingermissiler, men meget lidt på de mennesker, som "koalitionens" bomber rammer, de familier, der bliver smadret, og de uskyldige liv, der bliver udslettet. Efterhånden gider aviser, radio og TV knap at bringe disse nyheder om luftbombardementerne.

Ind imellem er slipper der dog historier ud fra følgerne af luftbombardementerne af de afghanske landsbyer og de tæt befolkede irakiske storbyer. Her får vi at vide, at et stort antal civile er døde. Det amerikanske militærs svar er mere forudsigeligt end afslutningen på dronningens nytårstale: alt bliver benægtet. Der er intet sket. Det amerikanske militær har "ikke kendskab" til civile dødsfald.

Ofte vil lokale ledere og sheikher fortælle, at guerillaerne enten ikke har været i området, eller at de har været der, men er forsvundet igen, eller at de - som det ofte er tilfældet i guerillakrig - befandt sig i samme område som bønder i marken eller andre almindelige mennesker. Og det er som regel disse "almindelige mennesker", der bliver brændt ihjel af de amerikanske napalmbomber i Irak og bliver klyngebombet i Afghanistan. Men i pressen kan vi læse, at operationerne har været en stor succes, og vi kan læse, hvor mange "oprørere", der er blevet slået ihjel.

Ofte har de obligatoriske amerikanske benægtelser stor effekt. Der er ingen journalister til stede i de bombede områder, og en hvid mand i slips eller med stjerner på skuldrene har større troværdighed end afghanske bønder og irakiske arbejdsløse.

Hvis beviserne, trods alle odds hober sig op, vil Pentagons talsmænd trække sig tilbage til anden forsvarslinje og forsøge at sætte spørgsmålstegn ved antallet af dræbte civile. De vil beklage og sige, at det skam ikke var meningen. Det var måske et "uheld". Eller også (den desperate forklaringsmetode) var det fjendens skyld - fjenden brugte civilbefolkningen som "menneskeligt skjold" og gemte sig, som de kujoner de er, blandt resten af det besatte lands befolkning, måske har de oven i købet besøgt deres familie og dermed brugt deres egne børn som menneskeligt skjold. Sikke nogle undermennesker, der ikke kender til nobel krigsførelse med fosforbomber, napalm og klyngebombardementer fra 3000 meters højde.

Den allersidste udvej for Pentagon er at igangsætte en "undersøgelse", der - med undtagelse af de helt groteske eksempler som massakren i Haditha - altid frikender militæret for nogen som helst fejl og overgreb.

Talsmændene for Nato og det amerikanske militær er altid gode til at pege på fjendens barbariske opførsel - som for eksempel historien om den seksårige dreng med bombevesten. Moralen er, at fjendens drab er overlagte og barbariske - "koalitionens" drab er utilsigtede, beklagelige fejltagelser.

Ikke desto mindre foretager Nato massevis af drab på afghanere ved luftbombardementer. Selv Karzai, der går under betegnelsen "Kabuls borgmester" har været presset til at tage afstand fra koalitionens vilkårlige bombardementer. ACBAR, der er en paraplyorganisation for afghanske og internationale hjælpeorganisationer, oplyser at Nato har dræbt flere civile afghanere end de afghanske oprørere har indtil videre i 2007.

Lad os lige tage et par eksempler fra Natos seneste bedrifter og sejre under befrielsesmissionen i Afghanistan:

18. juni (eller deromkring) blev en madrassa, en religiøs skole i det sydøstlige Afghanistan udsat for luftangreb. Det amerikanske militær beskrev skolen som et gemmested for al-qaeda-folk. Efter at det kom frem, at syv af skolens børn døde af bombeangrebet, skyndte Pentagon sig at beklage. Major Chris Belcher sagde, at amerikanerne jo ikke kunne vide, at der var børn til stede i skolen. Den lader vi stå et øjeblik.

Senere døde omkring 100 mennesker i kampe i forbindelse med dette angreb. Og det amerikanske militær erkendte, at det alligevel ikke havde fået ram på den person, de var ude efter med deres luftangreb. Så kan vi bare vente på næste gang, amerikanerne får øje på ham, og de igen bomber en skole. Hvis det ikke bliver en moske eller en markedsplads næste gang.

Den 21. juni blev mindst 25 civile, herunder ni kvinder, tre spædbørn og en ældre mullah, slået ihjel i Helmand-provinsen, da de heroiske befrielsestropper bombarderede landsbyen Kunjakak. Pentagon, der altid er god til at fortælle eventyr, fortalte, at det var Talebans skyld, fordi de bevidst havde valgt at befinde sig i et område, hvor der er civile afghanere. Og så kunne de stakkels amerikanere jo ikke gøre andet end at bombe landsbyens kvinder og spædbørn.

30 juni bombede Nato igen "civile hjem" i Helmand-provinsen. I de første rapporter var der meget få civile dødsfald. Senere steg det drastisk. Wali Khan, et lokalt parlamentsmedlem, sagde til Washinton Post, at over 100 civile var blevet dræbt. Han tilføjede, at Taleban var langt fra landsbyen. Og han tilføjede: "folk her er allerede utilfredse med regeringen. Men denne slags drab på civile vil få folk til at gøre oprør imod regeringen."

Hvad er mønsteret i alt det her? At Nato dræber flere end taleban er almindeligt kendt af alle, der læser avisen med hovedet. At de fører en veritabel bombekampagne imod de afghanske landsbyer, mod landets mænd, kvinder og børn, er ikke noget, der normalt kommer frem i de korte notitser, der generelt har karakter af sejrsrapporter og historier om, hvordan de koloniserede folk nu bliver sat på plads.

Knap seks år efter invasionen af Afghanistan er Nato fanget i en krig, de ikke kand vinde i et land, som briterne og russerne tidligere har brændt fingrene på, og som ingen af stormagterne har været i stand til at kolonisere.

De mere intelligente dele af besættelsesmagternes styrker er klar over luftkrigens virkelige effekt. En britisk officer, der for nyligt er vendt hjem fra Helmand-provinsen sagde, at "hver eneste civile dødsfald betyder fem nye talebanere."

Luftkrigen viser, trods dens mange ofre, ikke besættelsesmagternes styrke, men deres svaghed. De er ikke i stand til at tage slagene på landjorden, for det ville tildele Natos styrker massive tab. Hvis de ikke tager disse slag, vil de aldrig kunne håbe på at kunne vinde nogen som helst kontrol. Og hvis de gør det, vil det formentlig være en stakket frist, da den medfølgende modvilje blandt befolkningerne i Afghanistan, Europa og Nordamerika alligevel vil knække Geroge Bushs eventyr i Centralasien. Med andre ord minder Afghanistan mere og mere om Irak.

Og så har jeg hverken nævnt angrebene i Bagdad, Ramadi, Falluja, Basra eller Najaf.

Al Aqsa Martyrerne

Så blev Alan Johnston frigivet. Hamas-regeringen har tilsyneladende gjort alt for at få ham på fri fod, og nu er det lykkedes. Det vil naturligvis ikke blive anerkendt af de vestlige ledere, og nogle vil formentlig prøve at gøre Hamas til en slags medskyldige i kidnapningen af BBC-journalisten - på trods af kendsgerningerne. Men den demokratisk valgte regering har endnu ikke overgivet sig til Salam Fayyads kup-regering på Vestbredden, og det ønsker Vesten at straffe dem for. Og det vil løsladelsen af Alan Johnston desværre ikke ændre på.

På den besatte Vestbred har Fateh forsøgt at gøre sig endnu bedre venner med deres herrer i Tel Aviv. Nu har Abbas erklæret, at alle væbnede grupper i de palæstinensiske områder vil blive afvæbnet og opløst. Det er de israelske generaler naturligvis glade for - så slipper de for, at de irriterende koloniserede folk af og til forsvarer sig med rifler og bomber.

Men hvad med al-Aqsa Martyrernes Brigade? Det er en væbnet gruppe, der er tilknyttet Fateh (men ikke ligger under Fateh-ledelsens kontrol). De har indtil videre nægtet at ville opløse sig selv. Og det vil de blive ved med. Al-Aqsa Martyrerne er i befolkningen langt mere populær end Abbas, Fayyad og de andre korrupte Fateh-politikere, der - ganske fortjent - har ry for at være mafiabosser og underlagt Israel. Faktisk stammer en stor del af Fatehs legitimitet i befolkningen netop fra al-Aqsa Martyrernes væbnede kamp imod den israelske besættelse på Vestbredden.

I løbet af den sidste uges tid har Vestbreddens største by Nablus været udsat for nærmest konstant israelsk belejring, og den israelske hær har kidnappet og likvideret adskillige medlemmer af al-Aqsa Martyrernes Brigade - herunder en af gruppens lokale ledere.

Hvad skal almindelige palæstinensere tænke? Abbas' sikkerhedsstyrker har travlt med en klapjagt på Hamas-folk. Borgmestre, parlamentsmedlemmer og byrådspolitikere er blevet sat i fængsel. Samtidig løfter Abbas hverken en finger eller hæver et øjenbryn, når Israel belejrer Vestbreddens største by, trænger ind i private hjem, terroriserer lokalbefolkningen og likviderer modstandsfolk. Hvem mon har den største autorietet blandt palæstinenserne. Al-Aqsa Martyrerne eller levebrødspolitikerne? Svaret giver sig selv.

Så hvordan kan Abbas overleve uden legitimiteten fra al-Aqsa Martyrerne? Det er heller ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, men det bliver i hvert fald på israelske bajonetter.

4. Juli i Irak

Den 4. juli vil amerikanerne fejre deres uafhængighedsdag, og den revolutionære uafhængighedserklæring vil blive hyldet. Uafhængighedserklæringen erklærer, at "liv, frihed og stræben efter lykke" er umistelige rettigheder (i den senere grundlov blev "stræben efter lykke" skiftet ud med den private ejendomsret), og at enhver regering, der står i vejen for disse rettigheder, må opløses af folket.

Uafhængighedserklæringen opremsede en række af den engelske kolonimagts forbrydelser i Nordamerika. Blandt andet siger erklæringen om den britiske konge:

"Han er gået sammen med andre om at stille os under en myndighed, der er fremmed for vor forfatning og ikke anerkendt i vore love, idet han har stadfæstet deres vedtagelse af foregivne love:
for indkvartering af store, væbnede troppestyrker hos os;
for ved skinprocesser at beskytte dem mod straf for mord, som de måtte begå på indbyggerne i disse stater;
for afbrydelse af vort handelssamkvem med alle dele af verden;
for at pålægge os skatter uden vort samtykke"

De selvsamme ord kan irakerne i dag gentage - om USA's besættelse af deres land. USA har stillet dem under en myndighed, der er irakerne fremmed; USA har indsat "store, væbnede troppestyrker" i landet, har "ved skinprocesser" frikendt de soldater og lejesoldater, der har begået massakrer mod irakerne; besættelsesmagten har (endda før den egentlige militære besættelse) afbrudt Iraks handelssamkvem med resten af verden gennem de sanktioner, der ifølge FN kostede en halv million irakiske børn livet; og sluttelig har USA forsøgt at plyndre Irak gennem privatisering af landets olie.

En del andre tal og kendsgerninger er iøjnefaldende, når irakerne skal fejre, at amerikanerne en gang kæmpede en krig imod en kolonial overmagt - ligesom irakerne gør det nu.

I Irak har fundamentalistiske grupper af al-Qaeda-typen i dag en stor og solid base, der er større end den, al-Qaeda-grupper havde i Afghanistan før 2001. Før invasionen havde de ingen.

Irak regnes ifølge Washington Post nu for at være verdens næstmest ustabile land - foran lande som Somalia og Zimbabwe.

Da George Bush 1. maj 2003 erklærede, at større kampoperationer i Irak var overstået, og at der nu var fred, var der 130.000 amerikanske soldater i Irak. I dag er der 156.000. Desuden er der over 120.000 private lejesoldater fra firmaer som Blackwater - og de udfører offensive operationer, men uden for enhver lovgivning og offentlig kontrol.

Fra februar til juni sidste år var de officielle amerikanske tabstal 292. I år er tabstallene i samme periode (under Bushs seneste "offensiv" i Bagdad) 481 døde.

Ifølge det amerikanske militær er 60 procent af Bagdad uden for amerikanernes kontrol. Det reelle tal er formentlig højere.

Siden 2003 er over 2 millioner irakere blevet tvunget til at flygte ud af landet. Desuden er omkring to millioner internt fordrevede - det svarer til, at hver 6. iraker nu er flygtning.

Andelen af irakere, der lever for under en dollar om dagen i det land, der en gang havde den arabiske verdens bedste social- og sundhedssystem, er nu 54 procent.

70 procent af irakerne har ikke længere adgang til rent drikkevand.

Næsten 20.000 irakere sidder i amerikanske fængsler i deres eget land. Og tallet er stærkt stigende.

Ifølge WHO dør omkring 70 procent af de hårdt sårede irakere på grund af mangel på medicin, udstyr og personale i det irakiske sundhedsvæsen, der tidligere var det bedste i den arabiske verden.

Dagsprisen for et irakisk liv er 2.500 dollars. Det er hvad de efterladte får, når amerikanerne uddeler erstatninger til de pårørende, når de anderkender, at de har slået en uskyldig ihjel (og når familierne tør søge om erstatning).

Og så er der lige de mindst 655.000 irakere, der indtil oktober sidste år havde mistet livet på grund af den amerikanske besættelse. Nu er tallet formentlig en del højere - og mange i den arabiske verden snakker om, at millionen er rundet.

Hvad peger disse tal og kendsgerninger på? Er betegnelsen folkemord dækkende? Måske "evig massakre"? Betegnelsen "borgerkrig" søger at skyde skylden på irakerne selv. En ting er sikker: det amerikanske kolonistyre i Mesopotamien vil ikke få et bedre eftermæle i Irak end briterne fik i USA.