Et kig gennem smaragden

Det lyder egentlig smukt, når man hører navnet. Emerald City. Smaragdbyen. Det lyder som et rart sted, hvor der ikke mangler noget. Og det gør der heller ikke. Der er tale om den Grønne Zone i Bagdad - den eneste del af den irakiske hovedstad, hvor amerikanerne har kontrollen. Resten er overladt til militser - selv om USA prøver at rette op på den sag gennem en ny offensiv, hvor irakerne får sparket deres døre ind, raseret deres hjem og deres familiemedlemmer skudt.

Men på trods af den Grønne Zones smukke navn vokser fattigdommen blandt alminelige irakere. Det vender jeg tilbage til.

USA bygger ganske vist verdens største ambassade på 104 hektar i den Grønne Zone. Man kan se, hvordan den kommer til at se ud på dens hjemmeside. Ambassaden koster 592 millioner dollars at bygge, og de fleste regner med, at det bliver det eneste byggeprojekt i Irak, som amerikanerne får lavet færdig til tiden og som overholder budgettet. Driften af ambassaden i Smaragdbyen kommer til at koste de amerikanske skatteydere 1,2 mia. dollars om året.

Når ambassaden efter planen åbner i september bliver det uden tvivl til lyden af de morterangreb, der rammer Smaragdbyen på daglig basis. Men ambassadens beboere kan trøste sig med, at ambassaden bliver udstyrret med tennisbaner, masser af svømmefaciliteter og store græsplæner (der vil kræve masser af vand i den varme irakiske sommer - mens landets indbyggere lider under akut vandmangel). Men det er naturligvis langt fra sikkert, at ambassadens beboere kan bevæge sig udenfor for at nyde disse faciliteter, når der er daglige morterangreb, og folk i Smaragdbyen skal gå med skudsikker vest og hjelm. I stedet kan ambassadens beboere gå i biografen, der formentlig kommer til at ligge i det bombesikrede, næsten vinduesfrie "recreation center".

Ambassaden har naturligvis også sin egen brandstation, der kan slukke de brande, der måtte opstå på grund af de daglige afbrydelser af den fred, som George Bush erklærede 1. maj 2003. Og så importerer ambassaden naturligvis næsten alle fødevarer fra USA. De bliver kørt til Bagdad fra Kuwait, men som Washington Post rapporterer, er der ind imellem afbrydelser i forsyningerne på grund af "uforudsete" problemer med lastbilkonvojerne.

Samtidig vokser fattigdommen i Irak. En rapport fra Oxfam og en koalition af irakiske NGO'er giver nogle kandsgerninger fra Irak fire år efter invasionen. De er desværre ikke spor overraskende.

• Omtrent otte millioner irakere har nu brug for nødhjælp.
• Før invasionen var 19 procent af Iraks børn fejlernærede. Nu er det 28 procent.
  
• Halvdelen af Iraks befolkning lever nu i "absolut fattigdom".
• Fire millioner irakere mangler fødevarer.
• Kun 60 procent af de irakere, der er afhængige af fødevarehjælp har adgang til fødevarerationer fra den irakiske "regerings" hjælpeprogram.
• Andelen af irakere uden adgang til ordentlig vandforsyning er nu 70 procent imod 50 procent i 2003 - efter 20 år med krig og sanktioner.
• 80 procent af irakerne har ikke adgang til ordentlige sanitetsanlæg.

Tilbage i den Smaragdbyen skal alle indbyggere passe på, at de ikke taber deres nøgler eller mobiltelefon på jorden. For hvis de bukker sig ned for at samle noget op, bliver det tolket som en truende bevægelse af de snigskytter, der befinder sig overalt i den Grønne Zone. Og de skyder for at dræbe. Så sikkert sidder Washington på Smaragdbyen. Så sikkert sidder Maliki. De kan vist kun håbe på, at irakerne bliver så udhungrede og forarmede, at de ikke længere har overskud til at gøre modstand mod besætttelsesmagten.