Sommer i Bagdad

Den romerske historiker Tacitus sagde om den romerske invasion af England, at de skabte en ørken og kalder det fred.

Det er efterhånden noget tid siden, at Washington måtte holde op med at kalde den katastrofe, som USA har skabt i Irak, for fred - løgnen var ligesom for tyk.

Ifølge det amerikanske Just Foreign Policy er det anslåede irakiske antal dødsfald på grund af invasionen nu over en million. Den slags er naturligvis svært at finde ud af præcist - navnlig fordi den amerikanske hær konsekvent nægter at medvirke til nogen som helst form for opklaring over irakiske tabstal. General Tommy Franks formulerede det meget rammende på et pressemøde: "I'm not in the business of body counting" (skal, på trods af Franks' fødested i Oklahoma, udtales med Texas-accent).

Jeg har for øvrigt også tidligere skrevet om de irakiske tabstal i posten USA dræber 300 irakere om dagen. Men som om det ikke er slemt nok, vil jeg lige tage et nyt blik på andre skræmmende tal fra Mesopotamien.

Vi er seks måneder inde i den nye amerikanske militære optrapning i Irak. Ordet optrapning lyder grimt i USA, fordi det minder om Vietnam, som var en anden krig, USA heller ikke kunne vinde, fordi befolkningen hadede deres tilstedeværelse i landet. Så de kalder det "surge" ("brodsø" eller "bølge") i stedet for. De fleste andre kalder det vist bare for en offensiv.

Denne september vil General David Petraeus og Ryan Crocker, som er de to i spidsen for offensiven, præsentere en "fremskridtsrapport" om, hvordan det så er gået med deres brodsø. Alene navnet siger, at konklusionen er fastlagt på forhånd. Alt andet ville nemlig være en politisk vejsidebombe under Bush. Derfor siger Washington allerede nu, at man ikke alene kan dømme offensiven på dens nuværende resultater. Man er nødt til at vente. Til november i år, til 2008, eller senere endnu.

Nå, men lad os tage et blik på nogle af tallene.

Antallet af amerikanske tropper i Irak er nu 162.000, men det er uden adskillige tusinde regeringsansatte.

Antallet af lejesoldater overgår nu antallet af regulære tropper - de er 180.000. De dækker over mange forskellige firmaer, der udfører alt lige fra bevogtning af bygninger til offensive operationer i fjendtlige områder.

Der er nu 630 private "sikkerhedsfirmaer", der opererer i Irak. Der er ingen - hverken det amerikanske militær eller den såkaldte irakiske regering, der kontrollerer, hvad de foretager sig (under alle omstændigheder bliver de ikke stillet til ansvar for deres gerninger , og fra Irak kommer der jævnligt - udokumenterede - beretninger om massakrer begået af disse folk).

Prisen for offensiven bliver, hvis den varer resten af året, 22 mia. dollars.

Når man tænker på de enorme tab af menneskeliv, som irakerne lider, så kan man glemme, at den økonomiske situation om muligt er endnu værre. En kiste koster nu hvad der svarer til 50-75 dollars. Tidligere var prisen kun 5-10 dollars. Men der var selvfølgelig heller ikke brug for så ekstremt mange kister, før amerikanerne rullede ind i Bagdad (og her ser vi lige bort fra den halve million børn, som blev slået ihjel af sanktionerne indtil 1996).

Den varme sommer i Mesopotamien gør, at det er ulideligt uden aircondition. Mange nætter i Bagdad når end ikke ned under 40 grader. Men siden George Bushs kampvogne rullede over det land, hvor Bibelens Paradis lå, har energiforsyningen i dette olieland været mere end sparsom. Der bliver nu produceret mindre end 4.000 megawatt om dagen i Irak, hvilket er mindre end før invasionen, hvor Iraks industrielle kapacitet var aldeles i ruiner.

Bagdads indbyggere modtager dagligt elektricitet en til to timer. Resten af tiden må de klare sig uden. Fødevarerne rådner og folk må klare en hede på 40-50 grader uden aircondition. De, der har råd til en generator, må ofte undvære elektricitet alligevel, da brændstof er en luksusvare, som man ofte skal stå i kø i 10 timer for at kunne købe til en dollar pr. liter. Før var prisen omkring 20 øre pr. liter.

På to dage i juli var der fire landsdækkende strømafbrydelser. Kerbala var uden strøm i tre på hinanden følgende dage i juli. En købmand fra markedet i Kerbala sagde: "vi behøver ingen dokumentarudsendelser om stenalderen længere. Vi lever i den."

Og så er der lige vandforsyningen. Hvis man ellers kan kalde den det. Prisen for ti liter drikkevand på flaske er nu 1,60 dollars. Det er en prisstigning på 33 procent. Her må man huske på, at den nylige undersøgelse fra Oxfam viste, at 43 procent af irakerne nu lever i "absolut fattigdom" - for under en dollar om dagen. Det levner ofte ikke noget til rent vand.

Ud af de 3,5 millioner kubikmeter vand, som Bagdads indbyggere har brug for om dagen, er det kun 2,1 millioner kubikmeter, der rent faktisk bliver leveret. I den mesopotamske sommerhede er det ikke en ligegyldig detalje, men en alvorlig humanitær krise - som den amerikanske besættelsesmagt ikke har løst mellem deres sparken-døre ind, bombardementer af boligblokke og fotosessions af opbygning af skoler.