Bush-sproget er fantastisk. Det er omvendt Shakespeare. Kliken i det hvide hus fabulerer med sproget og udvikler nye ord. Og de taler et episk sprog. Men i modsætning til Shakespeare har det ikke til formål at hæve menneskehedens kuturelle niveau - tværtimod. Et eksempel er det prædikat, de har sat på Syrien. Syrien er ofte medtaget i "ondskabens akse". Måske ikke Bush-klikens største sproglige bedrift, men ikke desto mindre har den vist sig at have stor gennemslagskraft.
Den 6. september i år angreb israelske F-15 fly syrisk territorium. Både Israel og Syrien har været meget tavse vedrørende selve angrebets omstændigheder og hvad det egentlig var, der blev bombet. Det står dog klart, at USA havde givet grønt lys til angrebet.
Det antages bredt, at målet for det israelske angreb var et atomart anlæg. Dette er kun en antagelse, og den er ikke bekræftet. Men den må siges at give mening. Syrien har et arsenal af kemiske våben som modvægt til Israels massive arsenal af kernevåben, og ud fra et militært synspunkt er det mere end logisk, hvis Syrien stræber efter at anskaffe sig kernevåben - ganske som Iran. Begge lande har jo set, hvad der skete med Irak, som overhovedet ingen masseødelæggelsesvåben havde, og som desuden var militært forkrøblet. Hvis landet havde været stærkt, var det aldrig blevet invaderet af USA. Kliken i Washington vil nemlig aldrig gå efter de stærke - de vil kun angribe dem, der allerede ligger ned.
Men er Syrien USA's fjende? Er Damaskus en reel modpart til Washington i spillet om Mellemøstens kolonier? Det er langt fra tilfældet.
Siden 1. verdenskrig har Syrien ikke annekteret nye landområder - tværtimod er der blevet skåret mere og mere af Syrien. Syrien mistede først en del af det, der nu er Jordan, da briterne oprettede Transjordanien - måske en af de mest kunstige nationalstater, historien har set. Franskmændene besluttede sig i 1920 for at oprette Libanon - en ny stat, der havde et tvivlsomt nationalt grundlag, men til gengæld husede en (kristen) elite, som Paris kunne basere sig på i kampen mod Damaskus. Derefter huggede Frankrig en del af det nordlige Syrien og afleverede det til Tyrkiet. Resultatet af denne grænsrykning var, at tusindvis af armenere, der var flygtet fra tyrkernes folkemord i 1915, var nødt til at flygte igen.
Senere tog Israel Golanhøjderne fra Syrien. Golanhøjderne er vigtige på grund af vandforsyningen.
Syrien har altså gennem det 20. århundrede oplevet en stadig reduktion af landet. Intet under, at Damaskus føler, at det er under angreb fra alle sider.
Men hvad med forholdet til USA? Syrien støttede USA's krig imod Irak i 1991. Syrien gik derefter - på USA's foranledning og opfordring - ind i Libanon for at opretholde Taif-aftalen og sikre "Pax Syriana". Dengang var de åbne allierede med USA. I dag er alliancen knap så åbenlys, men ikke desto mindre er der stadig et samarbejde, der ikke er uvæsentligt.
Syrien har nemlig vist sig at være en dygtig og velvillig samarbejdspartner for USA i "krigen mod terror". Syriens behandling af islamistiske grupper er notorisk, og det medfører for eksempel dødsstraf, hvis man dømmes skyldig i medlemsskab af Det Muslimske Broderskab.
Der dukker jævnligt eksempler op, som bekræfter et glimrende samarbejde mellem USA og Syrien. I "krigen mod terror" har USA nemlig god brug for Syriens ekspertise inden for afhøring med elektriske stød, stokkeslag og seksuelle ydmygelser. Ikke fordi amerikanerne ikke selv råder over eksperter på dette felt, men Syrien har et veludbygget system hvad angår tortur.
Maher Arar bor i Canada. Han kommer oprindelig fra Damaskus. Da han besøgte USA blev han arresteret og blev anklaget for at være medlem af al-Qaeda. CIA fløj ham til Syrien, hvor han - i et underjordisk fængsel - kom under kærlig behandling af det syriske Mukhabarat. Den canadiske regering gav Maher Arar en undskyldning, da han vendte tilbage til Canada - for det canadiske politi havde tilsyneladende hjulpet CIA til at rejse de grundløse beskyldninger mod Maher Arar. De amerikanske myndigheder har aldrig sagt undskyld til Maher Arar, og han kan ikke tage over grænsen til USA, for han risikerer at ryge til endnu en omgang tortur i Damaskus.
Der er mange flere eksempler. Amnesty International afslører et systematisk samarbejde om tortur mellem USA og Syrien. "Axis of torture" fristes man til at sige. Time har afdækket en del af det.
Er Syrien USA's ven eller fjende? På den ene side er USA stærkt allieret med Israel - den eneste pålidelige og stabile amerikanske allierede i regionen. På den anden side har USA brug for Syrien til at gøre noget af det beskidte arbejde. Og en ting er sikker: hvis alternativet til Baath-styret i Damaskus er det Muslimske Broderskab (som formentlig ville vinde stor tilslutning ved et demokratisk valg), så foretrækker kliken i Washington at samarbejde med Bashar al-Assad.
Shakespeare lader i Julius Cæsar sige, at "Kujoner dør mange gange, De ærefulde smager kun døden en gang." Magthaverne i Mellemøsten - herunder USA - er moralske lig. Ikke desto mindre formår kadaverne i samdrægtighed til stadighed at få de ærefulde til at smage døden ganske eftertrykkeligt.
News and comments from Balad al Sham
Thursday, November 15, 2007
Tuesday, November 6, 2007
Bødlerne bliver straffet
En glædelig nyhed. De to af Mubaraks torturbødler fra Boulaq el-Dakrour politistationen, der torturerede Imad al-Kabir, er nu blevet dømt for deres forbrydelse. De blev dømt til tre års fængsel. De to dømte er Kaptajn Islam Nabih og korporal Reda Fathi.
Der er flere grunde til, at disse torturbødler blev dømt, for - tro mig - det er aldeles ikke almindeligt, at torturbødlerne i Egypten bliver stillet til ansvar for deres gerninger. Tværtimod bliver de som regel forfremmet.
Den første grund er den store indsats, som anti-torturaktivister har udført. Den egyptiske blogger MAK offentliggjorde videoen af Imad al-Kabir, og det har gjort den egyptiske tortur kendt i hele verden.
Den anden grund er den generelle politiske situation i Egypten. Mubaraks regime er blevet rystet af store strejker og protester fra arbejderne. Arbejderne på Egyptens største tekstilfabrik, Ghazl el-Mahalla, har flere gange besat fabrikken, og statsmagten har været ude af stand til at sætte de 27.000 arbejdere på plads. Også arbejderne på tekstilfabrikken Kafr el-Dawwar har rystet Mubaraks regime. Under kampene mod de egyptiske arbejdere har regimet flere gange været tvunget til at trække i land, for eksempel er flere faglige ledere blevet arresteret, da rigtige fagforeninger ikke er tilladt i Egypten. Men regimet har følt sig så presset af vreden på landets arbejdspladser, at det har været tvunget til at løslade de faglige ledere igen.
Denne protestbølge i Egyptens industri (som langt overgår alt, hvad det tamme Muslimske Broderskab kan præstere) er uden tvivl en medvirkende årsag til, at regimet nu har følt sig presset til at fængsle to torturbødler. En sejr for menneskerettigheder i Egypten er nu blevet vundet - men der er lang vej igen.
Der er flere grunde til, at disse torturbødler blev dømt, for - tro mig - det er aldeles ikke almindeligt, at torturbødlerne i Egypten bliver stillet til ansvar for deres gerninger. Tværtimod bliver de som regel forfremmet.
Den første grund er den store indsats, som anti-torturaktivister har udført. Den egyptiske blogger MAK offentliggjorde videoen af Imad al-Kabir, og det har gjort den egyptiske tortur kendt i hele verden.
Den anden grund er den generelle politiske situation i Egypten. Mubaraks regime er blevet rystet af store strejker og protester fra arbejderne. Arbejderne på Egyptens største tekstilfabrik, Ghazl el-Mahalla, har flere gange besat fabrikken, og statsmagten har været ude af stand til at sætte de 27.000 arbejdere på plads. Også arbejderne på tekstilfabrikken Kafr el-Dawwar har rystet Mubaraks regime. Under kampene mod de egyptiske arbejdere har regimet flere gange været tvunget til at trække i land, for eksempel er flere faglige ledere blevet arresteret, da rigtige fagforeninger ikke er tilladt i Egypten. Men regimet har følt sig så presset af vreden på landets arbejdspladser, at det har været tvunget til at løslade de faglige ledere igen.
Denne protestbølge i Egyptens industri (som langt overgår alt, hvad det tamme Muslimske Broderskab kan præstere) er uden tvivl en medvirkende årsag til, at regimet nu har følt sig presset til at fængsle to torturbødler. En sejr for menneskerettigheder i Egypten er nu blevet vundet - men der er lang vej igen.
Sunday, November 4, 2007
Nederlaget i Afghanistan
Indenfor de store FN-organisationer taler man ikke om at noget kan være farligt, vanskeligt eller umuligt. Man taler om, at det kan være en "udfordring" eller et issue. Det er nok ikke kun i FN, at dette nysprog trives.
Nå, men situationen i Afghanistan betegner FN's nødhjælpsorganisationer i hvert fald som en "udfordring" og "stille, men skrøbelig" - noget som nødhjælpsarbejderne kan oversætte til "skrækkelig".
Nu er der jo valgkamp i Danmark. Status skal gøres op. Den danske regering har ført mindst to krige i udlandet - i Irak og Afghanistan. Her tæller vi ikke udsente til Balkan eller andre steder med. Irak er ligesom tabt, og der er kun en håndfuld soldater og rådgivere tilbage. Afghanistan - landet der ikke kunne erobres af hverken briterne eller russerne, og som Nato ikke kan kontrollere - lægger imidlertid jord til hundredvis af danske soldater.
Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan Natos luftangreb i Afghanistan dræber flere civile end talebanerne gør, og hvordan disse bombardementer af civile - der formentlig ville blive kaldt krigsforbrydelser, hvis de blev udført af "fjenden" - er med til at skabe en endnu større modvilje imod den udenlandske tilstedeværelse i landet.
En afghansk nødhjælpsarbejder i den nordlige del af landet sagde til New Statesman, at "hvis vi havde en modstandsbevægelse her, ville der også være et oprør her."
En bemærkelsesværdig udtalelse. For det første fordi denne nødhjælpsarbejder ikke nærer nogen som helst tvivl om befolkningens dybe og inderlige modvilje mod de udenlandske tropper. For det andet, fordi han betegner den afghanske modstandsbevægelse som det, den er - en modstandsbevægelse. Ikke som en terrorgruppe, en bandithær eller hvad vi ellers kan høre de vestlige magthavere lukke ud i deres forsøg på at fremstille krigen i afghanistan som retfærdig eller som et projekt, der kan vindes.
De danske tropper er i det sydlige afghanistan, og skal vi tro den danske statsminister, så kæmper de en krig for demokrati og imod at "Afghanistan igen bliver et fristed for terrorister." (ikke et ord om, at de hellige krigere, som nu er "terrorister", ihærdigt blev støttet af statsministerens eget parti i 1980'erne). Som et led i denne kamp har Danmarks allierede nu hentet private lejesoldater til Helmand-provinsen. Disse lejesoldater er kendte og berygtede fra Irak, hvor de blandt befolkningen er den mest forhadte del af besættelsesmagten - og det siger ikke så lidt! Diplomater har udtrykt bekymring over lejesoldaternes indtog i Helmand, for de er kendt for deres brutalitet og ligegyldighed over for civile liv. Blandt de mere ædruelige "rigtige" officerer og soldater fra blandt andet den danske styrke, er der uden tvivl også stor modvilje mod lejesoldaterne.
Nå, men nok om det sydlige Afghanistan for nu. Der er jo krig, og soldaterne kæmper jo for at få oprettet ro og orden. Så lad os se på, hvordan det står til i den nordlige del af landet, hvor denne orden er blevet indført. Det nordlige Afghanistan burde jo - skal vi tro de krigsførende regeringer - være et blomstrende demokrati og et område med fremgang og lykke.
Men, ak, der er en grund til, at de krigsførende regeringer (og med dem, følgagtige medier) er tavse om det nordlige Afghanistan. Virkeligheden er nemlig en ganske anden.
Det samfund, som er blevet oprettet på Nato-bajonetter i det nordlige Afhanistan er alt andet end retfærdigt og demokratisk. Natos allierede i den nordlige alliance (kan I huske dem - vores gode allierede fra krigens første dage - disse gode demokrater) opfører sig som gangstere og banditter - men de er ikke "terrorister", de er allierede.
New Statesman citerer en far til en seksårig pige, der er blevet dræbt i Badakhshan, den nordlige bjergrige provins. Bomben, der dræbte hende, var rettet imod Isaf, den internationale styrke. De eneste, bomben ramte, var mandens tre døtre - og den ene døde.
"De lokale myndigheder er korrupte," siger han. "Og Isaf arbejder hånd i hånd med dem. Isaf er for bløde. De bliver ved med at gå på kompromis."
Angrebet, der dræbte den seksårige pige, var ikke et angreb fra Taleban. Det var, hvis man skal tro de lokale, udført af familien til en lokal leder fra den Nordlige Alliance, som blev slået ihjel af en Nato-patrulje.
Hver eneste lokal leder, som New Statesman har mødt i det nordlige Afghanistan, er tidligere hellig kriger, og de fleste er fra det fundamentalistiske Jamiat-e Islami. Det er de gamle magtstrukturer, der styrer det nordlige Afghanistan. New Statesman sammenligner det med en mafia. Efter alt at dømme er det ikke en sammenligning, der er ubegrundet eller urigtig.
Jamen, var det ikke uundgåeligt, at disse gangstere ville sætte sig på magten i det nordlige Afghanistan og indføre deres mafiavælde? Sådan en indvending vil nogle måske komme med. Men spørgsmålet er forkert stillet. Spørgsmålet burde være: hvordan kunne disse mafialedere tage magten? Svaret er, at Nato tog en beslutning om at bevæbne disse banditter som en modvægt imod Taleban - uagtet deres blodige historie og kendte krigsforbrydelser. At vores nye allierede ved deres tid ved magten i Kabul slagtede 50.000 mennesker bekymrer tilsyneladende ikke Nato - og heller ikke den danske regering.
Da Nato besluttede sig for, at krigsforbryderne i den Nordlige Alliance (som Taleban kun kunne drive fra magten i 1996, fordi befolkningen følte Taleban som en befrielse i forhold til disse notoriske mordere og voldtægtsforbrydere) skulle bevæbnes og besside de ledende politiske poster, væltede de ind over grænsen fra Tadjikistan. Nu kunne de få magten på udenlandske bajonetter. Og de har grebet den godt.
Afslutningsvis lige et citat fra New Statesman-reporteren Kate Clark:
"Det seneste år har jeg ikke mødt en eneste civil, der havde noget som helst godt at sige om præsident Karzai. Dette plejede at være et land, hvor -før 2001 - jeg dårligt nok hørte antivesltige eller antiamerikanske holdninger. Denne velvilje er forsvundet".
Så hvad laver Danmark i Afghanistan? Hvilket samfund er det, Danmark vil opbygge i dette land? Hvilke folk er det, Nato har bragt til magten? Disse spørgsmål kunne godt bruges i en valgkamp.
Nå, men situationen i Afghanistan betegner FN's nødhjælpsorganisationer i hvert fald som en "udfordring" og "stille, men skrøbelig" - noget som nødhjælpsarbejderne kan oversætte til "skrækkelig".
Nu er der jo valgkamp i Danmark. Status skal gøres op. Den danske regering har ført mindst to krige i udlandet - i Irak og Afghanistan. Her tæller vi ikke udsente til Balkan eller andre steder med. Irak er ligesom tabt, og der er kun en håndfuld soldater og rådgivere tilbage. Afghanistan - landet der ikke kunne erobres af hverken briterne eller russerne, og som Nato ikke kan kontrollere - lægger imidlertid jord til hundredvis af danske soldater.
Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan Natos luftangreb i Afghanistan dræber flere civile end talebanerne gør, og hvordan disse bombardementer af civile - der formentlig ville blive kaldt krigsforbrydelser, hvis de blev udført af "fjenden" - er med til at skabe en endnu større modvilje imod den udenlandske tilstedeværelse i landet.
En afghansk nødhjælpsarbejder i den nordlige del af landet sagde til New Statesman, at "hvis vi havde en modstandsbevægelse her, ville der også være et oprør her."
En bemærkelsesværdig udtalelse. For det første fordi denne nødhjælpsarbejder ikke nærer nogen som helst tvivl om befolkningens dybe og inderlige modvilje mod de udenlandske tropper. For det andet, fordi han betegner den afghanske modstandsbevægelse som det, den er - en modstandsbevægelse. Ikke som en terrorgruppe, en bandithær eller hvad vi ellers kan høre de vestlige magthavere lukke ud i deres forsøg på at fremstille krigen i afghanistan som retfærdig eller som et projekt, der kan vindes.
De danske tropper er i det sydlige afghanistan, og skal vi tro den danske statsminister, så kæmper de en krig for demokrati og imod at "Afghanistan igen bliver et fristed for terrorister." (ikke et ord om, at de hellige krigere, som nu er "terrorister", ihærdigt blev støttet af statsministerens eget parti i 1980'erne). Som et led i denne kamp har Danmarks allierede nu hentet private lejesoldater til Helmand-provinsen. Disse lejesoldater er kendte og berygtede fra Irak, hvor de blandt befolkningen er den mest forhadte del af besættelsesmagten - og det siger ikke så lidt! Diplomater har udtrykt bekymring over lejesoldaternes indtog i Helmand, for de er kendt for deres brutalitet og ligegyldighed over for civile liv. Blandt de mere ædruelige "rigtige" officerer og soldater fra blandt andet den danske styrke, er der uden tvivl også stor modvilje mod lejesoldaterne.
Nå, men nok om det sydlige Afghanistan for nu. Der er jo krig, og soldaterne kæmper jo for at få oprettet ro og orden. Så lad os se på, hvordan det står til i den nordlige del af landet, hvor denne orden er blevet indført. Det nordlige Afghanistan burde jo - skal vi tro de krigsførende regeringer - være et blomstrende demokrati og et område med fremgang og lykke.
Men, ak, der er en grund til, at de krigsførende regeringer (og med dem, følgagtige medier) er tavse om det nordlige Afghanistan. Virkeligheden er nemlig en ganske anden.
Det samfund, som er blevet oprettet på Nato-bajonetter i det nordlige Afhanistan er alt andet end retfærdigt og demokratisk. Natos allierede i den nordlige alliance (kan I huske dem - vores gode allierede fra krigens første dage - disse gode demokrater) opfører sig som gangstere og banditter - men de er ikke "terrorister", de er allierede.
New Statesman citerer en far til en seksårig pige, der er blevet dræbt i Badakhshan, den nordlige bjergrige provins. Bomben, der dræbte hende, var rettet imod Isaf, den internationale styrke. De eneste, bomben ramte, var mandens tre døtre - og den ene døde.
"De lokale myndigheder er korrupte," siger han. "Og Isaf arbejder hånd i hånd med dem. Isaf er for bløde. De bliver ved med at gå på kompromis."
Angrebet, der dræbte den seksårige pige, var ikke et angreb fra Taleban. Det var, hvis man skal tro de lokale, udført af familien til en lokal leder fra den Nordlige Alliance, som blev slået ihjel af en Nato-patrulje.
Hver eneste lokal leder, som New Statesman har mødt i det nordlige Afghanistan, er tidligere hellig kriger, og de fleste er fra det fundamentalistiske Jamiat-e Islami. Det er de gamle magtstrukturer, der styrer det nordlige Afghanistan. New Statesman sammenligner det med en mafia. Efter alt at dømme er det ikke en sammenligning, der er ubegrundet eller urigtig.
Jamen, var det ikke uundgåeligt, at disse gangstere ville sætte sig på magten i det nordlige Afghanistan og indføre deres mafiavælde? Sådan en indvending vil nogle måske komme med. Men spørgsmålet er forkert stillet. Spørgsmålet burde være: hvordan kunne disse mafialedere tage magten? Svaret er, at Nato tog en beslutning om at bevæbne disse banditter som en modvægt imod Taleban - uagtet deres blodige historie og kendte krigsforbrydelser. At vores nye allierede ved deres tid ved magten i Kabul slagtede 50.000 mennesker bekymrer tilsyneladende ikke Nato - og heller ikke den danske regering.
Da Nato besluttede sig for, at krigsforbryderne i den Nordlige Alliance (som Taleban kun kunne drive fra magten i 1996, fordi befolkningen følte Taleban som en befrielse i forhold til disse notoriske mordere og voldtægtsforbrydere) skulle bevæbnes og besside de ledende politiske poster, væltede de ind over grænsen fra Tadjikistan. Nu kunne de få magten på udenlandske bajonetter. Og de har grebet den godt.
Afslutningsvis lige et citat fra New Statesman-reporteren Kate Clark:
"Det seneste år har jeg ikke mødt en eneste civil, der havde noget som helst godt at sige om præsident Karzai. Dette plejede at være et land, hvor -før 2001 - jeg dårligt nok hørte antivesltige eller antiamerikanske holdninger. Denne velvilje er forsvundet".
Så hvad laver Danmark i Afghanistan? Hvilket samfund er det, Danmark vil opbygge i dette land? Hvilke folk er det, Nato har bragt til magten? Disse spørgsmål kunne godt bruges i en valgkamp.
Se ikke denne film
Helt seriøst, det er en fuldstændig modbydelig film. Den er optaget af egyptiske torturbødler, og det er ganske enkelt afskyvækkende, det der foregår. Ikke desto mindre er det noget, der sker ofte. Videoen viser Imad al-Kabir, der bliver udsat for tortur af Mubaraks bøddelkorps.
Human Rights Watch sagde i forbindelse med denne video, at den kendsgerning, at torturen er blevet filmet viser, at bødlerne forventer fuldstændig straffrihed. Intet under. De er i god træning med den systematiske og massive brug af tortur, som Mubaraks regime udøver. Landet har været i undtagelsestilstand siden 1981.
Her er videoen. Jeg vil gerne advare imod at se den.
Og så lige lidt info, der sætter det hele i perspektiv: Egypten er det land, der modtager mest økonomisk støtte fra USA næst efter Israel. Sidste år sendte USA 1,3 milliarder dollars alene i militær hjælp til Mubaraks rædselsregime.
Så hvis det kan hjælpe lidt på humøret indsætter jeg et billede af Bush og Mubarak - to der står sammen i Mellemøstpolitik.
Human Rights Watch sagde i forbindelse med denne video, at den kendsgerning, at torturen er blevet filmet viser, at bødlerne forventer fuldstændig straffrihed. Intet under. De er i god træning med den systematiske og massive brug af tortur, som Mubaraks regime udøver. Landet har været i undtagelsestilstand siden 1981.
Her er videoen. Jeg vil gerne advare imod at se den.
Og så lige lidt info, der sætter det hele i perspektiv: Egypten er det land, der modtager mest økonomisk støtte fra USA næst efter Israel. Sidste år sendte USA 1,3 milliarder dollars alene i militær hjælp til Mubaraks rædselsregime.
Så hvis det kan hjælpe lidt på humøret indsætter jeg et billede af Bush og Mubarak - to der står sammen i Mellemøstpolitik.
Saturday, November 3, 2007
Bosættere har frit spil
De daglige overgreb i de besatte palæstinensiske områder er for mange og for store til, at et almindeligt menneske kan overskue det. Og størstedelen forbliver urapporteret i dansk presse. Her er en lille nyhed, der ikke i sig selv er opsigtsvækkende - dramatisk set overstiges den af misilangreb, myrderier og andre grusomheder, der dagligt pågår. Men ikke desto mindre synes jeg, den er meget sigende.
Maan News rapporterer i dag, at en gruppe israelske bosættere i Hebron på den besatte Vestbred ransagede et palæstinensisk hjem og tævede en beboer, mens de israelske soldater blot så passivt til.
Omkring 100 bosættere fra bosættelserne Kiryat Arba og Kharsina omringede et hus i Hebron, der tilhører palæstinenseren Abed Al Karim Al Ja'bari. Derefter gik de ind i huset og overfaldt hans søn Ramzi og slog ham med sten.
Maan News citerer kilder for at sige, at israelsk politi og militær blev tilkaldt, men at de blot så til, mens overfaldet foregik. Bosætterne fik altså frit spil til at gennemtæske en sagesløs indbygger i det land, som bosætterne med militær magt bag sig besætter.
Denne historie er ikke enestående. Derfor får den nok ikke så meget opmærksomhed. Sådanne historier kunne skrives dagligt. Men de er ikke interessante nok. Hvorfor ikke? Er det på grund af, at Israels overgreb som regel er meget værre og mere brutale - som for eksempel Israels seneste misilangreb på Gaza? Er det fordi de palæstinensiske gangster-grupper fra Fateh og Hamas også laver brutale overgreb, som det seneste i Qalqilieh? Eller hvad?
Maan News rapporterer i dag, at en gruppe israelske bosættere i Hebron på den besatte Vestbred ransagede et palæstinensisk hjem og tævede en beboer, mens de israelske soldater blot så passivt til.
Omkring 100 bosættere fra bosættelserne Kiryat Arba og Kharsina omringede et hus i Hebron, der tilhører palæstinenseren Abed Al Karim Al Ja'bari. Derefter gik de ind i huset og overfaldt hans søn Ramzi og slog ham med sten.
Maan News citerer kilder for at sige, at israelsk politi og militær blev tilkaldt, men at de blot så til, mens overfaldet foregik. Bosætterne fik altså frit spil til at gennemtæske en sagesløs indbygger i det land, som bosætterne med militær magt bag sig besætter.
Denne historie er ikke enestående. Derfor får den nok ikke så meget opmærksomhed. Sådanne historier kunne skrives dagligt. Men de er ikke interessante nok. Hvorfor ikke? Er det på grund af, at Israels overgreb som regel er meget værre og mere brutale - som for eksempel Israels seneste misilangreb på Gaza? Er det fordi de palæstinensiske gangster-grupper fra Fateh og Hamas også laver brutale overgreb, som det seneste i Qalqilieh? Eller hvad?
Friday, November 2, 2007
Diktatoren kom forbi
Kong Abdallah af Saudi Arabien blev inviteret indenfor hos Dronningen af England. Man må håbe, de har haft det hyggeligt. For det har folk flest i kongens hjemland ikke. Han repræsenterer ganske enkelt et af de mest rædselsfulde regimer i verden. Men han er samtidig en af Vestens gode venner og allierede, som Shahen var det i 1970'erne, som Saddam var det i 1980'erne, og som de israelske generaler til stadighed er det. Og så nævner vi slet ikke Egyptens notoriske toturbøddel af en diktator, Hosni Mubarak.
Nå, men Kong Abdallah kom forbi Buckingham Palace. Her blev han budt hjerteligt velkommen. På de offentlige pladser i London var der ingen offentlige henrettelser, som der ellers ofte er i kongens hjemland. Saudi Arabien er det eneste land ud over Iran, der har offentlige henrettelser, og selve aflivningen foregår ved, at bøddelen hugger fangens hals halvt over med et sværd. Sidste år blev mindst 39 fanger henrettet på denne måde. I 2005 var tallet 86. Tallene er fra en rapport fra Amman Center for Human Rights Studies, som også nævner, sagen om Sulaimon Olyfemi, en nigerianer, der fortsat sidder på dødsgangen i kongens hjemland. Han blev dømt til døden efter en retssag, der kun foregik på arabisk - et sprog, som han ikke forstår. Som det er skik og brug i Saudi Arabien blev Sulaimon Olyfemi desuden tortureret og mishandlet.
Den mand, der står i spidsen for dette rædselssystem, bliver gladeligt budt velkommen i Vesten, i Washington og i London. Saudi Arabien er det land i verden, hvor andelen af kvinder på arbejdsmarkedet er absolut lavest. Men, "velkommen, kære konge," lyder det alligevel fra demokratiets korsriddere i Vesten.
Og så var der lige det med giftgassen. Det er velkendt, at Vesten støttede Saddam under krigen mod Iran. Og intet blev mælet om giftgassen mod hverken iranerne eller kurderne. Også fra Vestens gode allierede i Saudi Arabien lød der ingen protest over giftgassen.
Human Rights Watch beskriver i en rapport, hvordan Saudi Arabien behandler emigrantarbejdere - typisk fra Asien - der arbejder som slaver hos rige Saudere. Dette indbefatter med garanti Kong Abdallahs familie.
Rapporten siger blandt andet, at "husarbejdere" (i realiteten husslaver) risikerer at blive straffet ekstra, hvis de går åbent ud med, at de er blevet udsat for voldelige eller seksuelle overgreb. Desuden klarlægger den, at husslaverne i mange tilfælde tier stille med de overgreb, den saudiske overklasse udsætter dem for - af frygt for at blive fyret og dermed deporteret. Ligesom hos et andet regime i regionen, der er støttet af Vesten - Jordan - mister emigrantarbejderne nemlig omgående deres opholdstilladelse, når deres ansættelsesforhold ophører.
Og så er der lige den saudiske kongefamilies bånd til de fanatiske wahabi-ekstremister og hellige krigere.
Det er velkendt, at den saudiske kongefamilie var hovedsponsor af de hellige krigere (mujahedeen), der i 1980'erne under ledelse af Osama bin Laden kæmpede imod Sovjetunionen og "kommunismen" i Afghanistan. Andre indblandede var naturligvis CIA og den pakistanske efterretnigstjeneste ISI. Og så var der naturligvis Lars Løkke Rasmussen, som på hesteryg red ind i Afghanistan for at aflevere 600.000 kroner til disse bevæbnede fundamentalister. Pengene var samlet ind blandt højrefløjen i Danmark.
I Kongens hjemland er wahabi-islam tæt knyttet til staten og kongefamilien. Årsag? Det har siden 1902 (da Ibn Saud gennem en handel med kleresiet indtog Riyadh) virket som et glimrende middel til at kontrollere befolkningen. Og at Osama bin Laden har magtfulde venner inden for statsapparatet (og kongefamilien) blev bevist i 2003, da folk fra den saudiske sikkerhedstjeneste udførte et angreb i Riyadh.
Ikke desto mindre er han vores ven, ham Abdallah. I Burma er juntaen nogle slynngler og forbrydere, det er alle enige om. Men når en repræsentant for et regime, der i alle henseender er mere diktatorisk, mere brutalt, mere undertrykkende og tillige baseret på rabiat islamisk fundamentalisme, der kan sidestilles med Taleban, kommer forbi, så er han hjertelig velkommen, og han får te på Buckingham Palace. Når det kommer til Mellemøsten har de vestlige "demokratiske" tanker det med at fordampe i den blå luft.
Og så fik jeg også skrevet mit første indlæg igen efter en måneds pause.
Nå, men Kong Abdallah kom forbi Buckingham Palace. Her blev han budt hjerteligt velkommen. På de offentlige pladser i London var der ingen offentlige henrettelser, som der ellers ofte er i kongens hjemland. Saudi Arabien er det eneste land ud over Iran, der har offentlige henrettelser, og selve aflivningen foregår ved, at bøddelen hugger fangens hals halvt over med et sværd. Sidste år blev mindst 39 fanger henrettet på denne måde. I 2005 var tallet 86. Tallene er fra en rapport fra Amman Center for Human Rights Studies, som også nævner, sagen om Sulaimon Olyfemi, en nigerianer, der fortsat sidder på dødsgangen i kongens hjemland. Han blev dømt til døden efter en retssag, der kun foregik på arabisk - et sprog, som han ikke forstår. Som det er skik og brug i Saudi Arabien blev Sulaimon Olyfemi desuden tortureret og mishandlet.
Den mand, der står i spidsen for dette rædselssystem, bliver gladeligt budt velkommen i Vesten, i Washington og i London. Saudi Arabien er det land i verden, hvor andelen af kvinder på arbejdsmarkedet er absolut lavest. Men, "velkommen, kære konge," lyder det alligevel fra demokratiets korsriddere i Vesten.
Og så var der lige det med giftgassen. Det er velkendt, at Vesten støttede Saddam under krigen mod Iran. Og intet blev mælet om giftgassen mod hverken iranerne eller kurderne. Også fra Vestens gode allierede i Saudi Arabien lød der ingen protest over giftgassen.
Human Rights Watch beskriver i en rapport, hvordan Saudi Arabien behandler emigrantarbejdere - typisk fra Asien - der arbejder som slaver hos rige Saudere. Dette indbefatter med garanti Kong Abdallahs familie.
Rapporten siger blandt andet, at "husarbejdere" (i realiteten husslaver) risikerer at blive straffet ekstra, hvis de går åbent ud med, at de er blevet udsat for voldelige eller seksuelle overgreb. Desuden klarlægger den, at husslaverne i mange tilfælde tier stille med de overgreb, den saudiske overklasse udsætter dem for - af frygt for at blive fyret og dermed deporteret. Ligesom hos et andet regime i regionen, der er støttet af Vesten - Jordan - mister emigrantarbejderne nemlig omgående deres opholdstilladelse, når deres ansættelsesforhold ophører.
Og så er der lige den saudiske kongefamilies bånd til de fanatiske wahabi-ekstremister og hellige krigere.
Det er velkendt, at den saudiske kongefamilie var hovedsponsor af de hellige krigere (mujahedeen), der i 1980'erne under ledelse af Osama bin Laden kæmpede imod Sovjetunionen og "kommunismen" i Afghanistan. Andre indblandede var naturligvis CIA og den pakistanske efterretnigstjeneste ISI. Og så var der naturligvis Lars Løkke Rasmussen, som på hesteryg red ind i Afghanistan for at aflevere 600.000 kroner til disse bevæbnede fundamentalister. Pengene var samlet ind blandt højrefløjen i Danmark.
I Kongens hjemland er wahabi-islam tæt knyttet til staten og kongefamilien. Årsag? Det har siden 1902 (da Ibn Saud gennem en handel med kleresiet indtog Riyadh) virket som et glimrende middel til at kontrollere befolkningen. Og at Osama bin Laden har magtfulde venner inden for statsapparatet (og kongefamilien) blev bevist i 2003, da folk fra den saudiske sikkerhedstjeneste udførte et angreb i Riyadh.
Ikke desto mindre er han vores ven, ham Abdallah. I Burma er juntaen nogle slynngler og forbrydere, det er alle enige om. Men når en repræsentant for et regime, der i alle henseender er mere diktatorisk, mere brutalt, mere undertrykkende og tillige baseret på rabiat islamisk fundamentalisme, der kan sidestilles med Taleban, kommer forbi, så er han hjertelig velkommen, og han får te på Buckingham Palace. Når det kommer til Mellemøsten har de vestlige "demokratiske" tanker det med at fordampe i den blå luft.
Og så fik jeg også skrevet mit første indlæg igen efter en måneds pause.
Tuesday, October 2, 2007
Greenspan og Iraks olie
Jeg hører selv til de, der mener, at Irak-krigen ikke kun blev startet på grund af olie. Jeg mener også, at der lå strategiske interesser bag, for eksempel etableringen af et USA-venligt regime i Mesopotamien og amerikanske baser i hjertet af Mellemøsten. Selvfølgelig har olien også spillet en væsentlig rolle. Ud over disse faktorer er der ingen andre reelle begrundelser. Kun løgne. Derfor bliver de gentaget så ofte (det gør de knap nok længere, da nederlaget for USA bliver mere og mere ydmygende for hver dag der går.)
For nylig udgav Alan Greenspan (den tidl. direktør for den amerikanske centralbank) så sine erindringer. I denne bog på 544 sider kan man efter sigende (jeg har ikke selv læst den endnu) læse følgende sætning (min egen oversættelse):
"Jeg er ked af, at det er politisk ubekvemt at anerkende, hvad alle ved: Irakkrigen er mest om olie."
En ganske ærlig formulering, omend kynisk.
Siden da har Greenspan forsøgt at hale i land og sige, at han ikke rigtig mente det på den måde, og at Bush-regeringen godt kan have haft andre motiver end olie, da den besluttede sig for at slippe hundene løs og lade det regne med forarmet uran, hvid fosfor og sort død over Mesopotamiens sletter og tæt befolkede byer.
Allerede i 2002 var der planer om amerikansk plyndring af Iraks olie. Ahmed Chalabi, lederen af Iraqi National Congress og en ad de neokonservative yndlinge på daværende tidspunkt, forsikrede ifølge The Economist de amerikanske oliebaroner om, at "amerikanske virksomheder vil have et stort ord at sige om irakisk olie", såfremt han fik magt som han havde agt.
I oktober 2002 afslørede New York Times (der ikke kan beskyldes for at være modstandere af Irakkrigen), at Dick Cheneys venner i Halliburton havde udfærdiget et 500 siders dokument om, hvad der skulle ske med Iraks olienindustri. Det var altså mange måneder før invasionen, og længe før Halliburton fik en kontrakt (uden udbud) på at implementere planen.
Her må man også huske på, at amerikanerne sikrede to ministerier, da de - ved et sjovt sammentræf af datoer - rullede ind i Bagdad 9. april 2003. De sikrede indenrigsministeriet (som politiet hører under) og olieministeriet. Resten fik lov at blive plyndret og brændt. Herunder nogle av verdens mest værdifulde skatte fra oldtiden. De blev ødelagt uden at de amerikanske styrker løftede en finger for at forhindre denne massakre mod civilisationens historie.
Alt tyder altså på, at planerne for udplyndring af Iraks olie var planlagt og overlagt. Greenspan har i denne henseende aldeles ret.
Ørkengeneralerne i Washington havde bare ikke regnet med, at de ville møde modstand og at der rent faktisk er organiserede grupper, der ville modsætte sig tyveriet af landets olie. Kendsgerningen er i dag, at Iraks olieproduktion er meget lavere end før invasionen - hvor produktionen heller ikke var i topform.
Besættelsen af Irak er et økonomisk og menneskeligt dræn på USA i stedet for den oliefest, som de havde forestillet sig på Wall Street, i Halliburton og i Washington. Det er den virkelige grund til, at de før eller siden trækker sig ud. Uanset om de ønsker det eller ej.
For nylig udgav Alan Greenspan (den tidl. direktør for den amerikanske centralbank) så sine erindringer. I denne bog på 544 sider kan man efter sigende (jeg har ikke selv læst den endnu) læse følgende sætning (min egen oversættelse):
"Jeg er ked af, at det er politisk ubekvemt at anerkende, hvad alle ved: Irakkrigen er mest om olie."
En ganske ærlig formulering, omend kynisk.
Siden da har Greenspan forsøgt at hale i land og sige, at han ikke rigtig mente det på den måde, og at Bush-regeringen godt kan have haft andre motiver end olie, da den besluttede sig for at slippe hundene løs og lade det regne med forarmet uran, hvid fosfor og sort død over Mesopotamiens sletter og tæt befolkede byer.
Allerede i 2002 var der planer om amerikansk plyndring af Iraks olie. Ahmed Chalabi, lederen af Iraqi National Congress og en ad de neokonservative yndlinge på daværende tidspunkt, forsikrede ifølge The Economist de amerikanske oliebaroner om, at "amerikanske virksomheder vil have et stort ord at sige om irakisk olie", såfremt han fik magt som han havde agt.
I oktober 2002 afslørede New York Times (der ikke kan beskyldes for at være modstandere af Irakkrigen), at Dick Cheneys venner i Halliburton havde udfærdiget et 500 siders dokument om, hvad der skulle ske med Iraks olienindustri. Det var altså mange måneder før invasionen, og længe før Halliburton fik en kontrakt (uden udbud) på at implementere planen.
Her må man også huske på, at amerikanerne sikrede to ministerier, da de - ved et sjovt sammentræf af datoer - rullede ind i Bagdad 9. april 2003. De sikrede indenrigsministeriet (som politiet hører under) og olieministeriet. Resten fik lov at blive plyndret og brændt. Herunder nogle av verdens mest værdifulde skatte fra oldtiden. De blev ødelagt uden at de amerikanske styrker løftede en finger for at forhindre denne massakre mod civilisationens historie.
Alt tyder altså på, at planerne for udplyndring af Iraks olie var planlagt og overlagt. Greenspan har i denne henseende aldeles ret.
Ørkengeneralerne i Washington havde bare ikke regnet med, at de ville møde modstand og at der rent faktisk er organiserede grupper, der ville modsætte sig tyveriet af landets olie. Kendsgerningen er i dag, at Iraks olieproduktion er meget lavere end før invasionen - hvor produktionen heller ikke var i topform.
Besættelsen af Irak er et økonomisk og menneskeligt dræn på USA i stedet for den oliefest, som de havde forestillet sig på Wall Street, i Halliburton og i Washington. Det er den virkelige grund til, at de før eller siden trækker sig ud. Uanset om de ønsker det eller ej.
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
