Arrestordren på Livni: England bøjer sig

For nylig røg nyheden (endnu en gang breaket af verdens førende nyhedsstation Al Jazeera) verden rundt: en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på Israels tidligere udenrigsminister, Gazas bøddel Tzipi Livni.

Til at begynde med reagerede de engelske myndigheder ved at nægte, at sådan en arrestordre fandtes. Det er åbenbart en vane for engelske myndigheder at opfinde ting der ikke findes (som masseødelæggelsesvåben i Irak, der kan ramme Europa i løbet af Tony Blairs berømte 45 minutter) og benægte eksistensen af ting, der rent faktisk har fundet sted (som for eksempel tyrkernes folkemord på armenierne i 1915).

Nå, men historien om Livni begyndte at rulle. Hun havde aflyst et arrangement hos en jødisk organisation i England.

Arrestordren blev senere trukket tilbage, men efter udstedelsen begyndte den israelske regering stærkt at kritisere den britiske regering. Jerusalem Post supplerede med på lederplads at erklære, at ”vi er alle Tzipi Livni”.

Men hvad skete der egentlig med Livnis besøg? Der er nogle dunkle detaljer i denne sag.

Livnis folk siger, at hun for flere uger siden aflyste besøget på grund af rod i kalenderen. De israelske medier siger, at Livni aflyste besøget til England i sidste øjeblik. Begge udsagn kan ikke være sande.

Livni ville gerne mødes med den britiske premierminister Gordon Brown. Nogle har spekuleret i, at hendes ønske om netop dette møde var, at hun dermed ville være på officielt statsbesøg, og at hun derfor ville nyde diplomatisk immunitet – og dermed være beskyttet imod arrestordren. I en tilsvarende sag med Israels forsvarsminister Ehud Barak – som der også er blevet udstedt en engelsk arrestordre på – trådte den diplomatiske immunitet i kraft, fordi det var et officielt statsbesøg, og derfor kunne Barak ikke arresteres, på trods af, at han er eftersøgt for krigsforbrydelser.

Da Gordon Brown meddelte, at han ikke ønskede at mødes med Livni, blev turen til England dermed til en privat rejse. Ingen diplomatisk immunitet.

Det interessante ved denne sag er, at Storbritannien tilsyneladende er i fuld gang med at bøje af over for det israelske pres. England lader ganske åbenlyst Israel blande sig i den juridiske og politiske proces i England.

Den britiske regering har – i stedet for at forsvare, at landet udsteder arrestordrer på krigsforbrydere – udtalt, at den ønsker at være ”en strategisk partner med Israel” og at den britiske regering derfor ”holder grundigt øje med denne sags følger”. Det kan kun opfattes som et knæfald for krigsforbrydere, så længe de kommer fra Israel i stedet for for eksempel Serbien.

Kamelmælk

Libyens leder, oberst Qadaffi, insisterer så vidt vides på altid at medbringe kameler på sine rejser, så han har adgang til frisk kamelmælk. Kamelmælken er mere fed og rigere på næringsstoffer end komælk. I Etiopien bruges mælken som elskovsmiddel, og i Indien som medikament. Ja, sådan er der jo så meget.

Koranen nævner, at kameler er vigtige. Om det har noget at gøre med mælken ved jeg ikke. Men det kunne det jo godt have. Nå, nok om det. I udkanten af Amman er der en mand ved navn Ahmed Abu Nimer, der sælger kamelmælk fra et telt ved vejen. Det koster 10 dinarer (omkring 80 kroner) for 2,5 liter, så billigt er det bestemt ikke. Men alligevel er der kunder nok. I en storby som Amman kan man ellers kun finde kamelmælk i butikkerne, hvor mælken er kølet ned, transporteret og den slags. Og det er jo ikke det samme som helt frisk kamelmælk. Det må Qadaffi kunne snakke med om.

Afghanistans kvinder

En af de mest hykleriske og frastødende løgne, man kan komme ud for, om NATOs krig i Afghanistan, er at det angiveligt skulle være for kvindernes skyld.

"Zoya" (navnet er et pseudonym) forklarer i dette interview fra GRIT-TV, hvordan de vestlige stormagter har opfostret fundamentalismen i Afghanistan og sidenhen allieret sig med krigsforbryderne fra Nordalliancen.

Dette interview burde sendes på samtlige tv-stationer i Danmark i stedet for den tendentiøse omgang militær-kontrollerede "journalistik", der kommer ud af de hoteller og isolerede compounds i Kabul, hvor de danske stationer sender fra.

Israel og Syrien nok engang

Den israelske premierminister Binyamin Netanyahu sagde for nylig under et besøg i Paris, at han ønsker at forhandle med Syrien "uden betingelser". Det skriver Jerusalem Post ihvertfald. Kilden til denne oplysning skulle være en rådgiver for Syriens præsident Bashar al-Assad.

Der er for tiden en masse spekulationer om fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien. Den franske præsident Sarkozy kører sig selv i stilling som fredsmægler. I det hele taget er det tydeligt, at Frankrig forsøger at knytte tættere bånd til Syrien for derigennem at opnå en stærkere position i Mellemøsten. Den position, de mistede, da de ydmygende måtte trække sig ud af Syrien efter at have bombarderet Damaskus i 1946, forsøger de nu at vinde tilbage. Derudover står Tyrkiet på spring. Men nok om det.

Man tænker måske ikke på det i Vesten, men det syriske regimes anti-israelske holdning er faktisk en af de vigtigste kilder til popularitet. Hvis Assad slutter fred med Israel vil det være den mest upopulære beslutning, han nogensinde har taget. Det vil være politisk farligt og en destabiliserende faktor internt i Syrien. Derfor har Assad også ladet forstå, at forudsætningen for forhandlinger er, at Israel opgiver besættelsen af Golan-højderne.

Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på treogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.

Israel er overhovedet ikke til sinds at opgive Golan. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden. At dette tyveri af vand er forbudt ifølge international lov bekymrer ikke de israelske generaler - og hvorfor skulle det også det? De er aldrig blevet truet med sanktioner eller ivasion, som Syrien er blevet det.

Jyllands-Posten, Srebrenica og Israel

Jyllands-Posten er - så vidt jeg ved, jeg har ikke undersøgt det grundigt - den danske avis, der har flest korrespondenter ude i verden. Det gør, at de har mulighed for at lave en rigtig nyhedsdækning fra omverdenen i stedet for blot at copy-paste telegrammer fra Reuters og AP (selvsagt ikke Al Jazeera, Maan News og andre, der leverer historier om Vestens og Israels overgreb i Mellemøsten). Det gør, at det er værd at følge med i JP, uanset hvad man mener om avisens redaktionelle linje.

Onsdag havde JP et interview med den israelske udenrigsminister Liberman. Det behøver JP selvsagt ikke nogen korrespondenter for at lave, men det var godt gået alligevel, at de havde fået interviewet i stand. Det var en oplagt lejlighed til at stille en række spørgsmål til denne mand.

Liberman bor selv i en illegal bosættelse, der strider imod international lov. Det ville være oplagt at spørge ind til dette forhold. Det sker bare aldrig. Det eneste, der står, er et citat fra Liberman, hvor han siger:
"Jeg har sagt, at jeg er parat til at forlade mit eget hjem i en bosættelse, hvis jeg virkelig troede på en altomfattende løsning."

JP spørger slet ikke ind til, om det ikke netop er Libermans personlige og systematiske krænkelse af internationale lov og palæstinensernes nationale rettigheder (herunder retten til infrastruktur, retten til rent drikkevand osv., der blokerer for denne "altomfattende løsning".

Liberman slipper også for at forholde sig til Goldstone-rapporten. Han slipper faktisk af sted med - uden modspørgsmål eller efterfølgende kommentarer fra journalisten at sige, at "rapporten bebrejder et demokratisk land for at beskytte sig selv mod terror."

Libermans udsagn er så indlysende forkert, at selv en folkeskoleelev burde dumpe for at skrive en artikel, der ikke går Liberman på klingen på dette spørgsmål. Rapporten handler ikke en tøddel om, hvorvidt Israel er et land, hvor regeringen bliver valgt gennem en demokratisk afstemning. Rapporten handler om, at Israel har slået 1400 palæstinensere ihjel under offensiven i Gaza. Størstedelen af dem var kvinder og børn. Til sammenligning døde der 13 israelere, herunder tre civile.

JP beskriver selv massakren i Gaza som en "aktion". Og de beskriver Goldstone-rapporten som "omstridt", selv om det er klart for alle, at det kun er Israel, USA og enkelte andre lande, der er imod rapporten. Men ingen af rapportens modstandere har peget på, hvor der er fejl og mangler. Årsagen er klar: de ved, at rapporten er sand, men de bryder sig ikke om konklusionen. Det er ikke behageligt, at Vestens bedste ven i Mellemøsten er en krigsforbryder-stat.

Prøv en gang at forestille jer, hvad der var sket, hvis JP havde skrevet, at massakren i Srebrenica var en "aktion", og at FN's undersøgelse af den var "omstridt", fordi Serbien gik imod.

Faktisk er sammenligningen med Srebrenica ikke helt ved siden af. Israel siger, at deres tab (tre civile) retfærdiggjorde, at de slog 1400 palæstinensere ihjel. Det svarer til, at de for hver civil israeler slog 466 palæstinensere ihjel. Hvis vi tager det for Israel mest gunstige tal og tæller deres faldne soldater med, så slog de "kun" 107,7 palæstinensere ihjel for hver israeler.

Til sammenligning døde der 151 serbiske civile, da den serbiske VRS under ledelse af bøddelen Ratko Mladic massakrerede 8000 bonsiakiske mænd, kvinder og børn i Srebrenica. Det vil sige, at for hver død serber, døde der 53 bosniakere. Den "serbiske faktor" er altså omkring det halve af den "israelske faktor". Alligevel kan jeg ikke forestille mig, at JP - eller nogen anden dansk avis - kunne finde på at omtale folkemordet i Srebrenica som en "aktion". Hvis de gjorde, ville de - korrekt - blive fordømt. Men når det er palæstinensere, der bliver massakreret, gælder der åbenbart andre regler.

Abbas undsagt af sit eget parti

Mahmoud Abbas - eller Abu Mazen, som han hedder blandt palæstinenserne - er kendt som manden, der kunne skrive et 500-siders værk om Palæstina uden på noget tidspunkt at nævne ordet "besættelse". Han er kendt som manden, der stod ved siden af Bush og ikke mælede et eneste ord i protest, da George W. Bush proklamerede, at ingen af de hundredtusindvis af palæstinensere, der blev etnisk udrenset i 1948 (og disses efterkommere) nogensinde kan vende tilbage. Abu Mazen protesterede ikke, da George Bush erklærede, at araberne i Israel ikke skal have fulde borgerrettigheder.

Sådan er der så meget. Mahmoud Abbas er jo "moderat", hedder det. Det eneste "moderate" er ifølge de vestlige medier tilsyneladende at klappehælene sammen og acceptere besættelsesmagten.

For nylig gjorde han det igen - viste hvor "moderat" og medgørlig, han er, Vestens mand i Palæstina. Han afviste kravet om, at en forudsætning for forhandlinger med Israel er, at udvidelsen af de ulovlige besætter-kolinier i Jerusalem standser. Han afviste med andre ord at kræve, at Israel standser sin etniske udrensning af arabere fra Østjerusalem.

Man skal ikke være professor for at regne ud, at sådan en politik ikke er populær blandt palæstinenserne. Det er måske derfor, at Abbas nu er blevet sat på plads af sit eget parti. Partiets ledelse modsagde ham åbent og krævede, at de ulovlige bosættelser ophører med at blive udvidet, før man vil forhandle.

Nu har Abbas trukket i land. Igennem sin talsmand oplyser han, at det skam heller ikke var rigtig alvorligt ment, at han ville opgive alle krav. Så "moderat" er han trods alt heller ikke. I hvert fald ikke, hvis det kan koste ham sin post...

Studenter-leder i Tunesien fængslet

Jeg fik en pressemeddelelse på arabisk, hvor de tunesiske studerende gør opmærksom på, at en af deres ledende medlemmer er blevet arresteret af politiet uden grundlag (jo måske fabrikerer de et eller andet). Det skyldes tilsyneladende, at myndighederne er nervøse over udsigten til organisering og bevægelse blandt de studerende i Tunesien, her ved begyndelsen på det akademiske år.

Den leder, der er blevet arresteret, er Essam al-Salami. Han er jurastuderende.

Her følger Min egen, redigerede, version af pressemeddelelsen på engelsk.

Tunisia: Release student activist Essam Salami!

Based on information from the General Union of Tunisian Students

On the night between Saturday 26 September and Sunday 27 September, comrade Essam Salami, leading activist in the General Union of Tunisian Students, was kidnapped with two of his relatives, as they were on their way to Jendouba. According to information given to us, comrade Essam Salami has been subjected to brutal physical and psychological violence from the police.

The police charges against him are not yet known in details, but in any case they are fabricated from start to finish.

The General Union of Tunisian Students has raised the following demands:

1: Essam Salami must be released immediately, and all prosecutions against him must be stopped.

2: The repressivce practices of the authorities must be condemned. The authorities must be held responsible for the safety of the comrade.

3: The attack on the comrade is an attack on the General Union of Tunisian Students and its militants. It is noteworthy, that this attack coincides with the beginning of the academic year.

4: The General Union of Tunisian Students call on all democratic forces to stand by its militants against all forms of repression and restrictions.

Long live the General Union of Tunisian Students!