Kontroversielt

The New York Times er efter sigende en af de mest respekterede aviser i den vestlige verden. Det er velkendt, at den før invasionen af Irak viderebragte nøje tilrettelagte løgne, der havde til formål at retfærdiggøre invasionen. Men jeg har lagt mærke til, at denne respektable avis altid omtaler racistisk "kritik" af muslimer og islam som "kontroversielt". Et eksempel er den hollandske højrefløjspolitiker Geert Wilders' film Fitna om islam. Geert Wilders sammenligner systematisk Koranen med Hitlers Mein Kampf, og han sammenligner muslimernes profet Mohammed med Hitler.

Det er "kontroversielt" hos New York Times. Det er hverken racistisk, anti-semitisk eller noget andet. Det lille ord "kontroversielt" indikerer, at det er legitimt at komme med disse påstande og udsagn, og at det næsten er en lødig holdning at mene, at over en milliard muslimer er at sammenligne med nazister.

Gad vide, om New York Times ville kalde Mein Kampf eller Der Ewige Jude for "kontroversielle".

Geet Wilders er i øvrigt en ivrig tilhænger af Israel og besættelsen af palæstinenserne. Han har besøgt Israel omkring 40 gange, har ansat en medarbejder, der kom direkte fra den israelske ambassade, og efter eget udsagn har Wilders tætte forbindelser til den israelske efterretningstjeneste Mossad. Men denne forbindelse til en fremmed magt er ikke så kontroversielt.

Egypten på vej mod revolution?

Egypten er faraoernes land. Det vigtigste og folkerigeste arabiske land. Panarabismens største leder, Gamal Nasser, kom fra Egypten. Egypten er den arabiske verdens kulturelle midtpunkt med alle sine film og musikshows. Nogle af de allermest populære arabiske musikere (for eksempel den legendariske Umm Kulthum, som smalede tre millioner sørgende til sin begravelse - eller den karismatiske flødebolle Amr Diab) er fra Egypten.

Men Egypten er også et ustabilt land. Landets diktator, Hosni Mubarak, er en god allieret af
USA. Derfor modtager Egypten hvert år 1300 millioner dollars i militær hjælp fra USA. Det gør Egypten til det land i verden, der - næst efter Israel, naturligvis - modtager den største militære støtte fra USA. Den civile økonomiske støtte til Egypten er ganske vist dalet, men den militære støtte er stabil og på et højt niveau. Aftalerne indebærer også, at Egypten kan købe militært isenkram på kredit.

Nå, men det er sådan set ligegyldigt. Den amerikanske journalist John R. Bradley hævder i en ny bog, der endenu ikke er udkommet, at Egypten bevæger sig på vej mod en revolution. Det er ikke overraskende, at han mener det. Brødopstanden - den egyptiske intifada - var tæt på at omstyrte det egyptiske regime. Opstanden brød ud efter, at regeringen kraftigt reducerede eller afskaffede en række subsidier på brændstof og fødevarer. Det ramte de fattige hårdt. Der udbrød en bølge af strejker, som sammen med demonstrationer eskalerede og antog karakter af en opstand. Opstanden blev imidlertid nedkæmpet af forskellige årsager, som jeg ikke vil diskutere her.

Det interessante er, at vi i dag ser en proces, der peger hen imod en social eksplosion i egypten. Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan arbejderne på tekstilfabrikken Ghazl el-Mahalla, der beskæftiger 27.000 arbejdere, er i front for den sociale protest i Egypten. Tidligere har protesterne på de store fabrikker været af meget økonomisk karakter - det vil sige, at kravene har været sikring af reallønnen, udbetaling af manglende tillæg og den slags. Senere har arbejderne på forskellige fabrikker - herunder Mahalla-arbejderne - krævet, at "fagforeningerne" (der ikke er andet end regimets forlængede arm) udrenses for regimets folk, og at arbejderne får reel repræsentation.

Men nu er der en ny udvikling. Aktivister fra den uafhængige fagforening på Ghazl el-Mahalla har uddelt løbesedler med overskriften "Vi vil fortsætte med at hæve vores krav indtil vi bliver beslutningstagerne". Løbesedlerne fordømmer Arbejdsministeriet, virksomhedens ledelse samt den statslige "fagforenings" ledere. Den anklager dem for korruption (hvilket ikke er nogen nyhed) og for at bryde løfter om at forbedre arbejdernes forhold. Løbesedlerne angreb også inflationen, som udhuler lønningerne, og de advarede imod angreb fra arbejdsgiverne og staten, fordi en ny strejke er under opsejling. Der er planer om en ny strejke på Ghazl el-Mahalla den 6. april. Rygterne siger, at bevægelsen i april langt vil overgå den, jeg beskrev i september.

Hold øje med Egypten. Store begivenheder er under opsejling.

Lejesoldaterne og valgkampen

Jeremy Scahill er den journalist, der har gravet mest i de amerikanske firmaer, der har lejesoldater i Irak - navnlig Blackwater. Her forklarer han om valgkampen i USA og de Clintons og Obamas syn på lejesoldaterne i Irak:

Sikke et jubilæum!

Dagen oprandt. Det var fem år siden, at "de villiges koalition" invaderede Mesopotamien. De skulle afmontere n stor mængde masseødelæggelsesvåben og dermed redde verden fra en overhængende trussel. Vi fik at vide, at Storbritannien kunne blive ramt af masseødelæggelsesvåben indenfor 45 minuter. Det viste sig - ligesom alle andre påskud for at starte krigen - at være løgn. Men det kunne man sådan set sige sig selv.

Hvad siger eroberne nu? Hvad siger Bagdads betvinger, George W. Bush om de fem års krig, han foreløbig har stået i spidsen for? Hvad har han at sige til undersåtterne langs Eufrat og Tigris - og i USA? Han siger, at "vi ikke vil acceptere andet resultat end sejr", at "krigen er ædel, den er nødvendig og den er retfærdig."

Tidligere har jeg viderebragt videnskabeligt materiale, der anslår, at amerikanerne slog omkring 300 irakere ihjel om dagen i 2006. Det er ikke til at sige, om tallet er det samme nu. Men det er værd at lægge mærke til, at patruljerne stadig fungerer på samme måde: Der er omkring 5000 daglige patruljer (inklusiv irakisk militær), der tager ud til "fjendtlige områder". De bevæger sig ind i områder, hvor hele befolkningen sympatiserer med modstandsbevægelsen, for at arrestere eller likvidere oprørere og terrorister.

Ofte har patruljerne en liste over de mistænkte og deres adresser. Deres opgave er så at gennemsøge hele huset for våben, sprængstoffer og politisk materiale, litteratur og videoudstyr. Ofte har de ingen liste, og så går patruljen fra dør til dør. Men da det ville være for farligt at banke på døren (beboerne kunne jo skyde igennem døren), så bliver dørene slået ind, og der bliver skudt på alt, der virker mistænkeligt. Hvis patruljen vurderer, at der er risiko for modstand, foreskriver praksis i tråd med feltmanualen, at der bliver kastet en granat ind i det pågældende rum eller hus. Hvis de mæder modstand, beder patruljen om luftstøtte. Det vil sige, at en bygning, ofte et helt boligområde, bliver bombet.

Uden modstand kan en patrulje finde 30 mistænkte i løbet af en dag. Det vil sige, at 1000 patruljer på en dag kan sparke dørene ind hos 30.000 irakiske hjem, gennemsøge dem og skyde på alle mistænkelige eller truende personer - her må man tænke på, at alle mænd i den kampdygtige alder er potentielle mistænkte og farlige fjender.

Hvis imidlertid en IED (vejsidebombe) afbryder en patrulje, ophører patruljens opgave med at være eftersøgningen af de mistænkte på listen, og i stedet skal de forfølge gruppen bag vejsidebomben (dom ofte beskyder patruljen efter detonationen). Hermed forhindrer oprørsgruppen denne patrulje i med magt at tvinge sig adgang til mindst 30 hjem, tæske indbyggerne, arrestere irakere og ydmyge de lokale beboere.

Når de amerikanske patruljer forfølger en gruppe, der har angrebet patruljen, så foreskriver deres feltmanual, at tilfangetagelse eller henrettelse af angriberen rangerer over civile liv i området. Derfor benytter amerikanerne massiv ildkraft i jagten på disse angribere - med masser af civile dødsfald til følge. Med tusindvis af patruljer hver dag bliver det samlede resultat et regulært massemord på daglig basis. Det er den "ædle krig", som George Bush taler om.

George Bush er tydeligvis ikke meget for at trække flere tropper hjem fra Irak, end der allerede er blevet trukket hjem. Antallet af amerikanske tropper på irakisk jord er nu 158.000. Dertil skal lægges et ukendt antal lejesoldater i firmaer som Blackwater. Jeremy Scahill, der er ekspert på området, anslår, at omkring 126.000 lejesoldater udfører militære opgaver for amerikanerne i Irak.

En anden ting, der er værd at lægge mærke til, er den massive optrapning i antallet af luftangreb, som amerikanerne udfører i Irak. I 2007 udførte de flere luftangreb end i 2004, 2005 og 2006 tilsammen. Ingen af de amerikanske præsidentkandidater taler om at nedbringe antallet af luftangreb. Måske er det fordi, luftangrebene ikke slår amerikanere ihjel. Luftangrebene (herunder brugen af klyngebomber) rammer kun irakiske mænd, kvinder og børn. Og "koalitionen" tæller som bekendt ikke, hvor mange irakere, de slår ihjel.

Det er der andre, der gør. Det amerikanske Just Foreign Policy anslår nu, at 1.189.173 irakere er døde som følge af "den ædle krig".

En historisk lektion

Her er en dokumentar, der på fin vis skildrer historien bag problemerne i det hellige land. Se den her.

Bortførelser og drab - velkommen til Palæstina

Landsbyen Beita i den nordlige del af Vestbredden fik torsdag besøg af besættelsesmagtens soldater. Den israelske hær bortførte 18 civile. Det foregik omkring daggry, hvor soldaterne stormede private hjem, ransagede husene og altså bortførte en række af landsbyens beboere. Blandt de bortførte er Ziead Hilal, 40, Mussa Baraham, 20, Iyhab Mustafa, 24, og Taleb Hamaiel, 35.

I dagene mellem den 14. og 20. februar har den israelske besættelsesmagt desuden slået seks palæstinensere ihjel, herunder den 11-årige dreng Tamer Abu Sha'ar. Det er ham, der er på billedet. Da billedet blev taget var han hårdt såret, efter at han var blevet skudt i hovedet af det israelske militær, men han døde senere. Han blev myrdet af besættelsesmagten, da han sammen med sin familie forsøgte at flygte fra et hus, der var under massiv beskydning af israelerne under deres visit i landsbyen Wadi al-Salqa i Gazastriben.

Ud over de overlagte drab på palæstinensere har Israel også slået tre palæstinensiske patienter ihjel ved at nægte tilførsel af medicin til Gaza samt at lade palæstinenserne modtage behandling i Israel. En 34-årig mor til seks døde 16 februar, efter at hun forgæves havde ventet i fem dage på tilladelse til at krydse overgangen til Israel for at modtage den behandling, som lægerne i Gaza ikke kan give, da de ikke har medicin til rådighed på grund af belejringen af Gaza. De to andre patienter, der døde efter at være nægtet tilladelse til at forlade Gaza, var en 59-årig mand og en dreng på halvandet år.

Ikke nok med, at patienterne dør på grund af mangel på medicin og belejringen af Gaza. Nu stopper ambulancerne også med at køre i Gaza. I Rafah er fem ud af syv ambulancer holdt op med at køre. Årsag: der er ikke benzin på grund af belejringen.

Hvis du vil overleve som palæstinenser under besættelse og belejring, så er her et godt råd: Lad være med at blive syg, lad være med at have brug for ambulancekørsel, lægehjælp eller medicin. Lad være med at opholde dig i dit hjem, lad i det hele taget være med at være palæstinenser.
Velkommen til det udbombede og militært underkuede helvede, der går under betegnelsen "Palæstina".

På randen af borgerkrig

Da jeg i oktober talte med en af de lokale Hizbollah-ledere i Beiruts sydlige forstæder, Naim Bilal, som også er leder af Hizbollahs spejderorganisation al-Mahdi spejderne, spurgte jeg ham og faren for en borgerkrig. Svaret, jeg fik, var lige så skræmmende som det var køligt og realistisk. "Jeg tror, der bliver borgerkrig," sagde han. Velovervejet.

Historien gentager sig. I perioden mellem 1970 og 1975 var der mange tegn på, at landet var på vej mod en borgerkrig. En national enhedsregering blev dannet, og kollapsede på grund af uforenlige interne modsætninger. Præsidenten var i praksis øverste leder for hæren, og han tilhørte det kristne mindretal, som ifølge landets grundlov besad flertallet af parlamentets pladser. Hæren blev i stigende grad opfattet som tilhørende de kristne.

Den libanesiske hær var imidlertid ikke den eneste hær i landet. Der var over 10.000 soldater i PLO's styrker, som var blevet fordrevet fra Jordan efter "Sorte september". To hære med to forskellige dagsordener stod i Libanon. Lyder det bekendt?

Efter Syrien blev presset ud af Libanon i 2005 blev der dannet en national enhedsregering. Den brød senere sammen på grund af uforenlige interne modsætninger. Groft sagt kan man sige, at sunnier og drusere står over for shiaerne. De kristne er splittet midt over, og det største kristne parti, FPM, er allieret med Hizbollah, det ena af de to store shiamuslimske partier.

Splittelsen skete under Israels angreb på Libanon i sommeren 2006. De ministre, der kom fra Hizbollah og Amal, samt en tilhænger af den pro-syriske præsident Lahoud, trak sig. Siden har regeringen reelt ikke fungeret, og landet har befundet sig i dyb politisk krise. Halvdelen af libaneserne opfatter regeringen som forfatningsstridig.

I årene op til 1975, hvor borgerkrigen startede, var der flere og flere voldelige sammenstød mellem de forskellige grupper. Lyder det bekendt? For nylig blev syv unge Hizbollah-tilhængere mejet ned af "ukendte gerninsmænd". De hyppige sammenstød bliver som regel stoppet hurtigt. Men vreden er til stede. Politiske modstandere beskyldes for at være agenter for enten Syrien, USA, Iran eller Israel.

En anden faktor, der peger i retning af borgerkrig, er den libanesiske hærs faldende autoritet. Hæren bliver i stigende grad anset for at være et instrument, der bakker regeringen op - den regering, som halvdelen af libaneserne anser for at være illegitim. På næsten samtlige punkter, vi ser på, ligner det situationen op til 1975. Borgerkrigens trommer lyder stadig mere højlydt.