Goodbye, Mr. Maliki

Nuri al-Malikis dage som irakisk "leder" er talte. Han kan ikke kontrollere Bagdad. Eller noget som helst andet for den sags skyld. Og så har amerikanerne fundet ud af, at han (surprise, surprise!) er for tæt knyttet til Teheran.

I Washington er de begyndt at snakke om, at irakerne alligevel ikke kan finde ud af det der med demokrati. Først slog Vesten en halv million irakiske børn ihjel med sanktionerne fra 1991 til 1996. Så var der bombardementerne af landet i 1998 og frem. Og så kom invasionen. Hvis vi ser på, hvor mange irakere, de dør nu, og sætter det i forbindelse med den videnskabelige undersøgelse fra The Lancet sidste år, så er vi nu oppe på, at 1,3 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Og så er der de fire millioner, der er blevet drevet på flugt. Burde irakerne ikke være taknemmelige over Washingtons nådegaver? Hvordan kan det være, at disse utaknemmelige undermennesker møder besættelsestropperne med rifler og vejsidebomber i stedet for blomster, kys og lovprisninger? George Bush har ikke forstået det endnu. Men det ville også kræve hjernevirksomhed, der vist ikke findes i det sorte hul, der går for at være kraniet i det Ovale Værelse.

Hvad sker der så nu? Allawi bliver nu kørt i stilling som ny leder i stedet for Maliki. Allawi er af den støbning, som amerikanerne har brug for. Han fortrak ikke en mine, da amerikanerne massakrerede Fallujas indbyggere med napalmbomber og hvid fosfor. Det er sådan en type, Vesten kan stole på. Folk, der ikke viger tilbage for kemiske bombardementer af deres egen befolkning. Minder det om noget, vi har set før? Nej, ikke Vietnam. Men om Saddam, da han i 1980'erne var Vestens allierede mod Iran.