Israel torturerer børn

Den palæstinensiske sektion af Defence for Children International har udgivet en ny rapport. Det er nummer 31 af rapportrækken "Children behind bars". Den indeholder en række oplysninger, som er indsamlet i 2006 og første halvdel af 2007. Oplysningerne er ganske modbydelige. Desværre er de ikke overraskende.
Et udpluk:

• Citat: "Israelsk politi, israelsk militær og israelsk efterretningstjeneste udfører anholdelser og afhøringer af palæstinensiske børn på daglig basis. Anholdelserne og de efterfølgende afhøringer i arresthuse foregår isoleret fra alle gennemsigtige regler, procedurer eller love, hvilket giver israelsk militærpersonel brede beføjelser under denne fase."
• Ifølge israelsk militær lov kan et palæstinensisk barn tilbageholdes af en almindelig soldat eller politimand i 96 timer. Derefter kan barnet tilbageholdes til afhøring i 8 dage. Tilbageholdelsen kan forlænges ved en militær domstol i op til 90 dage, og derefter kan sagen komme for en "rigtig" domstol, som kan forlænge tilbageholdelsen i op til 3 måneder.
• Citat: "Et centralt aspekt i afhøringsfasen er brugen af særlige former for tortur og mishandling."

Torturmetoderne, der nævnes er blandt andet:

• Tæsk med bind for øjnene.
• Stresspositioner i timevis, blandt andet i koldt vand eller i regnvejr.
  
• Seksuelt misbrug.
• Slag på "særligt følsomme steder" på kroppen.

De palæstinensiske børn i israelsk varetægt har ikke ret til at tie stille. De har ingen ret til juridisk bistand. De har ikke ret til at have kontakt med deres familie.

Lige nu er der omtrent 300 børn i de israelske fangehuller. Desuden er der 463, der er fyldt 18 mens de har været i israelsk varetægt.

En prøjsisk konge huskes for at have sagt, at mod demokrater hjælper kun soldater. Til "demokrater" kan Olmert tilføje "arabiske børn".

Tillykke!

En del unge amerikanere vil gerne studere på universitet eller college. Der er så bare en del af dem, der ikke kan komme til det. Det er nemlig temmelig dyrt. Det "personlige ansvar" med brugerbetaling sikrer, at de fattige ingen uddannelse kan få. Sådan er der så meget i verdens rigeste land.
En del af dem tager så til Canada, hvor det er billigere. Men jeg så, at der også er nogle, der tager til Cuba. Otte amerikanske læger er netop blevet uddannet i Cuba - ganske gratis. Den temmelig meget fattigere caribiske republik har tilsyneladende råd til gratis uddannelse og lægehjælp i modsætning til Guds eget land. Og tillykke med det - eller mabrouk, som man siger hernede.

Disse læger vil nu behandle fattige i USA - en slags ulandshjælp fra Cuba til USA's fattige.

Hvad har det så at gøre med Mellemøsten? Måske ikke meget, men det er tankevækkende, at USA sjofler lægehjælp til sine egne soldater (der jo også kommer fra de fattige lag) samtidig med at man har travlt med at slå irakere ihjel. Ikke nok med at det kan være svært for de sårede soldater at få lægehjælp og økonomisk støtte, de hjemvendte tropper lider også i overvældende grad af post-traumatisk stress (PSTD). Det er det samme, som torturofre lider af. En rapport fra Pentagon viser, at 40 procent af soldaterne, en tredjedel af marineinfanteristerne og halvdelen af nationalgarde-tropperne lider af PSTD. Verdenshistoriens største militærmaskine sjofler også disse tropper - på trods af al demagogien med slogans som "support our troops".

Måske kan de cubansk uddannede læger hjælpe nogle af de amerikanske ofre for besættelsen i Irak.

Hvornår skal jeg i fængsel?

Ja, så skulle det komme så vidt. Her fra Mellemøsten prøver jeg efter bedste evne at følge med i, hvad der sker i Danmark. Jeg kan forstå, at Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid er kommet temmelig meget i vælten (igen), efter at hun har udtrykt forståelse for, at irakerne kæmper imod besættelsestropperne i Irak - herunder de danske.

Tilsyneladende er der en del i Danmark - ikke mindst på redaktionsgangene og på Christiansborg - der har fået morgenkrydderen galt i halsen over denne udmelding.

Hvad havde disse herrer og damer egentlig forestillet sig? At Danmark bare kunne valse ned og besætte Mesopotamien sammen med Bush og Blair - uden at irakerne ville gøre modstand? At en ulovlig krig ikke ville afføde vrede blandt irakerne? Og at det ville være ufarligt at gå i krig?

Naturligvis har et besat, udbombet og undertrykt folk da ret til at gøre modstand og angribe de besættelsestropper, der befinder sig i landet. Det gælder uanset om der er tale om Irland 1916, Frankrig 1943, Vietnam 1969, Libanon 2006 eller Irak 2007.

Jeg kan se, at en konservativ politiker, der hedder Rasmus Jarlov, sågar har meldt Abdol-Hamid til politiet for at sige, at irakerne har ret til at kæmpe imod de udenlandske tropper, der har slået op imod en million irakere ihjel. Her har vi at gøre med en helt særlig form for logik, der hedder, at vi naturligvis har ret til at besætte et andet land og slå civilbefolkningen ihjel, men de har ikke ret til at gøre modstand - og ingen har ret til at sige, at et besat folk har ret til væbnet modstand. Ja, sådan er der så meget.

Jeg ved egentlig ikke, hvad Asmaa Abdol-Hamid mener, og hvad hun har sagt.
Men selvfølgelig har irakerne da ret til at gribe til våben imod de udenlandske tropper, der befinder sig i landet. Og Asmaa eller ej - de vil fortsætte med at gøre det indtil tropperne er væk. Det er derfor krigsfløjen i Folketingets ansvar, når danske soldater bliver såret eller dræbt i kamp mod irakiske modstandsgrupper.

Hvis man er skal i fængsel for at støtte irakernes legitime modstandskamp, ja så skal der altså sendes en del politianmeldelser ud. Og send bare en til mig også.

Befriede irakiske børn

En kort video om irakiske børn, der er blevet befriet fra forældre og en tålelig tilværelse efter invasionen.

Hamas angriber fagforening

Læserne af denne blog ved, at jeg ikke har megen fidus til Fatehs kup på Vestbredden. Nogle læsere har kontaktet mig og beskyldt mig for at støtte Hamas. Med denne enestående form for logik måtte en afstandstagen til Hitler i 1942 vel blive en støtte til Stalin. Eller en afstandstagen til Pakistans diktator Musharaf blive til en støtte til fundamentalisterne. Erasmus Montanus' logik lever tilsyneladende i bedste velgående.

Nå, men nu vil jeg da gerne sætte fokus på en af Hamas' gerninger, som bør vække fordømmelse. Palestine General Federation of Trade Unions har udsendt en pressemeddelelse, hvori de gør opmærksom på, at væbnede styrker fra de Hamas-kontrollerede myndigheder i Gaza har angrebet fagforeningens kontorer i Gaza og Khan Younis. De væbnede styrker beslaglagde tilsyneladende alt på fagforeningens kontorer og afhørte fagforeningens folk.

Jeg har indtil videre ikke kunnet få fat i andre nyheder om angrebet end fagforeningens pressemeddelelse.

Hamas nyder ifølge en meningsmåling for nylig i Fateh-avisen Al Quds opbakning fra flertallet af palæstinensere. Det kan være, at overgreb som dette kan rykke ved det. Men det hænger naturligvis sammen med, hvem palæstinenserne anser for at være mindst korrupt og mest opsat på at kæmpe for palæstinensisk selvbestemmelse imod israelsk besættelse. Og her har Hamas indtil videre stået stærkt i manges øjne.

Gazas økonomi lider i øvrigt ganske forfærdeligt efter den fuldstændige belejring af Gaza er trådt i kraft som en konsekvens af, at den valgte regering nægter at overgive sig til Salam Fayyads kup-regering på Vestbredden. Det Tel Aviv-baserede menneskerettighedscenter Gisha har for ganske nylig udgivet en rapport, der beskriver nogle enkle kendsgerninger om belejringens konsekvenser:

• 75 procent af de fabrikker, der kørte inden 12. juni er nu lukket.
• 85 procent af Gazas indbyggere er nu afhængige af nødhjælp. Og tallet er stigende.
• Der er akut mangel på råvarer og -materialer, herunder mel og sukker. Priserne på råstoffer er steget med mellem 15 og 34 procent i løbet af omtrent en måned.
• Cirka 30.000 fabriksarbejdere står til at miste deres job. Fabriksarbejdere udgør 10 procent af Gazas arbejdsstyrke, og hver fabriksarbejder forsørger i gennemsnit syv personer.
• Israel har slettet de koder, fra deres computere, der bruges til at identificere varer, der importeres til Gaza, og de lader nu intet andet end humanitær hjælp komme ind i Gaza. Gaza kan altså ikke længere importere varer.
• Belejringen er i strid med international lov (Genevekonventionen om beskyttelse af civilbefolkninger i krigstid, artikel 23, 55 og 59) og betegnes som en "kollektiv afstraffelse af 1,4 millioner mennesker."
  

Nå, men det er desværre ikke kun i Gaza, den er gal. Også på Vestbredden bliver fagforeningerne angrebet. I Tulkarem har sikkerhedstjenesten arresteret den 45-årige Jamal Abdulfattah, der er leder af lærernes fagforening. Fagforeningen har efterfølgende udsendt en pressemeddelelse, hvori de kræver et stop for de politiske arrestationer på Vestbredden og opfordrer Salam Fayyads regering til at løslade alle de politiske fanger.

Sådan er der så meget. Hvis der er nogle, jeg har glemt at kritisere i denne post (for eksempel Islamisk Jihad, Al-Aqsa Martyrernes brigader, Israels Arbejderparti eller Hosni Mubarak) vil jeg sikkert blive beskyldt for at støtte dem. Men det må vi tage på et andet tidspunkt. Muslimerne plejer jo at sige, at Gud er med dem, der tålmodigt holder ud.

To demonstrationer i Basra

Ja, så skulle man se det med. Den loyalistiske Orange-orden fra Nordirland demonstrerede for nylig i Basra. Ikke nok med, at disse sekteriske bøller beskytter det britiske overherredømme over Nordirland, det er de samme bøller, der bliver brugt til besættelsen af Irak. På sin egen perverse måde er det ganske passende.

Fotografen er en fyr ved navn Dane McKenzie, og hans bebo-profil siger temmelig meget om, hvor meget integritet den fyr har - selv om han tydeligvis er glad for Englands dronning og Union Jack.

Og så demonstrerede irakiske oliearbejdere også i Basra for nylig. I modsætning til demonstrationen i besættelsestroppernes lejr var det ikke en sekterisk demonstration. Det var en demonstration imod den nye "irakiske" olielov (hvis man ikke snarere skulle kalde den den amerikanske olielov) og forsøgene på at plyndre landets olie.

Her følger en kort film fra demonstrationen.

Fejl på fejl på fejl - Bushs totale nederlag

Man plejer at sige, at mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Guds nærmeste repræsentant på denne jord, en mand der ifølge eget udsagn modtager beskeder fra den Almægtige, kæmper for tiden en kamp, han har tabt. Det drejer sig naturligvis om Bush, og kampen foregår både i Irak og i den amerikanske offentlighed.

Den prisbelønnede og eminente journalist Robert Fisk beskriver i en ny artikel, hvordan T.E. Lawrence - også kendt som "Lawrence of Arabia" havde en klar og god forståelse af arabisk guerillakrig. Hvis Bush havde været i stand til at læse andet end Første Mosebog, så kunne han lære en ting eller to om krig i den arabiske verden af gamle Lawrence.

Fisk citerer Lawrences opslag om "Guerilla" i Encyclopaedia Britannicas 14. udgave. Her skriver Lawrence om arabiske gruppers guerillakrigsførsel i Irak og andre arabiske områder under Første Verdenskrig.

Lawrence beskriver, hvordan tyrkerne havde brug for en befæstet udpost for hver kvadratmil, og at disse udposter ikke burde bestå af færre end 20 mand, hvis de skulle fastholde besættelsen af de arabiske lande. "Tyrkerne havde brug for mindst 600.000 mand for at møde alle de arabiske folks modvilje. De havde 100.000 mand til rådighed."

Hvad er det lige, det minder om, hvis ikke amerikanernes situation i Irak?

Lawrence skriver om oprørsgrupperne:
"De må have en venligtsindet befolkning, ikke aktivt venlig, men sympatisk nok til ikke at forråde oprørsgrupper til fjenden. Oprør kan udføres af 2 procent aktive i en slagstyrke, og 98 procent passivt sympatiske ... Givet mobilitet, sikkerhed ... tid og doktrin ... vil sejren være på oprørernes side, for de algebraiske faktorer er i sidste ende afgørende, og over for dem kæmper forbedringer af midler og ånd ganske forgæves."

Disse ord er en lukket bog for George Bush og hans følgesvende. Lawrences visdomsord preller af på Washington (ligesom al anden fornuft). Men det gør det irakiske nederlag ikke.

Ingen af de fantasiforestillinger, som verdens mægtigste mænd i Washington havde sat sig i hovedet omkring Irak har holdt stik.
Dick Cheney sagde "Jeg tror virkelig, at vi vil blive budt velkomne som befriere".
Paul Wolfowitz sagde, at de amerikanske tropper ville blive mødt med blomsterbuketter.
Ken Adelman, højtstående rådgiver for Donald Rumsfeld, sagde, at invasionen af Irak ville blive en "Cakewalk" - en traditionel dans blandt sorte amerikanere.
Såkaldte "analytikere" sagde, at krigen ville koste omkring 40 mia. dollars - og allerhøjst 100 mia. dollars. Indtil videre har USA brugt 450 mia. dollars på krigen i Irak.
Da stabschef General Eric Shinseki før invasionen sagde, at "adskillige hundrede tusinde" tropper ville være nødvendige for at besætte Irak, erklærede daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld, at han "skød langt ved siden af målet".

Siden krigen begyndte er hverken sandhedsværdien eller visdommen i ytringerne fra Guds egen præsident blevet forbedret.

1. maj 2003 erklærede Bush, at krigen var slut - at de store kamphandlinger var overstået.
I juli 2003 udfordrede han direkte den irakiske modstandsbevægelse med ordene "Bring 'em on!"
1. maj 2004 sagde han, at irakerne nu var blevet befriet for torturkamre. Det var lige før, skandalen om Abu Ghraib brød ud i den vestlige verden. Irakerne havde vidst det hele tiden, men dem havde ingen reportere lyttet til.
I juni 2004 erklærede Wolfowitz, at der ikke engang foregik noget oprør i Irak.
I årene efter invasionen gentog Bush i næsten hver eneste tale igen og igen, at der skete "fremskridt" i Irak.
30. november 2005 holdt Bush en tale, hvori han hævdede at have en plan for "sejr" i Irak. Han nævnte ordet "sejr" 15 gange og ordet "fremskridt" 28 gange.
Washington har igen og igen lovet, at der ville komme elektricitet og vand til irakerne. Men adgangen til disse elementære goder er blevet en luksus efter besættelsen.
Bush sagde, at den nye offensiv i Irak ville give irakerne "virkelig sikkerhed" og stoppe etnisk udrensning. Men ifølge Los Angeles Times er de amerikanske styrker ikke engang i stand til at sørge for deres egen sikkerhed. Irakerne forstætter med at flygte fra Ubadi i Bagdad, hvorfra avisen rapporterer, og de efterlader religiøst sekteriske kantoner.

På trods af, at gentagelserne om "fremskridt" i Irak bliver ved med at strømme ud fra Washington, så har CIA-direktøren Michael Hayden åbent sagt, at "(Maliki-)regeringens manglende evne til at regere ser ud til at være uafvendelig."
Og for en uges tid siden udkom så et efterretningsdokument, der "sår ny tvivl om chancerne for succes for præsident Bushs plan for at holde krigen tilbage gennem udstationering af yderligere 28.000 amerikanske tropper, hvovedsageligt i og omkring Bagdad."

Man fristes til at spørge: ville du købe en brugt bil af den mand, der gav alle de løfter om fremskridt og stabilitet i Irak?

Færre og færre amerikanere har tiltro til Guds præsident. En ny meningsmåling giver ham 26 procents opbakning, hvilket er det samme som Nixon havde under Watergate-skandalen.
En Gallup-undersøgelse viser, at kun 27 procent af amerikanerne er "tilfredse med den måde, hvorpå tingene fungerer i USA på nuværende tidspunkt".
En anden meningsmåling viser, at 54 procent af amerikanerne er tilhængere af at fyre vicepræsident Dick Cheney. 40 procent er imod at fyre ham. 45 procent er tilhængere af at afsætte præsidenten. 46 procent er imod.

Ja, mod dumhed kæmper guderne forgæves. Men med eller uden guder er det et ganske ydmygende nederlag, som Mosebogs-præsidenten står over for. Både i Irak og på hjemmefronten.