Verdens største flag

Nyheder i Mellemøsten kan være skræmmende, sjove, absurde, forfærdende og vanvittige. Her er en, der falder ind under flere kategorier. I anledning af 60-året for Nakba ("katastrofen", oprettelsen af staten Israel) vil et 27.000 kvadratmeter stort flag blive hejst i Damaskus. Flaget vil være 117 gange 232 meter - med lidt hurtig hovedregning svarer det omtrent til fire velvoksne fodboldbaner.

Hver af flagets 27.000 kvadratmeter symboliserer en af de 27.000 kvadratkilometer i det historiske Palæstina, før det blev opdelt. Ved oprettelsen af staten Israel blev over 700.000 palæstinensere etnisk udrenset, hvilket svarede til 75 procent af den arabiske befolkning. Det er det, de ønsker at gøre opmærksom på i Syrien. Og så selvfølgelig at Bashar Assad er den mest pan-arabiske af alle ledere. På den måde er det også et propagandatrick der vil noget.

Nakba året rundt

I år er det 60 år siden, at staten Israel blev oprettet. Den etniske udrensning af 700.000 palæstinensere, der fulgte, kalder palæstinenserne for Nakba - "Katastrofen". Siden hen har katastroferne haglet ned over palæstinenserne i et omfang, så katastrofen er gået hen og blevet rutine. Se bare på den sidste uge.

Fra den 24. til 29. april slog det israelske militær ni palæstinensere ihjel i Gazastriben, herunder fem børn og en kvinde. Kvinden blev dræbt sammen med sine fire børn, da israelerne beskød hendes hus i byen Beit Hanoun med granater.
I samme periode blev 29 palæstinensere såret af det israelske militær. Hovedparten var civile, heraf seks børn og en kvinde. En palæstinenser blev desuden overfaldet og såret af bosættere på Vestbredden. Det israelske militær rydede 140.000 kvadratmeter landbrugsjord i Gaza. Sandsynligvis er der for en stor dels vedkommende tale om oliventræer, som det tager årtier at gro, før de giver frugt. Flere overgreb - ikke mindst fra bosætterne på Vestbredden - vedbliver desuden. Husundersøgelser og anholdelser af palæstinensere under israelsk besættelse fortsætter.

Katastrofen fortsætter uge efter uge, dag efter dag. I går har Israel igen myrdet en ubevæbnet palæstinenser. Denne gang gik det ud over den 41-årige Husam Najjar. En granat fra en israelsk kampvogn ramte hans hus i Khuza'a i Gazastriben. Hussam Najjars kone og bror blev desuden såret.

Nakba fortsætter året rundt. Israels 60-års jubilæum bliver fejret med blod og nedskydning af de besatte folk.

Mere om Egypten

Jeg har modtaget en interessant reaktion på min tidligere post Egypten på vej mod revolution? Den er skrevet af en af mine venner, der nærmest er ekspert i mellemøstlige forhold. Kommentaren tegner et mere forsigtigt billede af situationen, end jeg gjorde i min post.

Det vigtigste element for at vælte det egyptiske regime - en omfattende social krise - er allerede til stede i rimelig høj grad, og krisen ser ud til at blive større. Men det er selvfølgelig også en vigtig pointe, at der ikke eksisterer et egentligt politisk alternativ.

Nå, men here goes:
---

Ingen revolution i Egypten

Selvom man bør håbe på en revolution i Egypten er det dog langt fra den faktiske virkelighed. På trods af en umiddelbar social uro i faroens land er der dog langt til nogle egentlige politiske omvæltninger. Dette skyldes for det første at regimet er mere stabilt end som så. Regimets politiske legitimitet, var oprindeligt baseret på Nassers karisma, men i lige så høj grad på de juridiske og politiske institutioner. Disse institutioner har været stort set intakte siden det osmanniske riges fald. Det er sandt at Mubarak ikke besidder samme legitimitet som Nasser eller Sadat. Tilgengæld har han skabt legitmitet omkring sit regime.

At Egypten skulle være på vej mod en social eksplosion er sandt, hvilket bla. Det muslimske broderskab har profiteret på. Det er imidlertid ikke nogen nyhed, det har været sådan de sidste 20 år og hvad skulle lige præcis ændre det nu. Situationen er på ingen måder være end 80ernes gældskrise eller 90ernes IMF reformer.

Under ingen af disse har hverken det muslimske broderskab eller andre, grebet det revolutionære momentum. Dette kan man selvfølgeligt undre sig over, men faktum er at det egyptiske samfund er gennemsyret af patron-klient og ikke mindst patrimordiale forhold. Som jeg allerede har antydet har der aldrig været en egentlig revolution i Egypten eller noget sted i Mellemøsten. Tværtimod tyder meget på at de sociale kræfter bevidst bliver brugt af regimerne. Faktisk er det plausibelt at det muslimske broderskab og eller fagforeningerne i virkeligheden er dem der legitimere regimet, særligt over for EU og USA. I og for sig kan det samme siges om Saudi Arabien, hvor ulamaen (de religiøse) udnytter de sociale kræfter for at styrke deres position i forhold til den royale familie.

Kontroversielt

The New York Times er efter sigende en af de mest respekterede aviser i den vestlige verden. Det er velkendt, at den før invasionen af Irak viderebragte nøje tilrettelagte løgne, der havde til formål at retfærdiggøre invasionen. Men jeg har lagt mærke til, at denne respektable avis altid omtaler racistisk "kritik" af muslimer og islam som "kontroversielt". Et eksempel er den hollandske højrefløjspolitiker Geert Wilders' film Fitna om islam. Geert Wilders sammenligner systematisk Koranen med Hitlers Mein Kampf, og han sammenligner muslimernes profet Mohammed med Hitler.

Det er "kontroversielt" hos New York Times. Det er hverken racistisk, anti-semitisk eller noget andet. Det lille ord "kontroversielt" indikerer, at det er legitimt at komme med disse påstande og udsagn, og at det næsten er en lødig holdning at mene, at over en milliard muslimer er at sammenligne med nazister.

Gad vide, om New York Times ville kalde Mein Kampf eller Der Ewige Jude for "kontroversielle".

Geet Wilders er i øvrigt en ivrig tilhænger af Israel og besættelsen af palæstinenserne. Han har besøgt Israel omkring 40 gange, har ansat en medarbejder, der kom direkte fra den israelske ambassade, og efter eget udsagn har Wilders tætte forbindelser til den israelske efterretningstjeneste Mossad. Men denne forbindelse til en fremmed magt er ikke så kontroversielt.

Egypten på vej mod revolution?

Egypten er faraoernes land. Det vigtigste og folkerigeste arabiske land. Panarabismens største leder, Gamal Nasser, kom fra Egypten. Egypten er den arabiske verdens kulturelle midtpunkt med alle sine film og musikshows. Nogle af de allermest populære arabiske musikere (for eksempel den legendariske Umm Kulthum, som smalede tre millioner sørgende til sin begravelse - eller den karismatiske flødebolle Amr Diab) er fra Egypten.

Men Egypten er også et ustabilt land. Landets diktator, Hosni Mubarak, er en god allieret af
USA. Derfor modtager Egypten hvert år 1300 millioner dollars i militær hjælp fra USA. Det gør Egypten til det land i verden, der - næst efter Israel, naturligvis - modtager den største militære støtte fra USA. Den civile økonomiske støtte til Egypten er ganske vist dalet, men den militære støtte er stabil og på et højt niveau. Aftalerne indebærer også, at Egypten kan købe militært isenkram på kredit.

Nå, men det er sådan set ligegyldigt. Den amerikanske journalist John R. Bradley hævder i en ny bog, der endenu ikke er udkommet, at Egypten bevæger sig på vej mod en revolution. Det er ikke overraskende, at han mener det. Brødopstanden - den egyptiske intifada - var tæt på at omstyrte det egyptiske regime. Opstanden brød ud efter, at regeringen kraftigt reducerede eller afskaffede en række subsidier på brændstof og fødevarer. Det ramte de fattige hårdt. Der udbrød en bølge af strejker, som sammen med demonstrationer eskalerede og antog karakter af en opstand. Opstanden blev imidlertid nedkæmpet af forskellige årsager, som jeg ikke vil diskutere her.

Det interessante er, at vi i dag ser en proces, der peger hen imod en social eksplosion i egypten. Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan arbejderne på tekstilfabrikken Ghazl el-Mahalla, der beskæftiger 27.000 arbejdere, er i front for den sociale protest i Egypten. Tidligere har protesterne på de store fabrikker været af meget økonomisk karakter - det vil sige, at kravene har været sikring af reallønnen, udbetaling af manglende tillæg og den slags. Senere har arbejderne på forskellige fabrikker - herunder Mahalla-arbejderne - krævet, at "fagforeningerne" (der ikke er andet end regimets forlængede arm) udrenses for regimets folk, og at arbejderne får reel repræsentation.

Men nu er der en ny udvikling. Aktivister fra den uafhængige fagforening på Ghazl el-Mahalla har uddelt løbesedler med overskriften "Vi vil fortsætte med at hæve vores krav indtil vi bliver beslutningstagerne". Løbesedlerne fordømmer Arbejdsministeriet, virksomhedens ledelse samt den statslige "fagforenings" ledere. Den anklager dem for korruption (hvilket ikke er nogen nyhed) og for at bryde løfter om at forbedre arbejdernes forhold. Løbesedlerne angreb også inflationen, som udhuler lønningerne, og de advarede imod angreb fra arbejdsgiverne og staten, fordi en ny strejke er under opsejling. Der er planer om en ny strejke på Ghazl el-Mahalla den 6. april. Rygterne siger, at bevægelsen i april langt vil overgå den, jeg beskrev i september.

Hold øje med Egypten. Store begivenheder er under opsejling.

Lejesoldaterne og valgkampen

Jeremy Scahill er den journalist, der har gravet mest i de amerikanske firmaer, der har lejesoldater i Irak - navnlig Blackwater. Her forklarer han om valgkampen i USA og de Clintons og Obamas syn på lejesoldaterne i Irak:

Sikke et jubilæum!

Dagen oprandt. Det var fem år siden, at "de villiges koalition" invaderede Mesopotamien. De skulle afmontere n stor mængde masseødelæggelsesvåben og dermed redde verden fra en overhængende trussel. Vi fik at vide, at Storbritannien kunne blive ramt af masseødelæggelsesvåben indenfor 45 minuter. Det viste sig - ligesom alle andre påskud for at starte krigen - at være løgn. Men det kunne man sådan set sige sig selv.

Hvad siger eroberne nu? Hvad siger Bagdads betvinger, George W. Bush om de fem års krig, han foreløbig har stået i spidsen for? Hvad har han at sige til undersåtterne langs Eufrat og Tigris - og i USA? Han siger, at "vi ikke vil acceptere andet resultat end sejr", at "krigen er ædel, den er nødvendig og den er retfærdig."

Tidligere har jeg viderebragt videnskabeligt materiale, der anslår, at amerikanerne slog omkring 300 irakere ihjel om dagen i 2006. Det er ikke til at sige, om tallet er det samme nu. Men det er værd at lægge mærke til, at patruljerne stadig fungerer på samme måde: Der er omkring 5000 daglige patruljer (inklusiv irakisk militær), der tager ud til "fjendtlige områder". De bevæger sig ind i områder, hvor hele befolkningen sympatiserer med modstandsbevægelsen, for at arrestere eller likvidere oprørere og terrorister.

Ofte har patruljerne en liste over de mistænkte og deres adresser. Deres opgave er så at gennemsøge hele huset for våben, sprængstoffer og politisk materiale, litteratur og videoudstyr. Ofte har de ingen liste, og så går patruljen fra dør til dør. Men da det ville være for farligt at banke på døren (beboerne kunne jo skyde igennem døren), så bliver dørene slået ind, og der bliver skudt på alt, der virker mistænkeligt. Hvis patruljen vurderer, at der er risiko for modstand, foreskriver praksis i tråd med feltmanualen, at der bliver kastet en granat ind i det pågældende rum eller hus. Hvis de mæder modstand, beder patruljen om luftstøtte. Det vil sige, at en bygning, ofte et helt boligområde, bliver bombet.

Uden modstand kan en patrulje finde 30 mistænkte i løbet af en dag. Det vil sige, at 1000 patruljer på en dag kan sparke dørene ind hos 30.000 irakiske hjem, gennemsøge dem og skyde på alle mistænkelige eller truende personer - her må man tænke på, at alle mænd i den kampdygtige alder er potentielle mistænkte og farlige fjender.

Hvis imidlertid en IED (vejsidebombe) afbryder en patrulje, ophører patruljens opgave med at være eftersøgningen af de mistænkte på listen, og i stedet skal de forfølge gruppen bag vejsidebomben (dom ofte beskyder patruljen efter detonationen). Hermed forhindrer oprørsgruppen denne patrulje i med magt at tvinge sig adgang til mindst 30 hjem, tæske indbyggerne, arrestere irakere og ydmyge de lokale beboere.

Når de amerikanske patruljer forfølger en gruppe, der har angrebet patruljen, så foreskriver deres feltmanual, at tilfangetagelse eller henrettelse af angriberen rangerer over civile liv i området. Derfor benytter amerikanerne massiv ildkraft i jagten på disse angribere - med masser af civile dødsfald til følge. Med tusindvis af patruljer hver dag bliver det samlede resultat et regulært massemord på daglig basis. Det er den "ædle krig", som George Bush taler om.

George Bush er tydeligvis ikke meget for at trække flere tropper hjem fra Irak, end der allerede er blevet trukket hjem. Antallet af amerikanske tropper på irakisk jord er nu 158.000. Dertil skal lægges et ukendt antal lejesoldater i firmaer som Blackwater. Jeremy Scahill, der er ekspert på området, anslår, at omkring 126.000 lejesoldater udfører militære opgaver for amerikanerne i Irak.

En anden ting, der er værd at lægge mærke til, er den massive optrapning i antallet af luftangreb, som amerikanerne udfører i Irak. I 2007 udførte de flere luftangreb end i 2004, 2005 og 2006 tilsammen. Ingen af de amerikanske præsidentkandidater taler om at nedbringe antallet af luftangreb. Måske er det fordi, luftangrebene ikke slår amerikanere ihjel. Luftangrebene (herunder brugen af klyngebomber) rammer kun irakiske mænd, kvinder og børn. Og "koalitionen" tæller som bekendt ikke, hvor mange irakere, de slår ihjel.

Det er der andre, der gør. Det amerikanske Just Foreign Policy anslår nu, at 1.189.173 irakere er døde som følge af "den ædle krig".