Der er få ting, der er så spændende og har så megen mystisk aura omkring sig som de store spion-skandaler. Den seneste af slagsen fra Libanon er ingen undtagelse. Skæg og blå briller er en evig kilde til fascination.
Den tidligere chef for det østtyske Stasis udenrigstjeneste, Markus Wolf, reflekterede i sine erindringer over forskelle og ligheder mellem den måde, øst og vest bedrev spionage og krig på. Han sagde blandt andet: "Vi havde en enkelt lille fordel frem for Vesten ved vores operationer i den Tredje Verden: Vores evne til at holde vores aktiviteter hemmelige eller i det mindste uigennemsigtige for vores befolkning på grund af magtesløse parlamenter og officiel kontrol med medierne."
Med dette citat in mente er det interessant at se, at USA's lange forsøg på at ændre på dette forhold (især kontrollen med pressen i årene siden 2001), har lidt en krank skæbne i Libanon. Dette land, der er en konstant skueplads for kampe mellem regionale og globale magter, danner endnu engang ramme om en større diplomatisk skandale, hvis implikationer rækker længere ud end det lille land ved Middelhavets østlige ende.
I sidste uge afslørede det libanesiske parti Hizbollahs TV-kanal Al Manar en stor del af CIA's netværk i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen en række navngivne agenter, der arbejder for CIA i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen, at CIA's libanesiske chef er Daniel Patrick McFeely (født 29. juni 1966).
CIA holder til i en selvstændig bygning på den amerikanske ambassades område i Awkar, der ligger nord for Beirut. CIA's stab består af ti mænd og kvinder, der har status af diplomater. Hizbollah nævner desuden andre agenter: Rosendo Cedano (angiveligt en latino - CIA foretrækker ofte latinoer, da de i udseende har let ved at falde ind i Mellemøsten), Chuck Lisenbee og Sarah Getter. Desuden nævnes andre, der tidligere har været på mission i Libanon.
Den måske mest interessante - om end ikke overraskende - afsløring er, at de amerikanske agenter også arbejder med at indsamle efterretninger til Israel. Under Israels angreb på Libanon i 2006 arbejdede CIA med at indsamle efterretninger om Hizbollah til Israel. Angiveligt informerede de Israel om Hizbollahs stillinger og troppebevægelser. Nogle af disse efterretninger førte til israelske angreb på civile
Hizbollahs detaljerede afsløringer af navne, dæknavne, mødesteder og økonomiske forhold betyder, at Hizbollah formentlig råder over en ikke ubetydelig mængde efterretninger, der kan skade USA's spionage i Libanon og resten af regionen.
Uanset hvad man mener om Hizbollah og deres TV-station Al Manar, så bidrager afsløringer af denne art altid til en større grad af åbenhed omkring de store konflikter, der konstant truer med at rive Libanon og resten af regionen i blodige stykker.
News and comments from Balad al Sham
Tuesday, December 13, 2011
Thursday, December 8, 2011
Det hemmelige libyske oprør
Samtidig med, at de fleste af verdens medier i deres dækning af Libyen har travlt med at tale om Saadi Gaddafi, bliver den vigtige politiske udvikling på gaderne i Tripoli ignoreret.
Befolkningen i Tripoli er tilsyneladende ved at få nok af de såkaldte oprørsmilitser, som hidtil er blevet støttet af NATO. Al Jazeera rapporterer:
"Der bliver rejst nye barrikader over hele Tripoli. Lokalbefolkningen overtager nu kontrollen med egen sikkerhed. De siger, at de ikke længere ønsker rivaliserende militsgrupper med tunge våben på deres gader."
Ali Shuaib fra Reuters rapporterer, at hundredvis af advokater i den libyske hovedstad har sluttet sig til de folkelige protester, der kræver, at de såkaldte oprørsmilitser skal forlade byen. Advokaterne er marcheret til Martyrpladsen (den tidligere Grønne plads) for at slutte sig til de store protester, hvor folk bærer plakater med slagord som "Nej til våben" og "ja til retfærdighed".
Med andre ord tegner der sig en ny konflikt på jorden i Libyen.
Tuesday, November 8, 2011
Dummebøder
Revolutionen i Egypten har i høj grad været drevet af vrede og indignation. Egypterne gjorde oprør imod en elite, der berigede sig selv skamløst og lod samfundet forfalde. Udplyndringen af Egypten kunne lade sig gøre i flere årtier på grundlag af den massive undertrykkelse, alle forbinder med Mubaraks politistat.
Røveriets proportioner er gigantiske. Mubarak-familiens formue anslås at være i størrelsesordenen 70 mia. dollars. Meget af den er indefrosset i europæiske banker.
Ud over dette enorme tyveri efterlod Hosni Mubarak desuden Egypten med en gæld på omkring 35 mia. dollars til udenlandske banker og investorer.
De summer, som Egypten nu betaler i renter på gælden, overgår det, staten bruger på uddannelse, sundhed og boliger til sammen. 22 procent af de offentlige udgifter går til at betale disse dummebøder til de udenlandske banker.
Egypten har i årevis mærket virkningen af de hårde lånebetingelser fra IMF. Privatiseringer og nedskæringer. Arbejdsløshed og fattigdom. Nu er spørgsmålet, om denne afvikling af det egyptiske samfund skal fortsætte.
En gruppe aktivister - blandt dem Amr Adly - har lavet et initiativ, der kort og godt hedder "Drop Egyptens gæld". Det bliver interessant at følge.
Røveriets proportioner er gigantiske. Mubarak-familiens formue anslås at være i størrelsesordenen 70 mia. dollars. Meget af den er indefrosset i europæiske banker.
Ud over dette enorme tyveri efterlod Hosni Mubarak desuden Egypten med en gæld på omkring 35 mia. dollars til udenlandske banker og investorer.
De summer, som Egypten nu betaler i renter på gælden, overgår det, staten bruger på uddannelse, sundhed og boliger til sammen. 22 procent af de offentlige udgifter går til at betale disse dummebøder til de udenlandske banker.
Egypten har i årevis mærket virkningen af de hårde lånebetingelser fra IMF. Privatiseringer og nedskæringer. Arbejdsløshed og fattigdom. Nu er spørgsmålet, om denne afvikling af det egyptiske samfund skal fortsætte.
En gruppe aktivister - blandt dem Amr Adly - har lavet et initiativ, der kort og godt hedder "Drop Egyptens gæld". Det bliver interessant at følge.
Wednesday, November 2, 2011
Land i sigte!
I de gode gamle piratfilm er det altid et højdepunkt, når der bliver råbt "land i sigte". Det betyder, at de søfarendes afsavn og utryghed på havet er slut. De kan nyde en ny sikkerhed. De bekymringer, de hidtil har haft om mangel på ferskvand og andre fornødenheder, kan de lægge til side.
På samme måde er det med nationer. Befolkninger, der har levet i utryghed under besættelse eller dominans under en fremmed magt, ånder lettet op, når der er udsigt til national selvbestemmelse. De ydmygelser, som den nationale underkuelse bærer med sig, kan man lægge bag sig. Man har udsigt til en ny værdighed og nye muligheder.
Det gælder uanset om man taler Danmark i 1945, Østtimor i 1999 eller Sydsudan i 2011. I det sidste eksempel viste det sig faktisk, at Omar al-Bashir var mere demokratisk indstillet end adskillige andre ledere. For eksempel Georgien, der fortsat undertrykker Abkhasien og Sydossetien. Eller Israel, der fortsat nægter at anerkende palæstinensernes nationale rettigheder.
Palæstinas stræben efter anerkendelse har naturligvis opbakning fra størstedelen af verden og dens befolkninger, men vejen til national værdighed blokeres fortsat. Men USA kan ikke nedlægge veto mod medlemskab af Unesco. Da Palæstina blev medlem af Unesco, var det meget få lande, der stemte imod. Her er den korte liste:
Australien
Canada
Tjekkiet
Tyskland
Israel
Litauen
Holland
Palau
Panama
Samoa
Solomonøerne
Sverige
USA
Vanuatu
Der er tre grupper af lande, der stemmer imod:
USA og Israel er de konsekvente modstandere af at anerkende, at palæstinenserne har noget, der minder om rettigheder.
Tyskland, Australien, Canada, Holland, Litauen, Tjekkiet og Sverige er lande, hvor højrefløjen har regeringsmagten. De ønsker at lægge sig op ad USA. Årsagerne hertil har med diplomati og handel at gøre.
Palau, Panama, Samoa, Solomonøerne og Vanuatu stemmer konsekvent sammen med USA. Flere af dem er under amerikansk militær dominans, og enkelte af dem repræsenteres i FN af en amerikansk advokat med kontor i New York.
Det er i øvrigt morsomt at bemærke, at mange af de stærkeste fortalere for Kosovos selvstændighed er de selvsamme, som er de stærkeste modstandere af Palæstinas selvstændighed. Principper om nationale rettigheder fylder altså meget lidt i sager som disse. I stedet er det indflydelsessfærer, markeder og globale strategier, der tæller. Og så er der i øvrigt langt flere lande, der anerkender Palæstina, end der er lande, der anerkender Kosovo.
Palæstinenserne har muligvis land i sigte, men de amerikanske krigsskibe forhindrer, at de kan sejle i havn.
På samme måde er det med nationer. Befolkninger, der har levet i utryghed under besættelse eller dominans under en fremmed magt, ånder lettet op, når der er udsigt til national selvbestemmelse. De ydmygelser, som den nationale underkuelse bærer med sig, kan man lægge bag sig. Man har udsigt til en ny værdighed og nye muligheder.
Det gælder uanset om man taler Danmark i 1945, Østtimor i 1999 eller Sydsudan i 2011. I det sidste eksempel viste det sig faktisk, at Omar al-Bashir var mere demokratisk indstillet end adskillige andre ledere. For eksempel Georgien, der fortsat undertrykker Abkhasien og Sydossetien. Eller Israel, der fortsat nægter at anerkende palæstinensernes nationale rettigheder.
Palæstinas stræben efter anerkendelse har naturligvis opbakning fra størstedelen af verden og dens befolkninger, men vejen til national værdighed blokeres fortsat. Men USA kan ikke nedlægge veto mod medlemskab af Unesco. Da Palæstina blev medlem af Unesco, var det meget få lande, der stemte imod. Her er den korte liste:
Australien
Canada
Tjekkiet
Tyskland
Israel
Litauen
Holland
Palau
Panama
Samoa
Solomonøerne
Sverige
USA
Vanuatu
Der er tre grupper af lande, der stemmer imod:
USA og Israel er de konsekvente modstandere af at anerkende, at palæstinenserne har noget, der minder om rettigheder.
Tyskland, Australien, Canada, Holland, Litauen, Tjekkiet og Sverige er lande, hvor højrefløjen har regeringsmagten. De ønsker at lægge sig op ad USA. Årsagerne hertil har med diplomati og handel at gøre.
Palau, Panama, Samoa, Solomonøerne og Vanuatu stemmer konsekvent sammen med USA. Flere af dem er under amerikansk militær dominans, og enkelte af dem repræsenteres i FN af en amerikansk advokat med kontor i New York.
Det er i øvrigt morsomt at bemærke, at mange af de stærkeste fortalere for Kosovos selvstændighed er de selvsamme, som er de stærkeste modstandere af Palæstinas selvstændighed. Principper om nationale rettigheder fylder altså meget lidt i sager som disse. I stedet er det indflydelsessfærer, markeder og globale strategier, der tæller. Og så er der i øvrigt langt flere lande, der anerkender Palæstina, end der er lande, der anerkender Kosovo.
Palæstinenserne har muligvis land i sigte, men de amerikanske krigsskibe forhindrer, at de kan sejle i havn.
Tuesday, October 18, 2011
Brev fra kongen
Flosklerne væltede nærmest oven i hinanden i dagens Jordan Times. Den kongetro avis kunne meddele, at der er kommet en ny regeringsleder. Valget er faldet på den 62-årige jurist Awn Khasawneh. Med en uddannelse fra Cambridge og en periode som dommer ved FN's Internationale domstol virker han som et valg, der ikke kan støde Jordans allierede i Washington.
Jordans Kong Abdallah, der styrer landet som en art oplyst enevælde, har skrevet et brev i forbindelse med udnævnelsen af den nye regeringschef. Det fremgår blandt andet, at regeringen skal stå i spidsen for en reformproces, som skal være mærkbar og ægte, og desuden at borgerne skal informeres om denne reformproces. Kongen skriver også, at den palæstinensiske sag ligger ham meget på sinde.
Kort sagt er kongens brev en lang række af selvfølgeligheder og tomme ord, der ikke kan bestå ikke-testen. På den måde er alt ved det gamle på trods af den nye regeringschef.
I et andet brev, som kongen har skrevet - til den afgående regeringschef Marouf Suleiman al-Bakhit - hæver flosklerne sig helt op på det komiske plan. Alle i Jordan ved, at da Bakhit blev sat ind i februar i år, skete det for med en blanding af indrømmelser og rå magt at knuse protesterne mod regimet. Alle ved, at korruptionen i landet er omfattende, og at den er organisk forbundet med regimet selv. Alligevel skriver kongen til Bakhit, at "alle jordanere vil huske dine seriøse og modige tiltag for at styrke principper om gennemsigtighed, ansvarlighed, lovstyre og din upartiske og frygtløse forfølgelse af mistanker om korruption."
Hele manøvren er formentlig et forsøg på at redde det korrupte og uduelige monarki, men det står der ikke noget om i Jordan Times.
Jordans Kong Abdallah, der styrer landet som en art oplyst enevælde, har skrevet et brev i forbindelse med udnævnelsen af den nye regeringschef. Det fremgår blandt andet, at regeringen skal stå i spidsen for en reformproces, som skal være mærkbar og ægte, og desuden at borgerne skal informeres om denne reformproces. Kongen skriver også, at den palæstinensiske sag ligger ham meget på sinde.
Kort sagt er kongens brev en lang række af selvfølgeligheder og tomme ord, der ikke kan bestå ikke-testen. På den måde er alt ved det gamle på trods af den nye regeringschef.
I et andet brev, som kongen har skrevet - til den afgående regeringschef Marouf Suleiman al-Bakhit - hæver flosklerne sig helt op på det komiske plan. Alle i Jordan ved, at da Bakhit blev sat ind i februar i år, skete det for med en blanding af indrømmelser og rå magt at knuse protesterne mod regimet. Alle ved, at korruptionen i landet er omfattende, og at den er organisk forbundet med regimet selv. Alligevel skriver kongen til Bakhit, at "alle jordanere vil huske dine seriøse og modige tiltag for at styrke principper om gennemsigtighed, ansvarlighed, lovstyre og din upartiske og frygtløse forfølgelse af mistanker om korruption."
Hele manøvren er formentlig et forsøg på at redde det korrupte og uduelige monarki, men det står der ikke noget om i Jordan Times.
Thursday, October 6, 2011
Krigsforbryder? - Ikke længere!
Så skete det. En af Mellemøstens mest berygtede krigsforbrydere blev modtaget i England. Besøget er kun kommet i stand, efter den britiske lovgivning blev ændret, så en lang række udenlandske krigsforbrydere ikke kan arresteres og retsforfølges i Storbritannien.
Jeg taler om Tzipi Livni. Hun har i dag besøgt William Hague, der er britisk udenrigsminister. Livni selv er ikke minister længere, så hendes visitkort indeholder ordet "forhenværende" foran titlen som premierminister. Men hun er også "forhenværende" krigsforbryder.
For få uger siden har Storbritanniens regering nemlig vedtaget at fjerne en bestemmelse i lovgivningen, der hidtil har gjort det muligt at retsforfølge israelske krigsforbrydere.
Jeg har tidligere omtalt sagen mod Livni, da det kom frem, at en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på hende. Allerede dengan udtalte den daværende britiske regering noget, der kun kunne tolkes sådan, at de for enhver pris ville forhindre, at israelske politikere skulle stilles til ansvar for deres handlinger over for en britisk domstol.
Nu kan Livni - Gazas bøddel - altså frit rejse ind og ud af det Forenede Kongerige. På FN's hjemmeside ligger der et katalog over de krigsforbrydelser, hun er ansvarlig for. Men nu kan det ikke længere bruges som retsligt bevismateriale i Storbritannien.
Jeg taler om Tzipi Livni. Hun har i dag besøgt William Hague, der er britisk udenrigsminister. Livni selv er ikke minister længere, så hendes visitkort indeholder ordet "forhenværende" foran titlen som premierminister. Men hun er også "forhenværende" krigsforbryder.
For få uger siden har Storbritanniens regering nemlig vedtaget at fjerne en bestemmelse i lovgivningen, der hidtil har gjort det muligt at retsforfølge israelske krigsforbrydere.
Jeg har tidligere omtalt sagen mod Livni, da det kom frem, at en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på hende. Allerede dengan udtalte den daværende britiske regering noget, der kun kunne tolkes sådan, at de for enhver pris ville forhindre, at israelske politikere skulle stilles til ansvar for deres handlinger over for en britisk domstol.
Nu kan Livni - Gazas bøddel - altså frit rejse ind og ud af det Forenede Kongerige. På FN's hjemmeside ligger der et katalog over de krigsforbrydelser, hun er ansvarlig for. Men nu kan det ikke længere bruges som retsligt bevismateriale i Storbritannien.
Tuesday, September 20, 2011
Palæstinensiske græsrødder støtter protester i Israel
Spørgsmålet om Palæstinas FN-status fylder en del i medierne for tiden. Det er sådan set naturligt nok. Det, jeg synes er blevet overset, er de store sociale protester i Israel.
To gange har over 300.000 demonstreret i Tel Aviv. Omkring 200.000 har været på gaden i Be’er Sheva – omtrent det samme antal, som der er indbyggere i byen.
Demonstranternes krav har taget udgangspunkt i den store mangel på boliger, der er til at betale. Men bevægelsen har udviklet sig til en mere generel kamp for social retfærdighed
Til demonstrationerne har folk båret skilte, hvor der står ”vi kræver boliger”, ”regeringen er imod folket, folket er imod regeringen”, ”al magt til folket”, ”folket kræver social retfærdighed”, ”gå af” og ”Egypten er her”. Meningsmålinger har vist, at demonstranterne bliver støttet af ni ud af ti i befolkningen.
Hidtil har der været forbløffende få palæstinensiske organisationer, enkeltpersoner, intellektuelle og politikere, der har bakket op om de israelske råb om social retfærdighed. Men måske er det ved at ændre sig.
En forsamling af 20 palæstinensiske og israelske organisationer, der mødtes i Hebron i september, har udtrykt deres opbakning til de sociale protester i Israel og det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. De opfordrer til fælles kamp imod besættelse, fattigdom, racisme og bosættelser.
Blandt organisationerne er Israels Kommunistparti, de palæstinensiske venstrefløjspartier DFLP og PPP, de palæstinensiske læreres fagforening og sammenslutningen af palæstinensiske landmænd. Dertil kommer en række ungdomsorganisationer og folkelige bevægelser.
Deres erklæring kan læses her på engelsk, men jeg synes lige, at et udpluk af den skulle oversættes til dansk. Here goes:
“Protestbevægelserne i den arabiske verden har vakt begejstring i hele verden hos de, der søger frihed, og mange har taget modellen med folkelig kamp til sig. Disse protestbevægelser har haft en dyb indvirkning på forskellige grupper i Israel, både hos jøder og palæstinensere, og har bidraget til bevægelsen for social retfærdighed i Israel.
Vi - palæstinænsiske og israelske sociale og politiske kræfter, repræsentanter for kvindeorganisationer og unge mennesker fra begge sider af den Grønne Linie - fremhæver behovet for fælles kamp med mål om at befri regionens folk fra kolonialisme og hegemoni, navnlig zionismen, standse besættelsen og Israels militære aggression samt støtte det palæstinensiske folks retfærdige kamp for dets ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med det internationale samfunds beslutninger.
Vi ser frem til befrielsen af hele regionens folk fra diktatur, tyranni og alle former for national, social og økonomisk undertrykkelse.
Vi advarer imod de velkendte forsøg fra besættelses-regeringen på at undslippe sin krise og protesternes pres ved frygt og at pege på en udefrakommende trussel: enten ved at præsentere den palæstinensiske appel til FN som en “fare”, eller ved militær aktion som vi har set det i de seneste dage i lyset af den hårde optrapning af blodsudgydelserne imod palæstinenserne i Gaza.
En folkelig, fælles kamp er et af de centrale principper i kampen imod besættelsen, bosættelserne, racismen, kolonialismen, imod den ekskluderende politik, svækkelsen, fattiggørelsen og den racistiske adskillelse i Israel.”
To gange har over 300.000 demonstreret i Tel Aviv. Omkring 200.000 har været på gaden i Be’er Sheva – omtrent det samme antal, som der er indbyggere i byen.
Demonstranternes krav har taget udgangspunkt i den store mangel på boliger, der er til at betale. Men bevægelsen har udviklet sig til en mere generel kamp for social retfærdighed
Til demonstrationerne har folk båret skilte, hvor der står ”vi kræver boliger”, ”regeringen er imod folket, folket er imod regeringen”, ”al magt til folket”, ”folket kræver social retfærdighed”, ”gå af” og ”Egypten er her”. Meningsmålinger har vist, at demonstranterne bliver støttet af ni ud af ti i befolkningen.
Hidtil har der været forbløffende få palæstinensiske organisationer, enkeltpersoner, intellektuelle og politikere, der har bakket op om de israelske råb om social retfærdighed. Men måske er det ved at ændre sig.
En forsamling af 20 palæstinensiske og israelske organisationer, der mødtes i Hebron i september, har udtrykt deres opbakning til de sociale protester i Israel og det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. De opfordrer til fælles kamp imod besættelse, fattigdom, racisme og bosættelser.
Blandt organisationerne er Israels Kommunistparti, de palæstinensiske venstrefløjspartier DFLP og PPP, de palæstinensiske læreres fagforening og sammenslutningen af palæstinensiske landmænd. Dertil kommer en række ungdomsorganisationer og folkelige bevægelser.
Deres erklæring kan læses her på engelsk, men jeg synes lige, at et udpluk af den skulle oversættes til dansk. Here goes:
“Protestbevægelserne i den arabiske verden har vakt begejstring i hele verden hos de, der søger frihed, og mange har taget modellen med folkelig kamp til sig. Disse protestbevægelser har haft en dyb indvirkning på forskellige grupper i Israel, både hos jøder og palæstinensere, og har bidraget til bevægelsen for social retfærdighed i Israel.
Vi - palæstinænsiske og israelske sociale og politiske kræfter, repræsentanter for kvindeorganisationer og unge mennesker fra begge sider af den Grønne Linie - fremhæver behovet for fælles kamp med mål om at befri regionens folk fra kolonialisme og hegemoni, navnlig zionismen, standse besættelsen og Israels militære aggression samt støtte det palæstinensiske folks retfærdige kamp for dets ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med det internationale samfunds beslutninger.
Vi ser frem til befrielsen af hele regionens folk fra diktatur, tyranni og alle former for national, social og økonomisk undertrykkelse.
Vi advarer imod de velkendte forsøg fra besættelses-regeringen på at undslippe sin krise og protesternes pres ved frygt og at pege på en udefrakommende trussel: enten ved at præsentere den palæstinensiske appel til FN som en “fare”, eller ved militær aktion som vi har set det i de seneste dage i lyset af den hårde optrapning af blodsudgydelserne imod palæstinenserne i Gaza.
En folkelig, fælles kamp er et af de centrale principper i kampen imod besættelsen, bosættelserne, racismen, kolonialismen, imod den ekskluderende politik, svækkelsen, fattiggørelsen og den racistiske adskillelse i Israel.”
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
