Afstemningen i Venezuela

En af de mest populære statsledere blandt befolkningerne i Mellemøsten er uden tvivl Venezuelas præsident Hugo Chavez. Han hævede klart stemmen imod Israels aggression imod Libanon i sommeren 2006, og afbrød de diplomatiske forbindelser til Israel. Blandt palæstinensere, irakere, libanesere og andre er det Hugo Chavez (og Fidel Castro), der nævnes, når de unge snakker om politikere, der rent faktisk gør noget godt. Jeg behøver ikke at nævne, at Bush, Blair og andre naturligvis betragtes som forbrydere.

Nå, men jeg faldt over et interessant indslag fra Al Jazeera, der handler om, hvorfor Chavez egentlig tabte folkeafstemningen om grundlovsændringerne i Venezuela for nylig. Se det!

Israelske angreb på ytringsfriheden

Jeg tænker ofte på Polonius' ord i Hamlet, når jeg beskæftiger mig med forholdene i Mellemøsten: "Selv om det er galskab er der dog metode i den." På trods af det tilsyneladende vanvid og de menneskelige fornedrelser, er der dog en metode i barbariet.

En af de metoder, der systematisk forfølges af den israelske besættelsesmagt i de palæstinensiske områder, er gentagne overgreb på nært sagt samtlige menneskerettigheder. Retten til liv håndhæves - mildt sagt - ganske tilbageholdende. Retten til et liv i sikkerhed, retten til et hjemland og andre basale rettigheder har det ikke bedre. Og så er der ytringsfriheden, som gerne i Vesten fremhæves som den vigtigste menneskerettighed.

Onsdag invaderede de israelske besættelsestropper igen Nablus, den største by på den nordlige Vestbred. Her gik de i aktion imod adskillige medier i det, der formentlig er den største israelske aktion imod palæstinensiske medier siden Al Aqsa intifadaen i 2000.

Issa Abu al Ez, direktør for tv-stationen Afaq i Nablus, siger, at de israelske tropper overfaldt en af stationens reportere, der var på arbejde, og at de derefter konfiskerede sendeudstyr og computere.

De israelske soldater fremviste desuden et dokument på hebræisk og arabisk, der kundgjorde, at tv-stationen nu er lukket.

Sådan søger besættelsesmagten altså at håndhæve sit greb om de besatte områder. Lukning af kritiske medier og overfald på journalister.

Det er absolut ikke første gang, at Israel angriber pressen i de besatte områder. Der er metode i vanviddet, for nok engang at henvise til Shakespeare.

I 2002 skød og dræbte israelsk militær en italiensk fotograf. Ved samme lejlighed skød de også lige en egyptisk kameramand i en bil, der tydeligt var mærket "TV". Egypteren overlevede dog, da projektilet blev standset af den skudsikre vest, han bar. Det Internationale Presseinstitut sagde dengang, at de israelske angreb på journalister var en del af en "bevidst strategi fra den israelske hærs side" for at kontrollere reportage om konflikten og besættelsen. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder udgav dengang en rapport om Israels overlagte angreb på pressen. Det er iskold læsning.

I 2003 skød og dræbte Israel den britiske kameramand James Miller. Han var i gang med at lave en dokumentar fra flygtningelejren Rafah i Gazastriben. De israelske soldater skød ham på nært hold, selv om han vinkede med et hvidt flag og tydeligt tilkendegjorde, at han var journalist.

I juli 2007 skød israelsk militær en journalist fra tv-stationen Al Aqsa. Han blev ramt tre gange, men overlevede. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder fandt gennem sin undersøgelse frem til, at angrebet på journalisten var "overlagt".

Mere endnu fra det Internationale Presseinstitut: I juli 2006 skød Israel en række palæstinensiske journalister. Samtidig (under den israelske offensiv i Gaza) forhindrede de udenlandske journalister i at få adgang til Gaza. Ibrahim Al-Atlah, en kameramand fra Palestine TV, blev skudt i brystet af israelske soldater, og blev derefter lam fra brystet og nedefter. I august samme år affyrede Israel et misil på en bil fra Reuters, der tydeligt var mærket "TV". Årsagen var angiveligt, at bilen så "mistænkelig" ud. Ja, for den kriminelle er sandheden altid "mistænkelig".

I juli i år arresterede Israel Ata Farahat, en journalist fra de besatte Golanhøjder, der arbejder for det syriske dagblad Al-Watan. Arrestationen er blevet fordømt af organisationen Journalister uden grænser.

Der er mange flere eksempler. Alle gruopvækkende, afskyelige og helt igennem modbydelige overgreb på ytringsfriheden og de enkelte journalisters ret til at færdes frit uden at blive arresteret, skudt eller direkte likvideret. Denne besættelsesmagt, som udfører disse overgreb systematisk, fremhæves ofte af de vestlige ledere som demokratiets fyrtårn i Mellemøsten. Måske hænger det sammen med, at mange af de kritiske røster, der rapporterer om Israels forbrydelser, ikke lever særligt længe. Og derfor hører vi alt for lidt om, hvad der foregår.

Religiøs stat, ja tak

Så stod de der igen. Ledere fra arabiske lande, Israel og palæstinenserne - og så selvfølgelig George Bush og Condoleeza Rice. Topmøde i Annapolis. Alle vidste på forhånd, at det ville være en fiasko. I hvert fald hvis målet var at lave en form for aftale, der kunne garantere stabilitet i regionen. Det kom til at holde stik.

Den israelske delegation kunne tage hjem med fornyet amerikansk opbakning i baggagen. George Bush slog på ny fast, at Israel er en "jødisk stat" og "hjemland for det jødiske folk". Det vil med andre ord sige en stat, hvor landets arabere ikke nyder fulde borgerrettigheder. Det vil sige, at ingen af de hundredtusindvis af flygtninge, der blev fordrevet omkring 1948 kan vende tilbage. Det vil sige, at George Bush bakker op om Israel som en religiøst funderet stat.

Mahmoud Abbas var tilfreds med Bushs tale, og han protesterede ikke over, at Bush på den måde slog fast, at flygtningekravet ikke kan imødekommes. Dette krav har Abbas og resten af PLO's ledere nemlig smidt over bord for længe siden.

At Mahmoud Abbas kun repræsenterer en del af palæstinenserne var der ingen, der bemærkede. Han selv protesterede ikke over belejringen og udsultningen af Gaza. Ingen protest over de daglige israelske angreb, likvideringer og bortførelser. Sådan en mand er lige det, George Bush har brug for. Desværre for Bush er Mahmoud Abbas langt fra repræsentativ for palæstinenserne. De vil ikke tro på de løfter, lederne kommer med. Og det har de grund til at lade være med.

Jeg kommer til at tænke på Macbeth:
"Lad ingen mere tro de gøgledjævle, som dårer os med dobbelttydig tale, som holder løftet efter ordets lyd, men bryder det for håbet."

Og så lige en opgørelse over livets gang i de besatte områder mellem den 22. og 28. november:

• 11 palæstinensere, herunder to brødre, blev dræbt af det israelske militær på Vestbredden og i Gaza.
• De to brødre blev dræbt af Flechette-projektiler, der er forbudt ifølge international lov.
• 28 palæstinensere, herunder fire børn, samt en israelsk menneskerettighedsaktivist, blev såret af det israelske militær i de besatte områder.
• En kvindelig patient døde, da israelsk militær nægtede ambulancen at krydse grænsen fra Gaza. Det er den 11. patient, der dør på grund af, at Israel nægter dem adgang til lægehjælp siden august.
• Israelske bosættere på vestbredden angreb og sårede 13 palæstinensere i en minibus.
• Israelske bosættere angreb 25. november en skole i Hebron og øvede hærværk på den.
• Opførelsen af den ulovlige mur, der annekterer palæstinensisk jord til Israel, fortsætter. Det samme gør belejringen af Gaza.

En religiøst funderet stat, der opfører sig barbarisk og undertrykkende over for befolkningen, vækker forståelig vrede og afsky, når det drejer sig om Iran. Men når det drejer sig om USA's bedste allierede i Mellemøsten - Israel - så er tonen en anden.

Nej til kvinder, børn og folkevalgte

Israel erklærede før topmødet i Annapolis, at de ville løslade 441 palæstinensiske fanger som et tegn på god vilje over for palæstinenserne. Det er næsten rørende. Men ser man på, hvem det er, der bliver løsladt, og hvem Israel fortsat holder fanget, så ser tingene en anelse anderledes ud.

Ifølge Mustafa Barghouthi, leder af Palestinian National Initiative, tog Israel mellem 17. juli og 24. november i år 1714 palæstinensere til fange. Altså svarer antallet af løsladelser til omkring en fjerdedel af tilfangetagelserne. Mange af de 441, som Israel vil løslade, har desuden afsonet størstedelen af deres fængselsstraf. 78 procent af dem har afsonet mere end halvdelen af deres straf, og 57 procent har afsonet to trediedele af deres straf. Det vil altså sige, at de alligevel snart skulle løslades.

I april i år sad der 11.229 palæstinensere i israelske fængsler. Blandt dem er 104 kvinder og 375 børn. Nu er tallet ifølge Mustafa Barghouthi 143 kvinder og 335 børn. Ingen af disse kvinder og børn er blandt de 441, som Israel nu vil løslade. Desuden nægter Israel fortsat at løslade nogle af de demokratisk valgte politikere, som holdes fængslet uden dom.

Omkring 3.800 af de palæstinensere, der er fængslet i Israel, sidder i civile fængsler. Resten holdes fanget i militære fængsler og fangelejre.

Undermennesker

Göbbels har sandelig ikke levet forgæves. Det er næsten heldigt, at omkring halvdelen af irakerne ikke kan læse. For hvis de kunne, skulle de ud over de daglige ydmygelser og overgreb, besættelsen byder på, også forholde sig til de systematiske løgne, som besættelsesmyndighederne producerer. Naturligvis producerer de ikke samlebåndsløgne for irakernes skyld, men for at retfærdiggøre det, der ikke kan retfærdiggøres: den amerikanske ildvogn i Irak, voldtægterne, myrderierne, torturen og fornedrelserne.

Da amerikanske tropper den 23. oktober dræbte 11 irakere i Djila nord for Samarra hævdede det amerikanske militær først, at alle de 11 dræbte var en del af en gruppe, der placerede vejsidebomber for at ramme besættelsestropperne. Men da beviserne for, at mindst seks af de 11 var civile, kom frem og ikke kunne benægtes, ændrede amerikanerne deres forklaring. Og som sædvanligt "beklagede" de tabet af uskyldige liv. Ikke et ord om, at den amerikanske praksis med systematiske mord på civile ville stoppe. Selvfølgelig ikke. Efter det første angreb, sendte amerikanerne et par misiler efter et hus, hvor to bønder, der var flygtet fra angrebet, havde søgt sikkerhed. 14 mennesker mistede her livet. Det lokale politi siger, at 16 døde i dette angreb - syv mænd, seks kvinder og tre børn.

Som det ofte sker, når amerikanerne nægter at svare på, hvorfor de massakrerer civile, siger de, at de "undersøger sagen". Hvad er det, de skal "undersøge"? Om børnene vitterligt er døde? Om de sårede nu også er rigtigt sårede? Om de dræbte kan være døde af noget andet end eksplosionerne fra de amerikanske misiler? De er måske døde af alderdom - eller endnu bedre, af selvmordsbombere? Der er intet at undersøge, og det ved besættelsesmyndighederne godt.

Hvorfor løj amerikanerne først om dette angreb? De kan ikke være uvidende om tabet af civile liv, selv om de nærmest gør en dyd ud af ikke at opgøre tal for, hvor mange de slår ihjel i Mesopotamien.

To dage før massakren i Djila, den 21. oktober, dræbte amerikanske soldater og helikoptere tilsyneladende 49 "bevæbnede mænd" i Sadr City i det østlige Bagdad. Først sagde amerikanerne selvfølgelig at ingen civile havde mistet livet. De dræbte var bevæbnede fjender. Et lokalt shiitisk borgerråd sagde imidlertid, at mange uskyldige, der var i nærheden af angrebet, også havde mistet livet. Ifølge Los Angeles Times var der to drenge på henholdsvis otte og 11 år blandt de dræbte. Amerikanerne sagde, at alle de dræbte var "forbrydere". Det irakiske indenrigsministerium meddelte, at 13 civile blev dræbt i angrebet, og 69 blev såret.

Amerikanerne sagde efterfølgende, at de "ikke har kendskab" til civile dødsfald som følge af deres helikopterangreb i en af Bagdads tættest befolkede bydele. Uvidenhed gæder her som forbryderens sidste forsvarslinie. Men uvidenhed er hverken et bevis eller et juridisk argument.

Selv når amerikanerne en sjælden gang imellem siger, at de vil "undersøge" deres massakrer i Irak, og undersøgelsen rent faktisk fører til noget, viser dette "noget" sig ofte at være en blindgyde. For eksempel massakren i Haditha i 2005, hvor amerikanske marinesoldater slagtede 24 irakiske civile. Her skal det siges, at medierne i Danmark og andre steder var særdeles langsomme til at tage denne massakre op (Politiken afviste i første omgang at rapportere om massakren fordi det var en "betændt sag"), men ikke desto mindre var beviserne håndfaste og de døde var rent faktisk døde (oh, hvilken overraskelse!)

Efter beviserne havde tårnet sig op igangsatte militæret en undersøgelse. En iraker havde formået at videofilme de blodige huse, hvor familierne var blevet massakreret, og øjenvidner fortalte om massakren. Undersøgelsen pågår stadig. Militæret vil formentlig efterspørge flere beviser. Beklageligvis er en del af øjenvidnerne døde. Sager mod morderne fra Haditha er blevet droppet på stribe. Indtil videre er der ikke en eneste af Hadithas bødler, der er blevet sat i fængsel.

Det hele hænger naturligvis sammen med den institutionaliserede racisme, der hersker i det amerikanske militær og i den amerikanske administration. Vietnameserne var "gooks", irakerne er "hajis", "sand-niggers" og "towell-heads". Hvad enten det var massakren på Falluja, Haditha eller mordene på en hel samling bryllupsgæster, så er de irakiske liv ikke noget værd. Og selv om de er civile, er de alligevel selv lidt ude om det. Og ikke tale om, at de har ret til væbnet modstand imod de soldater, der besætter deres land. Slet ikke. De er jo irakere. Arabere. Sand-niggers. Untermenchen.

De samme forudsigelige propagandateknikker bliver sat i værk hver gang. De dræbte er "ekstremister", "terrorister", "Saddam-tilhængere", "hellige krigere" eller noget andet. Og når en iraker fra Sadr City, Falluja eller Najaf forklarer, at hans familie er blevet mejet ned af amerikanere, er han så troværdig? Er den pæne mand fra Pentagon ikke mere troværdig? Han har trods alt medaljer og russisk salat - ikke som irakeren, der formentlig er iklædt den traditionelle thobe og tillige må formodes at være muslim. Her har vi igen racismen. Göbbels har som sagt ikke levet forgæves.

På min blog viser jeg et løbende skøn fra Just Foreign Policy, der viser, hvor mange irakere, der er døde som følge af invasionen. Vi har for længst rundet millionen. Som Voltaire sagde, så er det forbudt at slå ihjel, derfor bliver alle mordere straffet, undtagen de som dræber i store kompagnier og til lyden af trompeter.

Pakistansk parlamentsmedlem arresteret

Det pakistanske parlamentsmedlem Manzoor Ahmed, der også er formand for Pakistan Trade Union Defence Campaign er blevet arresteret. Han anførte en demonstration, der går fra Lahore til Islamabad for at protestere over undtagelsestilstanden.

Manzoor Ahmed er valgt til parlamentet for Pakistan Peoples Party, som ledes af Benazir Bhutto.

Læs mere om sagen her. Pakistan Trade Union Defence Campaign opfordrer alle til at sende protestbreve til de pakistanske myndigheder og ambassader. Hermed er opfordringen givet videre.

Væk med kendsgerningerne!

Det er sjovt, som historien vasker sine egne minder væk. Da Franklin, Jefferson og de andre amerikanske revolutionære smed briterne på porten, skete det på baggrund af en folkelig opstand, der desuden konfiskerede al ejendom fra de godsejere og forretningsmænd, der støttede briterne. I dag ville den slags nok blive kaldt terrorisme og kommunisme, men lad det nu være.

Da briterne for nylig fejrede Remembrance day - altså en dag, hvor man husker de faldne soldater og civile i krig - var den nyere historie påfaldende fraværende. De faldne i Mesopotamien var tilsyneladende ikke værd at huske. Det britiske establishment anser det for sikrere at huske på krige, der ligger lidt længere tilbage i historien, og hvor de, der kan huske, hvad der egentlig skete, alligevel er døde.

I oktober hævdede Tony Blairs ikke-valgte efterfølger Gordon Brown (den helt rigtige mand til at skabe demokrati andre steder i verden!) gennem sin håndlanger Kim Howells, at der ikke er nogle tal for, hvor mange irakere, der er døde i Irak siden 2003. Han tilføjede, at den irakiske "regering" måtte indsamle disse data. Det var en åbenlys løgn, at der ikke findes tal. Undersøgelsen fra oktober 2006 i The Lancet konkluderede, at omkring 655.000 irakere var døde som følge af invasionen op til medio 2006. Hvis man fremskriver disse tal, ser man at omkring en million nu er døde. Og før offensiven denne sommer dræbte amerikanerne 300 irakere om dagen.

Men er disse tal ikke draget i tvivl? Er de ikke utroværdige? Aldeles ikke. The Lancet brugte samme analysemetode i Irak, som ligger til grund for rapporter om f.eks. Kosovo og Darfur, som den britiske regering (og andre) bruger uden forbehold. Desuden er der kommet dokumenter frem, der viser, at den britiske regering bag kulisserne faktisk anerkender de tal, som undersøgelsen fremkom med.

Dokumenter, der er fremkommet gennem aktindsigt i Storbritannien, viser, at en af forsvarsministerens rådgivere, Sir Roy Anderson, konkluderede, at undersøgelsen er "robust" og at den benyttede sig af en metode, der ligger tæt på "bedste praksis". Desuden anbefalede han, at man skal være varsom med at offentliggøre undersøgelsen. Det blev den så alligevel. Under alle omstændigheder har de krigsførende regeringer et problem. Man kan ikke afvise undersøgelsen som uvidenskabelig - for det er den aldeles ikke - men man kan ikke lide konklusionerne. Derfor forsøger man at gemme kendsgerningerne væk.

En anden rapport, der har fået endnu mindre omtale, er rapporten fra Opinion Business Research, der viser, at 1,2 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Denne rapport er selvfølgelig nyere, og derfor er tallene højere end i The Lancet. Men ingen kan betvivle dens videnskabelige validitet. Dermed er det slået fast, at invasionen af Irak har slået flere folk ihjel, end der døde under folkemordet i Rwanda, der ellers gik for at være det værste folkedrab siden 2. verdenskrig. Bush, Blair og deres medløbere har altså ansvaret for det værste folkedrab siden Hitler.

Dette blev ikke nævt på Remembrance day. Det blev heller ikke nævnt i valgkampen hjemme i Danmark. Måske fordi en million irakere fra eller til ikke er så vigtigt i forhold til en lettelse af topskatten.

Ifølge FN flygter 100.000 irakere hver måned fra deres hjemland. Samtidig diskuterer de danske politikere, hvordan de bedst kan tvinge irakiske flygtninge i Danmark til at rejse "hjem". Hjem til dødspatruljer, tortur, vilkårlige husundersøgelser og drab fra "koalitionens" patruljer, fattigdom og menneskelig tragedie. Også her er det bedst for magthaverne at gemme kendsgerningerne væk.

Kendsgerningerne tårner sig op. Det land, der havde det bedste sundhedsvæsen og uddannelsessystem i den arabiske verden ligger nu i ruiner. Nogle af menneskehedens største kulturskatte fra Mesopotamien og Babylon er nu ødelagt for altid, røvet af bander eller som fundament for amerikanske baser og flyvepladser. Kendsgerningerne taler om systematiske krigsforbrydelser, voldtægt af menneskelig civilisation og et regulært folkemord. Men over for kendsgerningerne står den vestlige verdens største og mægtigste propagandamaskineri, der skiftevis ved løgne og fortielser prøver at holde kendsgerningerne borte.

Hvorfor banker de på krigstrommerne mod Iran? Er det for at skjule det folkemord, de selv har begået? Er det for at skjule, at Iran ikke har invaderet andre nationer? Eller hvad? En ting er sikker: kendsgerningerne skal af vejen, og hellere i går end i dag.