News and comments from Balad al Sham

Wednesday, January 20, 2010

Kvinde-taxa i Kuwait


Mange af samfundene i Mellemøsten er på mange områder ret konservative. Det er næppe en nyhed. Mændene rejser sig op for kvinderne i busserne, for eksempel. Men mange kvinder beklager sig også over, at de ofte føler sig chikaneret af nærgående mænd. Ikke blot i busser, men også i taxaer. Jeg kender en del kvinder, der beklager sig over at køre med taxa i Jordan (her er det vigtigt at huske, at kvinder altid skal sætte sig på bagsædet, og at mænd altid skal sætte sig på forsædet!) Det har selvsagt ikke været mindre irriterende for lyshårede kvinder fra Europa, der ikke har forstået et hak af den kulturelle kode og for eksempel er iført ærmeløse trøjer med dyb udskæring (både mænd og kvinder forventes at klæde sig "anstændigt på", aldrig have korte bukser på osv.)

Nå, men nok om det. I Kuwait er det åbenbart endnu mere konservativt end i Jordan. Vi taler selvfølgelig også om et Golf-land. Hele den region er berygtet for sin konservatisme (i UAE stener de også kvinder, men de er jo Vestens gode venner, så det gør vist ikke så meget...)

I Kuwait er det socialt uacceptabelt for kvinder at tage alene med taxa. Så da den 27-årige Bedoor al Mutairis bil punkterede, og hun måtte vente en time på, at hendes bror kom og hentede hende, fik hun en idé: et taxaselskab for kvinder. Nu har hun så lanceret det lyserøde taxafirma Hawaa Taxi. Der er nu 10 kvinde-taxaer klar i Kuwait, og mon ikke selskabet vil klare sig ganske glimrende? Der er i hvert fald et solidt kundegrunlag blandt de mange stenrige kuwaitiske kvinder.

No comments: