Virkelighedens dom

Oplysningsfilosoffen John Locke er kendt for sit citat om, at sandheden nok skulle klare sig, "om den engang fik lov at skøtte sig selv. Den får ikke ofte, og vil næppe nogensinde, frygter jeg, få meget hjælp fra magtens mænd, af hvem den kun sjældent kendes og endnu sjældnere bydes." Det ville være synd at sige, atr sandheden om krigen i Irak får megen hjælp fra "magtens mænd". Kendsgerningerne går dem nemlig imod.

En af de modige, selvopofrende journalister, der jævnligt opholder sig i Irak uden at være "embedded" hos besættelsestropperne er Dahr Jamail. Han rapporterer uden om de "officiele" kanaler, som de fleste bureauer og større medier gør. I sin nye bog, Beyond the Green Zone, skildrer han den rutinemæssige brutalitet, som irakerne lever under, og som er påført dem af besættelsestropperne. Jeg har ikke selv læst andet end uddrag fra og anmeldelser af bogen.

The Guardian skriver, at det der virkelig er skræmmende ved bogen er de amerikanske troppers rutinemæssige ødelæggelser: "hvorledes de river nærliggende huse ned efter en vejsidebombe, efterlader ammunition, der ikke er eksploderet, på marker, der tilhører bønder, som ikke bliver informeret, bulldozer frugtplantager. Liv ødelagt, familier fordrevet hver dag. En af de værste episoder fandt sted, da Jamails ven ved et tilfælde var i en moske, hvor de bedende blev skudt, børn blev lemlæstet: et helligt sted ødelagt af en amerikansk operation. Vi ved måske intet om sådanne rutinemæssige operationer i denne krig, men disse historier fylder de arabiske medier. Over hele den muslimske verden er de uomgængelige beviser på ydmygelsen og forfølgelsen af deres islamiske tro. Vi kan kun lade som om, vi ikke forstår."

Men det lader alligevel til, at der er en del, der lader som om, de ikke forstår. Virkelighedens dom over besættelsen af Irak burde ellers ikke være så svær at forstå. En ny rapport, som er lavet på foranledning af det amerikanske militær, viser, at irakere fra alle etniske og religiøse grupper mener, at den militære besættelse af landet er hovedårsagen til den sekteriske vold, der opstod i kølvandet på invasionen (sjovt nok samtidig med, at El Salvadors bøddel, John Negroponte, ankom til Irak).

Rapporten viser, at irakerne ser troppernes exit fra Irak som en forudsætning for national forsoning. Tropperne er altså en hindring for fremskridt, ikke en hjælp. At en udenlandsk besættelse, systematisk tortur, klyngebomber og systematisk ødelæggelse skulle være en hjælp er da også en pervers påstand.

I øvrigt er konklusionen om, at troppernes exit ville gøre livet bedre for den irakiske befolkning, helt i tråd med en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium fra september 2006.

Virkelighedens dom er altså temmelig klar. Besættelsen af Irak er ikke for irakernes skyld. Tværtimod er besættelsen hovedårsagen til den elendighed, der hersker i Irak.