News and comments from Balad al Sham

Friday, December 16, 2011

Faraoens loyalister får modstand

Samtidig med, at alle medierne har deres øjne rettet imod Egyptens valg, sker der ting og sager uden for den parlamentariske scene. De egyptiske arbejdere, der med massive strejker spillede den afgørende rolle i Mubaraks fald i februar, protesterer over den fuldstændige mangel på rettigheder. De "små Mubarak'er" på direktørgangene regerer stadig diktatorisk over arbejderne, hvis leveforhold fortsat er uhyrligt ringe.

Mindstelønnen blev fastfrosset i 1984, og det har kraftigt udhulet arbejdernes levestandard. Derfor er kampen for en højere mindsteløn et vigtigt fokuspunkt for mange ansatte i Egyptens store insustri.

Her er en kort video fra en demonstration fra i går:

Tuesday, December 13, 2011

Spion-skandale

Der er få ting, der er så spændende og har så megen mystisk aura omkring sig som de store spion-skandaler. Den seneste af slagsen fra Libanon er ingen undtagelse. Skæg og blå briller er en evig kilde til fascination.

Den tidligere chef for det østtyske Stasis udenrigstjeneste, Markus Wolf, reflekterede i sine erindringer over forskelle og ligheder mellem den måde, øst og vest bedrev spionage og krig på. Han sagde blandt andet: "Vi havde en enkelt lille fordel frem for Vesten ved vores operationer i den Tredje Verden: Vores evne til at holde vores aktiviteter hemmelige eller i det mindste uigennemsigtige for vores befolkning på grund af magtesløse parlamenter og officiel kontrol med medierne."

Med dette citat in mente er det interessant at se, at USA's lange forsøg på at ændre på dette forhold (især kontrollen med pressen i årene siden 2001), har lidt en krank skæbne i Libanon. Dette land, der er en konstant skueplads for kampe mellem regionale og globale magter, danner endnu engang ramme om en større diplomatisk skandale, hvis implikationer rækker længere ud end det lille land ved Middelhavets østlige ende.

I sidste uge afslørede det libanesiske parti Hizbollahs TV-kanal Al Manar en stor del af CIA's netværk i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen en række navngivne agenter, der arbejder for CIA i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen, at CIA's libanesiske chef er Daniel Patrick McFeely (født 29. juni 1966).

CIA holder til i en selvstændig bygning på den amerikanske ambassades område i Awkar, der ligger nord for Beirut. CIA's stab består af ti mænd og kvinder, der har status af diplomater. Hizbollah nævner desuden andre agenter: Rosendo Cedano (angiveligt en latino - CIA foretrækker ofte latinoer, da de i udseende har let ved at falde ind i Mellemøsten), Chuck Lisenbee og Sarah Getter. Desuden nævnes andre, der tidligere har været på mission i Libanon.

Den måske mest interessante - om end ikke overraskende - afsløring er, at de amerikanske agenter også arbejder med at indsamle efterretninger til Israel. Under Israels angreb på Libanon i 2006 arbejdede CIA med at indsamle efterretninger om Hizbollah til Israel. Angiveligt informerede de Israel om Hizbollahs stillinger og troppebevægelser. Nogle af disse efterretninger førte til israelske angreb på civile

Hizbollahs detaljerede afsløringer af navne, dæknavne, mødesteder og økonomiske forhold betyder, at Hizbollah formentlig råder over en ikke ubetydelig mængde efterretninger, der kan skade USA's spionage i Libanon og resten af regionen.

Uanset hvad man mener om Hizbollah og deres TV-station Al Manar, så bidrager afsløringer af denne art altid til en større grad af åbenhed omkring de store konflikter, der konstant truer med at rive Libanon og resten af regionen i blodige stykker.

Thursday, December 8, 2011

Det hemmelige libyske oprør

Samtidig med, at de fleste af verdens medier i deres dækning af Libyen har travlt med at tale om Saadi Gaddafi, bliver den vigtige politiske udvikling på gaderne i Tripoli ignoreret.

Befolkningen i Tripoli er tilsyneladende ved at få nok af de såkaldte oprørsmilitser, som hidtil er blevet støttet af NATO. Al Jazeera rapporterer:

"Der bliver rejst nye barrikader over hele Tripoli. Lokalbefolkningen overtager nu kontrollen med egen sikkerhed. De siger, at de ikke længere ønsker rivaliserende militsgrupper med tunge våben på deres gader."

Ali Shuaib fra Reuters rapporterer, at hundredvis af advokater i den libyske hovedstad har sluttet sig til de folkelige protester, der kræver, at de såkaldte oprørsmilitser skal forlade byen. Advokaterne er marcheret til Martyrpladsen (den tidligere Grønne plads) for at slutte sig til de store protester, hvor folk bærer plakater med slagord som "Nej til våben" og "ja til retfærdighed".

Nu truer arbejderne i Tripoli med at lave en generalstrejke imod militserne.

Med andre ord tegner der sig en ny konflikt på jorden i Libyen.